mandag den 31. marts 2008

Hurtigskrivning

Denne tekst er skrevet uden nogle pauser overhovedet. Vi lavede engang noget lignende i en dansklektion, hvor vi fik til opgave at skrive nonstop i to minutter ud fra et givent emne. Jeg prøver for sjovs skyld at gøre det igen, men hvad resultatet bliver, er ikke til at sige. At skrive er sjovt, men det er svært at skrive, når man ikke ved, hvad man vil skrive om. Jeg har netop oplevet det smarte ved Google Docs, som er en onlineudgave af den velkende kontorpakke, bestående af et skrive-, regne- og præsentationsprogram. Det fungerer rigtig godt og kræver kun en browser, og man kan tilmed dele sine dokumenter mellem flere personer.

I dag var jeg i biografen med mit spanskhold, hvor vi så en mexicansk film. Jeg husker ikke titlen, men den handlede om tre drenge, der levede lidt "ude på landet" og kiggede efter piger og sådan. Filmen var måske ikke den allerbedste, men den viste på en ret spøjs måde, hvordan drengene prøver at få fat i en særlig pige. Filmen var barsk, da drengene til sidst ender med at "komme til" at slå pigen ihjel, tror de, fordi hun sladrede om deres overgreb på hende i skolen. Læren straffede drengene med, at de skulle tage bukserne af og vise deres røvballer foran hele klassen. Nå, men som sagt er de ved at slå en pige ihjel for hævnens skyld. De kaster med sten på hende og tror på et tidspunkt, hun er død. Derfor bærer de hende hen til en sump, hvor de stille lægger hende ned i vandet. De dræber også op til flere små kattekillinger ved at drukne dem i selvsamme sø, og en enkelt bliver også hængt ...! Den er en smule urealistisk, filmen, men stadig god på sin egen mærkelige facon. Vi lærte ikke så meget spansk af den, da vi lærer den udgave af sproget (katalunsk eller noget i den stil, tror jeg det hedder), der tales i Spanien, mens mexicansk er lidt anderledes. Vi så for øvrigt filmen i Øst For Paradis, som er en ret beskeden biograf, oldgammel, med vistnok kun én eller to sale.

Lige nu sidder jeg ved mit skrivebord og leger lidt med Ubuntu. Jeg har søgt efter et tidslinjeprogram, da jeg gerne vil lave tidslinjer på min bærbare, når vi har historietimer. Desværre uden held. Der findes mange online-timeline makers, men har endnu ikke fundet en ordentligt en. I førnævnte Google Docs er der dog en gadget til regnearksdelen, men det hele er ret besværligt.

På onsdag skal jeg sammen med en klassekammerat på job hos hans brors svigermor, hvor vi skal gøre rent på en lægeklinik. Ikke verdens mest interessante arbejde, men vi får 90 kr. i timen for det, og vi skal gøre det tre gange om ugen á to timer pr. gang. Det virker meget nemt at gå til, og det er efterhåndende længe siden, jeg gik med (morgen)aviser, hvilket var virkelig trælst.

I dag fik vi engelskstile tilbage. Vi skulle skrive en kort gennemgang/diskussion af Martin Luther Kings berømte tale, "I Have a Dream", og især lægge tryk på de mange retoriske elementer, han bruger. Vi har tidligere arbejdet med andre kendte taler, bl.a. Lincolns Gettysberg-tale, og generelt synes jeg rigtig godt om Kings tale, der kort fortalt handler om de sortes rettigheder i landet. Jeg fik 10 for min opgave og er godt tilfreds, trods de mange fejl hist og her. Lige nu er vi i gang med at læse en roman kaldet "The Catcher in The Rye", hvilket en en meget berømt bog skrevet af J.D. Salinger. Jeg er nået til omkring siden 70, og indtil videre handler den om den her dreng, som har set sig gal på hele verden. Stort set alt og alle irriterer ham, og på en meget anekdotisk (findes det ord?) måde beskriver han sit syn på bl.a. hans skolegang og dertilhørende kammerater. Det er den første rigtige bog, jeg nogensinde har læst i engelsk i skolen. Bogen er skrevet på en meget personlig måde med mange hverdagsvendinger og talesprog, så den er rigtig nem at læse.

I fredags var jeg og fire andre fra klassen sammen om aftenen for at spille poker. Vi spillede - for mit vedkommende: første gang nogensinde - med rigtige penge, hvor et indskud bestod af en halvtredser. I starten gik det meget fint for mig, men med tiden sad jeg pludselig med 70-75% af alle jetonerne. Et par gange vandt jeg med held, for eksmpel havde jeg ikke set, jeg havde en flush. Nu begyndte jeg at spille mere fesent ved kun at lægge penge ind en gang imellem, og med tiden dummede jeg mig. Nu var pengene mere ligeligt fordelt mellem os tre, der var tilbage, og til sidst går jeg all-in mod en modspiller, der flere gange har vist sig at bluffe. Jeg havde par konge, og han havde en straight. That's it, jeg tabte og tog hjem, for klokken var ved at blive ret mange. Vi så i øvrigt X Factor-finalen, hvor som bekendt den kække Martin fra Ørum vandt. Jeg ved sgu ikke, om jeg synes, det er fortjent, men én ting er sikkert: Det er lidt syndt for hende Laura, at hendes udseende (Sherk-næse FTW!) har haft så stor betydning for hendes show; at alle mente, hun havde tabt på forhånd. Den bedste ting i finalen var helt klart dér, hvor alle de dårlige/sjove fra tidligere kom og sang sammen. Det var simpelthen genialt sat sammen, at både et par tvillinger, nogle udenlandske pibemus, en Råohbby Vilams med sine mæh-lyde. en 80-årig jotler (stavet korrekt?) fra Polen (tror jeg nok hun var), en blind pige, en rockstjerne osv. sang sammen. GE-NI-ALT, siger jeg bare. Det var også ved at være på tiden, at showet sluttede. Jeg var ved at blive træt af al den mediedækning, DR fik. Alle gratisaviser skrev om det, og gør det stadig; det er til at brække sig over.

Hov, i morgen er det jo den første april. Så skal alle snydes *gnækker*. Ej, jeg er ved at blive lidt træt af den dag, men denne gang har jeg bestemt mig for at se Tv-Avisen. Jeg kan nemlig huske, at en pige fra min gamle klasse fortalte, at de altid lavede noget sjovt i deres 19-udsendelse den 1. april. Desværre har jeg aldrig set dette, men det vil jeg altså gøre i morgen.

Nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal skrive mere. Jeg havde gået og håbet på, at jeg modtog Super Smash Bros. Brawl (Wii) med posten i dag. Spillet, amerikansk, blev sendt fra Play-Asia sidste tirsdags, og jeg modtog en Freeloader fra Coolshop forleden dag. Wii'en er nemlig regionslåst, hvilket vil sige, at man skal bruge et særligt stykke software for at spille titler fra andre regioner. Lidt surt, men jeg gider sgu ikke vente til juni/juli, hvor spillet udkommer i Europa.

Det var alt for denne gang. Nu skal jeg til at læse historie, nemlig om 1800-tallets Danmark. Møgspændende, at I bare ved det! Det er en god øvelse at skrive uden at tænke videre over det. Det øger helt klart ens kreative produktionsevne, og det er vist en rigtig god måde at starte ud med et skoleemne på, ved at brainstorme. At skrive frit fra leveren er dejligt forfriskende. Det er sjældent, at jeg skriver mine tanker ned på denne måde, men ofte går jeg (eller sidder/ligger) og tænker på denne måde med tanker ud over det hele. Jeg nærmest springer fra den ene association til den anden, og ofte har jeg så meget i gang på samme tid, at jeg glemmer mange af tingene. Selv ikke med MEMO-teknikkerne kan jeg holde styr på det hele, så derfor skriver jeg ofte stikord ned, hvis jeg for eksempel gerne vil skrive om noget her på bloggen. Apropos blog, så skal jeg lige huske at gøre opmærksom på, at jeg skifter navn på fredag!

//Over and out.

Ps. jeg har dog tilladt mig at læse ovenstående igennem og rette småfejl og lignende.

tirsdag den 25. marts 2008

Sonic mod Snake: "You're too slowww!!"

Genialt :D
Har netop bestilt mit eksemplar af Super Smash Bros. Brawl i dag.


mandag den 24. marts 2008

Sådan vinder du altid i Minestryger

Det er jo påsketid, så derfor flyder det med forskellige aprilsnarer og såkaldte Easter Eggs på nettet. Jeg fandt en sjov liste på Lifehacker, hvor især følgende er rigtig god:

Denne lille "cheat" gør det muligt at se minerne i det indbyggede Minestryger-spil i Windows. Du aktiverer den ved at starte spillet og taste xyzzy (ikke i noget specifikt felt, bare når spillet er åbent) og så trykke Shift+Enter. Minimér dine andre programmer, udover selvfølgelig Minestryger. Herefter vil du, hvis du kigger meget nøje efter, se en lille hvid pixel helt oppe øverst i venstre hjørne af skærmen. Denne mikroskopiske hvide firkant bliver sort, når du flytter musen over et felt, der indeholder en mine. På den måde kan du nemt gennemføre spillet, uden nogen opdager, at du sidder og kigger efter den lille farvede plet. Hvis du ikke kan se den, vil det måske hjælpe at vælge en sort baggrund eller gøre opløsningen mindre. Jeg brugte selv lidt tid på at få øje på den, men til sidst fandt jeg den endelig. Det tog mig 628 sekunder at gennemføre Expert-sværhedsgraden første gang.

En anden sjov ting, jeg faldt over, er fra Google. Prøv at skriv "find Chuck Norris" og tryk så på "Jeg prøver lykken" ...

Google won't search for Chuck Norris because it knows you don't find Chuck Norris, he finds you.

søndag den 23. marts 2008

Klik på linket og opret dig, tak

:-)

onsdag den 19. marts 2008

Brug din spillekonsol som mediecenter - helt gratis

I går modtog jeg aprilnummeret af >pcplayer - et kanongodt blad som altid - hvor jeg blandt andet læste en guide om et program, der lader dig streame indhold (film, musik, billeder) fra computeren til eksempelvis en Xbox 360, PlayStation 3, Wii, iPhone og ligendende maskiner. Det har man længe kunne gøre ved at købe et Windows Media Center, som jeg ikke vil røre, selv ikke med en ildtang, men nu kan det altså lade sig gøre helt gratis via et program kaldet TVersity.

Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå magasinets guide stykke for stykke - du kan altid selv købe bladet, hvis du er interesseret. Kort fortalt går det ud på, at du ved at forbinde din pc og Xbox 360, for eksempel ved at sætte begge i samme router i en LAN-opsætning, kan sende filer fra din computer, som Xbox'en så kan afspille. Alt efter filens størrelse og format, kan man afspille dem forholdsvis smertefrit. Man kan endda sende internetlinks, så som YouTube og andre direkte feeds, men dét har jeg endnu ikke fået til at fungere. Der er mange flere muligheder i programmet end nævnt her, og det har i hvert fald givet mig blod på tanden, når jeg gerne vil se nogle af mine film fra pc'en (for eksempel videoanmeldelser af spil) i sofaen, altså nede i stuen, hvor min Xbox er placeret.

Engang, når jeg får tid, skal jeg også forsøge mig med en mediecentermaskine. Ikke noget med købe-Windows-fis, nej, der findes nemlig opensource-alternativer så som Linux MCE. Det kræver dog først, at jeg har en gammel computer til overs, hvilket jeg på nuværende tidspunkt ikke har (modtager gerne donationer).

Opdatering:
Har lige prøvet det gennem Wii'ens internetkanal. Man går blot ind på følgende website, og så kører det. Dog er det lidt hakkende (Flash + trådløs forbindelse), og man kan ikke have tabs åbent, så man eksempelvis hører musik og surfer på samme tid.
http://din.ip.adresse.her:41952/flashlib

tirsdag den 18. marts 2008

Snart nyt domænenavn

Det er efterhånden sjældent, at jeg bruger Link-The-Wind-Waker/LTWW, når jeg tilmelder mig nye hjemmesider. For det første er navnet pænt langt, og mange sider tillader ikke specialtegn så som bindestreg, og for det andet er det meget Nintendo-farvet (fra The Legend of Zelda: The Wind Waker til GameCube, hvis du skulle være i tvivl) og ikke det allerbedste at bruge i alle sammenhænge. Jeg har længe benyttet mig af "Wikzo" (ofte med DK som suffix), som er et navn, jeg fandt på helt tilfældigt. Det har ingen grundsten i nogen spilfigur eller lignende, og derfor føler jeg, at navnet er mere "universelt" og personligt.

Lige nu er denne blogs navn "ltwwdk" + .blogspot.com. Det er i sig selv fint nok, men alligevel lidt svært at huske. Og desværre blev jeg nødt til at tilføje et "dk", da det andet navn var optaget. Derfor har jeg besluttet mig for at ændre bloggens navn til www.wikzo.blogspot.com. Dette vil ske fredag den 4. april. Grunden til, at jeg venter lidt med at gøre det, er, at så har folk mulighed for at nå at notere sig det, så bloggen ikke pludselig forsvinder.

I øvrigt: Mange tak til mine læsere. Jeg ved godt, at mit indhold herinde ikke er så interessant for tiden, og derfor vil jeg forsøge at gøre det mere spændende inden for den nærmeste fremtid!

fredag den 14. marts 2008

Et zen-digt

At følge vejen:
se på mesteren,
følg mesteren,
gå med mesteren,
gennemsku mesteren,
bliv mesteren.

søndag den 2. marts 2008

Spiltitler jeg ser frem til

2008 lader til at blive et rigtig godt spilår, og derfor har jeg sammensat en liste over de titler, jeg gerne vil have fat i. Titler markeret med en stjerne er spil, jeg helt sikkert skal have. Jeg har sandsynligvis glemt nogle spil hist og her, men nedenstående er de største udgivelser, jeg ser frem til i år. Har prøvet at opstille listen i den rækkefølge, som jeg regner med, at spillene bliver udgivet.

Army of Two (Xbox 360)*
Jeg har altid nydt at spille sammen med andre. Spillet hér oser teamwork og mange innovative funktioner, hvor man skal samarbejde med sin partner. Og så er det endda en helt ny titel fra EA Montreal ... spændende!

Wii Fit (Wii)
Wii Sports er ganske sjovt, og jeg kan godt lide idéen bag Wii Fit. Om jeg køber spillet afhænger dels af anmeldelser og dels af den danske pris på badevægten.

Mario Kart Wii (Wii)
Mario Kart er altid sjovt, og det næste spil lader da til at følge i familiens fodspor. Desværre har jeg ikke set noget fra spillet endnu, som får mig til at tænke "Wauw!"; derfor er det ikke en must-have titel for mig (endnu), som det er for mange andre.

Okami (Wii)*
Fik aldrig prøvet originaludgaven, hvilket jeg er ked af. Elsker den visuelle stil, og at det minder om Zelda-spillene, er bare fedt. Et sikkert køb fra min side af.

Boom Blox (Wii)
En sjov, lille idé fra Steven Spielberg. Er stadig meget i tvivl, men det lader da til at blive et godt casual-spil.

No More Heroes (Wii)
Det er brutalt, det er voldeligt, og der ser bare helt enormt fedt ud. Som en moderne lejemorder blander det en surrealistisk, japansk cel shade-stil med gameplay á la GTA og måske også lidt Assassin's Creed. Vil også gerne købe det på grund af det faktum, at det er en af maskinens få voksenspil; hvis det sælger godt, vil andre udviklere måske få øjnene op for denne genre. At vi europæer får grimme mønter i stedet for blod er selvfølgelig møgærgerligt, men jeg kan sagtens leve med det.

Battlefield Heroes (pc)*
I går blev den første trailer vist frem fra spillet. Det minder lidt om Team Fortress 2, men stilen er stadig helt sin egen. Jeg har længe været fan af Battlefield-serien og skal helt sikkert prøve det nyeste skud på stammen. Og så er det endda gratis ...!

Super Smash Bros. Brawl (Wii)*
Melee til GameCube er mit yndlingsspil af alle de mange titler, jeg har prøvet igennem mit liv som gamer. Brawl lader til at blive det samme bare med meget, meget mere. Derfor er det logisk, at denne titel er min mest ventede i øjeblikket. Er dog lidt i tvivl, om jeg skal importere det med den nye Freeloader til Wii eller vente til den fesne Europaudgivelse ...

Spore (pc)*
Konceptet bag spillet er genialt og har et kæmpe potentiale. Jeg skal uden tvivl have fat i det, da jeg har set frem til spillet i mange år. Will Wright, du har bare ikk' år' skuf' mig!

Battlefield: Bad Company (Xbox 360)
Jeg har længe været vild med Battlefield-spillene, og derfor regner jeg med at erhverve mig den kommende konsoludgave, hvor man blandt andet kan smadre stort set alt i spillet. Singleplayerdelen siger mig ikke særlig meget, men jeg er ret sikker på, at udviklerne ved, hvad de laver. Humor lader til at være en ret stor del af spillet, hvilket er fint for mig.

Mirror's Edge (Xbox 360)
Vi ved ikke så meget om spillet endnu, andet end at det fokuserer meget på realistisk fysik i stedet for de mange spil med superhelte, der kan hoppe overdrevent højt op i luften. Og nu er det jo svenske Dice, der står bag, så mon ikke det nok skal blive en interessant titel?

Banjo-Kazooie 3 (Xbox 360)
Det første spil til Nintendo 64'eren var genialt. Om det mere eller mindre nye hold af Rare-medarbejdere kan gøre kunsten efter, skal jeg ikke kunne sige, men spændende bliver det da. Så er spørgsmålet bare, om spillet når at udkomme i år ...