søndag den 21. september 2008

Colfer skal skrive den sjette bog i HHGTTG-trilogien

For ikke så længe siden blev det offentliggjort, at Eoin Colfer, manden bag Artemis Fowl-bøgerne, har fået lov til at skrive bog nummer seks i triologien over The Hitchhiker's Guide To The Galaxy (og nej, det er ikke en fejl, man kalder det en triologi i fem dele). Douglas Adams døde som bekendt ganske uventet og pludseligt og nåede derfor aldrig at skrive en ordentlig slutning til serien, idet "Næsten Ufarlig" stoppede meget brat. Hans død er selvfølgelig meget tragisk, især fordi han lovede og håbede på at skrive en masse flere bøger i fremtiden. Han døde af et pludseligt hjerteanfald i et træningslokale - heldigvis sammen med sit elskede håndklæde ...! Men nu har Colfer altså fået rettighederne til at skrive en ny bog, og det sker med Douglas' enkefrues samtykke.

I et interview med The Guardian fortæller Colfer, hvordan det er pludselig at få tildelt denne gave af guderne. Han ved, at der er lagt et hårdt pres på ham, men han vil ikke forsøge at skrive som en wannabe-Adams. Nej, han vil sætte sit eget præg, mens han stadig bevarer den store respekt for de geniale bøger.

Jeg har tidligere skrevet om HHGTTG, og lige nu går jeg og overvejer at bruge den første bog i mit kommende Dansk-Historie forløb i skolen. Sagen er nemlig den, at vi skal skrive en større opgave om noget, der enten har med dansk eller historie at gøre - eller begge dele på én gang. Jeg har stadig en masse andre idéer, men jeg kan rigtig godt tænke mig at få lov til at skrive om den første bog; at vælge hele serien bliver nok en tand for meget, for jeg har kun ti sider til rådighed. Jeg glæder mig naturligvis meget til at læse den nye bog, som bliver udgivet til næste år. Jeg har læst alle Artemis Fowl-bøgerne pånær den nyeste, og jeg synes rigtig godt om dem. De er langt fra på samme høje niveau som Adams' bøger, men de er alligevel ganske spændende at læse. I øvrigt er jeg netop i dag gået i gang med en anden bog af Douglas Adams, nemlig "Dirk Gentlys Holistiske Detektivbureau, som jeg læste en anbefaling af her den anden dag.

Forresten fandt jeg et sjovt easter egg. Prøv at skrive følgende ind i Googles søgebar:

the answer to life, the universe, and everything
Ganske skægt, ikke?

[Newz]

2 kommentar(er):

Anonym sagde ...

Answer to the QUESTION of life, the universe of everything. Der er stor forskel. Vi kender svaret, men vi kender ikke spørgsmålet ;)

Og det lyder da ganske spændende. Jeg var selv lige gået i gang med den femte bog, men jeg kunne ikke rigtig få mig til at blive færdig med den, da bøgerne efterhånden blev for kedelige og seriøse (som et resultat af en depression, der ramte Adams imens hav var i gang med serien). Så vidt jeg ved, skulle han til at skrive den sjette bog i den i stigende grad fejlagtigt navngivet trilogi lidt mere muntert, men så døde han desværre :(
Så jeg glæder mig da til at se, hvad Fowl kan præstere.

Held og lykke med din dansk-historieopgave :)

Anonym sagde ...

Hvad Colfer* kan præstere... XD
Træls man ikke kan redigere kommentarer.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)