tirsdag den 25. oktober 2011

Så starter uni for alvor - men det går godt!

Jeg har efterhånden været i gang i to måneders tid, men det er først nu, at jeg føler, at Medialogi for alvor begynder.


For nogle uger siden skulle vi danne en ny gruppe til P1 (vores andet projekt). Jeg synes selv, at jeg er kommet i en rigtig god gruppe, og jeg er ganske glad for, at vi har to ikke-dansktalende medlemmer, fordi det tvinger mig til at øve mig i mit mundtlige engelsk. Jeg har aldrig været særlig stærk i at tale engelsk, men jeg føler helt sikkert, at det har givet mig meget at være nødt til konstant at kommunikere på engelsk, for at alle i gruppen kan forstå det. På blot få uger synes jeg, at jeg er blevet langt bedre til ikke at være bange for at tale, når mange lytter på. Det har især været et problem tidligere til foredrag, når spørgsmål skal stilles på engelsk. Denne "angst" er dog nærmest forsvundet, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg føler mig ikke længere dum eller udsat, når jeg rækker hånden op for at stille et spørgsmål.

Vores gruppe har besluttet at lave en Android-applikation i P1, som i øjeblikket bærer kodenavnet Safety Helper. Dennes formål er at hjælpe folk med at få en opfriskning i førstehjælps-teknikker og vil byde på små minispil á la Trauma Center eller WarioWare, hvor man skal hjælpe folk i nød. Der er stadig meget, som skal på plads, ikke mindst at lære at programmere Java, som vi lige nu har en del forelæsninger i. Desværre er vores forelæser EKSTREM dårlig: Først og fremmest kan han slet ikke tale engelsk (hvilket er nødvendigt, da vi har mange udenlandske studerende). Normalt kan jeg sagtens bære over med sådanne ting, men i hans tilfælde er det nogle gange et kommunikationsproblem, som går ud over éns forståelse. Derudover er hans undervisning meget ustruktureret. Da jeg selv kender en del til programmering i forvejen (mest C#) ved jeg, hvordan det er at starte med at skulle lære at tænke som en programmør. Der er virkelig mange ting, som skal på plads; man lærer jo faktisk et helt nyt sprog og en ny, logisk tankegang. Desværre lader det til, at vores programmerings-forelæser fuldstændig har glemt, hvordan det er at lære programmering. I stedet for at lære de mest basale ting, hopper han rundt i alle mulige emner, som først er nødvendige for éns forståelse senere hen. Jeg vil sammenligne hans undervisning med en børnehaveklasse, der skal lære grammatik, før de kan læse og skrive.

Jeg er udmærket klar over, at det er meningen, at det meste skal være selvstudie, men det er nu engang et problem, når over halvdelen af eleverne efter to forelæsninger stadig ikke har fået opsat Eclipse (vores IDE) med Google Web Toolkit. På Medialogi vil man nemlig forsøge sig med quasi web-programmering, hvor man gør brug af traditionel Java sammen med GWT, der tillader éns kode at køre i en browser. Det er altså hverken rigtig Java eller JavaScript. Tidligere har man lært ActionScript på første semester, man nu prøver man sig med denne nye tilgang. Efter min mening giver det en masse komplikationer, både teknisk (Eclipse har det med at crashe og lave mærkelige fejl) og forståelses-mæssigt. Hvorfor ikke først lære almindelig offline Java og så dernæst bygge ovenpå med web? Det bliver spændende at se, om fremtidens Medialogi-studerende kommer til at lære Googles nye sprog, Dart, der lader til at blive en gylden middelvej for Java og JavaScript ...

Som sagt har vi valgt at programmere en app til Android, hvilket betyder, at vi nu ikke bare skal lære Java, men også hvordan Android OS'et hænger sammen. Jeg er den eneste i min gruppe med tidligere programmerings-erfaring, så derfor skal jeg ofte hjælpe de andre (hvilket jeg absolut intet har imod; faktisk lærer jeg en del selv ved at skulle prøve at forklare/konceptualisere tingene). Vi er netop startet med bogen Sams Teach Yourself Android Application Development in 24 Hours. Det er vigtigt, at alle for en god helhedforståelse, så vi ikke ender ud med, at kun nogle ganske få forstår programmeringen bag og måske ender med at lave nærmest det hele (hvilket var lidt tilfældet med vores Game Maker-projekt i P0).

Udover programmeringen er vi i dag begyndt på 3D/animation, hvor vi skal til at lære Maya. Her er jeg rimelig grøn, men der er til gengæld en pige i min gruppe, som har beskæftiget sig en del med især 3ds Max før, så her hjælper vi hinanden. Vores første opgave er at lave en simpel figur, som skal animeres og stages. Heldigvis har vi helt til december, før vi skal aflevere, hvilket er rart, da der virkelig er meget at se til.

Ellers går det generelt meget godt. Jeg er endelig blevet indlogeret i min kollegielejlighed, som faktisk er blevet ganske pæn (men gosh, hvor var det nogle dræbende lange timer i IKEA!). Det er fedt endelig at have sit helt eget sted.

Udover studiet er jeg for nyligt gået i gang med bogen The Happiness Project: Or, Why I Spent a Year Trying to Sing in the Morning, Clean My Closets, Fight Right, Read Aristotle, and Generally Have More Fun (Gretchen Rubin), som er ganske lærerig. Efterfølgende regner jeg med at læse BioShock: Rapture (John Shirley), som jeg også har liggende. Nå ja, jeg er også gået i gang med Shadow of the Colossus, men jeg må indrømme, at jeg indtil videre klart foretrækker ICO og dets minimalistiske design. Shadow virker med nutidens øjne en smule forældet, hvor især det enorme landskab føles tomt og intetsigende (hvilket jeg godt ved lidt er meningen, men alligevel). Jeg går også meget og glæder mig til at modtage Battlefield 3, og til at Zelda: Skyward Sword omsider udkommer.

Kort sagt: Det går sgu egentlig meget godt med mit liv for tiden :)

2 kommentar(er):

David Larsen sagde ...

Hey, rigtig fed blog. Har stødt på den en del gange efterhånden uafhængigt af hinanden.
Jeg ansøger til Medialogi i Ålborg til næste år, er der noget du kan anbefale at forberede sig på?
Efter hvad du skriver lyder det som om det godt kunne være en fordel at kunne en smule programmering, men jeg ved ikke lige hvor jeg skal starte :-)

Gustav Dahl sagde ...

Hej David.

Det vil helt sikkert være en stor fordel, at du sætter dig blot en smule ind i programmering, før du begynder. Vores undervisning i Java har i hvert fald ikke været særlig god, men i stedet ret forvirrende. Heldigvis kender jeg til det meste i forvejen, fordi jeg brugte mit sabbatår på at lære C# og Unity.

Jeg synes helt sikkert, at du skal kigge på Unity, hvis du gerne vil udvikle spil. Et perfekt sted at starte er 3DBuzz.com, hvor du kan downloade masser af rigtig gode video tutorials. Vil anbefale deres "Simple 2D Shooter" til at begynde med: http://www.3dbuzz.com/vbforum/sv_videonav.php?fid=db25cc88fdc47f4afd9562b6abb1332a

Ellers kan du også tage et kig på min link-liste: http://www.wikzo.com/p/links.html

Held og lykke :)

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)