torsdag den 4. februar 2010

At skrive eller ikke at skrive - med kursiv

Her for nyligt gik det op for mig, at jeg i mange år bare har skrevet titler på spil/film/bøger/whatnot, som de er. Super Mario 64, Beyond Good & Evil, Call of Duty: Modern Warfare 2 - you name it. Uden noget tingeltangel. Men når jeg kigger på, hvordan alle andre, mere professionelle, skribenter skriver disse titler, gøres det ved at kursivere teksten. Hm ...

Jeg har modstridende følelser til denne typografi. På den ene side bryder jeg mig ikke om den lidt fancy pancy frembrusende "jeg er sgu noget særligt"-attitude, hvor man dækker til med effekter for at få noget til at fremstå større eller mere betydningsfuldt, end det egentlig er. Et navn er sgu et navn, uanset hvordan man skriver det.

Omvendt er jeg født og udøvende perfektionist (med stort P!), og hvis nogen, uanset hvem, har bestemt, at sådan gør man, så har jeg utrolig svært ved ikke at gøre det. Ligesom jeg hader, når folk skriver egennavne med lille begyndelsesbogstav, eller når de gerne vil skrive noget i en parentes(men glemmer at sætte mellemrum før og efter), kan jeg ikke lade være med at overveje, om jeg skulle begynde at udøve kursiveringens magt noget oftere. Kald mig bare en flueknepper (elsker simpelthen det udtryk), men sådan er jeg: Når man nu dedikerer noget af sin tid nedskrive en tekst i forhåbning om, at andre gider at læse det, så kan man lige så godt gøre det ordentligt. Det skal se pænt ud - det skal være korrekt. Selv små ting som dobbelte mellemrum   kan irritere mig noget så grænseløst. I princippet er det jo totalt ligegyldigt (da indholdet burde være vigtigere end formen), men når nu alle andre skriver vigtige ting med kursiv, så vil jeg sgu osse! (hedder det "osse" eller "også"?)

Derfor vil jeg fremover, når jeg skal skrive titler på noget, sætte det i kursiv. Det giver ligesom et eller andet underbevidst emfatisk udtryk; gør nærmest ordet ekstra vigtigt på en magisk måde. Hovsa, man skal vist passe på med ikke at overdrive, for ellers mister det sin effekt. Hihi.

Her til slut synes jeg, det ville være lidt sjovt at runde af med Wikipedias definition af flueknepperi:

"Når livet, i en periode, ikke præsenterer os for store udfordringer, har vi desværre en tendens til at få øje på de små ubetydelige ting i hverdagen, som vi burde lære at leve med, men kun de færreste gør".

4 kommentar(er):

Benjamin Nicholas Overgaard sagde ...

Jeg ved godt, hvad du mener med at være perfektionist, idet jeg selv har været det engang, men har løsnet meget op siden. Nogle perfektionistiske træk har jeg alligevel stadig. Eksempelvis gør jeg meget lidt ud af personlige beskeder over MSN og Skype, fordi de ifølge min mening er ligegyldige, når kun én person læser dem, hvor jeg hverken bruger stort begyndelsesbogstav eller punktum. Alligevel bruger jeg komma rigtigt (hvad jeg tror er rigtigt) og staver korrekt. Hvis ikke retter jeg det i hvert fald :P

Dog har jeg en tendens til hele tiden at ville rette folk, når de siger noget grammatisk ukorrekt. Her på Mors siger folk nemlig "lagde" til alt som for eksempel: "Jeg lagde og sov". Selvom jeg ikke har lyst til at være en komplet douchebag og fortælle personen, at det hedder: "Jeg lå og sov", så kommer jeg til det alligevel, fordi det er en dårlig vane. Det passer nemlig ikke ind i alle situationer.

Jan Jægermark sagde ...

Det perfektionistiske halløj har jeg lagt fra mig for længst. Jeg gør mit bedste for at stave ordentligt, men kommatering og tegnsætning generelt er jeg blevet sløset med. Jeg gider simpelthen ikke bruge tid på det, da folk alligevel forstår, hvad jeg mener.

Mht. kursivering, så er det for mig ligegyldigt at bruge for meget tid på den slags. Jeg bruger kursiv, når jeg skal fremhæve et ord; nogle gange bruger jeg fed skrift. Men der er ikke noget sted, hvor der officielt står, at du SKAL kursivere filmtitler osv. Du KAN gøre det.

Når jeg færdes på MSN og Skype, er korrekt tegnsætning og store bogstaver en by på Månen. I stedet for kommaer og normale punktummer bruger jeg prikker (altså punktummer): Jo flere prikker i træk, jo længere pause skal der tiltænkes teksten. Det kunne fx se sådan her ud:

hey.. hva så.. jeg har det sgu fint... var i legoland i går.... hvad med dig?

Anonym sagde ...

De professionelle skribenters brug af kursiveringen stammer sandsynligvis fra deres tid som studerende, inden de blev færdige som journalister eller akademikere. I akademiske bøger skrives fx filmtitler altid i kursiv - det er der en uskreven regel omkring.

Jeg har altid skrevet med kursiv. Det ser pænest ud, synes jeg, især når man læser på papir.

På web ser jeg anderledes på det. Her kan man lige så godt bruge ' eller " i stedet for for at markere en titel. Det vigtigste på web er i min optik, at det er let at læse på skærmen (dåh), fordi man ikke gider at bruge alt for lang tid på at fange budskabet. Man skal med andre ord gøre, hvad der ser mest overskueligt ud - bare det er korrekt.

Gustav Dahl sagde ...

Det har du ret i. Jeg har fx stadig svært ved at beslutte mig for, om jeg skal skrive titler med kursiv, når de indgår i overskrifter eller links.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)