Det skal ingen hemmelighed være, at det har stået lidt kedeligt til her med bloggen. Det skyldes dels manglende motivation, tid og lyst, og dels at jeg har rimelig travlt på min Medialogi-uddannelse.
Jeg har i nogen tid gået og tænkt over, at det kunne være sjovt at begynde at skrive lidt mere dybdegående om videospil igen. Jeg spiller nemlig stadig masser af spil; faktisk har der været utrolig mange perler i 2012. Jeg er kommet på den idé, at jeg vil bruge Jesse Schells fremragende bog
The Art of Game Design: A Book of Lenses som springpunkt. Bogen indeholder nemlig 100 såkaldte
lens cards, som hver især sætter fokus på forskellige emner inden for spildesign.
Jeg har besluttet mig for at trække tre tilfældige kort og bruge dem som udgangspunkt for en slags analyse for et givent spil, jeg er i gang med. Selvom kortene mest er henvendt mod skaberen af spillet, og knap så meget selve spilleren, tror jeg, at det er en god måde at sætte nogle tanker i gang. Hvordan det kommer til at gå, må tiden vise, men det er mit håb, at jeg bliver mere aktiv med mine skriverier herinde, og at jeg begynder at analysere spillene lidt dybere, end jeg ellers har gjort tidligere. Jeg har det med enten at skrive anmeldelser eller forklaringer af spil, men det er sjældent, at jeg er nået dybere end dét. Derfor vil jeg med disse blog-tekster ikke fokusere så meget på at beskrive (baggrunds)historien for et spil, men mere nogle af de underliggende mekaniker, og hvilken oplevelse jeg som spiller har.
Jeg har valgt at lægge ud med iOS-spillet
Super Hexagon, som er udviklet af Terry Cavanagh, der nok mest er kendt for platformen
VVVVVV. Jeg har spillet
Super Hexagon på iPad, hvilket passer godt til den måde, spillet fungere bedst på: i små, korte doser.
