lørdag den 7. juli 2012

Playing To Win - om kompetitive spil

Jeg er normalt ikke særlig interesseret i fodbold, men her under EM har jeg da fulgt med i en del kampe. Især i slutspillet begyndte jeg at lægge mærke til, hvordan spillerne arbejdede sammen, og hvordan de med strategiske overvejelser kunne overrumple deres modstandere. Dette fik mig til at tænke tilbage til den tid, hvor jeg spillede klankampe i Battlefield 2. Ligesom det er tilfældet med fodbold, handler det her om koordination og samarbejde.


At spille videospil kompetitivt er noget helt for sig selv. I kampens hede handler det ikke så meget om blot reaktionsevner som taktik og planlægning. I hold-baseret spil som eksempelvis Battlefield er samarbejde og rolle-fordeling også vigtigt. Det handler om at kende sine styrker og svagheder, så man som hold står stærkest muligt.

I øjeblikket er jeg ved at spille SpyParty (læs mere), som også er et meget konkurrence-baseret spil, forstået på den måde, at næsten intet er overladt til tilfældighederne, men i stedet kræver dybdegående forståelse for spillets mekanikker. Forstår du SpyParty og dets meta-spil, vil du næsten altid vinde over en modstander med ringere kendskab og forståelse end dig. SpyParty er forresten med til dette års EVO-turneringer, hvilket er ret cool.

For noget tid siden købte jeg bogen Playing to Win: Becoming the Champion, som er skrevet af den anderkendte Street Fighter-ekspert David Sirlin. Det er en interessant bog, der handler om selve den mentalitet, man skal have, når man spiller videospil. Sirlin beskriver, hvordan man skal anskue et spil, hvis man har det endegyldige mål at vinde. Han taler om selve den psykologi, der ligger bag intentionen om at blive den bedste inden for et specifikt spil.

Sirlin ser spil som en slags samtale mellem spillere. Spiller A udfører en række moves i et spil, som han mener er de bedste. Spiller B giver så sit modsvar til dette, da han mener, at netop disse moves er de bedste:
Let us look at what it is like to play competitively. A competitive game, to me, is a debate. You argue your points with your opponent, and he argues his. “I think this series of moves is optimal,” you say, and he retorts, “Not when you take this into account.” Debates in real life are highly subjective, but in games we can be absolutely sure who the winner is
- David Sirlin
Playing To Win er en fascinerende bog. Selvom jeg på ingen måde er nær så konkurrence-mindet, som mange andre, følger jeg stadig med i eksempelvis det kompetitive community inden for kamp-spillet Super Smash Bros. Melee, der udkom til GameCube i 2002. Jeg bliver aldrig den bedste - og det har jeg det fint nok med - men alligevel finder jeg det spændende, når folk dedikerer sig 100% for at lære alt der er at vide om et givent spil. Melee er et godt eksempel, da spillet oprindeligt slet ikke var tiltænkt at være et "hardcore" kamp-spil, men mere blot et sjovt og gakket spil fyldt med Nintendo-figurer. Gennem årenes løb er det dog lykkedes fans at forvandle spillet til et af de mest dybe og hardcore fighting-spil, jeg kender til. Selvom Super Smash Bros. Melee efterhånden har 10 år på bagen, bliver det stadig spillet af mange, og nye avancerede teknikker bliver stadig (op)fundet (se denne video af hvordan spillet har udviklet sig gennem årene). Selvom Melee fik en efterfølger i form af Brawl til Wiii 2008, er det stadig Melee, som er mest populært blandt de mere seriøse fans. Brawl opnåede aldrig samme anderkendelse trods dets langt større figur- og bane-galleri. Spillet havde ganske enkelt ikke samme grad af nuancer og dybde som Melee, hvilket medførte, at mange valgte at fortsætte med Melee til fordel for det nyere Brawl. Dette er et bevis på, hvor meget dybde der er at finde i Melee; faktisk blev mange af de kendte exploits så som wavedashing fjernet i Brawl til stor skuffelse for de mere dedikerede fans (for slet ikke at tale om tripping og det langsommere tempo i Brawl, der i dén grad ødelagde det for mange).

I Playing To Win taler David Sirlin om den ånd, man er nødt til at have for at kunne blive succesfuld i et hvilket som helst spil. Man er nødt til at anderkende sine egne svagheder og forbedre sig konstant. Vaner og andre dumheder skal elimneres - man skal ikke spille for showoff, men for at vinde. Vigtigst af alt er forståelsen for, at hvis man virkelig vil vinde, er man nødt til at acceptere, at der ikke findes noget som "cheap moves". Man skal gøre, hvad der står i éns magt (naturligvis inden for spillets rammer) for at vinde. Om det så er at spamme det ene fireball-angreb efter det næste er underordnet: Hvis det virker, og modstanderen ikke har noget modsvar til dit angreb, er der ingen grund til at stoppe. Selvom der findes langt mere avancerede og imponerende teknikker, er det ikke sikkert, at de i den givne situation er de bedste. Ofte kan langt mere primitive teknikker være mere passende; måske kan de endda være med til at overraskende modstanderen, som forventede noget helt andet.

Sirlin taler blandt andet om såkaldte scrubs. Dette betegner en spiller, der har en slags mental barriere, som forhindrer ham i nogensinde at blive en dygtig spiller. En scrub er en person, som mangler den rigtige mentalitet for at vinde, da han spiller efter nogle selvopfunde regler om, hvad der er hæderligt spil, og hvad der ikke er. Han spiller ganske enkelt ikke for at vinde og kommer med mange dårlige undskyldninger, hver gang han besejres, hvilket nedenstående citat illustrerer.
In Street Fighter, the scrub labels a wide variety of tactics and situations “cheap.” This “cheapness” is truly the mantra of the scrub. Performing a throw on someone is often called cheap. A throw is a special kind of move that grabs an opponent and damages him, even when the opponent is defending against all other kinds of attacks. The entire purpose of the throw is to be able to damage an opponent who sits and blocks and doesn’t attack. As far as the game is concerned, throwing is an integral part of the design—it’s meant to be there—yet the scrub has constructed his own set of principles in his mind that state he should be totally impervious to all attacks while blocking. The scrub thinks of blocking as a kind of magic shield that will protect him indefinitely. Why? Exploring the reasoning is futile since the notion is ridiculous from the start.
- David Sirlin
Playing To Win har mange interessante iagttagelser og mange gode eksempler fra især Street Fighter og Skak. Bogen er dog ikke henvendt mod specifikke typer af spil. Begreber som yomi er for eksempel universelt og omhandler evnen at kunne læse og forudse en anden spillers næste træk, hvilket naturligvis er ekstremt vigtigt, hvis man vil være blandt de bedste. Derudover laver Sirlin en interessant analyse af Sun Tzus The Art of War, som er forbløffende relevant, når der tales om kompetitive videospil.

Playing to Win: Becoming the Champion er en spændende og meget indholdsrig, lille bog. Faktisk består den mest af alt af en række blogposts, som kan læses ganske gratis på Sirlin.net, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker den fysiske bog.

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)