onsdag den 31. december 2008

Tetris med sangtekst

Alle kender melodien fra Tetris. Men hvad nu hvis der også var tekst med i musikken? Lyt med i denne video; den er faktisk ganske sjov.




Her til sidst vil jeg ønske jer alle et rigtig godt nytår. Vi ses i 2009!

søndag den 21. december 2008

Hvem vil du nødigst møde en skummel nat?

Jeg kom lige til at tænke på noget: Hvem vil være værst at møde en dyster tusmørkenat i en face-to-face situation? Den berømte 'manden med leen' eller 'motorsavsmassakren'? Førstnævnte har jo klart det længste våben, hvilket giver en større rækkevidde, hvilket gør ham farligere at komme tæt på. Motorsavsmanden, derimod, bærer også på en dødsensfarligt maskineri, men den er en del tungere, og derfor kan han være lettere at løbe væk fra.

Hvem tror du er farligst? Ja, jeg har spillet for meget Resident Evil 5-demo, jeg ved det godt ...

tirsdag den 16. december 2008

Et spændende platformspil fra danske udviklere - Youropa

Youropa blev første gang vist frem til Games Convention i Leipzig og ser allerede rigtig spændende ud. Det er et 3D platformspil med tydelig inspiration fra Super Mario Galaxy. Spillet udvikles af to danske gutter, Mikkel Fredborg og Lasse Cleveland, som kalder sig for Frecle. Selvom spillet langt fra er færdigt, virker det på nuværende tidspunkt ret gennemført og ganske interessant - og derfor synes jeg, at vi som danskere bør støtte op om projektet. Spillet kunne for eksempel passe perfekt som en mindre download på Xbox Live Arcade eller WiiWare.

lørdag den 13. december 2008

Pokémon i virkeligheden

Et lille, sjovt klip med real life-Pokémon'er ...


mandag den 8. december 2008

Kunsten at rejse med bus - et gammelt essay

Jeg sidder og kigger min dokumentmappe på min computer igennem og har lige fundet en skolestil, som jeg skrev i oktober 2006. Det er en danskopgave, hvor vi skulle skrive et essay om et valgfrit emne - essaygenren er helt klart min yndlingsgenre, fordi den minder så meget om en blog/dagbog. Jeg kan godt lide at skrive sådan meget anekdotisk og hverdagsagtigt, som om man står over for en person og fortæller sin historie. Samtidig har jeg jeg har en tildens til at skrive ret parentetisk (med trivial knowledge og indskudte bemærkninger som denne) og nogle gange en smule overfladisk (hvilket jeg forsøger at passe på med). Denne stil er nok den bedste, jeg nogensinde har skrevet i skolen, og jeg er også ganske tilfreds med det flotte 11-tal, som fru Bjørn gav mig i sin tid. Jeg har valgt ikke at rette i teksten, som jeg i dag sagtens kan finde fejl og mangler i, men i stedet bare at copy-paste direkte. Enjoy.

Kunsten at rejse med bus.
Klokken er 7.45. Det er mandag morgen, og jeg skynder mig ud af døren. Løber og løber. Håber på at nå det. Jeg smutter over krydset, inden det skifter til rødt.
Skoletasken er ekstra tung i dag, fordi vi både skal have tysk og dansk – hvilket er ensbetydende med mange tunge bøger.
Min cykel er til reparation, og min mor har ikke tid til at køre mig i skole. Derfor må jeg tage af sted sammen med Århus Sporveje og deres let genkendelige gule busser.
Jeg står ved et busstopskilt og venter på, at 6’eren ankommer. Der er ingen andre i nærheden, og jeg har glemt mit ur derhjemme på hylden. Jeg aner ikke, hvad klokken er, og jeg kan kun håbe, at bussen ikke allerede har været forbi. Det er langt fra første gang, jeg står og venter på en bus, uden at vide hvad klokken er. Hvad skal man bruge en lang liste over de tidspunkter, busserne holder ved stoppestederne, hvis man ikke kender klokken? Der står, at 6’eren burde holde ved mit stoppested klokken 7.47. Hvordan kan jeg vide, at bussen ikke er forsinket? Måske er den allerede kørt videre uden mig. Den næste bus går først om en halv time. Sådan er det altid med busserne og for den sags skyld også toge og andre transportmidler.
Man kan aldrig være sikker. Enten er man heldig, eller også er man ikke. 50-50.

Nu er det så at jeg tænker, hvorfor man ikke bare installerer et lille digitalur ved stoppestederne, så folk har en lille chance for at vide, om de når bussen eller ej?
I stedet bruges der masser af penge på, efter min mening, enormt grimme ”huse” med dårlige bænke. Før i tiden var det bare en rund klods, man kunne sætte sig ind i, men nu har Århus anskaffet sig nogle moderigtige glashuse med dertilhørende bænke, der matcher med et cool metal-look. Ulempen ved det er, at folk synes, det er utrolig sjovt at smadre glasset, der danner disse væggene. Bænkene tager heller ikke særlig stor hensyn til personer med sarte eller store numser. De er alt for små, og så er de fremstillet af slebet jern. Hvem er dog kommet på denne idé, at dét skulle være smart? Hvis man havde tænkt sig lidt grundigere om, ville man vide, at jern bliver ubehagelig koldt om vinteren og er næsten umuligt at komme i kontakt med. Jeg vil i hvert fald hellere stå op, hvis alternativet er at sætte min røv på en iskold bænk.
Man får jo nærmest forfrysninger i bagenden.
Hvor kan det i øvrigt være kedeligt at vente på en bus. Godt nok får man mulighed for at tænke lidt over livet, hvis man da har behov for dette, men jeg synes, man burde overveje en måde at underholde de rejsende på, mens de står og venter på deres transportmidler. Måske skulle man, i stedet for de til tider meget fantasiløse reklamer med popstjerner, der står og promoverer smarte produkter, sætte nogle plakater op med samme koncept som bøgerne i ”Find Holger”-serien. Disse børnebøger kan man bruge flere timer på at lede efter den lille mand i det rød-hvidt ternet tøj. Sådanne billeder ville være geniale påfund at have ved et busstopsted.
Måske skulle jeg sende et brev til Århus Sporveje og foreslå denne idé: En eksklusiv kampagne som vil underholde de rejsende kunder, mens de står og venter på bussen. Genialt!

Nå, men jeg står altså stadig og venter på min bus; håber på at den endnu ikke er kørt. Så kommer jeg til at tænke på min rejse til Sønderjylland i sommerferien 2006.
Jeg skulle ned og besøge en ven i Haderslev, og på min rejse begik jeg en kæmpe brøler: For det første kunne jeg ikke finde ud af, at man skal stige ind foran i bussen. Åbenbart er Århus en af de eneste byer, hvor man går ind i bagenden. På grund af denne misforståelse endte det med, at jeg kom til at køre sort; altså ikke betalte for min billet. Det var ikke min mening, men da jeg først var steget ind ad den forkerte dør, havde jeg ingen mulighed for at komme op til chaufføren og købe en billet. Bussen var propfyldt med mennesker af enhver slags, og jeg bar rund på en tung taske. Jeg kunne på ingen måde møvre mig igennem den store menneskemængde, så jeg måtte bare stå og kigge – håbe på at der ingen kontrollør kom forbi. Imens jeg stod i bussen sammen med min ven, kiggede jeg rundt på de forskellige personer. Det er altid interessant at betragte de mange forskelligheder, og nogle gange kan det være ekstremt underholdende. Der findes tusindvis af forskellige typer mennesker, og ingen er ens. Nogle ser umådelige grimme ud med deres alt for store næser og øjenbryn, mens andre har sindssyge frisure og make-up, så det siger spar to. Selvfølgelig er der også de mere almindelige folk, som ingen gider interessere sig for. Og så er der dem, som altid taler så højt i deres mobiltelefon, at alle andre i bussen nemt kan overhøre hele samtalen.
Nogle gange hvis jeg keder mig, leger jeg en lille gætteleg i busen. Helt konkret går det ud på, at man lytter efter folks samtaler, for eksempel bagved én. Så danner man sig automatisk et billede af person(erne) inde i hovedet. Når jeg så går ud ad bussen, kigger jeg mig lige over skulderen for at se, om mit billede af vedkommende var tæt på eller ej. Det er nogle gange utroligt, hvor meget man kan vide om en persons udseende ved blot at bruge høresansen … men nogle gange gætter jeg også helt forkert, men i de fleste tilfælde ligner mit billede rimelig godt.

Min anden store fejltagelse var da jeg skulle hjem. Her gik det rigtig galt, da min rejsekammerat og jeg skulle købe billetter. Han er et år ældre end jeg og skal altså betale som en voksen. Jeg derimod er 15 år gammel, og denne alder ligger ofte på grænsen mellem barn og voksen. Mange steder ligger skillelinjen forskelligt. For eksempel skal man købe voksenbillet i biografen, hvis man er over 12 år. Et busklippekort for børn i Århus gælder til man er fyldt 16.
Da jeg steg ind i bussen, spurgte jeg, hvor gammel man skal være for at blive anset som voksen. Den kvindelige chauffør svarede 16 år. Helt ordret sagde jeg følgende uden nogen videre overvejelse: ”Okay, så er jeg 15 år.” Hér kollapsede det hele … Jeg havde formuleret mig på en dum måde og brugt en forkert tone.
Nu troede hun selvfølgelig ikke på mig og forlangte legitimation. Jeg havde intet på mig, så derfor blev jeg nødt til at købe en voksenbillet. Jeg blev godt og grundigt rasende, men havde jo intet valg – jeg kunne ikke bevise, at jeg rent faktisk var et år yngre. Den dag lærte jeg, at man altid skal fortælle sin alder, før man forhører sig om skillegrænsen. Det er på sin vis lidt åndssvagt, at bare fordi man udtrykker sig lidt forkert, bliver man nødt til at betale mere, end hvad der er behov for.
Hvorfor skal man egentlig betale dobbeltpris hvis man er 16 i stedet for 15 år?
Man behøver nødvendigvis ikke fylde mere på grund af det ene år.
Det er dybt latterligt, og jeg synes, man burde sætte en officiel grænse for alt billetsalg i Danmark. Lad os bare sige, at man skal betale som voksen, når man bliver myndig – altså ved 18-års fødselsdagen.

Da jeg endelige kommer ind på Århus Hovedbanegård, tager jeg en hurtig bus hjemad. Denne gang kender jeg proceduren: Man stiger ind bagi og propper sit klippekort ned i maskinen, indtil den fremsiger et svagt ”hak”.
Nu sætter jeg mig på et af de nærmeste sæder, som selvfølgelig ikke er af den fine slags. Det er nærmest en tradition, at bybusser har meget slidte, beskidte og grimme stole. Sådan er det bare, og det må man acceptere. Stolen lugter væmmeligt af noget ukendt og får mig til at tænke tilbage på sidste års lejrtur i Sverige. Sammen med parallelklassen kørte vi til Idre Fjäll for at stå på ski. Turen gik rigtig godt, men rejsen i bus var bestemt ingen succes. For det første var bussen enormt lille, og der var ikke plads til os alle. Nogle blev nødt til at sidde ovenpå hinanden hele vejen op til det svenske fjæl. Buschaufføren var også ekstremt gnaven og sur, og han råbte hele tiden, at vi skulle sidde stille. Selvom vi intet gjorde. Hvorfor han bar nag til os, har jeg ingen anelse om.

På sædet overfor ligger der en avis. Indlysende nok en af de gratis slags. Det er helt bimmelim, som vi bliver bombarderet med nye gratisaviser for tiden. Først kom der to-tre forskellige, som kan hentes i bokse, der er opstillet rundt omkring i byen. Nu har andre fået øjnene op for den smarte pengefidus, og der trykkes tonsvis af gratisaviser til borgerne landet over. Åbenbart kan vi ikke leve uden, siger de. Ifølge blandet andet ”dato”, ”24timer” og ”Nyhedsavisen” er en dag ikke fuldendt, før vi har læst samtlige sider i deres aviser. Fuldstændigt hensynsløst for både miljøet, buddene og skraldemændene, siger jeg bare. Hvad fanden skal Danmark med seks-syv aviser om dagen, der er fyldt op til randen med kæmpestore reklamer og unødvendige oplysninger? Desuden går det vist ikke særlig godt med at få dem bragt ud om morgnen, da det kun er den indre del af København, der modtager alle aviserne hver dag. Vi har selv fået et par af dem ind ad brevsprækken nogle få gange. Men ikke hver dag, måske kun én eller to gange om ugen. Engang var jeg avisbud – først for ALFO med en hulens masse reklamer, og dernæst gik jeg med Morgenavisen Jyllandsposten –, og det er bestemt ikke noget særlig interessant eller lærende job. Det bliver hurtigt ensformigt, og jeg føler virkelig medynk for de stakkels bude i Post Danmark, som nu skal på overarbejde på grund af de nye trykte aviser.
Øjensynlig tager de det ikke så tungt og gider ikke sætte den helt store indsatsstyrke ind. Alligevel loves der guld og grønne skove, hvor de siger, at vi hver dag vil have mulighed for at læse deres aviser sammen med morgenkaffen. Men intet sker. Skuffende; men alligevel forståeligt.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg en gang i mellem snupper et eksemplar af ”Urban” med hjem, når jeg cykler fra skolen. Urban er nok den bedste af de mange gratisaviser, fordi den efter min mening har fanget den rigtige stemning og tone med blandt andet bagsidetekster. Her har de fået nogle kendte danskere til at skrive om tilfældige ting i livet, og mange gange finder jeg skribenternes meninger interessante. Ikke desto mindre er der stadig langt mellem gratis- og købeaviser i mine øjne.
Jeg tror ikke, at vi skal frygte, gratisaviserne overtager de ”rigtige” avisers plads i den nærmeste fremtid. Tværtimod.

Jeg læser ikke specielt meget avis, udover at skimme Urban’s topnyheder og bagsidetekster igennem. Jeg føler ikke at have tid eller behov for at gennemgå de mange antal sider hver dag. Generelt har jeg det heller ikke særlig godt med de store hæfter af papirer. Jeg venter, til at man opfinder en brugbar digitalavis.
For resten læste jeg noget om dette emne for nogle måneder siden. Nogle forskere er i gang med at designe en minicomputer, som kan modtage dagens nyheder lidt ligesom en mobiltelefon. Jeg læste i artiklen om forskellige digitale aviser: Nogle var meget enkle med en traditionel skærm, mens andre var sat sammen af et slags papir, der ligner meget et almindeligt stykke ark. Det specielle ved denne model er, at den kan downloade informationer fra Internettet og altid være opdateret. At være opdateret ser jeg ofte som et problem for aviserne. Hvordan kan man for eksempel tillade sig at kalde en avis for ”24timer”, når den jo allerede ét minut efter trykkelsen er forældet? Virkelig dårlig markedsføring, vil jeg sige. Det giver absolut ingen mening.


Nu er jeg så tilbage, hvor jeg startede. Jeg trykker på den røde stop-knap og går mod udgangen. En masse børnehaveunger løber foran mig og skriger som en flok vilde dyr. Én for én går de ud ad døren med et ”Tak for turen” til buschaufføren.
Og hver gang svarer han: ”Selv tak”. Hvad er meningen med dette? De har jo selv ærligt og redeligt betalt for turen – eller mere præcist: deres pædagoger har betalt –, så hvorfor skal de sige tak? Jeg fatter heller ikke, hvorfor at buschaufføren svarer, som han eller hun gør. Hvad kan man bruge et ”Selv tak” eller ”Det var så lidt” til?
Nogle steder er verdenen meget mærkeligt og ofte ukreativt skruet sammen.
Lidt ligesom de kiksede slogans bagpå busserne. ”Tre klip og kørekortet er væk, men hos os har du syv stadigvæk”. Eller hvad med ”Ta’ bussen – det er sund fornuft!”. Man kan rent faktisk tjene penge på at skrive sådanne reklamer.

Med disse tanker går jeg langs fortovet hen mod vores hus. Nu skal jeg hjem og lave dagens lektier. I denne omgang står det på dansk, hvor vi skal skrive et essay til aflevering. Hvad skal dette dokument så handle om? Hvad skal min inspirationskilde være? No problemo, jeg har jo lige oplevet en masse sammen med Århus Sporveje. Jeg tror, jeg vil skrive om mine rejse med de gule busser …

fredag den 5. december 2008

Læser du nogensinde bunden af min blog?

Af ren nysgerrighed kunne jeg godt tænke mig at høre, om I nogensinde scroller ned igennem min weblog. De fleste, inklusiv mig selv, plejer blot at læse de to-tre nyeste indlæg, der som regel befinder sig i toppen på blogs. Grunden til at jeg spørger, er, at jeg er lidt i tvivl om, hvor mange indlæg jeg skal vise på forsiden. I starten valgte jeg 10 blogindlæg, men har forøget det til 15 nu. Men hvis ingen alligevel læser de midterste og nederste posts, kan jeg jo lige så godt formindske tallet for at få siden til at loade en smule hurtigere.

Såeh, hvordan læser I egentlig mine indlæg? Følger I med regelmæssigt og dermed kun læser den øverste tekst, eller scroller i ned for at læse ældre posts? Bruger I overhovedet tag-funktionen til kun at se indhold, der (måske) interesserer jer? Eller vælger I i stedet at benytte mit RSS Feed? (som efter min mening er en knalgod måde at holde sig opdateret på) For at abonnere på feedet skal du blot klikke på det lille orange ikon i adressefeltet i din browser, eller alternativt at trykke på "Powered By"-ikonet nederst i højre menubar.

torsdag den 4. december 2008

DLC til Mirror's Edge

Jeg er netop blevet færdig med Mirror's Edge for små to timer siden og regner med i morgen at skrive en anmeldelse af spillet (ikke her til bloggen, men på Gamers-Globe - link). Spillet er helt fantastisk på en meget unik måde, og i dag har EA afsløret en række nye baner, som blive tilgængelig til download i januarmåned. Det drejer sig om en række Time Trial-baner, som er radikalt anderledes end hele spillet. Byen og politiet er væk; nu løber og hopper man rundt på nogle flyvende platforme, og det ser faktisk rigtig interessant ud. Selv har jeg forsøgt mig med et par baner i Time Trial, hvor det gælder om at komme gennem en stribe checkpoints så hurtigt som muligt, og det er overraskende svært at få en god tid. Det handler nemlig om at gøre alting perfekt og finde den mest optimale rute, og da banerne indeholder mange forskellige elementer, kan det tage rigtig lang tid at slå sine venners rekorder. Jeg brugte for eksempel knap to timer i går på bare at spille de to første Playground-levels, fordi jeg gerne ville gøre alting perfekt. Først startede jeg bare med min egen rute, men efter at have smugkigget på nogle ghost-data fra den bedste tid på ranglisten, fik jeg skrællet en del sekunder af min egen tid. Det kræver meget præcis timing at udføre alle hop helt korrekt, og da man skal bruge alle fire skulderknapper på Xbox-controlleren, sidder jeg med fingre på alle knapperne, hvilket gør lidt ondt efter længere tids spilleri. Jeg må indrømme, at jeg til sidst blev ret arrig på mig selv, hver gang jeg fejlede et hop. Jeg er vist lidt af en perfektionist, så hvis jeg ikke gør det ALT rigtigt i banen, genstarter jeg den. Jeg har det på samme måde med Guitar Hero, hvor jeg ikke gider at forsætte en sang, hvis jeg misser en enkelt node i starten.

Man kan argumentere for, at det er ret tidligt, at EA annoncerer de nye baner til spillet, der kun har været på gaden i tre uger. Man fristes til at tro, at indholdet er blevet skåret væk fra originalspillet for i stedet at tjene lidt ekstra penge i form af en DLC-pakke. Mange har set lidt skævt til de utallige små DLC-pakker, EA har sendt ud til Dead Space. Så galt er det dog ikke i denne omgang; Mirror's Edge-pakken kommer nemlig til at koste 800 Microsoft Points/$10 på PSN. Det er ikke så slemt, synes jeg, og de nye baner ser ganske lovende ud. Lige nu ved jeg ikke, om jeg køber pakken. Jeg har langt fra spillet alle Time Trial-banerne og mangler også at begive mig ud i nogle Speedruns. I mellemtiden kan man jo altid savle over denne lækre trailer, som indeholder et remix af det ørehængende nummer "Still Alive".

Nuevos mapas para Mirror´s Edge from Electronic Arts on Vimeo.

onsdag den 3. december 2008

Danske beskrivelser på spilkassetter

En ting jeg længe har undret mig over, er hvordan de nordiske distributører vælger at skrive de små obligatoriske beskrivelser bag på videospilkassetter. Jeg mener, hvorfor fanden skal det samme skrives på tre-fire forskellige sprog? Hvorfor ikke blot benytte sig af engelsk? Her er Mirror's Edge, som jeg modtog for et par dage siden, et ganske godt eksempel:

There's no looking back
[Svensk flag] I ett hårt kontrollerat samhälle är du en budbärare vid namn Fath. Och du är nu ett jagat byte.

[Finsk flag] Maailmassa, jossa isoveli valvoo kaikkea, lähetti nimeltä Faith jooutuu pakenemaan henkensä edestä.

[Dansk flag] I et overvåget samfund er du en budbringer kaldet Faith. Og nu er du jaget bytte.

[Norsk flag] I et kontrollert og overvåket samfunn er du en budbringer ved navn Fath. Og nå er du jaget.

Helt ærlig. De fleste skandinaver kan da uden problemer forstå alle fire beskrivelser (måske på nær den finske), så hvorfor spilde pladsen på at skrive det samme flere gange? Og hvad værre er: Det er ikke engang helt præcist det samme, der står. For eksempel er samfundet hårdt kontrolleret i den svenske beskrivelse, mens det både er kontrolleret og overvåget i den norske. I den danske er det bare et overvåget samfund ... Hvordan mon man egentlig korrigerer disse tekster, som betyder det samme, men bruger forskellige ord?

Det jeg mener, er, at man lige så godt kunne erstatte det hele med en længere engelsk beskrivelse. Stort set alle spil er jo alligevel på engelsk, og de fleste er i stand til at forstå sproget. I stedet for at skrive en ofte tam og kort beskrivelse på flere sprog, så kunne man benytte pladsen til at gå lidt mere i dybden på engelsk eller vise nogle flere lækre billede på kassen. vi kan også hurtigt blive enige om, at engelsk ser og lyder en del bedre end for eksempel dansk, når vi taler om et internationalt medium, som spil og film jo er. Det samme gør sig gældende i mange andre europæiske spil, hvor der er mange flere sprog at tage højde for, hvilket medfører en, hvis mulig, endnu mere intetsigende beskrivelse af det pågældende spil. For slet ikke at tale om hele bagsiden af en spilboks, hvor næsten halvdelen af pladsen er fyldt op med patenter, copyrights osv., som ingen alligevel gider at læse. Jeg har aldrig kunne forstå, hvorfor man ikke gør mere ud af bagsiden af et spil; det er jo dét, en potentiel køber i butikken kigger på, og ofte kan en spændende tagline og et par screenshots få én til at vælge spil A frem for spil B. Skide være med at spillet er trykt i det og det land, at man skal huske at læse manualen, før man går i gang og alle de andre småting. Sådanne oplysninger er ikke nødvendige på en kasse, hvis eneste formål er at få dig til at købe netop dette spil. Layoutet skal være lækkert, fængende og se indbydende ud, og så er alle formaliteterne egentlig ret ligegyldige i denne sammenhæng. På samme måde er forsidebilledet, boxartet, også ekstremt vigtigt, og det piner mig, hver gang jeg ser et rigtig fedt billede overdænget med logoer og aldersbetegnelser. Jeg elsker, når det hele er clean, men det er det næsten aldrig, fordi det i dag er så pokkers vigtigt at advare folk om potentielt stødeligt indhold. Bah. Når vi snakker boxarts, er VGBoxart en rigtig god og spændende side at tjekke. Det er et samlested for fans, som bruger sine Photoshop-skills til at kreere smukke boxarts for nye og gamle spil. Faktisk er de ofte meget bedre end de officielle boxarts, der bliver udgivet.

tirsdag den 2. december 2008

En lille URL-bonus

Jeg fik lige den tanke at anskaffe mig et domæne i stedet for Blogspot, som Google sætter gratis til rådighed. Dog er jeg i tvivl, om det er pengene værd at registrere Wikzo.dk/.com, så indtil nu har jeg fået anskaffet mig .tk, som er gratis. Derfor kan I nu indtaste følgende og stadig komme ind på samme adresse som altid.

Wikzo.tk

Jeg har også valgt at lægge mit RSS Feed sammen med FeedBurner for at få flere muligheder for statistik og lignende. Jeg vil varmt anbefale jer at oprette et abonnement, hvis I har lyst til at følge mine indlæg, men ikke gider til at tjekke siden dagligt.

Konstatering: Nu er julen kommet - igen

Suk, så kom tiden endnu en gang. Nu skal vi alle i gang med det årlige juleræs, som indebærer, at folk farer rundt som en forvirrede grønskollinger bare for at finde gaver til dem, de holder af. Jeg har slet intet imod hele traditionen med gaver, men her på det seneste er jeg begyndt at få et lidt mere distanceret forhold til det hele. Hvorfor skal man absolut købe gaver til hinanden, bare fordi vi er i decembermåned? Har Jesus fødsel (jeg læste engang, at man har bevist, at han blev født om sommeren) noget med det at gøre længere; er det ikke snarere blot et busisnesstunt for at tjene ekstra mange grunker i årets sidste måned? Noget, jeg ikke bryder mig om, er, at man er tvunget til at finde gaver til X antal personer. Hvis man ikke gør, anses det som uhøfligt. Men hvad nu hvis det er umuligt at finde gaver til alle, og man helst er fri fra det hele? For mig har julegaverne langt fra så stor en værdi, som da jeg var lille, og derfor ønsker jeg mig ikke særlig meget og regner heller ikke med at spendere det helt store beløb på gaver til andre i år.

Apropos penge: Jeg så her til aften det første afsnit af TV2s nye julekalender "Mikkel og Guldkortet". Nøj, hvor er den dog poppet og trivel at se på! Det har intet som helst med julen at gøre, men er udelukkende en halvdårlig fortælling om en familie og dens økonomiske problemer, som vi har set så mange gange før. Det er åbenbart blevet en stigende tildens til at modernisere de nye julekalendre. Jeg elskede Bamses Julerejse, Pyrus og Nissebanden; dé havde noget med jul og eventyr at gøre i modsætning til de nyere serier. Men åbenbart er de unge vilde med denne poppede tilgang, med rapmusik og hele moletjavsen, selvom alt julemagien er væk ...

Nå, men der er intet så godt som en god, gammel lolcat til at komme i julehumør!

Opdatering: Hold da helt fast. Uden at have lagt mærke til det har jeg skrevet næsten et identisk indlæg med ét, jeg skrev sidste år. Jeg undskylder mange gange for min manglende kreativtet.

lørdag den 29. november 2008

Min Gmail er en ninja

For et par uger siden rullede Google en lang række temaer ud til deres mailservice. En del af dem er faktisk rigtig gode, og mit yndlings er helt klart temaet med de dødsensfarlige ninjaer. For at skifte tema skal du blot gå ind under Indstillinger og så fanebladet "Temaer". Her er et screenshot af min Gmail (har valgt at vise SPAM-bakken for ikke at afsløre alle mine private mails).
Når man alligevel bruger så meget tid på at læse og skrive mails, hvorfor så ikke peppe udseendet lidt op, så det gør én lidt gladere i hverdagen?

fredag den 28. november 2008

Fiktion kontra virkelighed i spillenes verden

På Gamasutra har jeg læst en ganske spændende artikel om emnet Immersion (fordybelse, indlevelse), som er det helt store buzz word i disse tider. HUD-grafikken på skærmen skal væk; nu skal figurens status kunne ses direkte. Call of Duty var et af de første skydespil, som fjernede HP-baren og i stedet farvede skærmen rød, når soldaten var såret. Det gav en helt anden indlevelse for spilleren, for nu skulle man se på sin figur for at afgøre, hvilken stand personen var i - altså hvor tæt på døden man var. I dag bliver dette system brugt i rigtig mange spil, og for nyligt tog EA skridtet videre med Dead Space, hvor alle menuer og skærme er bygget ind i hovedpersonens dragt. Det handler om at gøre skærmen så clean som overhovedet muligt, sådan at man rigtig kan blive opslugt af spillets verden. I Mirror's Edge bliver alt set gennem pigens øjne, og det skaber en ganske unik forbindelse, der får én til at føle sig som Faith.

At kunne fordybe sig i et hvilket som helst medium, film, bøger, spil eller musik, er vigtigt for at kunne leve sig ind i den (ofte) fiktive verden. Alligevel ved vi jo godt, at vi befinder os i den virkelige verden, den fysiske verden, med en controller i hånden foran fjernsynet. Men hvad med karakterene i selve spillet? Hvad sker der, hvis de også er klar over, at de bare er et stykke software skabt til at underholde mennesker? Dette emne tager artiklen fat på, og en fyr ved navn Ernest Adams synes ikke om den stigende tildens. Her nævnes et eksempel med Solid Snake fra Metal Gear Solid-spillene, som flere gange antyder, at du, spilleren, skal trykke på Action-knappen for at komme videre.
To take a game seriously, one can imagine, is to believe that what happens to characters is meaningful and real within the sealed bubble that contains the fictional universe of its story. If certain graphical interface elements, like life meters, are projected on the surface, it's not a problem as long as the characters below don't notice. However, if the characters do notice, the whole bubble pops. Reality and fiction, at least in Adams' mind, do not mix. From the moment Snake's commanding officer in Metal Gear Solid mentions the "action" button, the story is finished. It is proof that Snake's world isn't real, so why should we care?
Han mener, at illusionen brister fuldstændig, når en person i et spil fortæller, at vedkommende godt er klar over, at han befinder sig i et spil. Jeg kan sagtens forstå Adams pointe, men alligevel synes jeg, at det er ganske skægt med disse meta-agtige kommentarer. Jeg har ikke selv prøvet Metal Gear, men har ladet mig fortælle, at der er flere sjove momenter, hvor man skal hive controller, memory card og lignende ud af sin maskine for at komme videre i spillet. Det giver en ekstra dimension til spillet, der forsøger at kombinere den fysiske og digitale verden. Dette fænomen, augmented reality, er rigtig populært, hvor man i dag forsøger at bygge bro mellem det virkelige og informationer på en skærm - en almindelig GPS i en bil er et godt eksempel på dette.

I artiklen skrives der om den fjerde mur, som er et udtryk, der bruges i teaterets verden. Hér er det fatalt, hvis skuespillerne indikerer, at de godt ved, at de bare spiller en rolle i en fiktiv historie. Dette mener jeg ikke er tilfældet i videospillenes verden. Jeg synes tværtimod, at det er sjovt, når spil inddirekte viser, at de godt ved, at de er et spil. Jeg kan for eksempel huske Mother 3 (et meget obskurt japansk RPG til Game Boy Advance), hvor der flere gange bliver antydet, at spillet godt ved, at man sidder med det i hånden og træffer beslutningerne. Det finder jeg ganske morsomt.
Both avatars and the technological devices we use to control them are never simply in one reality. They are inherently liminal entities, contributing to a mindset that we, as players, exist in two realities at once. It's just as natural for a player to say, "I defeated that boss," as it is to say, "Snake defeated that boss," since Snake is and is not the player at the same time. It is likewise natural for a player to say, "I punched an enemy soldier," when in reality, she punched no one. All she did was press a button.
Jeg elsker, når spil har referencer til andre spil eller spilkulturen i det hele taget. Det er sjovt at lede efter easter eggs og finde Marios kasket i et Microsoft-spil. Efter min mening ødelægger referencerne på ingen måde helhedsoplevelsen, men gør den snarere bedre. Et spil som The Simpson's Game kører næsten udelukkende på referencer, og det gør det bare enormt sjovt. Der skal naturligvis være en slags grænse for, hvor meget af indholdet der må være fjollede hentydninger til andre spil, men på nuværende tidspunkt ser jeg det ikke som noget problem. På samme måde er der stadig meget at udforske hvad angår spil-spiller forholdet. I nogle spil siger hovedpersonen intet, fordi det er spilleren, der skal give liv til sit avatar. Hverken Link eller Gordon Freeman siger et eneste ord, men alligevel fortæller de sammen med spilleren en episk historie. I andre spil bliver en karakters personlighed vist gennem dialog, men det kan ofte være en ret tung affærde. Derfor foreslår jeg, at vi finder en middelvej, lidt i stil med det interaktive dialogtræ fra Mass Effect, som lod spilleren bestemme samtalens retning. Jeg kan ikke finde på nogle konkrete eksempler, men jeg tror og håber, at udviklere vil finde på nye måder at fremvise en figurs personlighed, der knytter sig endnu stærkere til spilleren foran skærmen.

I må undskylde, hvis det hele er blevet en smule rodet. Artiklen, som jeg varmt vil anbefale jer at læse, peger i så mange forskellige retninger om historiefortælling i spil, at det er svært at skrive en længere sammenhængende tekst om det. Det er et stort emne, som helt klart fortjener mere fokus, og derfor er jeg rigtig glad for, at Gamasutra har forsøgt at afdække det i den fire sider lange artikel. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad jeres mening er om alt det her. Er det i orden, at den kære Hugo Trold banker på skærmen og siger: "Halloooo, er der nogen hjemme?", eller ødelægger det hele billedet af den virtuelle verden?

Her til sidst vil jeg copy-paste et klogt udsagn fra den danske Jesper Juul, som er forsker i videospil. Jeg ved ikke ret meget om ham, men ud fra hans blog virker han som en fornuftig fyr.

Game scholar Jesper Juul calls games "half real," meaning they are at once fictional worlds and real games. "Dying" in a game is fiction, since the player is not really in danger and does not really die. But "losing" the game is real, since the player is real and really has lost. This can easily be applied to technology at large as well. In the game, the player may be starting a car, but in reality he is just pressing a button. The technological apparatus of the game, which we as players have direct knowledge of, is real.

torsdag den 27. november 2008

40 farvefyldte wallpapers

Jeg elsker flotte billeder til computerskrivebordet, og her den anden dag fandt jeg en side med 40 farvesprudlende billeder. Jeg synes især godt om billedet med de mange smilier.

Need a new wallpaper? Så klik her [-:

onsdag den 26. november 2008

Jeg hader egoistiske cykelister

Jeg har efterhånden brugt min cykel temmelig meget, temmelig længe. Engang kørte jeg altid med bus, når jeg skulle i skole eller ned i byen. I dag cykler jeg stort set hver gang, hvilket jeg synes er rigtig dejligt. Man er fri til at gøre det i sit eget tempo, fri til at cykle sin egen vej, og det er nemt at stille den fra sig og gå lige derhen, man har lyst til. Jeg kan især godt lide at cykle, mens jeg lytter til podcast. Der er dog én ting, som irriterer mig grænseløst, og det er, når jeg møder folk, som åbenbart synes, at janteloven er alle tiders.

Jeg snakker om cykelister, der ikke kan respekterer en køkultur, når man venter i et lyskryds på at få grønt lys. Når der er rødt, stiller man sig op og venter ved kantstenen, og hvis der kommer flere til, er det da en ganske selvfølge at stille sig bag den sidste i køen. Hvad jeg ikke kan fordrage, er når visse folk bare overhaler hele rækken af ventende cykelister og nærmest kører ud på vejen, selvom der endnu er rødt. De tror, de er så smarte, men det er de bare ikke, når jeg få sekunder efter indhenter (altså når der er blevet grønt, og man må begynde at køre). De hersens egoistiske cykelister tror, at de lige kan nå at komme foran, men det viser sig faktisk, at de fleste blot er langsomme og bliver overhalet på nul komma fem. Og tror mig, jeg har oplevet dette fænomen mange, mange gange ... det er faktisk ret vildt, hvor selvcentrede folk er.

En anden ting, jeg virkelig undrer mig over, er gamle mennesker, som går over store veje uden at benytte et gåareal ved et lyskryds. Der er så meget snak om, at vi skal passe på det grå guld, men hvorfor fanden kan de så ikke selv gå over de steder, der er beregnet til formålet, i stedet for at smutte over en dødsensfarlig vej fyldt med biler? Jeg fatter det simpelthen ikke ...

tirsdag den 25. november 2008

Jeg tester min skrivehastighed

Har prøvet det flere gange før, men denne gang fandt jeg et site, hvor ordene, man skal skrive så hurtigt som muligt, er danske og ikke engelske. Mit første forsøg fik følgende resultat ...

97 ord

Speedtest



Det er faktisk ganske sjovt. Dog har jeg det med at forsøge at skrive andre ord, der giver mere mening, fordi ordene blot er sat op i en tilfældig rækkefølge. Jeg kunne godt tænke mig at skrive sammenhængende sætninger for at se, om resultatet bliver anderledes. Desuden går der lidt spiltid, hver gang en række ord er skrevet.

Jeg prøvede også på engelsk, hvor jeg skrev små 80 i minuttet.

torsdag den 20. november 2008

It's a Mii, øh, jeg mener Avatar!

I går blev Dashboardet til Xbox 360 opdateret, og sammen med New Xbox Experience, som det kaldes, følger de nye Avatars. Jeg ved godt, at der har været rigtig meget debat, om hvem der kom først med idéen ... Nintendo eller Microsoft? Uanset hvad er det ekstremt tydeligt at se, at sidstnævnte har fået inspiration (læs: stjålet) fra Nintendo, fordi man bygger sin Avatar på helt samme måde som en Mii. Interfacet, måden man vælger sine karaktertræk på osv., er nærmest identisk. Forskellen er, at Microsoft tilsyneladende gør mere ud af Avatars, som nu bliver associeret med Gamertags, således at alle ens online-venner kan se éns figur. Der er også langt flere muligheder med Avatars, og nyt tøj bliver tilføjet jævnligt. Det ærgrer mig, at Nintendo sidder med sådan en god idé, men ikke gør brug af den, og så kommer Microsoft og overhaler indenom.

Oh well, her er min figur (ikke grine!):

mandag den 17. november 2008

Seje tricks med billeder

I bliver nødt til at se de billeder her, de er vildt fede!

Fototricks på Juniorama

torsdag den 13. november 2008

At være til stede i sin handling

En ting jeg længe har undret mig over er folks tilgang til at udføre handlinger. Jeg mener, at når man er i gang med noget vigtigt/interessant, bør man lægge fokusset på det og kun dét. Det nytter ikke at lave en helt masse andre ting, mens man for eksempel sidder og læser eller skriver. Selv finder jeg det stadig sværre og sværre at koncentrere mig 100% om en enkelt ting i længere tid, for eksempel at lave lektier, fordi jeg får så mange nye indtryk, krav og oplevelser hver dag. Jeg har svært ved at holde en masse tanker ude, men det hjælper, når jeg sætter mig i en stol langt væk fra computeren og fjernsynet. Jeg har en kæmpestor stak af bøger, som jeg gerne vil læse, men jeg har simpelthen ikke tid og overskud til at fordybe mig i teksten. Engang lavede jeg næsten ikke andet, men i dag kan det tage lang tid, før jeg sådan rigtig bliver opslugt, og verden omkring mig forsvinder. Denne tidsløse indlevelse i en historie, hvor alt omkring en forsvinder, savner jeg rigtig meget, og hvis det ikke var på grund af den store mængde lektier, vi får i her i 2g, og de mange nye must-have videospil, ville jeg vitterlig gerne læse de mange klassiske bøger, som jeg mangler. Faktisk er spillene lidt et problem for mig; de har en særlig magt over mig, der gør, at jeg desværre sjældent får taget mig sammen til at læse i længere tid ad gangen. Jeg vil ikke kalde mig selv en afhængig ludoman, men snarere én med en med en meget stærk og inkarneret interesse. Mange ser videospil som barnligt tidsspild, det er jo bare legetøj, men det gør jeg ikke. I mine øjne er mediet i stand til noget, ingen andre kan. Det kan fortælle historier på en meget mere involverende måde med sin interaktivitet. Det kan gøre mennesker i stand til ting, som de aldrig vil kunne i det virkelige liv. Udover dette kan spil underholde på mange forskellige planer, samtidig med at det kan bruges i undervisningsøjemed. Det at spille er blevet et meget større fænomen end i de simple arkadedage, hvor man for et par mønter kunne få et hurtigt fix og få stillet sin Donkey Kong-sult. Jeg bruger ganske givet meget tid på at spille, men jeg bruger mindst lige så meget tid på at diskutere (kommende) spil med andre, enten over nettet eller in real life. Jeg er så småt begyndt at lære om de bagvedliggende mekanismer, fordi jeg har en vision om selv at komme til at arbejde med udvikling af spil i fremtiden. Jeg lånte for nyligt to store bøger om emnet og er lige nu i gang med "Rules of Play - Game Design Fundamentals". Den er rigtig god, men også en smule svær, og handler ikke kun om videospil, men spil i det hele taget. Den beskriver, hvordan en designproces fungerer og forsøger at give et indblik i, hvad der skal til for at kunne designe spil.

For at komme lidt tilbage på sporet: Jeg oplever en stigende tildens til, at folk (og også jeg selv, desværre) bruger tid på så meget andet, end det man reelt set er i gang med. Her tænker jeg eksempelvis på nogle af mine kontakter på Xbox Live, som bruger mere tid på at ville peptalke med folk via headset end egentlig at fordybe sig i spillet. Jeg har på ingen måde noget imod at hyggesnakke med folk over nettet, men når jeg har sat mig ned i sofaen for at få fortalt en storslået historie om en protagonist, som er oppe imod hele verden, har jeg altså ikke lyst til at høre en masse random talk i mit øre konstant. Bevares, det er skam en rigtig god måde at kommunikere på, hvis man for eksempel skal aftale taktikker i onlinespil, men hvis folk bare invitere (det vil sige: ringer) til mig uden at have noget konkret at tale op, gider jeg ærlig talt ikke acceptere invitationen. En anden ting, jeg undrer mig over, at folks måde at skrive "Hej" på over MSN-prtokollen. Jeg har oplevet op til flere gange, at folk skriver en velkomsthilsen til mig for så at forsvinde i inaktivitet. Jeg mener, hvorfor fanden skriver man til nogen uden at følge op på samtalen med et eller andet bagefter? Man kan da ikke regne med, at modparten (dvs. mig) altid har noget at slynge ud for at starte en samtale. Jeg kan godt forstå, at det bare er en venlig gestus, men hvis det sker hele tiden, bliver det sgu ret irriterende. Faktisk begyndte jeg på dette indlæg udelukkende på grund af en af disse ligegyldige "Hej'er" på MSN.

Hvad er din mening? Hvad synes du om de forskellige sociale websites, hvor man rent ud sagt skriver om stort set ingenting? Er du på Facebook, MySpace, Arto og deslige - og hvis ja, hvorfor? Selv oprettede jeg en bruger på Facebook, dengang jeg tilmeldte mig til Game Development Camp i sommerferien, fordi man på den måde kunne møde deltagerne på forhånd. Sidenhen har sitet ikke sagt mig en hujende fis, og jeg besøger nærmest aldrig siden. Det med at konkurrere om at have flest onlinevenner siger mig heller ikke noget ...

Puha, det blev en længere smøre. Men sådan kan det gå, når man fra tid til anden får lyst til at nedskrive sine løjerlige tankespind. Det er det, jeg så godt kan lide ved essaygenren, nemlig at man lader ét emne fører sig videre til et andet, mens man på et personligt plan lidt á la en dagbog skriver interessante (?) dagligdagstanker ned. Jeg tvivler bare på, at der er nogen særlig klar, rød tråd i dette indlæg. Jeg fik bare lyst til at skrive en længere tekst efter de mange ret beskedne short-posts, jeg har lavet på det seneste. Oh well, nu vil jeg spise min æggemad, og om en halv time cykler jeg af sted til svømning trods den piskende regn i mørket.

onsdag den 12. november 2008

Et øjeblik

Prøv lige at overvej, hvor meget du går glip af, hver gang du blinker med øjnene. Ikke særlig meget, måske kun et lille mikrosekund.

Prøv så at overvej, hvor mange gange du blinker, for eksempel i løbet af et minut. Pænt mange gange, ikke?

Prøv så at gange de to tal sammen; hvor meget du går glip af verden, hver gang du blinker, og hvor mange gange du blinker i løbet af dit liv. Jeg kender ikke tallet, men jeg tror, det er ret stort ... det er faktisk lidt sygt at tænke over, hvor mange timer eller dage (!?), man misser på grund af øjnenes nødvendighed for at blinke, så de ikke tørrer ud o.O

tirsdag den 11. november 2008

Sjov oversættelse fra Google Reader

Google har netop lanceret en ny, smart feature til deres RSS-læser. De kombinerer ganske enkelt deres fænomenale Reader sammen med Translate, sådan at man kan få vist sine udenlandske nyheder på sit eget sprog. Det er samme teknologi som førnævnte, der kan oversætte min blog (kig i menuen til højre), og har selvfølgelig en del sjove oversættelser.

For eksempel læste jeg på fourzerotwos blog (vellidt Community Manager hos Infinity Ward, firmaet bag Call of Duty), hvor han skriver om sin kærlighed til Fallout 3. Oversættelsen er såmænd ganske forståelig, men alligevel ret sjov. Især den sidste del grinte jeg af: Så Hvad alle andre er afhængige af i øjeblikket. Det skal være noget, fordi der er WAYYYY for mange fantastiske spil kommer ud på samme tid. Spejle Edge morgen, så Venstre 4 Dead, og Call of Duty: World at War. Jeg har ondt af vores kære.

Det er sikkert en rigtig nyttig funktion for nogle mennesker, men jeg tror, jeg holder mig til originalsproget. Suk. Hvis bare man havde en Babelfisk ligesom i The Hitchhiker's Guide to the Galaxy ...

fredag den 7. november 2008

At forøge sit ordforråd

De seneste par måneder har jeg noteret stort set alle ord, jeg ikke kender til. Jeg har nemlig besluttet mig for at øge mit ordforråd, og derfor har jeg lavet en liste med nye ord, jeg lærer, både på dansk, engelsk, spansk og japansk. I starten havde jeg blot en liste med [Ord] = [Betydning], men da jeg opdagede førnævnte Anki, besluttede jeg mig for at plotte dem ind i programmet for iterativt at øve dem.

Førhen når jeg læste en bog og faldt over et ord, jeg ikke kendte betydningen af, sprang jeg det bare over. Nu skriver jeg det ned på en Post it-seddel og slår det senere op i min betydningsordbog eller på nettet. Allerede nu er min liste ret lang, og den forøges flere gange ugentligt. Selvfølgelig går der et stykke tid, inden jeg sådan rigtig begynder at anvende dem i mit eget sprog, men det er da et skub på vejen til at lære nye ord.

Opdateret:
Du kan finde mine danske og engelske ord på denne side. Da listerne er ret lange, har jeg valgt ikke at kopiere dem ind her, men i stedet gøre brug af Pastebin, som er skabt til formålet.

tirsdag den 4. november 2008

Jeg er ikke død!

Jeg vil bare lige fortælle, at min blog ikke skal anses som død. Jeg har blot ikke haft tid eller lyst til at opdatere den, fordi jeg laver en masse andet.

Snarest vil jeg begynde at skrive igen. Kan du holde dig munter!

fredag den 10. oktober 2008

Øvelse gør mester

Øvelse slår talentet, hvis talentet ikke øver sig.
Citatet er fra en anmeldelse af en bog med titlen "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" af Mikkel Hvid. Bogen lyder rigtig interessant, men desværre er den endnu ikke at finde på Bibliotek.dk. Når den engang bliver købt hjem, vil jeg låne den og se, om den kan hjælpe mig med at skrive bedre, hvilket ifølge bogen bør være muligt, da det at skrive blot er et håndværk, man skal øve sig i.

[Journalisten]

torsdag den 9. oktober 2008

M: Flot solopgang


Jeg havde helt glemt min mobilfunktion. Her er et gammelt billede, jeg tog på vej til skole i februarmåned.

onsdag den 8. oktober 2008

Nice program til at huske og lære nye ord

Forleden fandt jeg et rigtig smart program ved navn Anki. Det er et gratis program, som ved hjælp af statistiske undersøgelser kan hjælpe én med at huske ord eller sætninger - fx i forbindelse med at man lærer et nyt sprog. Det gør brug af den velkendte flashcard-metode, hvor du får ordet på det nye sprog, og så skal du tænke på dets betydning. Det helt smarte ved Anki er, at det er et intelligent program, som holder styr på, hvornår du skal træne dig i dine ord for at opnå den mest optimale udnyttelse af hukommelsen (se billedet). Jeg har i en længere periode forsøgt at lære mig lidt af det japanske sprog, dog uden held, men nu har jeg tænkt mig at give den en ekstra skalle med det her program, som virker som skabt til opgaven.

Jeg har ikke tænkt mig at skrive en helt masse om Anki, idet personen bag det har sammensat en række gode og forklarende screencasts. Hvis du har den miste interesse for Anki, vil jeg varmt anbefale dig at se den første introduktionsvideo. Programmet kan downloades på samme hjemmeside.

tirsdag den 7. oktober 2008

Lommeregner i LittleBigPlanet

Jeg ejer ikke en PlayStation 3, men hvis jeg gjorde, skulle jeg uden tvivl have fat i det meget omtalte LittleBigPlanet, som er et sandkassespil, hvor du stort set kan kreere alt. Det ser utrolig sjovt og omfattende ud, og allerede nu ligger der en masse spøjse kreationer på YouTube, hvor folk fremviser, hvad de har kunne få ud af spillets værktøjer.

Her i dag faldt jeg over en helt speciel video, hvor en franskmand har formået at skabe en lommeregner i spillet. Det vilde ved det hele er, at der ikke er nogen funktion til dette indbygget på forhånd, og derfor har personen skulle sammensætte et netværk af flere hundrede ledninger. Resultatet er en lommeregner, der kan foretage addition og subtraktion. Imponerende!



Hvis du som jeg ikke har råd til en SpilleStation 3, så vil jeg varmt anbefale Phun, som er et gratis pc-program, der kan nogenlunde det samme. Det er faktisk et rigtig sjovt spil med masser af muligheder.

[PlayStadium]

mandag den 6. oktober 2008

Mit forhold til musik

Jeg har aldrig lyttet særlig meget til musik. Nogle mennesker undrer sig over dette og spørger mig, hvordan jeg kan leve uden musikken. Af en eller anden grund har mediet bare aldrig rigtig fænget mig, og derfor lytter jeg stort set ikke til noget i min dagligdag, som jeg ved, at rigtig mange andre gør. Det er ikke fordi, jeg ligefrem savner noget; jeg er bare mere til andre medier så som videospil, film og bøger. Jeg hører selvfølgelig musik rundt omkring, til fester, i skolen, i radioen, og jeg er da også glad for rytme-/musikgenren, når det gælder spil (Guitar Hero og Elite Beat Agents), men ellers spiller musikken ikke nogen særlig stor rolle i mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogle mennesker kan have flere tusinde sange på deres iPods. Man får jo aldrig lyttet alle igennem, og hvis man gør, bliver det sikkert blot noget overfladisk og tilfældigt lytteri. For mig skal musik indeholde følelser, og derfor er jeg ikke så glad for alle de popsange, der indeholder ligegyldige tekster. Hvis det endelig skal være, er jeg ret glad for instrumental temamusik i forskellige spil og film (nogle af mine yndlingsstykker findes i Zelda- og Phoenix Wright-spillene). Trods det faktum, at jeg stort set ikke lytter til musik i dagligdagen, var jeg på et tidspunkt ved at købe en iPod, simpelt hen på grund af at det jo er et lækkert stykke isenkram trods den megen hype og mode-omtale. Apropos iPods, så er jeg ved at være godt og grundigt træt af den almene forståelse, der siger, at en iPod er synonym med en musikafspiller. Bevar mig vel, men nogle tror rent faktisk, at der ikke findes andet end de hvide gadgetdimser fra Apple, og folk har svært ved at indse, at iPod'en blot er én slags MP3-spiller. Lidt på samme måde forholder det sig inden for gaming, hvor folk associerer det at spille videospil med PlayStation; dette er heldigvis ved at ændre sig, i takt med at Nintendo Wii vinder mere og mere fremdrift.

I stedet for at bruge mange penge på en hvid iAfspiller, købte jeg for et halvt års tid siden en lille Creative Zen Stone til 250 kr. Det er en lille rund sten med "sølle" 2GB plads, hvilket er mere end rigeligt til mig. Sagen er nemlig den, at jeg lytter til en hel del podcasts, når jeg cykler til og fra skole. Her er det hovedsageligt teknologi- og spilrelaterede podcasts, jeg downloader og lytter til. Det er en rigtig god måde at få ny viden på, mens man alligevel er på farten. Jeg er især rigtig glad for GoNintendos podcast, som udkommer hver søndag. Ugentligt sætter RawmeatCowboy sig sammen med sine venner for at snakke om Nintendo-nyheder, udgivelsesdatoer, svarer på spørgsmål og gætte spilmusik. Sidstnævnte er rigtig skægt, fordi brugerne får lov til at sende musik ind, som på et eller andet tidspunkt har floreret i et Nintendospil. Det er så meningen, at de skal gætte, hvor musikken kommer fra, hvilket er rigtig sjovt. Gruppen er oppe på 164 afsnit, og de har endnu ikke misset én eneste uge. Selv startede jeg med at lytte ved nogle og 60, og har været med stort set hver uge. Ellers lytter jeg som regel også til Harddisken, som udgives af DR P1. Det er et slags radioprogram, som omhandler alt inden for computerverdenen, og ofte er det nogle rigtig interessant emner, der bliver bragt på banen.