torsdag den 18. april 2013

Wado Ryu karate

Da jeg mindre, dyrkede jeg i en årrække karate sammen med en skolekammerat. Det var en sjov, anderledes og ret sej sportsgren. Faktisk nåede jeg rimelig langt op i bælte-systemet, da jeg fik et brunt bælte i stilarten Shotokan.

Desværre holdt alting pludselig op, da jeg skiftede skole og mistede kontakten med vennen, som jeg gik til karate sammen med. Jeg mistede interessen og begyndte i stedet på henholdsvis springgymnastik og svømning (begge er jeg sidenhen også holdt op med). Jeg har i lang tid gået og overvejet at tage karate op igen, og for nyligt tog jeg så springet, da jeg begyndte at træne Wado Ryu her i februar.


Karate betyder "tom hånd", og Wado Ryu er en undergren heraf og kan oversættes til noget i retning af "harmoniens vej".

Stilarterne Shotokan og Wado Ryu minder rimelig meget om hinanden, og selvom det er mere end ti år siden, at jeg gik til karate, kan jeg stadig huske grundtrinene, og hvordan man bør gebærde sig i en dojo.

Det er svært at beskrive, hvorfor mit valg netop er faldet på en kampsport. Folk der kender mig vil nok ikke umiddelbart tro, at jeg går til karate. Der er bare et eller andet ved karate, som tiltrækker mig. Karate er både elegant og praktisk på samme tid. Man træner sin styrke, adræthed, koordinationsevne, hukommelse og mentalitet. Det er en eksotisk sport med masser af regler, kutymer og begreber, som man skal lære.

Det er egentlig ikke fordi, at jeg godt kan lide at slås - forhåbentligt får jeg aldrig brug for det i "virkeligheden" - men omvendt er der også noget, der drager mig ved de mange teknikker og trin, som man gradvist lærer. Derudover handler karate meget om respekt, samt at man skal kende sig selv godt både fysisk og mentalt.

En anden grund til at jeg har valgt karate frem for så meget andet er også min store passion for asiatisk og især japansk kultur. For mig er Japan en magisk og eksotisk verden, som jeg nyder at kunne være en lille del af gennem karaten.

Karate består i grove træk af to typer træning: kamp (kumite) og bevægelsesmønstre (kata). Især sidstnævnte gjorde jeg meget ud af, da jeg var lille. Kata kan beskrives som et sæt forudbestemte teknikker, man laver i et mønster over for en imaginær modstander. Der er mange forskellige kataer med fokus på forskellige teknikker, man skal lære. Kata indeholder elementer af skyggeboksning og dans og er en af grundstenene til graduering (eksamen), som man skal kunne for at opnå et nyt bælte. I øjeblikket er jeg selvfølgelig hvid-bælte, men snarligt håber jeg på at komme til graduering og få et gult bælte.

Herunder er en video med tre rigtig dygtige kvinder fra Serbien, der deltager i verdensmesterskaberne i kata. Spring eventuelt til 3:30 for at se når det rigtig går for sig.



Faktisk havde min klub for måneds tid siden en lignende turnering, hvor man kunne deltage i både kata og kumite. For sjov prøvede jeg mig med kata, hvor man dystede to personer mod hinanden. På skift skulle man op og fremvise sin bedste kata foran tre dommere, der så bestemte, hvem der skulle gå videre. Vi var kun to med hvidt bælte, der stillede op, mens stort set alle andre havde sort bælte eller deromkring. Jeg kom selvfølgelig ikke videre, men det var en sjov og lærerig proces.

Kumite havde jeg aldrig rigtig beskæftiget mig med, før jeg begyndte igen til karate her i februar, men jeg er så småt ved at få smag for det. Det er kort sagt en kamp mellem to personer, der gør brug af forskellige slå- og sparketeknikker, man har lært til træning. Rigtig kumite handler dog ikke om at slå sin modstander til plukfisk, men i stedet at vise, at man kan gøre brug af de rigtige teknikker, og at man kan undvige. Kumite på turneringsplan er nemlig point-baseret, hvor man får forskellige antal af point, alt efter hvor og hvordan man rammer sin modstander.

Som I måske ved, er jeg stor fan af Super Smash Bros.-serien, samt diverse andre kampspil. Det er sjovt at tænke på, at begreber så som spacing faktisk også er brugbart i virkeligheden. Selvom der er langt fra et virtuelt kampspil til kamp i den virkelige verden, handler begge i høj grad om at kunne læse og forudse sin modstander, samt træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter.

Jeg er rigtig glad for, at jeg begyndte på karate igen. Jeg træner to gange om ugen, og det giver mig en masse energi hver gang. Jeg har også fået en masse gode venner i klubben, som deler samme passion for sporten. Her i næste uge skal vi på en lejrtur i en weekend, hvor vi skal træne karate fra morgen til aften.

Jeg er også begyndt at læse en del blogs og bøger omkring karate. For eksempel blev jeg for nyligt færdig med Year of the Chicken af Rob Redmond. Bogen handler om, at han i 1993 besluttede sig for at rejse til Japan og leve der i to år, bl.a. for at træne karate. Det var en mægtig spændende bog for en japanophil og karate-entusiast som mig.

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)