søndag den 22. oktober 2006

Anmeldelse: Battlefield 2142

Dice tager springet ud i fremtiden
Først var det Anden Verdenskrig, så Vietnam-krigen og dernæst en fiktiv nutidskrig. Hvad gør man så, når man har prøvet både for- og nutid? Man udvikler selvfølgelig et spil i fremtiden ...

Kort tid før E3 2006 afslørede svenske Digital Illusions (Dice) deres nye Battlefield-projekt via en kort trailer. I denne film så man robotter, lasergeværer og mange andre ting, og det blev hurtigt slået fast som et fremtidsspil. Mange fans af Battlefield-serien gik mildest talt amok, fordi de ikke synes om skiftet ud i år 2142 - som i øvrigt er præcis 200 år efter Battlefield 1942.
Siden da holdte Dice en kæmpe BETA-test af spillet, hvor mange fans havde chancen for at hjælpe til med at finde fejl i spillet. Jeg var blandt én af de ti i Danmark, som fik lov til dette, og det var en rigtig spændende proces. Nu er det fulde spil så endelig udkommet, men er det bare et mindre modifikation (MOD) til Battlefield 2, eller kan man betegne det som et helt nyt spil?

Her er der mange delte meninger, især fra dem som har prøvet en kort demo med én bane, og det overordnet mening blandt mange er, at spillet ikke er noget for dem. De gider ikke "det der fremtids-pis". Det er ærgerligt, synes jeg, for jeg føler ikke, at man kan bedømme spillet ud fra 10-15 spil i demoen.

Historie i et Battlefield-spil?
Med Battlefield 2142 har Dice givet sig selv den store frihed selv at finde på en krig, og hvad årsagen til den er. I starten tænkte de på en rumkrig ude i det uendelige sorte univers, men senere besluttede de sig for at lade Jorden blive ramt af endnu en istid. Denne istid skaber store konflikter i verdenen, og folk kæmper om det sidste stykke plads, der er tilbage.
De to største hære, EU- og PAC-holdet, står nu tilbage som rivaler. EU ligner meget amerikanerne fra Battlefield 2, og PAC (Pan Asian Coalition) minder om en blanding af araberne og kineserne fra samme spil - dog taler de en form for russisk, lyder det som om.
Der er ikke den helt store forskel på disse hold, og det er egentlig meget godt i sig selv.

Næsten hele Jorden er frosset til is, og PAC og EU kæmper om de sidste rester i Europa og Afrika. Der er i alt ti baner at vælge i mellem, og tro mig: De er kæmpestore og meget detaljeret i forhold til de tidligere spil i serien!



Billeder af de flotte landskaber.


Nøglen til at sejre er en Titan
Udover den velkendte conquest-mode, hvor man kaprer baser og skal dræbe modstanderne, har Dice udtænkt en helt ny spilform, kaldet Titan mode.
En Titan er en gigantisk flyvende base med store kanoner, der kan skyde på fjender under den.
Målet i Titan mode er at destruere fjendes Titan (hvert hold har én af disse) ved hjælp af nogle missilbaser, siloer.
Det er dog ikke lige så nemt, som det lyder til, da de beskyttes af et kraftfuldt skjold. Dette skal først ødelægges ved hjælp af førnævnte siloer, og når det er gjort, skal man ind og smadre Titan'en indefra dens kerne.

Inde i Titan'erne kan der opstå store skydekampe, hvor det ene hold prøver på at komme ind i midten og sprænge det hele i stumper og stykker, mens det andet hold prøver at forsvare deres skib. Dice har flere gange udtalt, at de har hentet inspiration fra blandt andet Star Wars og Star Trek, og dette er helt i orden, synes jeg.

Største minus ved at være inde i en Titan er, at hastigheden (Frames Per Second) falder rigtig meget. I BETAen var det umuligt at være inde i Titan'en, simpelthen på grund af lag.
Nu er det til at overkomme, men det er kun lige med nød og næppe.

Som jeg nævnte tidligere, er Titan'en et godt angrebsredskab til at slå fjenderne på jorden ihjel med. Derfor kan kommandøren flytte holdets Titan, så man kan indtage en position med et kraftigt maskingevær og så ellers plaffe fjenderne ned.






I Titan mode går det hektisk for sig!


Walkers ... robotter, hvad fanden!?
Utrolig mange gamere verden over var/er ikke særlig glade for at se de store mech-warriors (i spillet bliver de kaldt "walkers") i et Battlefield-spil. Mange mener, at de ødelægger hele spillets stemning, men her er jeg dybt uenig. Robotterne passer rigtig godt ind i universet, og de er sjove at styre rundt i de store snemiljøer. De er på ingen måde overdimensioneret, da både tanks og infanteri kan skyde dem ned.
Man undgår dog ikke at føle sig lidt sej,når man spadserer rundt i den enorme robot, højt hævet over alle de andre.



Et kig på den store robot.


Spillet er utrolig velbalanceret
Et stort problem i Battlefield 2 var balancen mellem de forskellige fartøjer. Hvis fx en helikopter havner i hænderne på en mesterpilot, er han nærmest uovervindelig og kan skyde alle ned på banen. Dette har Dice tænkt meget over med hensyn til 2142, og det har resulteret i, at alle fartøjer har svagheder. Nu har tanks ikke længere maskingevær som våben nummer to, og derfor er det langt nemmere at være en enlig infantarimand, der går rundt på jorden.
Walkersne er heller ikke for gode, som man kunne tro, da deres våben meget hurtigt bliver overophedet, så man ikke bare kan holde museknappen i bund hele tiden.

Alt i alt er alle fartøjer og våben jævnt fordelt i spillet, og alle har en chance mod hinanden. Dette er kun positivt, i mine øjne, og gør det hele meget sjovere.

... men er det ikke bare Battlefield 2.5?
Lad mig bare sige det med det samme: Battlefield 2142 bygger over samme grafikmotor som Battlefield 2, og mange af tingene går igen. Dette forhindrer dog ikke spiloplevelsen til at blive ny, da Dice har pudset spillet rigtig meget og skabt noget helt nyt. Alt er gendesignet, og grafikken har også fået et stort løft. Eksplotionerne er rigtig flotte og meget realistiske, og banedesignet er lækkert at se på. Alle våben og fartøjer er nye og det samme med banerne og de forskellige soldatklasser, man kan vælge i mellem.
Det er lykkes Dice at optimere grafikken en hel del, og spillet kører mere flydendene end Battlefield 2, synes jeg, selvom der er flere effekter.
Nu loader banerne også meget hurtigere, hvilket er et kæmpe plus.

Design din egen dræbersoldat
I Battlefield 2 var der syv forskellige klasser at vælge i mellem. Her kunne man få enkelte ekstravåben, som fx en stærkere sniper eller et kraftigt maskingevær, men ellers lignede de meget hinanden.

I dette spil er der kun fire klasser, som ser således ud:
- Recon, en blanding af en sniper og en special-ops soldat
- Assault, førstehjælpssoldat med stor ildkraft
- Engineer, med anti-tank missilerog mulighed for at repererer andre fartøjer
- Support, kraftigt maskingevær og kan give venner ammunition

Dette lyder måske ikke af meget, men til gengæld er det nu muligt at gå i tonsvis af rang-op og få en masse ekstraudstyr. Der er over 40 ting at lukke op for, og blandt dem er der blandt andet:
Granater, 4x-zoom for sniperriflen, bedre medickasser, miner, drones som flyver rundt omkring dit hoved og spotter fjender, skjold man kan lægge på jorden for at opnå beskyttelse og mange andre ting som kan føre til sejrer på slagmarken.

Nogle er ikke så glade for alle de unlocks, men jeg synes det er fint, at Dice kombinerer rollespils-konceptet med et skydespil.
I spillet kan man til hver en tid udskifte disse specielle våben ved at hive dem ind eller væk fra sin soldats liste over våben.


Her kan man vælge sit udstyr i et meget enkelt system.


Electronics Arts vil have reklamer inde i spillet
Dice har udviklet alle Battlefield-spil, men uden EA's hjælp for markedsføring, var det aldrig gået. Det ved begge parter, og desværre får EA aldrig nok. De vil ikke blot nøjes med indtægterne fra selve spillet, nej, nu vil de også have betaling for at firmaer kan få reklamebannere inde i spillet på nogle opslagstavler.
EA er bare for glubske, synes jeg, og de burde stoppe, mens legen er god.
De mener, at det er en naturlig udvikling for reklamation. Heldigvis lover de, at reklamerne bliver nøje overvejet og ikke vil generere spillerne.

For mig ville det være ok, hvis spillet blev billigere af dén grund. Det gør det bare ikke ... nej, selvfølgelig koster spillet det samme som alle andre computerspil ... EA vil blot have flere penge til sig selv.



Indtil videre er der ingen reklamer sat ind i spillet, men man må da sige, at tavlerne er gemt rimelig godt af vejen.


Ny markedsføring: Det er fedt at spille med sine venner
Mange har klaget over manglen på et vennesystem i Battlefield 2, og dette laver Dice nu om på. I 2142 kan man tilføje sine venner på en buddy-liste, hvor man kan sende små beskeder eller tilslutte sig til hinandens server. I alt sin enkelthed fungerer dette godt, og generelt er browseren i menuen blevet kraftigt forbedret. Leaderboardet er også blevet mere avanceret, hvor man fx kan se sin udvikling i status over tid.

Det eneste jeg savner, er en klankampsfunktion. Det ville være rigtig fedt, hvis man på en eller anden måde kunne skabe et system til arrangere kampe mellem klaner. Det har altid været en noget roddet affære at stable en kamp på benene i Battlefield 2, og det lader til at blive nogenlunde det samme i Battlefield 2142.

Knife kill = Dog tag
En sjov lille ekstrafunktion er dog tags. Som i mange andre skydespil er det en stor bedrift at dræbe en fjende med kniv. I Battlefield 2142 belønnes du med fjendes navnehalskæde (bliver ofte kaldt "dog tag", fordi hunde altid har halsbånd med navn på), hvor du så kan hovere over for ham. Nogle synes det er sjovt at samle på disse, og jeg kan da også indrømme, at jeg synes, det er ret blæret at tage andre med kniven.

Orkestermusik
I de tidligere Battlefield-spil lagde udviklerne ikke særlig stor vægt på musikken, men dette er nu ændret: Hver bane har nemlig fået komponeret sin egen musik, som er er meget iørehængende. Ganske rart at lytte til, mens man sidder og venter på den næste bane.

Afrundingen
Alt i alt er Battlefield 2142 et mere færdigt produkt end Battlefield 2. Der er langt fra så mange fejl i spillet, der er dog stadig enkelte bugs tilbage, og helhedsoplevelsen er rigtig god. Dette spil er sjovt, fordi det er så anderledes end alle andre FPS-spil. De nye fartøjer er vildt fede at drøne rundt i, men stadig er spillet ikke FOR fremtidsagtigt.
Dice har formået af holde benene solidt plantet på jorden, mens de har udviklet et nyt spilkoncept med Titan mode.

Hvis du godt kan lide skydespil, eller du bare interesserer dig det mindste for Star Wars-serien, vil jeg varmt anbefale dig at søge på Google efter "Battlefield 2142 demo". Filen fylder lidt over 1GB og burde give dig et billede af, hvad du kan forvente, hvis du ender med at købe spillet.



"Sjov oplevelse med både nye aspekter, og dem man kender i forvejen. Bibeholder charmen fra Battlefield-serien."

3 kommentar(er):

Anonym sagde ...

Det var saftskismig en lang anmeldelse, lækkert med alle de billeder :)

L i n C | f r a c sagde ...

Riigtig god vurdering, du tager højde for det meste og jeg fandt kun 1 stavefejl ;)
Så vil jeg lige sige at BF2 og BF2142 er IKKE bygget på samme grafikmotor, DICE har genudviklet motoren og tilføjet noget ekstra. Altså den er nykodet fra bunden af.
Og jeg har intet imod reklamerne. Hvis det er noget du kan genkende føler du dig mere "in" i landskabet, hvis du forstår hvad jeg mener...
Venter selv på at EA får sendt mig en ny key da den anden de sendte mig ikke virker :)

LTWW sagde ...

Tak og ok. Hvilken fejl fandt du? :)

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)