tirsdag den 6. november 2007

Spiller i øjeblikket - november

Som resultat af et ønske fra en anonym læser vil jeg her skrive en liste over de spil, jeg er i gang med for tiden. For at gøre det lidt mere spændende for jer at læse, har jeg knyttet en lille kommentar/førhåndsindtryk med til hver titel.

Bemærk at jeg stadig er i gang med at spille alle titlerne og dermed ikke har gennemført dem. Jeg giver ligeledes en karakterbedømmelse, men denne skal tages med et gran salt, da jeg som sagt ikke er færdige med spillene endnu.

Super Paper Mario [Wii]
Jeg har længe været glad for Paper Mario-serien. Har gennemført The Thousand-Year Door til GameCube to gange, spillet Mario & Luigi 2 til Nintendo DS, og for nyligt hentede jeg det originale Paper Mario via Virtual Console.
Derfor skulle jeg naturligvis have fat i Wii-kapitlet, som oprindeligt var tiltænkt den aldrende GameCube. Efter at have vundet en Mario Strikers Charged-konkurrence på N-Club.dk indløste jeg min rabatkupon i EB Games og kom hjem med spillet. Det minder en hel del om 2'eren, men visse steder skiller det sig markant ud. Først og fremmest er det nu mere platformsagtigt á la Super Mario Bros.; der er ikke nær så mange RPG-elementer som tidligere, og det savner jeg lidt. Spillet er som altid fyldt med sjove aspekter, især i den velskrevne dialog, og stilen er om muligt endnu mere surrealistisk denne gang. Verdenernes og figurenes design er virkelig specielt, men hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg nu bedst om stilen fra The Thousand-Year Door.

Styringen er oldschool, da man spiller med Wii-moten horisontalt. Det fungerer fint, men heller ikke mere. De små Wii-specificerende steder i spillet er en anelse simple, og jeg har flere gange overvejet, hvorfor dette spil ikke blev sluppet løs på GameCuben ... lidt ligesom det var tilfælde med The Legend of Zelda: Twilight Princess.

Alt i alt er det et godt spil. Jeg er omkring 3/4 igennem det, gætter jeg på, og indtil nu har der ikke været de store problemer. Sværhedsgraden er en anelse lav, og mange af tingene i spillet er set tidligere.

8.3/10

The Legend of Zelda: Phantom Hourglass [NDS]
Jeg havde længe glædet mig til dette spil, og derfor importerede jeg det fra USA. Er knap halvejs i spillet, og overordnet set er det blevet mere casual-præget; det er nemt at gå til med den enkle stylus-styring, og grotterne er ikke særlig store eller komplicerede. At skyde med boomerang og pile er ligetil, og det er faktisk ganske sjovt at planlægge sin sejlrute via kortene.

Spillet er et nyt, friskt pust til Zelda-serien og på mange måder en optimeret udgave af The Wind Waker til GameCube. Alligevel er jeg lidt i tvivl angående fugleperspektivet i spillet. Jeg føler, at det minder for meget om Animal Crossing: Wild World, og at man nærmere er tilskuer frem for hovedpersonen i spillet. Det er en logisk beslutning fra Nintendo; DS'en vil ikke kunne klare en anden synsvinkel, men jeg savner stadig at kunne dreje kameraet rundt ligesom i The Wind Waker.

Grafisk ligner det meget førnævnte spil - blot mere grovkornet. Der er ikke så meget frihed på øerne; man kan eksempelvis ikke klatre op på bjerge/bakker eller hoppe ned i havet, og det er med til at skabe en mere indelukket følelse. Det er nok det pæneste spil set hidtil på Nintendo DS.

Gåderne er en smule simple, men et par gange er jeg blevet forundret over notefunktionen, der skal bruges hyppigt. Jeg skulle for eksempel nedtegne en ukendt ø, der på den måde viste mig frem til en låst dør. Vil ikke røbe for meget, men lige præcis dén gåde var temmelig god, synes jeg.

Multiplayerdelen er ganske sjov, men mangler helt klart taktiske aspekter. For det første ville jeg ønske, at man kunne spille i 2 vs. 2-teams og planlægge strategier, og for det andet er banerne ikke nuancerede nok. De minder for meget om hinanden, og man kan ikke skabe sine egne, hvilket ellers var en oplagt idé.

9.1/10

Phoenix Wright: Ace Attorney - Trials and Tribulations [NDS]
Modtog for ganske nyligt det tredje spil i den mindre kendte advokatserie til Nintendo DS. Dette spil er svært at bedømme, før man er nået til slutningen, og jeg vil gætte på, jeg er lidt over 1/4 igennem. Hvilket altså vil sige, at der er masser endnu.

Har gennemført to af sagerne. Begge meget spændende med mange referencer til de to tidligere spil. Har haft nogle småproblemer i få tilfælde, men ellers kører det ganske glidende som altid.

8.7/10

Metroid Prime 3: Corruption [Wii]
Gennemførte for nyligt det første Prime-spil og var derefter klar til 3'eren (har valgt at springe over Echoes, da lys/mørke-konceptet ikke lige er mig). Har spillet Corruption i lidt over tre timer, og indtil videre er der ikke megen nyskabelse at hente i land. Spillets Wii-styring er rigtig god, men ellers er spillet bygget op på nøjagtig samme måde som før. Ligesom i Zelda-serien skal man igennem de samme rutiner igen og igen samt samle nye våben. Indtil videre har jeg kun set våben fra 1'eren, og det faktum, at der kun er tre forskellige viserer i dette spil, skuffer mig gevaldigt.

Grafisk er der sket en smule i omgivelserne. Især baggrundene på planeterne er blevet mere detaljerede, men ellers ligner det meget et GameCube-spil med lidt flottere effekter. Stemmeskuespillet er fint, og spillet er langtfra så indlukket og "du-er-det-eneste-levende-menneske-i-dette-univers" agtigt, da man flere gange får beskeder sendt fra et hovedkvarter i rummet. Nogle vil savne den ensomme atmosfære fra de to tidligere spil, men jeg har det lige modsat; jeg var led og ked af den dystre stemning i det første Prime-spil, men sådan er det heldigvis ikke i Corruption.

Spillet er i øvrigt blevet mere skydebaseret. Folk har altid kaldt Metroid Prime for et First Person Adventure-spil, men nu nærmere serien sig mere Shooter-genren. Kan på nuværende tidspunkt ikke bedømme, hvad jeg synes om dette skift.

Alt i alt et fremragende spil, men langt fra noget nyt. Stort set alt er set før i de to GameCube-spil. Som noget nyt optjener man diverse bonuspoints i spillet - Nintendo's bud på Xbox'ens Achievment-system - der kan bruges på at købe ekstrating så som concept arts og musik. En ok idé, men det kunne sagtens være udført lidt mere elegant.

8.4/10

2 kommentar(er):

M!kk3l sagde ...

Glæder mig til Phoenix Wright. Er snart færdig med det første spil. :)

Anonym sagde ...

Jeg har ikke fået købt mig Phantom Hourglass endnu, hvilket er en fejl. Jeg glæder mig virkelig meget :D

Med hensyn til Metroid: Bare rolig, der kommer flere opfindsomme gadgets. Dit Command Visor kommer også til god nytte :)
Desuden er der også denne gang 4 visors, ligesom i Prime 1. Du glemmer vidst at tælle det almindelige Combat Visor med.

Jeg er også rigtig glad for Corruption. Jeg synes, det er langt bedre end Prime 1, som jeg egentlig fandt temmelig kedeligt.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)