onsdag den 15. september 2010

Din mave viser hvor involveret du er i et videospil

I de sidste måneders tid har jeg taget et minikursus i psykologi, imens at jeg går tur med hunden. Dette lader sig gøre gennem iTunes U, hvor man kan downloade og lytte til podcasts fra forskellige universiteter. Lige nu hører jeg Great Ideas in Psychology, som i øjeblikket handler om, hvordan vores hjerne og krop biologisk hænger sammen.

Det forholder sig sådan, at vi mennesker består af et autonomt nervesystem, hvilket opdeles i, hvad man kalder parasympatisk og sympatisk. Jeg har tidligere haft om dette emne i biologi i gymnasiet, så jeg kendte lidt til det på i forvejen.

Jeg finder det interessant, at der er visse af kroppens funktioner, som vi ingen bevidst kontrol har over. Det kan være alt fra hjertets pumpen til mavens fordøjning af maden. Selvom nogle mennesker er i stand til at sænke deres puls (for eksempel dykkeren Stig Åvall Severinsen som er i stand til bevidst at få sin puls ned på 1), finder jeg det fascinerende, at vi faktisk ikke har så meget kontrol over vores krop, som vi går rundt og tror.

Meget kort fortalt er det sympatiske nervesystem ét, som skal hjælpe os i farlige eller stressede situationer. Som regel kan disse kortes ned til "løb og flygt", hvor kroppen skal kunne reagere hurtigt og målrettet. Det parasympatiske nervesystem har den modsatte funktion: at køle kroppen ned og få den til at slappe af, når faren på et tidspunkt er drevet over.

Der er naturligvis en helt masse kemisk bag disse systemer, som jeg ikke har lyst til at komme ind på her, men jeg bed mærke i et eksempel, som professoren i podcastet kom med. Alle vores nervebaner og neuroner kræver megen energi, og en stor del af denne går til fordøjelsen i maven. Hvis vi pludselig befinder os i den situation, at en glubsk tiger har gemt sig i vores klædeskab, og vi lynhurtigt er nødt til at reagere ved at løbe væk, omfordeler kroppen automatisk energien, således at mest mulig kommer hen til de muskler (i dette tilfælde benene), som har mest brug for den lige nu. Dette betyder, at mavens fordøjelse bliver nedprioriteret, hvilket for en stund får os til at glemme, at vi er sultne. Faktisk går fordøjelsen midlertidig i stå.

Denne historie fik mig til at tænke på, at jeg ofte oplever, at når jeg sidder og er meget optaget af en eller anden opgave, eller når jeg sidder med et meget intenst videospil (eksempelvis Left 4 Dead 2), har jeg det ikke kun med at glemme tiden og rummet omkring mig, men jeg glemmer også, hvis jeg er sulten eller tørstig.

Iagttagelse finder jeg lidt pudsig, ja måske endda nyttig. For hvis min krop virkelig kommer i flow, således at mange af mine underliggende biologiske funktioner sættes på pause og for en kort stund helt glemmer at spise eller gå på toilettet, må det da betyde, at jeg virkelig er involveret i spillet. Glem alt om HUD-løse og cinematiske oplevelser; her kan begrebet "immersive games" faktisk måles rent biologisk. Man kan sige, at talemåden om "at have en mavefornemmelse" på sin vis holder.

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)