lørdag den 14. november 2009

Mig i Forsvaret - det tror jeg ikke ...



Når man fylder 18 år, er der i Danmark lovkrav om, at man skal ind og tjene sit land hos Forsvaret. For et stykke tid siden modtog jeg et brev med en folder om "alle de muligheder man har inden for det danske forsvar", samt et langt afkrydsningskema om mit heldbred m.v., fordi jeg den 17. juli fyldte myndighedsalderen.

Sagen er den, at jeg ikke har lyst til at skulle tilbringe 4-12 måneder af mit liv hos Forsvaret. Jeg er generel modstander af krig, og som jeg ser det, er værnepligten i dagens Danmark lidt af en parodi. Jeg kan slet ikke forestille mig selv stå med et gevær eller ligge i noget mudder på en eller anden beskidt træningsbane med en overexcentrisk militærgeneral, der står og råber vrede kommandoer til én. I øvrigt ved jeg kun meget lidt om, hvordan det fungerer, og hvad man egentlig laver derinde, men billederne fra TV2-programmet "Bubber & BS i trøjen" sidder selvfølgelig stærkt på nethinden.

Alt forladt til de, der frivilligt gerne vil ind og tjene deres land. Det er bare ikke noget for mig, og jeg har svært ved at få en militær arbejdsdag til at passe ind i mit liv. Når jeg er færdig med 3g, er Forsvaret nok noget af det sidste, som jeg har tænkt mig at bruge min tid på. Nej, så vil jeg da langt hellere studere videre på universitetet eller noget i den dur.

Mange fra min klasse har allerede været til session for at trække, men de fleste har enten fået frinummer eller er blevet erklæret uegnet. Sidstnævnte håber jeg selv lidt på, idet min ryg er kromskæv, og mine tæer på den højre fod er vokset skævt sammen, da min storetå brækkede for mange år siden. Desværre er det strafbart at undlade at møde op til session, og det samme gælder snyd med sundhedstesten. Jeg læste i en avis, at mange har forsøgt at fremstå dummere i intelligenstesten, end de egentlig er, mens andre har ladet som om, at de var døve eller ikke kunne se.

Den eneste grund til, at jeg skulle melde mig ind i Forsvaret, ville være, hvis jeg fik lov til at flyve helikopter. Dét har jeg altid drømt om ...

5 kommentar(er):

BonusNinja sagde ...

Jeg har det på præcis samme måde. Jeg er også modstander af krig, og det alene er grund nok for mig til ikke at joine Forsvaret.

På den anden side, fortryder jeg også lidt, at jeg ikke har prøvet det, for jeg tror, man får styrket en masse andre færdigheder - fx selvdisciplin - som kan være gode at have med sig hele livet igennem.

Marcus sagde ...

Er også modstander af værnepligten, men er man under uddannelse får man den udskudt (har en kammerat på 24, som skal ind og lege soldat nu, fordi han er blevet færdiguddanet efter 5 år.). Derudover kan du jo sige nej, og få nogle måneder i en børnehave, eller hvad de nu kan finde på nu om dage. Ikke, at det løser det overordnede problem, men er vel en mulighed. :)

Jonas sagde ...

Pacifist-argumentet fungerer ikke rigtig, med mindre man er så pacifistisk, at man ligefrem er militærforskrækket. Det er kun et kort forløb på ca. et halvt år, og man bliver ikke sendt i krig, med mindre man frivilligt melder sig (og det kan man kun, efter man har taget en uddannelse indenfor forsvaret, efter ens værnepligt er overstået) eller landet bliver invaderet og sat i undtagelsestilstand, hvilket næppe sker lige med det samme.

At aftjene sin værnepligt i forsvaret er ikke en af de dummeste ting, man kan foretage sig, da der som bekendt følger en masse lønnet motion med ;)

Lars Simonsen sagde ...

nu har jeg selv været i forsvaret, og endda som frivillig i to år:o det var sq ikke så slemt, faktisk nok mere sjovt end slemt. men det er jo smag og behag ik.
jeg har en ven som heller ik gad ind efter han var færdig med sin uddannelse. det han gjorde for at slippe var at gå til lægen og sige han var lidt deprimeret. ik noget vildt, bare lidt deprimeret og da hun så spurgte ind til selvmordstanker sagde han at tanken da havde strejfet ham.
han slap, og lægen sørgede for at forsvaret fik besked.
det står ikke i nogen af hans papirer, så der ser ik ud til at være noget der ka komme og bide dig i røven efterfølgende.

Gustav Dahl sagde ...

Hej Lars og tak for din kommentar.

Så drastiske metoder tror jeg dog ikke, jeg vil tage i brug.

Men indtil videre har jeg stadig ikke modtaget nogen respons fra det brev, som jeg sendte til dem en måneds tid efter min 18-års fødselsdag i juli 2009. Måske har de glemt mig :\

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)