torsdag den 15. marts 2012

Journey - pilgrimsrejse for to

Efter meget lang ventetid er thatgamecompanys PSN-spil Journey omsider udkommet. Og det er ikke mindre end fantastisk.


Med spillet Flower blev alles forventninger skruet gevaldigt op, og Journey har da også været lidt af en frontfigur for Sony (hvis kontrakt med thatgamecompany udløber efter dette spil). I går spillede jeg Journey igennem, og jeg blev bestemt ikke skuffet.

Journey er meget ulig alle andre spil. Her er ingen fjender, der skal slåes ihjel, eller points, som skal opsamles. I stedet er der tale om udforskning og nysgerrighed i allerklareste form. Journey handler om fascinationen for og værdsættelse af den verden, vi lever i.
Uden nogen baggrundshistorie bliver man prompte sat ned i en kæmpestor ørken som et særligt væsen, der består af noget smukt, rødt stof, der blafrer elegant i vinden. Det eneste pejlemærke er et stort bjerg langt ude i horisonten, som tydeligvis er stedet, man skal begive sig hen imod. Langsomt begynder man at bevæge sig frem i det tunge sand, op ad en stejl bakke. Ved toppen af bakken mødes man af et fascinerende syn: tons og atter tonsvis af sand i alle retninger; verden synes uendelig. Med elegante bevægelse begynder éns figur at surfe ned ad sandbakken. Der kommer fart på, og kontrollen føles lækker og responsiv.

Inden længe kommer man til et sted, der lærer en, at man kan opsamle stykker af stof til et slags klæde. Dette kan bruges til midlertidigt at flyve op i luften. Bevægelsen minder om en delfin, der legende dykker og springer rundt bølgerne. Senere mødes man af magiske dyr af stof, som på én gang ligner fugle og fisk. Det er sjovt at følge med dem.

Efter at have vandret lidt rundt i den enorme ørken støder jeg pludselig på et andet væsen, som ligner mig selv til forveksling. Forsigtigt nærmer jeg mig, og væsenet hilser mig med en salut i form af et lille skrig. Jeg "synger" tilbage, og fra det øjeblik er vi blevet rejsepartnere. Vi kender ikke hinanden, men vi indser begge to, at vi kan hjælpe hinanden på vores færd mod det store bjerg. Vi indgår en tavs rejsekontrakt.

Sammen løser vi forskellige gåder. Vi bygger broer af tæpper, og vi surfer ned af de stejleste sandbakker. Men på et tidspunkt flyver jeg lidt for hurtigt fremad, og da jeg vender mig om, kan jeg ikke få øje på min partner længere. Desperat løber jeg rundt i sandet og kalder på ham - men uden held. Jeg leder i flere minutter, men er til sidst nødt til at give op. Jeg har kun en mulighed: at fortsætte min pilgrimsrejse mod bjerget.

Jeg bruger ordet "pilgrimsrejse", da hele stemningen i spillet har et eller andet religiøst over sig. Jeg har stødt på adskillige altre med mystiske tegn på, og det virker som om, at der er noget større i gang, end hvad man umiddelbart tror. Det er svært ikke at tænke på sin figur som en slags nomade, der konstant er nødt til at bevæge sig for at overleve. Der er noget orientalsk og Tusind og en Nat-eventyr over spillets univers.

Efter at have travet lidt rundt på egen hånd, støder jeg på en ny person. Hvor vidt denne er den samme som før, ved jeg ikke, men vi bliver non-verbalt enige om at fortsætte sammen. Vi begiver os raskt videre ned igennem en kæmpestor slags grotte, hvor vi bliver mødt af noget af det mest forunderlige arkitektur. Det ligner ikke noget fra vores verden, snarere noget fra en oldgammel og glemt kultur.

Sådan fortsætter Journey. Vi begiver os videre fra det ene forbløffende landskab til det næste. Indimellem er man bare nødt til at stoppe op og nyde udsigten. Det ser mildest talt fantastisk ud. Man føler i dén grad en ærefrygt. Man er blot et lille sandkorn i den enorme ørken. At udviklerne har ladet sig inspirere af astronauters beretninger om den følelse, de får, når de rejser ud i rummet, er ganske tydelig.

På et tidspunkt ringer min telefon, og jeg er nødt til igen at lade min rejsepartner i stikken. Heldigvis finder jeg en ny ven kort tid efter, og sådan fortsætter det. Nogle gange bliver vi væk fra hinanden, simpelthen fordi ørkenen er så kæmpestor, men det ender altid med, at man finder sammen igen. Det er dog ikke til at sige, om det er den samme person eller en ny, men det er i og for sig underordnet.

Det vigtige i Journey er nemlig balancen mellem dét at være alene og dét at dele oplevelsen med en anden person. thatgamecompany har snakket meget om, hvor vigtigt det er at kunne spille sammen med en anden person, uden at man nødvendigvis kan kommunikere på traditionel vis. Det går især op for mig, når jeg pludselig bliver alene, hvor meget den anden spiller betyder for mig. Han fungerer som et ankerpunkt, noget, jeg kan sætte mig selv i perspektiv til. Når man vandrer rundt i den store ørken, kan det være svært at fokusere, fordi man netop kun er en lille skikkelse i det store perspektiv. Dette aspekt ændrer sig, lige så snart man får en anden person at sammenligne med og forholde sig til.

Jeg har altid elsket at dele spil-oplevelser med andre, og dette tager Journey i sandhed op som sin mission. Selvom man aldrig rigtigt kan vide, hvem den anden spiller er, får man alligevel en fornemmelse for vedkommendes personlighed igennem hans bevægelser. Det er svært at forklare, men man føler virkelig, at man kommer til at kende personen.
Dette står dog i kontrast til den kendsgerning, man mødes med efter spillets rulletekster. Her viser spillet nemlig én, hvem man har rejst sammen med i form af deres PSN ID. I mit tilfælde var havde jeg spillet med ikke mindre end syv forskellige personer. Dette havde jeg ikke forventet - måske snarere to-tre stykker. Det sætter tingene lidt i perspektiv: Måske handler det ikke så meget om den enkelte person, man rejser med, men mere det faktum, at man overhovedet rejser med nogen. Ligesom der i Odysseen bliver argumenteret for, at det ikke handler om destinationen, men mere selve rejsen og processen derhen. Ikke desto mindre er det en mærkelig fornemmelse at vide, at jeg aldrig har delt hele oplevelsen med den samme person, men at jeg undervejs har skiftet rejsepartnere en del gange. Er dette en dårlig ting? Vil min oplevelse være anderledes, hvis jeg fra start til slut havde samme rejsepartner?

(der er faktisk et Trophy for at fulende det meste af rejsen med den samme person hele vejen)

Som det var tilfældet med Flower, er Journey et af den slags spil, man bare opleve. Selvom det ikke er særlig langt - omtrent to timer - er det en perfekt og fuldendt lille perle, som man sent vil glemme. Jeg vil klart anbefale at spille det i én setting uden pauser. Journey sætter følelser og tanker igang, og som enhver god dannelsesrejse får man flyttet sig fra sit udgangspunkt. Man starter ud som én ting, men når rejsen er overstået, har man forandret sig og er måske en ny og mere helstøbt person - i hvert fald metaforisk set. På sin vis minder spillet lidt om Jason Rohrers Passage.

Journey er et klokkeklart bevis på, at non-verbal historiefortælling godt kan lade sig gøre i spil, hvis blot man har en ymyg tilgang til mediet og ikke lader sig diktere af, hvad der er mainstream. Jeg tror og håber, at Journey bliver en tidsløs klassiker. Det skal dog blive spændende at se, hvordan det bliver at spille om 10 år, når online-serverne sandsynligvis er blevet nedlagt. Journey kan sagtens spilles alene, men det er en noget anden oplevelse, når man spiller sammen med en anden.

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)