For nogen tid siden anbefalede en ven mig at se kortfilmen Play af filmskaberen David Kaplan og spildesigneren Eric Zimmerman.
Kender I det, at man har en masse, som man gerne vil formidle, men at man begrænses af det talte/skrevne sprogs regler? Éns tænkemåde er fastlåst, og det er svært at udtrykke sig i klare, præcise og essensrige formuleringer.
Formen har magten over indholdet, og budskabet svækkes på grund af ydre praktiske omstændigheder.
Her er 10 almene og gyldne regler for, hvordan man sammensætter et velfungerende design.
Jeg har tidligere sat mig en række mål, og allerede nu er jeg godt i gang med at fuldføre dem. Kom og prøv mit allerførste spil udviklet i Unity.
Hvis jeg skulle starte et spilfirma, skulle det hedde Awesome Polygons. Hvorfor? Fordi ordet "awesome" simpelthen er ... awesome!
Understanding Comics: The Invisible Art er en fantastisk bog om, hvordan tegneserie-formatet hænger sammen. Faktisk er det ikke en bog i traditionel forstand, idet den er sat op som en tegneserie, hvor forfatteren/tegneren Scott McCloud selv optræder som en figur, der guider læseren igennem et hav af spændende emner. Det er en dejlig øjenåbner for et format, der ofte er blevet kritiseret for at være noget barnligt og destruktivt snask.
Det er et emne, som jeg løbende beskæftiger mig med, for på den ene side kan spil, fjernsyn og deslige virke som det totale tidsspild, men på den anden side giver disse nye medier os nogle helt særlige oplevelser og erfaringer, som vi umuligt ville kunne få andetsteds. Her er en interessant video om en gut, der åbenlyst står frem og erklærer sig selv afhængig af videospil.
Her i sommers blev jeg færdig med min studentereksamen og skulle egentlig være startet på en videregående uddannelse efter ferien. Af flere grunde har jeg dog valgt at holde et sabbatår, inden at jeg begynder på Medialogi-uddannelsen i Aalborg.
Selvom min bunke af ikke-gennemførte spil mildest talt er pinlig stor, har jeg det indimellem med at hive nogle af mine gamle titler frem for at genopleve den dejlige nostalgi. I dag spillede jeg et af mine allerstørste yndlingsspil, nemlig The Legend of Zelda: The Wind Waker, som udkom til GameCuben tilbage i 2003.
Det er godt nok ved at være noget tid siden, at Global Game Jam blev afholdt, men dette spil har længe befundet sig i min "det her skal jeg blogge om"-mappe.
En ting jeg absolut ikke bryder mig om, er, hvor lang tid det tager fra at jeg sætter en spilskive i min konsol, til at jeg havner i startmenuen og får lov til at spille spillet.
Sagen er den, at mange spil i dag smider om sig med logoer, disclaimer-tekster og andet pjat, hver gang man starter spillet op. Udviklere/udgivere vil naturligvis gerne brande sig selv, så spilleren ved, hvem der står bag produktet, og der er selvfølgelig også en masse sponsor-halløj, når et firma vælger at bruge andres game engines etc. Alligevel irriterer det mig.
