mandag den 20. februar 2012

Medialogi, 2. semester

Her for nogle uger siden begyndte jeg på andet semester på Medialogi.

Første semester gik fint; jeg fik ganske gode karakterer, og vores projekt med at udvikle førstehjælpsspil til Android var en succes.

Nu er vi så gået i gang med det næste semester, og i modsætning til det forrige virker det som om, at kurserne har lidt mere med hinanden at gøre. I det første semester havde vi Java-programming, grafisk design (3D-modulering i Maya og stop-motion animationsfilm), samt problembaseret læring (tænk informationsvidenskab og project management).

I dette semester bliver vi tilbudt tre kurser: Det første er interaktionsdesign, som kort fortalt handler om, hvordan man skaber et produkt, der er intuitivt og nemt at bruge. Dette fag finder jeg utrolig spændende, da der er en god balance mellem psykologi og design. Meget af vores materiale er baseret på bogen The Design of Everyday Things (Don Norman), hvilket er en af mine favoritbøger.

Derudover har vi physical interface design, som er lidt ligesom interaktionsdesign, men med en mere praktisk tilgang, hvor vi får lov til at lege med elektronik og bygge ting. Vi har kun haft en enkelt forelæsning, men det virker til at blive rigtig sjovt. Vi skal blandt andet lege med Arduino microcontrollers, samt bygge et lille miniprojekt, som i min gruppes tilfælde lader til at blive en interaktiv paraply, der spiller musik, når der falder regndråber på den.

Det sidste kursus vi har, er matematik. Oprindeligt var dette kursus placeret på første semester, men grundet en stor frafaldningsprocent blev det flyttet til andet. Jeg har aldrig været specielt glad for matematik, men har valgt at give det en chance. Indtil videre har det været okay, om end vores Calculus-bog er noget af en tung moppedreng. Jeg foretrækker uden tvivl føromtalte Khan Academy. Heldigvis er niveauet kun en anelse højere end gymnasiet, selvom jeg er lidt skuffet over, at det stadig er ligeså teoretisk (læs: kedeligt), som før. Jeg havde fået det indtryk, at vi ville have en mere praktisk tilgang til matematikken - at vi faktisk ville bruge det, som vi lærer, til noget ude i den virkelige verden (så som 3D-programmering). Måske det kommer senere? I dag afsluttede vi differentiering og er så gået videre til vektor-regning, hvilket måske kan blive praktisk, når vi skal programmere lidt mere sofistikterede ting. Man skal dog lige vænne sig til, at mange af de matematiske begreber og formler hedder noget lidt andet på engelsk.

Udover disse tre kurser har vi også vores hovedprojekt P2, som løber hele semestret. Denne gang er temaet "Assistive technology". Vi er endnu kun tidligt i konceptfasen, men vores idé er at lave et Kinect-baseret spil for børn med dysleksi (ordblindhed) for at hjælpe dem til at blive bedre til at læse og skrive. Spillet tager udgangspunkt i kinesthetic learning, altså dét at nogle mennesker lærer bedre, når de får det gennem kroppen. Kort sagt "learning by doing", hvor man skal forsøge at forme bogstaver med hele sin krop. I morgen har vi et såkaldt statusseminar, hvor vi skal præsentere idéen for de andre grupper for at få feedback.

Jeg glæder mig til at skulle arbejde med Kinect, hvilket jeg ikke har prøvet før. Jeg ser frem til at få brugt mine C#-evner igen, da det dersens Java ikke rigtig sagde mig noget ...

Alt i alt er jeg stadig glad for at gå på Medialogi. Jeg kan godt mærke, at tingene er blevet strammet væsentligt op - vi har en del mere læsemateriale, og niveauet er generelt blevet rykket en tand op i forhold til første semester, hvor det hele gik stille og roligt. En del mennesker er allerede droppet ud, men sådan er det vist på de fleste uddannelser. Dette har jeg imidlertid ingen planer om; Medialogi lader til for alvor at blive rigtig sjovt og spændende nu!

2 kommentar(er):

Anonym sagde ...

hej Gustav. Jeg syntes at medialogi lyder som noget lige for mig. jeg kunne bare godt tænke mig at vide om der er mulighed for at studere på et engelsk talende universitet under udd ?

Gustav Dahl sagde ...

Hej. Aalborg Universitet går meget op i, at man som studerende tager ophold i udlandet. Hvordan det konkret sker, og hvilke steder der er mest relevant inden for Medialogi, kender jeg ikke noget til, men jeg tror, er der er gode chancer for at få et ophold i udlandet. Hvor vidt dette sker på Bachelor- eller Kandidat-niveau ved jeg ikke noget om, men prøv at tage kontakt til universitetet og spørg :)

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)