søndag den 27. april 2008

Et gratis, sjovt spil: Teeworlds

Forleden dag snublede jeg over et onlinespil kaldet "Teeworlds" (hed tidligere "Teewars"). Det er gratis at hente og virker både på Windows, Linux og Mac OSX. Jeg har indtil videre spillet det på min bærbare med Ubuntu, hvor det kører rigtig godt. Så vidt jeg har forstået, virker det på tværs af platformene. Altså kan jeg spille på min Linux-maskine mod en, der kører Windows eller Mac.

Kort fortalt er det et shooterspil med platformelementer. Spillet er i 2D, hvor man styrer nogle små runde mænd, der ligner lidt Kirby fra mange af Nintendo's spil, rundt på en bane for at skyde fjender. Der er flere slags våben, og ved sin højre hånd (eller nærmere højre musetast) har man en grappling hook meget i stil med ninjarebet fra Worms-serien. Denne kan man bruge til at bevæge sig rundt omkring, hvilket er ekstremt sjovt. Spillet er lige nu i udvikling, men det fungerer allerede meget fint. Der er tre spilmodes: Deathmatch, Team Deathmatch og Capture The Flag. Tempoet er højt og minder mest af alt om en forsimplet udgave af Unreal Tournament. Banerne er hjemmelavet, og jeg har da prøvet en række sjove indslag så som én, der er bygget over Super Mario Bros. komplet med underverden, Warp Pipes og det hele. Jeg prøvede også en særlige racerbaner, hvor det ikke gælder om at skyde modstanderne, men at komme først i mål ved hjælp af førnævnte klo/reb. Det er helt vildt sjovt, og jeg kan varmt anbefale spillet. Selvom det er simpelt, er det stabilt med en god ingame-browser og flot designede baner.

Læs mere om spillet her, hvor du også kan downloade det.

onsdag den 23. april 2008

Ordet "evolution"

Hvad mon dette ord egentlig betød for folk, før Darwin fremsagde sin verdensberømte evolutionsteori? Ordet må helt klart have haft en helt anden betydning, og i dag er det noget af et buzzword i skolen - vi bruger det især i historie og til tider biologi.

Anyways, jeg slog ordet op i en etymologisk ordbog og fandt følgende:

Evolution: fra latin evolutio, afledt af evolvere 'rulle ud'.

Ligegyldig viden, ja, men det er nu stadig lidt interessant. Apropos ords oprindelse er denne hjemmeside rigtig sjov at bruge til at lære, hvor ens navn stammer fra.

GUSTAV

Gender: Masculine

Usage: Scandinavian, German

Pronounced: GOO-stahf (German) [key]

Means "staff of the Goths", derived from the Old Norse elements Gautr "Goth" and stafr "staff". This name has been borne by six kings of Sweden, including the 16th-century Gustav I Vasa.
Jeg har altid vist, at der var en skjult viking gemt inde i mig ... :P

mandag den 21. april 2008

Det menneskelige kamera

Jeg hørte om ham for nogle år siden, og i dag læste jeg en artikel om ham i Nyhedsavisen, der fik mig til at gå ind på YouTube for at se nogle af hans tegninger. Manden, jeg taler om, er britiske Stephen Wiltshire, som har fået utrolig meget dække i medierne. Han er autist og har noget, folk kalder en fotografisk hukommelse. Denne bruger han til at tegne meget realistiske tegninger af byer, huse, bygninger og mange andre ting. Op til flere tv-kanaler har haft ham med i en helikopter for at flyve over diverse storbyer for så efterfølgende at gengive dem på 360 graders papir udelukkende med blyant og sin hukommelse.

Hans arbejde er dybt, dybt fascinerende. Han er ekstremt god til at tegne, hvilket han har lært sig selv uden nogen særlig uddannelse, og gør det ned til den allermindste detalje. Som nævnt lider han af autisme, hvilket gør ham meget ustabil i sociale sammenhænge. At bruge begrebet "fotografisk hukommelse" om hans evner er dog ikke korrekt ifølge Oddbjørn By, forfatteren af føromtalte MEMO-bog. Det er ikke bare så "enkelt" som at tage et billede med et kamera; han har en særlig egenskab i sin hjernen, som på en eller anden måde lagrer hans sansetryk anderledes end vi gør. Som almindeligt menneske kan man ikke undgå at tolke alt, hvad man ser, hører og føler hver dag. Ifølge forskere gør autister ikke dette; de ser bare tingene, som de er, uden at tænke videre over det. Det kan være én af forklaringerne til, hvorfor mange af dem kan rumme så mange informationer i hovedet. Man har jo flere gange hørt om folk, der kan huske hele telefonbøger udenad, men hvis de står i en nødsituation og skal ringe til en ambulance, kan de nemt komme i tvivl, om hvilket nummer de skal ringe til.

Jeg har valgt at inkludere en video, hvor Stepen Wiltshire flyver rundt over Tokyos gader. Han bruger de efterfølgende dage nonstop på at tegne byen med de mange skyskrabere. Der findes mange lignende film på YouTube, hvor især en af Rom skiller sig ud. Han får tegnet Colloseum uhyggeligt præcist sammen med andre fænomenale bygninger.
Det er selvfølgelig meget trist med hans sygdom og sociale handicap, men på den anden side besidder han evner, som andre kun kan drømme om. På hans hjemmeside sælger han sine billeder til mange penge, der går videre til forskning inden for autisme.

søndag den 20. april 2008

Bedste samtale i fuldskab

Et billede siger mere end tusinde ord. Fandt det på denne blog.

Jeg tror på Kid Icarus Wii

Mange gamere verden over er begyndt at spekulere på Nintendo Wii's fremtid. Næsten alle de store spil er allerede ude, og Nintendo har så småt opbrugt deres enorme katalog af gode serier så som Mario (inklusiv sportsspillene), The Legend of Zelda, Metroid Prime, Mario Kart og Super Smash Bros. Hvad mangler maskinen så? Et nyt F-Zero spil er et godt gæt, og så er der naturligvis det meget mystiske Diasaster: Day of Crisis, som ingen rigtig kender noget til. Eller hvad med et nyt Donkey Kong (ikke musikrelateret)? Eller et nyt spil med Yoshi i hovedrollen, eller hvad med et Earth Bound/Mother RPG-eventyr, der også udkommer i Europa? Uanset hvad, så er konklusionen ganske klar: Nintendo bliver nødt til at finde på noget helt nyt, nogle nye IP'er, ligesom Miyamoto gjorde med Pikmin til GameCuben, som faktisk er en af de nyeste idéer fra Nintendo-teamet. Selv Masahiro Sakuari fra Sora Ltd. (Smash Bros.) indrømmer det.

"It’s an incredible number of characters and a group of really well-known series. And to think that they all had their beginnings in Japan…wow! When they’re all lined up like this, it becomes obvious that there is roughly 6-year blank before and after Pikmin.

While there have been big series since then like 'Animal Crossing,' 'Brain Age: Train Your Brain in Minutes a Day,' and 'Wii Sports' it does seem that coming up with a completely new character-driven series has gotten more difficult recently."
Den årlige E3-messe nærmer sig drastisk, og Nintendo har flere gange lovet, at de vil fremvise store nyheder. Ifølge Reggie Fils-Aime fra Nintendo of America har de styr på det hele, og vi vil ikke mangle spil til resten af dette år. Derfor er folk begyndt at spekulere over, hvad det mon kan være af titler, der blive vist frem. Udover F-Zero, som sidste gang så dagens lys på GameCuben, er der mange rygter om et nyt Animal Crossing. Det er meget oplagt, da det eneste udviklerne behøver at lave, er at opdatere Nintendo DS-udgaven og lægge et par online-funktioner ind hist og her.

Et helt andet spil, som der flere gange er blevet diskuteret, er Kid Icarus med engledrengen Pit. Spillet er kun udgivet på NES og Game Boy, og i Super Smash Bros. Brawl er Pit en spilbar karakter. Han er, som én af de eneste i Brawl, en person med egen bane, selvom spillene, han optrådte i, er meget gamle. Derfor tænker jeg, at Nintendo har gang i et eller andet med denne serie. Et kategoriseret gæt er en Wii-udgave, hvor man i 3D styrer rundt som englen højt oppe i skyerne. Det er før set med eksempelvis Metroid-serien, at en 2D sidescroller tog springet til fuld 3D, og det må man sige, at udviklerne er sluppet rigtig godt fra. Jeg forestiller mig derfor Kid Icarus Wii som en slags blanding af det velkendte The Legend of Zelda og så NiGHTS fra Sega, hvor man flyver rundt i en drømmeverden. Pit styres rundt med Wii Remote og Nunchuk, som virker oplagt, til når han slås med sit sværd og skyer med pile. Jeg har herunder kreeret en simple tegning, der viser, hvordan man kan holde buen. Det skal ikke være så primitivt som i Twilight Princess; nej, man holder den ligesom i virkeligheden, trækker Wii Remoten tilbage og slipper så, hvorefter en pil suser afsted.

Jeg ved det sgu ikk'. Det virker bare så oplagt, at Nintendo hiver Kid Icarus-serien frem igen. Hvorfor ellers have så meget arbejde med ham (figur, musik og sågar en bane) i Brawl? Og jeg er tydeligvis ikke den eneste, som tænker over det. IGN har flere gange skabt rygter om selvsamme. Men lad os nu se, hvad fremtiden byder os ...

lørdag den 19. april 2008

Så er gymnasielivet begyndt at trykke

Nogen har måske lagt mærke til, at jeg ikke har opdateret bloggen i et godt stykke tid. Dette skyldes hovedsagligt skolelivet, som for alvor er begyndt at blive hårdt. Det første gymnasieår er på vej mod sin slutning (me want sommerferie now!), og dagene er begyndt at blive lange. Vi har i lang tid mødt sent/fået fri tidligt, men nu er alle dage stort set til klokken 15 (hvilket er maksimum på min skole). Vi har også fået utrolig mange afleveringer for; engelsk stil omkring tidligere nævnte bog "The Catcher in the Rye", næsten ugentlige matematikafleveringer, biologiaflevering og så en drilsk opgave i dansk, der går ud på at skrive en litterær artikel omkring en Herman Bang-novelle. Ellers går det rigtig godt i skolen, som jeg er blevet utrolig glad for. I folkeskolen gad jeg ikke stå op om morgnen, mest på grund af min halvdårlige klasse, men nu er det nærmest omvendt. Min klasse består af en flok rigtig søde mennesker, og det er dejligt at gå hjem med følelsen af at man har lært noget nyt den pågældende dag. Jeg er i øvrigt begyndt at cykle i skole hver dag, tager et kvarters tid, i stedet for at tage bussen. Dyrker generelt ikke megen motion, så det er godt med en cykeltur hver dag.

Min studering af det japanske sprog er desværre sat lidt på pause, men jeg regner med snart at tage fat igen. Det er ikke helt nemt at lære to sprog på én gang, spansk og japansk, men jeg har sat mig for at forsøge. Min interesse for at læse og skrive er begyndt at stige igen efter lang tids inaktivitet. Jeg plejede at være en ihærdig læser, der læste mange bøger om måneden, men pludselig gik det bare ned ad bakke. Dette forsøger jeg at rode bod på nu, da jeg har en hel stak spændende bøger liggende.


Udover dette er megen af min tid gået med at spille Super Smash Bros. Brawl, som er helt igennem fantastisk. Forleden dag fik jeg en "Nu har du spillet i 100 timer!"-dims, men jeg har endnu ikke forstået tidssystemet. I Data står der, at jeg har spillet i lidt over 50 timer ... og er ikke engang halvejs igennem The Subspace Emissary, som i mine øjne er alt for repetativt.

Her til slut vil jeg runde af med et spil, jeg fandt på Internettet i dag. Det kalder sig selv for verdens sværeste og indeholder 30 levels, hvor man skal guide en rød firkant igennem nogle forskellige forhindringer. Det er svært at forklare og skal opleves selv; og jeg må indrømme, at det er skidesvært! Men det er nu også rigtig sjovt, selvom man ofte får lyst til at hive hår ud af hovedbunden. Selv er jeg kommet til den tiende bane, som synes umulig at gennemføre. Man har ganske enkelt ingen pauser overhovedet, hvilket betyder, at man skal klare det hele perfekt. Ekstremt svært, men ekstremt vanedannende. Prøv det!

The World's Hardest Game

mandag den 7. april 2008

Så er jeg blevet brawl'er

Jeg ved godt, at jeg efterhånden har hypet det pænt meget, og derfor lover jeg, at dette bliver en af de sidste, hvis ikke den sidste, gange, det vil ske her på bloggen. I dag modtog jeg nemlig Super Smash Bros. Brawl fra Play-Asia efter næsten to ugers ventetid. Jeg kører spillet via en Freeloader, og det fungerer rigtig godt. Spillet er enormt fedt, fyldt med baner, modes, karakterer og så videre. Det bliver helt sikkert en titel, jeg vil bruge meget lang tid på i fremtiden ... tænk bare, jeg købte Melee til GameCube i 2002 og spiller det stadig i ny og næ!

Men altså, som I nok ved, er en af de nye features ved denne udgave af Smash Bros. den meget ventede online-del. Desværre, i modtsætning til Xbox Live, kræves der, at man registrerer sine venners koder, før man kan spille mod dem. Ok, sådan er det, og vi kan intet gøre ved det. Derfor vil jeg gerne poste min vennekode her, og hvis I tilføjer mig, må I meget gerne skrive det i en kommentar, så jeg kan skrive jeres kod ind i mit spil (begge spiller SKAL nemlig tilføje hinanden, før det fungerer).

Wikzo
4854-6521-9078

Her til slut vil jeg linke til en hjemmeside, jeg opdagede for ganske nyligt. Hjemmesiden hedder All Is Brawl og er et samlingssted for Smash-fans over hele verden. Jeg har tilladt mig at oprette en gruppe udelukkende for folk i Skandinavien, så vi kan få nogle lag-frie kampe. Hvis du er interesseret, kan du tilmelde dig her ... også selvom du ikke har Brawl endnu (det udkommer sandsynligvis først mellem juni og august i Europa.

tirsdag den 1. april 2008

Test af nyt plugin - Zemanta

Outdoor Museum The Old Town of Aarhus.Image from WikipediaEn kammerat i skolen fortalte mig i dag om en særlig fremtidsmesse, der bliver afholdt her i Århus denne weekend. På messen kommer blandt andet Innovation Lab og andre kloge hoveder og taler om fremtidens teknologi. I min søgen efter at finde ud af mere omkring messen (vi ved endnu ikke, om det overhovedet er muligt at komme ind som almindelige mennesker) fandt jeg en rigtig god blog kaldet LabConfidential, som jeg kiggede lidt igennem. Dér læste jeg blandt andet om den nyligt afsluttede Cebit-messe, om de nye Semacodes der kan scannes med mobiltelefonen (har lige prøvet, det virker ikke!), om en særlig vej i Japan, som afspiller musik ... og sidst, men ikke mindst, fandt jeg et indspark til blogkulturen under navnet "Zemanta".

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det præcist fungerer, men man installerer altså et plugin til Firefox, og så skriver man ellers bare indlæg, som man plejer. Denne lille tilføjelse søger for særlige keywords i teksten og finder så tilsvarende indlæg, der matcher indeholdet. Systemet findes dog godt nok kun på engelsk, men hva' fa'en, jeg tager chancen alligevel. Dette er hermed den første post, hvor jeg vil inkludere "Tilsvarende indlæg" (eller hvad det nu kommer til at hedde?). Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at se ud.

Opdatering:
Systemet er åbenbart ikke automatisk. Man skal manuelt tilføje indhold (links, billeder og andre blogs) til sit indlæg. Lidt bøvlet, men jeg giver det en chance i et stykke tid. Billedet fra Den Gamle By er måske lidt åndssvagt, men jeg lader det stå, som det er :P