torsdag den 3. marts 2011

Det er supersjovt at gå på højskole

Nu har jeg efterhånden været på Vallekilde Højskole i to uger. Jeg er faldet rigtig godt til og har oplevet en masse sjove ting.

Det er nogle rigtig flinke og spændende folk, som går på Vallekilde. Her er generelt en meget afslappende og hyggelig stemning. Selvom tingene er meget stille og rolige, sker her alligevel konstant noget. Vi har bl.a. haft besøg af Naser Khader, der kom og talte om integration, samt en upcoming dansk forfatter, som har skrevet om et flere hundrede meter højt bjerg i København. Forleden fik vi besøg af to kinesiske damer, som lærte os asiatisk morgengymnastik. I aften kommer filmanmelder og fortæller om Sherlock Holmes. Kort sagt sker her hele tiden et eller andet.

På spil-fronten har vi også været godt i gang inde i skolens biografsal. Her har vi spillet en masse Kinect, Portal, Mirror's Edge, Alan Wake, Half-Life 2 m.m. Jeg ser især frem til at spille Amnesia og Dead Space derinde.

På undervisningssiden kunne jeg måske savne lidt flere hovedfag, som for mit vedkommende er Game Academy. Vi har kun hovedfag tre gange om ugen, og indtil videre har vi haft lidt om serious games og Flash/Photoshop. Derudover har jeg fire valgfag: creative writing, walk & talk, web-programmering og filosofi. Det er alle meget kreative og frie fag, hvor man stort set kan lave, hvad man vil.

Indtil videre er jeg mægtig glad for at gå på højskole. Selvom det faglige måske ikke er vildt højt, fungerer det sociale rigtig godt. Der det rart at hænge ud med en masse unge mennesker, som deler éns interesser. Man lever nærmest i en isoleret bobel sammen, hvor man ikke rigtig ænser omverden. Det er også rart at komme lidt væk hjemmefra og leve under nogle andre vilkår med andre dagligdagsvaner.

Om en måneds tid skal vi på studietur til London, hvor vi skal besøge firmaer som EA og Sony. Vi ved endnu ikke så meget om turen, men det tegner godt.

Nå ja - der er sket én dårlig til på højskolen, nemlig at min iPad blev stjålet i sidste weekend. I den sidste uges tid havde vi nogle 2. generationsinvandre på besøg. Om fredagen holdt vi stor tour de chambre-fest, hvor jeg selv blev ret bedugget og gik tidligt i seng. Den efterfølgende morgen tog invandredrengene hjem, og kort tid efter opdagede jeg, at min iPad var forsvundet. Den er højest sandsynligt blevet hugget i løbet af natten, mens jeg sov med ulåst dør. Det er naturligvis pisseirriterende, men jeg kan ikke rigtig bevise noget. Lige nu overvejer jeg (hvis min forsikring dækker tabet), om jeg skal anskaffe mig en ny iPad, eller jeg skal vente til iPad 2.

2 kommentar(er):

Victor Pax sagde ...

Hvori ligger det relevante i, at det var 2. generationsindvandrere, I havde på besøg? Havde du også nævnt det, hvis gruppen var fra Haderslev eller Vejle? Jeg undrer mig bare lidt...

Gustav Dahl sagde ...

Jeg indrømmer, at det måske står lidt forkert, og at jeg burde være gået mere i detaljer vedrørende tyverisagen.

Det korte af det lange er, at vi havde besøg af en gruppe indvandredrenge i en uge, hvis projekt var at nedbryde kulturelle fordomme. De var alle superflinke.

Vi holdt en stor fest om fredagen, hvor nogle af indvandrerne deltog. Den efterfølgende morgen var forskellige ting (mobiltelefoner, penge og min iPad) forsvundet fra værelser. Drengene tog efterfølgende afsted samme formiddag.

Der er blevet gjort en større sag ud af det hele, og vi har da også snakket med dem og deres lærere. Vi kan intet bevise, men mange ting peger på, at en eller flere af drengene har været på spil. Hvis man ser bort fra deres baggrund (de har alle en kriminel fortid) og kultur, og blot kigger på det faktum at de skulle afsted netop samme dag, som tyverierne fandt sted, virker det usandsynligt, at eleverne (som bor på skolen) skulle have gjort det. Det må være nogen udefra.

Jeg har generelt intet imod indvandrer eller andre kulturer, men når man står i situationen, er det utrolig svært ikke at komme til at generalisere. Det er især ærgerligt, da hele idéen med deres ophold netop var at nedbryde de kulturelle fordomme, som mange har.

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)