Wow, hvem skulle have troet det, men det er nu ti år siden, at jeg oprettede denne blog. Dengang anede jeg stort set intet om internettet. Det er sjovt at tænke tilbage på, hvor mange ting der var anderledes dengang --- både teknologisk og personligt.
Dengang gik jeg i folkeskolen og stødte tilfældigvis på en hjemmeside, BlogSpot, hvor jeg, lidt naivt, oprettede et site og begyndte at skrive om Nintendo-spil. I dag går jeg på universitetet og arbejder med udvikling af computerspil. Selvom jeg sjældent opdaterer min blog længere (tjek i stedet min anden hjemmeside, GustavDahl.net, eller fang mig på Twitter), så er det nu alligevel sjovt at have denne side, så jeg indimellem kan tænke tilbage på de mange minder, jeg har skabt omkring bloggen.
Hvis der stadig findes folk derude, som læster dette: tak!
So long, and thanks for all the fish!
fredag den 15. januar 2016
Bloggen fylder 10! Let's party!
torsdag den 15. januar 2015
Bloggen fylder ni år i dag
Det er måske lidt patetisk, men i dag er det ni år siden, at jeg oprettede denne blog. De sidste par år har jeg desværre ikke rigtig haft overskud til at skrive noget herinde. Alligevel synes jeg, at det er sjovt at beholde bloggen og indimellem kigge tilbage på nogle af de tekster, som jeg har skrevet :)
onsdag den 15. januar 2014
Otte års fødselsdag!
Oh yeah, så fylder bloggen otte år! :D
tirsdag den 15. januar 2013
Så fylder bloggen syv år
Som tiden dog flyver afsted. I dag er det præcist syv år siden, at jeg oprettede denne blog. Meget vand er løbet gennem bækken siden da. Selvom mit fokus for bloggen har forandret sig gennem tidens løb, og selvom min aktivitet herinde er dalet de sidste par år, er jeg stadig glad for at have min egen lille hjemmeside her på Wikzo.com.
søndag den 15. januar 2012
Guess who turns six!
Jep, så er tiden kommet igen: Min blog har fødselsdag, og denne gang gælder det hele seks år. Meget er sket i årenes løb. Jeg husker stadig, da jeg var helt grøn til det med at blogge og nysgerrigt begyndte at skrive om dette og hint.
I dag må jeg indrømme, at jeg ikke får blogget så meget, som jeg egentlig gerne ville, men I kender jo snart rutinen - nogle gange går det opad, og nogle gange går det nedad. Sådan er det bare.
Uanset hvad vil jeg bare sige tak for alle jer, der har fulgt mig gennem årene. Jeg er rigtig glad for alle de kommentarer, I skriver til mig. Det skal I have stor tak for! :)
lørdag den 15. januar 2011
Min blog har fødselsdag - fem år!
I dag er det præcis fem år siden, at jeg oprettede denne blog. Der er sket mange ting i mit liv i siden dengang: Jeg blev færdig med folkeskolen i 2007, og i sidste sommer blev jeg student. Nu ser jeg frem mod at skulle læse Medialogi på Aalborg Universitet.
fredag den 15. januar 2010
Min blog har fødselsdag - fire år!
Ja, nu er tiden sørmer kommet igen, nemlig fødselsdagen for denne private blog, som jeg nu har haft kørende i fire år. Tænk bare - det er hele fire år siden, at jeg tilfældigvis klikkede mig forbi en Google-blog og af ren nysgerrighed oprettede én selv.
torsdag den 15. januar 2009
Bloggen fylder tre år
Det er i dag præcist tre år siden, at jeg begav mig ud i den store verden, som blog-fænomenet jo er. Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg oprettede denne side. Dengang vidste jeg slet ikke, hvad en weblog var for noget, men ved at prøve mig frem, lærte jeg det ganske langsomt.
Sidste år lovede jeg mig selv, at jeg ville begynde at skrive indlæg med mere fyld i. Det synes jeg, at jeg har opnået til en rimelig grad. Ligeledes er der sket en del kosmetiske ændringer igennem årets løb. Da jeg ikke er den store haj inden for hjemmesidekodning, forbliver det dog i småtingsafdelingen. Alligevel håber jeg, at I sætter lige så stor pris på de små detaljer, som jeg gør.
Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig, om folk begyndte at knytte lidt flere kommentarer til mine posts. Jeg er nemlig ret usikker på, hvor mange der egentlig læser, hvad jeg skriver. Chart og Google Analytics giver mig et billede af, hvor mange besøgende jeg har, men det er jo slet ikke ensbetydende med, at folk læser mine indlæg. Jeg bliver enormt glad for jeres kommentarer - på den måde ved jeg, at mine skriblerier ikke er helt forgæves.
Ellers vil jeg bare sige tak for alt. Jeg vil forsat blogge videre som altid. Vi ses!
søndag den 20. januar 2008
Bloggen fylder to år
Hovsa! I denne travle tid er det helt gået mig forbi, at min weblog den 15. januar fyldte to år!
Siden sidst har jeg lært en helt masse. Jeg er ligeledes startet på gymnasiet og er så småt begyndt at tænke på min fremtid. Jeg har også fået en Xbox 360, som jeg bruger flittigt.
Dette er indlæg nummer 371, og jeg skal være den første til at indrømme, at kvaliteten og længden af mine tekster desværre er faldende. Det vil jeg forsøge at rode bod på, så snart jeg finder tid til det.
Ellers er der ikke så meget andet at sige; tak til jer læsere, som har fulgt min blog. Uden jer ville alt det sjove ved blogging være forsvundet.
mandag den 15. januar 2007
Bloggen fylder et år!
I dag er det præcist et år siden, at jeg oprettede denne blog på Blogger.com. Det skete faktisk ret tilfældigt, da jeg kom ind på en af Google's mange underside og fat et gratis sted, hvor man kunne oprette en såkaldt weblog. Dengang vidste jeg ikke rigtig, hvad en blog er, men jeg forsøgte mig frem og startede blandt andet med en anmeldelse af filmen Narnia, en klage over Lik-Sang.com's sending af Animal Crossing, samt mine rosende ord for Google Desktop.
Meget er sket siden da. Både i selve bloggen, der har skiftet udseende et par gange, men også i mit eget liv. Jeg er blevet mere moden i løbet af dette år, synes jeg selv, og er begyndt at tænke meget over mit liv i fremtiden.
Det er også rigtig sjovt, i hvert fald for mig, at gå tilbage og kigge på mine gamle indlæg. Med tiden er mine poster blevet mere og mere spil-fikseret, hvilket jeg egentlig ikke er specielt glad for. Jeg har altid synes bedst om en blog med mange forskellige emner, og sådan vil jeg prøve at forbedre mine tekster i den kommende tid. Jeg har også lagt mærke til, at jeg ikke skriver så meget i hvert enkelte post mere; nu er det bedre med for eksempel et billede eller en video.
Nå, men 233 indlæg er det blevet til i alt i løbet af et helt år, og jeg vil gerne takke alle, der har fulgt med/stadig følger med i min blog og skriver kommentarer!