onsdag den 19. marts 2008

Brug din spillekonsol som mediecenter - helt gratis

I går modtog jeg aprilnummeret af >pcplayer - et kanongodt blad som altid - hvor jeg blandt andet læste en guide om et program, der lader dig streame indhold (film, musik, billeder) fra computeren til eksempelvis en Xbox 360, PlayStation 3, Wii, iPhone og ligendende maskiner. Det har man længe kunne gøre ved at købe et Windows Media Center, som jeg ikke vil røre, selv ikke med en ildtang, men nu kan det altså lade sig gøre helt gratis via et program kaldet TVersity.

Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå magasinets guide stykke for stykke - du kan altid selv købe bladet, hvis du er interesseret. Kort fortalt går det ud på, at du ved at forbinde din pc og Xbox 360, for eksempel ved at sætte begge i samme router i en LAN-opsætning, kan sende filer fra din computer, som Xbox'en så kan afspille. Alt efter filens størrelse og format, kan man afspille dem forholdsvis smertefrit. Man kan endda sende internetlinks, så som YouTube og andre direkte feeds, men dét har jeg endnu ikke fået til at fungere. Der er mange flere muligheder i programmet end nævnt her, og det har i hvert fald givet mig blod på tanden, når jeg gerne vil se nogle af mine film fra pc'en (for eksempel videoanmeldelser af spil) i sofaen, altså nede i stuen, hvor min Xbox er placeret.

Engang, når jeg får tid, skal jeg også forsøge mig med en mediecentermaskine. Ikke noget med købe-Windows-fis, nej, der findes nemlig opensource-alternativer så som Linux MCE. Det kræver dog først, at jeg har en gammel computer til overs, hvilket jeg på nuværende tidspunkt ikke har (modtager gerne donationer).

Opdatering:
Har lige prøvet det gennem Wii'ens internetkanal. Man går blot ind på følgende website, og så kører det. Dog er det lidt hakkende (Flash + trådløs forbindelse), og man kan ikke have tabs åbent, så man eksempelvis hører musik og surfer på samme tid.
http://din.ip.adresse.her:41952/flashlib

0 kommentar(er):

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)