torsdag den 13. november 2008

At være til stede i sin handling

En ting jeg længe har undret mig over er folks tilgang til at udføre handlinger. Jeg mener, at når man er i gang med noget vigtigt/interessant, bør man lægge fokusset på det og kun dét. Det nytter ikke at lave en helt masse andre ting, mens man for eksempel sidder og læser eller skriver. Selv finder jeg det stadig sværre og sværre at koncentrere mig 100% om en enkelt ting i længere tid, for eksempel at lave lektier, fordi jeg får så mange nye indtryk, krav og oplevelser hver dag. Jeg har svært ved at holde en masse tanker ude, men det hjælper, når jeg sætter mig i en stol langt væk fra computeren og fjernsynet. Jeg har en kæmpestor stak af bøger, som jeg gerne vil læse, men jeg har simpelthen ikke tid og overskud til at fordybe mig i teksten. Engang lavede jeg næsten ikke andet, men i dag kan det tage lang tid, før jeg sådan rigtig bliver opslugt, og verden omkring mig forsvinder. Denne tidsløse indlevelse i en historie, hvor alt omkring en forsvinder, savner jeg rigtig meget, og hvis det ikke var på grund af den store mængde lektier, vi får i her i 2g, og de mange nye must-have videospil, ville jeg vitterlig gerne læse de mange klassiske bøger, som jeg mangler. Faktisk er spillene lidt et problem for mig; de har en særlig magt over mig, der gør, at jeg desværre sjældent får taget mig sammen til at læse i længere tid ad gangen. Jeg vil ikke kalde mig selv en afhængig ludoman, men snarere én med en med en meget stærk og inkarneret interesse. Mange ser videospil som barnligt tidsspild, det er jo bare legetøj, men det gør jeg ikke. I mine øjne er mediet i stand til noget, ingen andre kan. Det kan fortælle historier på en meget mere involverende måde med sin interaktivitet. Det kan gøre mennesker i stand til ting, som de aldrig vil kunne i det virkelige liv. Udover dette kan spil underholde på mange forskellige planer, samtidig med at det kan bruges i undervisningsøjemed. Det at spille er blevet et meget større fænomen end i de simple arkadedage, hvor man for et par mønter kunne få et hurtigt fix og få stillet sin Donkey Kong-sult. Jeg bruger ganske givet meget tid på at spille, men jeg bruger mindst lige så meget tid på at diskutere (kommende) spil med andre, enten over nettet eller in real life. Jeg er så småt begyndt at lære om de bagvedliggende mekanismer, fordi jeg har en vision om selv at komme til at arbejde med udvikling af spil i fremtiden. Jeg lånte for nyligt to store bøger om emnet og er lige nu i gang med "Rules of Play - Game Design Fundamentals". Den er rigtig god, men også en smule svær, og handler ikke kun om videospil, men spil i det hele taget. Den beskriver, hvordan en designproces fungerer og forsøger at give et indblik i, hvad der skal til for at kunne designe spil.

For at komme lidt tilbage på sporet: Jeg oplever en stigende tildens til, at folk (og også jeg selv, desværre) bruger tid på så meget andet, end det man reelt set er i gang med. Her tænker jeg eksempelvis på nogle af mine kontakter på Xbox Live, som bruger mere tid på at ville peptalke med folk via headset end egentlig at fordybe sig i spillet. Jeg har på ingen måde noget imod at hyggesnakke med folk over nettet, men når jeg har sat mig ned i sofaen for at få fortalt en storslået historie om en protagonist, som er oppe imod hele verden, har jeg altså ikke lyst til at høre en masse random talk i mit øre konstant. Bevares, det er skam en rigtig god måde at kommunikere på, hvis man for eksempel skal aftale taktikker i onlinespil, men hvis folk bare invitere (det vil sige: ringer) til mig uden at have noget konkret at tale op, gider jeg ærlig talt ikke acceptere invitationen. En anden ting, jeg undrer mig over, at folks måde at skrive "Hej" på over MSN-prtokollen. Jeg har oplevet op til flere gange, at folk skriver en velkomsthilsen til mig for så at forsvinde i inaktivitet. Jeg mener, hvorfor fanden skriver man til nogen uden at følge op på samtalen med et eller andet bagefter? Man kan da ikke regne med, at modparten (dvs. mig) altid har noget at slynge ud for at starte en samtale. Jeg kan godt forstå, at det bare er en venlig gestus, men hvis det sker hele tiden, bliver det sgu ret irriterende. Faktisk begyndte jeg på dette indlæg udelukkende på grund af en af disse ligegyldige "Hej'er" på MSN.

Hvad er din mening? Hvad synes du om de forskellige sociale websites, hvor man rent ud sagt skriver om stort set ingenting? Er du på Facebook, MySpace, Arto og deslige - og hvis ja, hvorfor? Selv oprettede jeg en bruger på Facebook, dengang jeg tilmeldte mig til Game Development Camp i sommerferien, fordi man på den måde kunne møde deltagerne på forhånd. Sidenhen har sitet ikke sagt mig en hujende fis, og jeg besøger nærmest aldrig siden. Det med at konkurrere om at have flest onlinevenner siger mig heller ikke noget ...

Puha, det blev en længere smøre. Men sådan kan det gå, når man fra tid til anden får lyst til at nedskrive sine løjerlige tankespind. Det er det, jeg så godt kan lide ved essaygenren, nemlig at man lader ét emne fører sig videre til et andet, mens man på et personligt plan lidt á la en dagbog skriver interessante (?) dagligdagstanker ned. Jeg tvivler bare på, at der er nogen særlig klar, rød tråd i dette indlæg. Jeg fik bare lyst til at skrive en længere tekst efter de mange ret beskedne short-posts, jeg har lavet på det seneste. Oh well, nu vil jeg spise min æggemad, og om en halv time cykler jeg af sted til svømning trods den piskende regn i mørket.

1 kommentar(er):

Jonas sagde ...

Det var faktisk ret sjovt at læse :)

Tidligere gjorde jeg tit det, at jeg bare lige skrev "Hej" eller "Dav", når folk loggede ind på MSN, men den efterfølgende, pinlige tavshed er jo ikke til at bære, så det er jeg efterhånden holdt op med.
Du har helt ret, hvis man vil i kontakt med nogen, skal man have noget at sige.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)