En længere historie om en trampolin ... og andet

I næsten hele mit liv har jeg boet i Århus i et slags rækkehus, der hedder Skovfaldet. Det er ejer boligere, hvor alle deler en kæmpestor fælleshave på størrelse med en mindre park. Dette har altid fungeret godt, men her i de sidste 2-3 år er der sket mystiske ting.

Dette er vores historie om, hvordan det er at bog på Skovfaldet - og den er langt fra lykkelig!
Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver dette her, men det er nok fordi, at min familie og jeg føler os trampet på, og at det hele er meget urimeligt. Jeg tror ikke, at jeg kan overkomme at skrive det hele på én gang, så her kommer i hvert fald første bid:

På Skovfaldet bor der stort set kun gamle (og dumme) mennesker, som aldrig færdes ude i haven. De fleste har meget mod børn - ja faktisk hader de os - og de kan ikke tåle at se, når nogen løber rundt i haven og leger med fx en bold. Udover os er der tre andre familier med børn ud af i alt 25 huse. Et klart 'mindretal' kan man sige.

For tre år siden købte min mor en kæmpe havetrampolin til min lillebror i fødselsdagsgave. Det første år gik det fint nok, men i andet år begyndte folk at blive lidt sure. "Den ser grim ud", "Den fylder for meget", "Den er farlig" osv. Dette tog vi os ikke af, for hvad skade kan den gøre, når den kun står oppe i mindre end to måneder om året?

For et par år siden flyttede en gammel og magtgal mand ved navn Hans Oluf ind ved siden af os, og nogle få måneder senere blev han valgt som formand for ejerforeningen, der bl.a. bestemmer hvordan fællesarealerne benyttes. Manden i sig selv er både ret uintelligent og egoistisk, og han tænker kun på at bruge alle pengene fra selve foreningen. Han bruger det til at ringe i telefon gratis, købe rødvin på andres regning og meget andet.

Sidste sommer fik han den idé, at nogle af de gamle træer på over 100 år var farlige og kunne falde ned og slå alle ihjel på ingen tid. Træerne har stået her længe før husene blev bygget, men alligevel formåede han at få fældet en stor del af træerne. Dengang skrev jeg et brev til alle beboere med overskriften "Ønsker I virkelig, at vores have skal dø?"
Dette gik de gamle meget amok over og skrev et brev til mig, hvor der stod, at jeg bare kunne blive placeret i en ungdomsbolig, som om at jeg var en hippie. Det eneste jeg skrev var, at jeg ikke synes, at vi skal have en hel ren græsplæne uden gyngestativ eller træer.

Nå, men de her folk råttede sig altså sammen og skrev et brev til mig, og de syntes åbenbart, at jeg var en stor trussel mod dem.

Nu et helt år efter er strabadserne begyndt at blusse op igen. For lidt under to uger siden satte vi igen vores trampolin op, og ligesom sidste år regnede vi ikke med, at der ville ske det helt store. Der tog vi dog helt fejl, for allerede to dage efter modtog vi et kort brev, hvor der stod noget lignende: "Vi har fået klager angående jeres trampolin, og derfor skal I tage den ned inden 14 dage. Hvis ikke dette sker, så vil vi få nogle håndværkere til det på jeres regning". Intet 'men'. Vi havde intet valg.

Dette var vi, især min mor, overhovedet ikke tilfreds med, og derfor skrev min mor et langt brev til alle, hvor hun forklarede, at den på ingen måde er farlig, at den ikke generer nogen, og at den snart bliver taget ned igen. Men skete der noget? Nææææh, vi fik ingen respons overhovedet ...

Et par dage efter skrev min mor igen et brev, hvor man havde mulighed for at krydse af: "Jeg accepterer at familien Dahl har en trampolin stående i omkring to måneder om året med et hegn rundt om" eller "Jeg accepterer ikke at familien Dahl har en trampolin stående i omkring to måneder om året med et hegn rundt om".
Resultatet blev, at vi har fået tre sedler ind af døren; to "ja" og ét "nej". Altså et flertal, selvom resten ikke har afleveret deres seddel.

Derfor har vi i dag sat et slags kyllingehegn rundt om trampolinen. Det kan let forceres, men det er ikke dét, at meningen med hegnet er. Det skal bare vise, at det er privat område, selvom vi aldrig nogensinde har haft fremmede ind at hoppe på den. Ej hellere er der sket skader på trampolinen, og det er faktisk temmelig svært at falde og slå sig på den ... medmindre man er en komplet tåbe, der ikke kan finde ud af noget så simpelt som at hoppe.

En lille times tid efter at hegnet var sat op, kom vores formand gående ud og studerede det nye hegn. Til min mor sagde han: "Skal I nu til at have høns!?" Min mor svarede, at vi skulle have kyllinger, fordi det er et kyllingenet ... hvor dum har man lov til at være? >_< "Du er jo rablende skør", sagde han og gik ind igen. Kort efter kom han ud med et kamera i hånden og begyndte at tage billeder af hegnet og trampolinen. Også selvom at vi stod og kiggede på ham og sagde, at det er uhøfligt at tage billeder af nogen uden at spørge først. Han lod som ingenting - jeg tror, at han var bange - og gik ind efter at have taget tre billeder. Lidt efter var han inde og sladre ved vores anden nabo - en gammel kone med afdød mand ... hun hader børn mere end noget andet - og mine to venner og jeg gik for sjov ud og tog nogle billeder af ham og hende, der sad og drak øl på altanen. Vi sagde ikke noget, ligesom han selv ikke havde gjort, selvom at de kiggede meget efter os. Hvad der sker nu, ved jeg ikke, men efter min mening er det komplet tåbeligt, at nogen gider at bruge så meget energi på en så enkel ting, der alligevel bliver taget ned om nogle få uger. Stemningen her på Skovfaldet er ekstrem giftig, og der ligger meget mere bag alle disse ting, end jeg har skrevet i denne post. Jeg orker bare ikke at skrive mere, men senere vender jeg måske tilbage med nyt i sagen.