torsdag den 23. juli 2009

Mit frie fald i Tivoli

I dag var jeg i Tivoli Friheden sammen med en kammerat. Jeg havde på forhånd planer om at prøve det såkaldte Sky Tower, som er et 50 meter højt tårn, man kan få lov til at springe ned fra. ”Springe” er måske så meget sagt; man bliver snarere sluppet løs fra en slags snor højt oppe. Jeg har mange gange været i Århus’ tivolipark, men aldrig den i København. Jeg har nærmest prøvet alle forlystelserne, så derfor ville jeg prøve noget nyt denne gang. I øvrigt kender jeg én, som til sin 18-års fødselsdagsgave fik et faldskærmsudspring, hvilket jeg utrolig godt kunne tænke mig at prøve engang. Det er dog temmelig dyrt, og jeg har ikke tid til det i øjeblikket, så derfor måtte jeg ”nøjes” med det store tårn i Friheden.

Jeg har altid godt kunne lide at prøve noget, som er lidt ud over det sædvanlige og kræver, at man tør at overskride sine egne grænser. Jeg har på ingen måde højdeskræk, men alligevel er det svært ikke at miste pusten, når man befinder sig i et tårn i omkring 50 meters højde. Der gik dog ikke længe, før jeg pludselig hang og dinglede dér. Manden sagde: ”God tur” og trak så ellers sikkerhedssnoren væk, og før jeg kunne nå at svare, faldt jeg ned, ned, ned. Jeg nåede nærmest ikke at opfatte det, for allerede efter omtrent tre sekunder var jeg faldet de 30 meter ned i et stort net. Vupti, jeg havde nu oplevet et frit fald med over 100 km/t og 4G-påvirkning!

Det var rigtig fedt – men som sagt meget hurtigt overstået, hvorfor jeg gerne vil prøve det igen snart, gerne hvor jeg hænger i luften i lidt længere tid. Desuden var det meget begrænset, hvad man kunne se. Jeg hang nemlig i sådan en stilling, at jeg kun kunne kigge op, hvilket måske er meget godt, så man ikke pludselig ombestemmer sig, fordi man optager, hvor langt ned der egentlig er. Det var der op til flere, som gjorde i løbet af dagen, og folk måtte med skammen malet i ansigtet tage elevatoren ned igen (hvilket tog en del længere tid end at lade sig falde ned).

Ellers var det en rigtig hyggelig tur i Tivoli, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er ved at vokse fra alle de dersens karruseller og rutschebaner. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at dét at opbygge en fed forlystelse egentlig svarer meget til at designe et level i et videospil. Man har en helt masse fede værktøjer til rådighed, men når alt kommer til alt, handler det om at kunne placere dem på interessante og usete måder, således at forbrugeren får en unik oplevelse. Da jeg var på Game Development Camp 2008, var der en IO Interactive-leveldesigner (dem bag Hitman og Kane & Lynch), som fortalte om noget lignende: I forlystelsesparker handler det nemlig om at strukturere opbygningen, således at der langsomt bliver skabt en pacing, som får én til at glæde sig til den næste store rutschebane. Udover at tjene en praktisk grund, så er der nemlig mening med de lange stier op til forlystelserne; det skaber en spænding, og man får samtidig lov til at opbygge en forventning, imens man ser på de personerne, som netop er i gang med den forlystelse, som man selv skal til at prøve lige om lidt. Smart!

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)