Every day the same bloodline

Kill Screen har skrevet en formidabel anmeldelse af iPad-spillet Infinity Blade.

Læs mere »

En intelligent bog om videospil

I løbet af de sidste par år er en ny form for kritisk måde at skrive om videospil opstået. Det foregår især i blogosfæren, hvor folk som Michael Abbott (The Brainy Gamer) og Leigh Alexander (Sexy Videogameland) er med til at skrive mere intelligent om spillene, end hvad man ellers ser i den almindelige spiljournalistik. Her handler det ikke blot om, at "spillet skal have 10/10, fordi det har god grafik og fængende gameplay", men man dykker dybere ned og analyserer elementer som tema, historie, moral og etik. Eller sagt på en anden måde: Hvad handler disse videospil om, og hvad de betyder for os som mennesker?

Læs mere »

Micro review: Mini Ninjas (Xbox 360)

Danske IO Interactive er først og fremmest kendt for deres succesfulde Hitman-serie, men nu har udviklerne taget en noget drastisk drejning med Mini Ninjas.

Spillet er uden tvivl henvendt mod den yngre spilgruppe, men det betyder på ingen måde, at det er et dårligt produkt - tværtimod er spillet meget helstøbt og solidt på alle leder og kanter.

I Mini Ninjas spiller man som forskellige ninjaer, hvoraf Hiro er hovedpersonen, som mestrer den såkaldte Kuji-magi. Spillet er en blanding af adventure, platform og beat'em up, uden at en enkelt del overskygger de andre. Spillet henter en smule inspiration fra The Legend of Zelda: The Wind Waker, både grafisk såvel som gameplay-mæssigt. Det gør dog ikke det helt store, da Mini Ninjas fremstår meget som sin egen.

Som en række forskellige ninjaer gælder det om at nedkæmpe horder af onde samuraikrigere. Spillets fjender er forholdsvis nemme at overvinde, men det interessante ved spillet er de værktøjer, man har til at gøre det med. Hver ninja har forskellig kampstil og -evner, og udover dette kan man lege med magiske tricks så som at fremmane tordenskyer, der sender lyn ned igennem fjenderne, skyde ildkugler eller gemme sig i en vandrende busk. Udover dette kan man smide med kastestjerner og røgbomber, som jo er obligatoriske værktøjer for enhver seriøs ninja. Kort sagt lægges fokusset ikke så meget på at overvinde fjenderne, men hvordan du har lyst dig at gøre det, hvilket skaber et eksperimenterende element i spillet.

Mini Ninjas er et utrolig flot spil, der gør brug af mange skrigende farver. Effekter så som røgskyer, vand og ild er rigtig lækkert at kigge på. Banerne er meget åbne og giver en følelse af frihed. Indimellem skal man snige sig ind på store fæstninger, bevogtet af en hær af krigere, hvor man i bedste ninja-stil skal balancere på tagrygge. Snige-elementet er uden tvivl noget af det mest interessante ved spillet, men desværre har man ikke udnyttet dets potentiale fuldt ud. Det er eksempelvis meget svært at handle som en ægte ninja, der angriber uden at blive set af fjenden. Fjenderne i Mini Ninjas har det nemlig med meget hurtigt at opdage én, uanset hvor godt man prøver at skjule sig, hvilket ødelægger lidt følelsen af at være "den usynlige skyggekriger".

Alt i alt er Mini Ninjas et meget gennemført spil med øje for de små detaljer. Et godt eksempel er den karakteristiske asiaterhat, som kan benyttes som skjold mod pileregn, men samtidig også fungerer som båd, når man skal forcere store floder og vandfald. På den visuelle og audiative side klarer Mini Ninjas sig glimrende med sit meget stemningsfulde univers. Animationerne er lækkert udført, og det er sjovt at kigge på ninjaernes forskellige bevægelser. Sværhedsgraden i spillet er tilpas justeret, så de mindste kan være med, uden at det bliver alt for kedeligt for garvede gamere. Kampsystemet er på én og samme tid enkelt og dybt, idet det giver dig frihed til at udforske figurernes styrker og svagheder.

IO Interactive er sluppet rigtig godt fra Mini Ninjas. Det er ikke verdens mest opfindsomme videospil, men det hele er udført på en meget elegant og gennemført måde. Vigtigst af alt er spillet underholdende hele vejen igennem og får én til at føle sig som barn igen, da man legede røver og soldater, pirater, agenter eller ninjaer i sin baghave. Hele konceptet med at lege og udforske præger i stor stil spillet, som står meget i kontrast til de mange moderne stereotypiske skydespil, markedet bugner af i dag.

En strålende film om hverdagen i Indiens slumkvarterer

I lørdags var jeg i biografen sammen med min lillebror for at se den meget roste film Slumdog Millionaire. Jeg kendte stort set intet til den på forhånd, udover en kort trailer og de mange gode anmeldelser. Jeg vidste også, at den har vundet hele otte Oscars, hvilket jeg ikke har svært ved at forstå hvorfor.

Jamal Malik is one question away from winning 20 million rupees. How did he do it? A) He cheated, B) He's lucky, C) He's a genius, D) It is Written (which could mean either the show is predetermined by destiny or that the show is scripted)
Filmen handler meget kort fortalt om to brødre, der lever i et fattigt kvarter i Mumbai, Indien. De oplever en hulens masse ting. På et tidspunkt møder de en pige, og tilsammen er de De Tre Musketerer. Gruppen er ustoppelig - ikke engang et grumt børnehjem, som forsøger at udnytte dem på en temmelig makaber måde, kan holde dem fanget. I takt med at de vokser op, kommer de to brødre længere og længere væk fra hinanden, og til sidst skilles de helt. Der er imidlertid problemer med pigen, som bliver omdrejningspunktet for hovedpersonen. Han bruger lang tid på at lede efter hende, og til sidst er hans eneste udvej at gå på landsdækkende tv, nemlig i det verdensberømte program "Hvem Vil Være Millionær?" (med 9 millioner seere). Jeg skal ikke røbe alt for meget, men filmen handler i høj grad om, hvordan knægten klarer sig igennem programmet og svarer på alle spørgsmålene. Essensen er, at han har ikke brugt sit hele sit liv på at lære trivialviden udenad, men i stedet har kæmpet for at overleve ved at tage én dag ad gangen.

Filmen er rigtig, rigtig god. Historien er meget rørende og anderledes, idet den tager udgangspunkt i en ret fjern kultur for os europæere. Den viser Indien på både godt og ondt, og her skal den britisk-danske kameramand have stor ros for at komme helt ned, hvor fluerne summer over affaldet på gaderne. Jeg læste i en gratisavis, at mestendels er blevet optaget med et kompakt digitalkamera, således at han har kunne gebærde sig rundt i byen som en almindelig turist uden at vække for meget opsigt. På samme måde er lydsporet imponerende med sine orientalske toner, der sætter stemningen rigtig godt.

Jeg kan varmt anbefale Slumdog Millionaire. Det er en intelligent film med mange lag og flashbacks, som får én til at tænke meget over handlingen og vilkårene for de forskellige personer. Jeg har indtil videre kun været i biografen to gange i år, hvor jeg for en måneds tid siden så The Curious Case of Benjamin Button, som også er en god film (dog kan jeg bedre lide Forreste Gump). Jeg håber desuden på at kunne nå ind og se Mænd Der Hader Kvinder, men vil først være færdig med bogen, som jeg er lidt over halvejs i. Slumdog er en vidunderlig film, som kan og bør ses af alle; den kan meget vel gå hen at blive en af årets bedste. Det var i hvert fald en meget positiv overraskelse for mig, og filmen er uden tvivl en af de bedste, jeg har set længe.

Anmeldelse: Wall-E

Det er efterhånden ved at være længe siden, at Wall-E debuterede i de amerikanske biografer. Først nu når filmen til Danmark, og jeg var i dag inde at se den med nogle venner. Jeg fik lyst til at skrive en kort anmeldelse, og I kan herunder læse resultatet.

En lille robot strandet helt alene på den store Jord

Pixars nyeste skud på animationsstammen er en film omkring en sød, lille robot ved navn Wall-E (Waste Allocation Load Lifter Earth-Class). Robotten er blevet efterladt på Jorden, hvor dens opgave er at rydde op efter de dovne mennesker. Trods sin simple bygning er han ganske effektiv. Grunden til at jeg skriver ”han” er, at robotten skam har følelser. Den drømmer sågar om at finde en partner, der vil holde i hånd med den. Wall-E er sammen med sin lille kakerlakven de eneste levende væsener tilbage på Jorden. Menneskene har nemlig forladt planeten for over 700 år siden, da den gradvist er blevet læsset med tonsvis af affald og til sidst gjort ubeboelig. Trods dette kæmper Wall-E bravt for at lave kompressede kasser af affald, som den stabler pænt på rækker. Dens liv syntes meningsløst, men én dag sker der noget uventet. Et kæmpestort rumskib kommer forbi og efterlader en hvid robot ved navn Eve. Denne hvide robot – som synes stærkt inspireret af Apples stilrene produkter – er meget bevidst om sit mål, dens skaber har givet den, og farer rundt og skanner alle objekter på planeten. Wall-E kigger forsigtigt til, og på et tidspunkt tager han springet og viser sig for hende. Eve er nemlig en pigerobot, og dét ser vores hovedperson straks. Med tiden opbygger de et mildt forhold, skønt Eve endnu ikke har lyst til at holde i hånd med Wall-E. Han viser stolt alverdens hittegods frem, og da han på et tidspunkt viser hende en grøn plante, sker der noget uventet. Eve skanner planten, og går pludselig i en form for auto-mode, hvor hun snupper planten og placerer den inde i sig for dernæst at gå i dvale. Wall-E prøver ihærdigt at få kontakt til hende, men intet sker.

Tiden går og Wall-E bliver mere og mere ulykkelig, indtil det store rumskib vender tilbage og opsamler Eve. Wall-E hæfter sig fast og opdager nu en helt ny verden udfolde sig inde i dette meget futuristiske skib. Hér befinder alle menneskene sig, og hver og én er de fede og dovne på grund af den megen teknologi, de har til rådighed. Kort sagt er de ikke i stand til at foretage sig en hujende fis selv uden at få hjælp fra en eller anden servicerobot. Wall-E kæmper nu en tapper kamp for at finde Eve, der er forsvundet op til kaptajnen. Sagen er den, at man i meget lang tid har søgt efter beviser for, at fotosyntese, og dermed liv, lader sig gøre på den kære Jord. Efter at have udført lidt research (”Computer, definér 'Jord'. Definér 'hav'. Definér 'dans'” osv.) sætter skibets kaptajn et projekt i gang for at flyve tilbage til hjemplaneten. Det tillader skibets autodrevet computer dog ikke, og nu udfoldes en kamp mellem menneske og maskine.

Det exceptionelle ved denne film er, at den fungerer på så mange forskellige planer. Den har først og fremmest en sød historie om en lidt kluntet robot, der for første gang møder et hunkønsvæsen. Historien udfolder sig ganske dramatisk, hvor en stemning og medhold for Wall-E bygges op under forløbet. Det er en typisk Disney-film om det ynkelige væsens kamp for at opnå retfærdighed, venskab, kærlighed og det dertilhørende. Udover dette er filmen også skabt som en skarp kritik til os mennesker, og hvordan vi behandler vores planet. Filmen viser et tankevækkende fremtidsperspektiv, hvor vi er for tykke til at kunne foretage os andet end blot at ligge i en slags flyvende seng og være udvidende om alt, der rækker ud over vores egen næsetip. Den viser, at hvis vi ikke tager os gevaldigt sammen, så vil vi ende med at ødelægge vores egen planet og være nødsaget til at flygte for at overleve. Nogle mennesker skriver bøger og holder oplæg, hvor de viser en graf over temperaturstigningen på Jorden, hvor en mindre kran er nødvendig til at nå op på toppen af kurven. Pixar har lidt af det samme budskab som Al Gore i ”En Ubekvem Sandhed”, men de har imidlertidig valgt en anden måde at få deres budskab ud på. Nemlig ved at skabe en underholdende film, der på overfladen virker meget børnevenlig, men faktisk rummer en dybere kant af alvor for fremtiden.

En flot film – som altid

Pixar Studios kan bare deres kram, når det gælder animationsfilm. Punktum. Jeg er aldrig blevet skuffet over deres film, og det er heller ikke tilfældet i denne omgang. Billedesiden er smukt skabt med rigtig mange kreative idéer, især ombord på det store rumskib med de mange fremtidsdimser. Studiet er også kendt for at lave film med dyr eller ting, der umiddelbart ikke associeres med film. Deres talent er, at de kan sætte liv i stort set hvad som helst, og det endda uden at hovedpersonen siger én eneste rigtig replik, udover at gentage sit eget navn et fåtal af gange. Hvad den kække, lille robot mangler i sproget, har den i sin mimik. Wall-E fjumrer nemlig rundt hele tiden og begår den ene dumhed efter den anden, og man kan som seer ikke undgå at få millidenhed med ham. Alt hans kommunikation foregår via kropssproget, og når kameraet zoomer tæt ind på hans øjne, imens han står og stirrer vildfarent op mod himmelen, er det som om, man kan se noget dybere inde bag linserne. Robotten har sine egne følelser.

Alt i alt indeholder Wall-E en enorm høj mængde kvalitet. Billede- og lydsiden harmonerer smukt sammen, og historiemæssigt er filmen velskabt for alle aldre. Både børn og voksne vil få glæde af at se denne film, der med sin enorme detaljegrad imponerer enhver. Det er uden tvivl én af de bedste film, jeg har set i biograferne i år.

9.3/10.0

Anmeldelse: Assassin's Creed

Den flyvende ørn gør sit entre i Middelalderen
Ubisoft har med produceren Jade Raymond brugt flere år på at hype denne spiltitel, hvor der er blevet lovet en kæmpestor verden med oceaner af muligheder. Det har det skam til en vis grad, mens det andre steder er meget traditionsfastlåst.

Jeg var én af dem, som havde set utrolig meget frem til denne titel i flere år. Spillet lød spændende og anderledes, og jeg købte delvist min Xbox 360 på grund af Assassin's Creed.
[historiespoiler] Spillet starter ud med, at man i rollen som Desmond Miles befinder sig på et mystisk Science-Fiction laboratorium med en særlig maskine kaldet Animus. Nogle ukendte professorer vil benytte sig af Miles' gener, hvori der ligger spor fra en af hans forfædre, som var en berømt lejemorder i Middeladeren. Miles bliver smidt i maskinen uden noget valg, og pludselig befinder han sig i år 1191 under Det Tredje Korstog. Han er nu Altaïr Ibn La-Ahad ("Flying Eagle and Son of None"), hvis mission mislykkedes og resulterer i, at han bliver nødt til at kæmpe for at få sin rangstatus hos broderskabet tilbage. Scenen er nu sat, og med tre kæmpestore arabiske byer at boltre sig i, er der vel ingen problemer i sigte, vel?

Assassin's Creed er et slags middelalderligt GTA-spil blandet med Prince of Persia. Altaïr er utrolig akrobatisk og kan klatre op af stort set alle bygninger i spillet. Dette får han brug for, da det er nemmest at bevæge sig uset på byens tage. Hans mål er at dræbe ni historiske personer, hvilket er en fin idé. I starten har lejemorderen - grundet sit fejltrin i den første mission - ikke særlig mange våben eller evner. Som spillet skrider frem, tilegner han sig flere egenskaber, der dog ikke gør den store forskel. Hovedessensen i spillet er at snige sig ind på sit bytte - eksempelvis en dum vagt - og stikke sit Hidden Blade i ham, før han når at vende sig om og tilkalde hjælp.

Ligesom i mange andre sandkassespil kan man frit vælge missionernes rækkefølge. Det kræver dog, at man kan finde dem først, og dette gøres ved at klatre op i et (nogle gange) meget højt tårn for at danne sig et overblik. Herefter kan man vælge at lave et "Leap of Faith"; at tage chancen og hoppe ned i en lillebitte høstak uden at komme tilskade. Ifølge Jade Raymond stammer denne idé fra en af Marco Polos bøger, hvori han beskriver et "show", hvor lejemorderne hoppede udover en skrænt tilsyneladende i den bitre død - det var så meningen, at folk skulle tro, de var døde, men sandheden var, at de på mirakuløs vis overlevede.
Okay, nu har jeg fået opdateret mit GPS-kort, og jeg lægger mærke til et par ikoner, der indikere nogle forskellige minimissioner. Nogle gange skal jeg sætte mig på en bænk og lytte til et par mænds samtaler, andre gange skal jeg fiske et hemmeligt kort ud af tasken på en gut. Det grundlæggende ved opgaverne er, at de alle giver Altaïr en række informationer om hans nuværende mål. Efter at have klaret to-tre minimissioner, smutter jeg forbi det lokale assassins-bureau (savner dansk ord), som hjælper mig på vej mod den person, der skal dræbes. Nu er det min opgave at snige mig ubemærket mod målet og stikke en kniv i halsen på ham; efterfølgende føres der en kort samtale mellem morderen og ofret. Efter dette opdager byens mange vagter med stor sandsynlighed, at deres chef er blevet myrdet, og så giver spillet én et valg: at flygte over stok og sten eller at kæmpe til den bitre ende. Uanset hvad man vælger, kan de begge klares stort set uden besvær, og der går ikke længe, før jeg er på vej mod sit næste mål.

Kampsystemet er meget intuitivt; det er hovedsagligt baseret på counter-angreb, hvor man skal trykke på et par bestemte knapper, når en fjende angriber. Hvis timet korrekt, laver Altaïr et drabeligt modangreb med sit sværd. Folk i Middelalderen havde tydeligvis en anden tankegang, end vi har i dag. Selvom man er omringet af en 10-15 vagter, insisterer de på at give spilleren en chance for at forsvare sig selv. De angriber aldrig på samme tid og står nærmest i kø for at blive nedslagtet. Det skaber en gang imellem spøjse situationer og kan virke en anelse for nemt. På den anden side ville det ikke være sjovt, hvis man døde hele tiden. Ubisoft har ramt en god blanding, dog i den lidt nemme ende af skalaen. Hvis man ikke tør kæmpe, er det muligt at flygte op på et hustag og gemme sig i en høstak eller en lille, firkantet boks med gardiner. Ofte hænder det, at vagterne går forvirrede rundt om sidstnævnte, selvom det er ekstremt tydeligt, at man gemmer sig derinde ...

Indimellem hives man tilbage til nutiden (eller er det fremtiden?), hvor der foregår mystiske ting og sager. Hver aften lukkes Desmond Miles inde i et lille soverum, men på et tidspunkt tilrager han sig en kode til at åbne døren. Hvis man er en virkelig snushane, logger man ind på de to professorers e-mail og læser deres private breve. I løbet af spillet får man indblik i en større historie, som alt sammen handler om denne Animus-maskine. Hvad det helt præcist drejer sig om, er svært at afgøre, da det er tydeligt, at man først får konkrete svar i de fortsættende spil, som der er så mange rygter om. Hvad jeg kan sige nu, er, at den Dan Brown-agtige stemning på laboratoriet med sin megen mystik er et fint indput til et ellers meget actionpræget spil.

Assassin's Creed er flere gange blevet omtalt som det første rigtige next-gen spil. Spillets visuelle stil er utrolig vellykket, og settingsene er rigtig gode. De fire byer, Masyaf, Damascus, Acre og Jerusalem er kæmpestore og er ifølge udviklerne skabt på baggrund af mange historiske kildematerialer. Trods byernes størrelse synes de mig en kende for ensartede - de kan kort og godt beskrives som ""den lille startby", den brune by", "den grå by" og "den lidt mere brune by". Det føles en smule som om, at man har valgt at gøre byerne større for overvældelsens skyld i stedet for at koncentrere sig om at variere dem. Alligevel er det et imponerende syn at se Altaïr klatre op af bygninger og hoppe fra tag til tag. Hovedpersonen er skabt af flere tusinde animationer, og hans bevægelser virker meget realistiske og overbevisende.
Ligeledes er crowdet - byens befolkning - imponerende. Der er flere hundrede mennesker, og de sætter alle rammen for et særligt system, hvor man eksempelvis i flugten skal passe på ikke at vælte på grund af de mange personer. Der er naturligvis mange kloner, men overordnet set fungerer NPC'erne rigtig godt. Vagternes kunstige intelligens virker en anelse dum, men på den anden side gør det ikke så meget, da det ville tage en krig at snige sig ind på sit bytte, hvis alle vagterne var lige så smarte og handlekraftige som B.S. Christiansen.

Konklusion
Assassin's Creed er en virkelig forfriskende titel og ligner ikke noget, vi har set før. Hele produktet virker solidt, og den grafiske side er yderst imponerende. Især skygge- og lyseffekterne er flotte, og så rummer spillet de mest realistiske heste set i et videospil til dato. Lydsiden er fin uden at være overvældende. Der er stemningsfulde arabermelodier og en intens flugtmelodi. Musikken er i øvrigt komponeret af danske Jepser Kyd, hvilket er lidt sejt. Desværre har spillet også en hage, som trækker en stor del ned: Repetation. At klare minimissioner og dernæst snigmyrde en konge/sultan/præst/læge eller lignende er sjovt, men at gøre det samme hele tiden er ikke. I starten overvældes man af den store frihed, men efter et par timers spil indser man, at målene skal udføres på samme måde igen og igen. Hvis der bare var noget mere variation i missionerne, stod spillet til en topkarakter. Som spil er der ikke så stor en underholdningsværdi, men som en slags simulation virker det utrolig godt. De mange animationer er rigtig flotte, og overalt oser designet af kvalitet. Hele spillet virker gennemført, men med den ene svaghed, at det i længden bliver for trivielt.

Apropos gennemført, så er slutningen lidt kliché-agtig. Jeg vil ikke afsløre, hvad der sker, men lad det bare være sagt med det samme, at der helt sikkert kommer en toer og måske endda en treer, der ikke nødvendigvis behøver at finde sted i Middelalderen ...

(jeg har valgt at droppe mit gamle karaktersystem og indfører nu et tal, der beskriver helhedsoplevelsen på en skala fra 1 til 10.)

8.6/10.0

Anmeldelse: Ratatouille

En lille rotte der kokkererer

I dag var jeg i biografen for at se Disney Pixar's nye tegnefilm kaldet "Ratatouille" (udtales "Rat-a-too-ee"). Jeg havde på forhånd ikke særlig store forventninger til filmen; jeg mener, det er jo bare en børnefilm om en eller anden rotte i Paris. Dér tog jeg fejl. Skønt filmen naturligvis appellerer til børn, er der masser af dybdegående budskaber i historien om den lille rotte Rémy, der elsker at spise og lave mad. Han har dog et problem: hans kæmpestore rottefamilie, der blot tænker på at æde ækelt affaldsmad hele tiden. Rémy er ikke en hvilken som helst rotte, nej, han har en særlig evne til at skabe meget fin mad, der får sanserne til at danse af glæde.

Historien i filmen er på overfladen ret banal; Rémy møder en køkkendreng, der er en idiot til at lave mad, og sammen udtænker de et system, hvorved rotten kan styre menneskets bevægelser. På den måde ender de med at lave så god mad, at den drastisk faldende restaurant pludselig bliver populær igen. Der stikker dog noget under; chefkokken har nemlig fået en mistanke til, hvad den før så umulige og klodsede dreng laver ...

Alt i alt kører historien ganske flydende med et budskab, der prøver at fortælle, at selvom man stammer fra en beskidt rottefamilie, kan man alligevel godt have visse evner. Man skal dermed ikke skue hunden på hårene, for at bruge et ordsprog, men hellere lægge sine fordomme på hylden og dømme ud fra den enkelte person.

Filmen er skabt af Pixar, som jo altid er lig med utrolig flotte og detaljerede film. Ratatouille er ingen undtagelse, og selvom madtemaet ikke lægger op til det helt store, blev jeg forbløffet over den fremragende og spøjse billedeside.

Denne film er helt klart anbefalesværdig og på højde med blandt andet Toy Story og Find Nemo.
Derfor giver jeg Pixar's rottefilm den anden højeste karakter.

Lad dig ikke skræmme af det lidt barnlige design; denne film er hyldende morsom og ligner ikke noget, vi har set tidligere.

Anmeldelse: Battlefield 2142

Dice tager springet ud i fremtiden
Først var det Anden Verdenskrig, så Vietnam-krigen og dernæst en fiktiv nutidskrig. Hvad gør man så, når man har prøvet både for- og nutid? Man udvikler selvfølgelig et spil i fremtiden ...

Kort tid før E3 2006 afslørede svenske Digital Illusions (Dice) deres nye Battlefield-projekt via en kort trailer. I denne film så man robotter, lasergeværer og mange andre ting, og det blev hurtigt slået fast som et fremtidsspil. Mange fans af Battlefield-serien gik mildest talt amok, fordi de ikke synes om skiftet ud i år 2142 - som i øvrigt er præcis 200 år efter Battlefield 1942.
Siden da holdte Dice en kæmpe BETA-test af spillet, hvor mange fans havde chancen for at hjælpe til med at finde fejl i spillet. Jeg var blandt én af de ti i Danmark, som fik lov til dette, og det var en rigtig spændende proces. Nu er det fulde spil så endelig udkommet, men er det bare et mindre modifikation (MOD) til Battlefield 2, eller kan man betegne det som et helt nyt spil?

Her er der mange delte meninger, især fra dem som har prøvet en kort demo med én bane, og det overordnet mening blandt mange er, at spillet ikke er noget for dem. De gider ikke "det der fremtids-pis". Det er ærgerligt, synes jeg, for jeg føler ikke, at man kan bedømme spillet ud fra 10-15 spil i demoen.

Historie i et Battlefield-spil?
Med Battlefield 2142 har Dice givet sig selv den store frihed selv at finde på en krig, og hvad årsagen til den er. I starten tænkte de på en rumkrig ude i det uendelige sorte univers, men senere besluttede de sig for at lade Jorden blive ramt af endnu en istid. Denne istid skaber store konflikter i verdenen, og folk kæmper om det sidste stykke plads, der er tilbage.
De to største hære, EU- og PAC-holdet, står nu tilbage som rivaler. EU ligner meget amerikanerne fra Battlefield 2, og PAC (Pan Asian Coalition) minder om en blanding af araberne og kineserne fra samme spil - dog taler de en form for russisk, lyder det som om.
Der er ikke den helt store forskel på disse hold, og det er egentlig meget godt i sig selv.

Næsten hele Jorden er frosset til is, og PAC og EU kæmper om de sidste rester i Europa og Afrika. Der er i alt ti baner at vælge i mellem, og tro mig: De er kæmpestore og meget detaljeret i forhold til de tidligere spil i serien!

Billeder af de flotte landskaber.

Nøglen til at sejre er en Titan
Udover den velkendte conquest-mode, hvor man kaprer baser og skal dræbe modstanderne, har Dice udtænkt en helt ny spilform, kaldet Titan mode.
En Titan er en gigantisk flyvende base med store kanoner, der kan skyde på fjender under den.
Målet i Titan mode er at destruere fjendes Titan (hvert hold har én af disse) ved hjælp af nogle missilbaser, siloer.
Det er dog ikke lige så nemt, som det lyder til, da de beskyttes af et kraftfuldt skjold. Dette skal først ødelægges ved hjælp af førnævnte siloer, og når det er gjort, skal man ind og smadre Titan'en indefra dens kerne.

Inde i Titan'erne kan der opstå store skydekampe, hvor det ene hold prøver på at komme ind i midten og sprænge det hele i stumper og stykker, mens det andet hold prøver at forsvare deres skib. Dice har flere gange udtalt, at de har hentet inspiration fra blandt andet Star Wars og Star Trek, og dette er helt i orden, synes jeg.

Største minus ved at være inde i en Titan er, at hastigheden (Frames Per Second) falder rigtig meget. I BETAen var det umuligt at være inde i Titan'en, simpelthen på grund af lag.
Nu er det til at overkomme, men det er kun lige med nød og næppe.

Som jeg nævnte tidligere, er Titan'en et godt angrebsredskab til at slå fjenderne på jorden ihjel med. Derfor kan kommandøren flytte holdets Titan, så man kan indtage en position med et kraftigt maskingevær og så ellers plaffe fjenderne ned.






I Titan mode går det hektisk for sig!

Walkers ... robotter, hvad fanden!?
Utrolig mange gamere verden over var/er ikke særlig glade for at se de store mech-warriors (i spillet bliver de kaldt "walkers") i et Battlefield-spil. Mange mener, at de ødelægger hele spillets stemning, men her er jeg dybt uenig. Robotterne passer rigtig godt ind i universet, og de er sjove at styre rundt i de store snemiljøer. De er på ingen måde overdimensioneret, da både tanks og infanteri kan skyde dem ned.
Man undgår dog ikke at føle sig lidt sej,når man spadserer rundt i den enorme robot, højt hævet over alle de andre.



Et kig på den store robot.

Spillet er utrolig velbalanceret
Et stort problem i Battlefield 2 var balancen mellem de forskellige fartøjer. Hvis fx en helikopter havner i hænderne på en mesterpilot, er han nærmest uovervindelig og kan skyde alle ned på banen. Dette har Dice tænkt meget over med hensyn til 2142, og det har resulteret i, at alle fartøjer har svagheder. Nu har tanks ikke længere maskingevær som våben nummer to, og derfor er det langt nemmere at være en enlig infantarimand, der går rundt på jorden.
Walkersne er heller ikke for gode, som man kunne tro, da deres våben meget hurtigt bliver overophedet, så man ikke bare kan holde museknappen i bund hele tiden.

Alt i alt er alle fartøjer og våben jævnt fordelt i spillet, og alle har en chance mod hinanden. Dette er kun positivt, i mine øjne, og gør det hele meget sjovere.

... men er det ikke bare Battlefield 2.5?
Lad mig bare sige det med det samme: Battlefield 2142 bygger over samme grafikmotor som Battlefield 2, og mange af tingene går igen. Dette forhindrer dog ikke spiloplevelsen til at blive ny, da Dice har pudset spillet rigtig meget og skabt noget helt nyt. Alt er gendesignet, og grafikken har også fået et stort løft. Eksplotionerne er rigtig flotte og meget realistiske, og banedesignet er lækkert at se på. Alle våben og fartøjer er nye og det samme med banerne og de forskellige soldatklasser, man kan vælge i mellem.
Det er lykkes Dice at optimere grafikken en hel del, og spillet kører mere flydendene end Battlefield 2, synes jeg, selvom der er flere effekter.
Nu loader banerne også meget hurtigere, hvilket er et kæmpe plus.

Design din egen dræbersoldat
I Battlefield 2 var der syv forskellige klasser at vælge i mellem. Her kunne man få enkelte ekstravåben, som fx en stærkere sniper eller et kraftigt maskingevær, men ellers lignede de meget hinanden.

I dette spil er der kun fire klasser, som ser således ud:
- Recon, en blanding af en sniper og en special-ops soldat
- Assault, førstehjælpssoldat med stor ildkraft
- Engineer, med anti-tank missilerog mulighed for at repererer andre fartøjer
- Support, kraftigt maskingevær og kan give venner ammunition

Dette lyder måske ikke af meget, men til gengæld er det nu muligt at gå i tonsvis af rang-op og få en masse ekstraudstyr. Der er over 40 ting at lukke op for, og blandt dem er der blandt andet:
Granater, 4x-zoom for sniperriflen, bedre medickasser, miner, drones som flyver rundt omkring dit hoved og spotter fjender, skjold man kan lægge på jorden for at opnå beskyttelse og mange andre ting som kan føre til sejrer på slagmarken.

Nogle er ikke så glade for alle de unlocks, men jeg synes det er fint, at Dice kombinerer rollespils-konceptet med et skydespil.
I spillet kan man til hver en tid udskifte disse specielle våben ved at hive dem ind eller væk fra sin soldats liste over våben.


Her kan man vælge sit udstyr i et meget enkelt system.

Electronics Arts vil have reklamer inde i spillet
Dice har udviklet alle Battlefield-spil, men uden EA's hjælp for markedsføring, var det aldrig gået. Det ved begge parter, og desværre får EA aldrig nok. De vil ikke blot nøjes med indtægterne fra selve spillet, nej, nu vil de også have betaling for at firmaer kan få reklamebannere inde i spillet på nogle opslagstavler.
EA er bare for glubske, synes jeg, og de burde stoppe, mens legen er god.
De mener, at det er en naturlig udvikling for reklamation. Heldigvis lover de, at reklamerne bliver nøje overvejet og ikke vil generere spillerne.

For mig ville det være ok, hvis spillet blev billigere af dén grund. Det gør det bare ikke ... nej, selvfølgelig koster spillet det samme som alle andre computerspil ... EA vil blot have flere penge til sig selv.



Indtil videre er der ingen reklamer sat ind i spillet, men man må da sige, at tavlerne er gemt rimelig godt af vejen.

Ny markedsføring: Det er fedt at spille med sine venner
Mange har klaget over manglen på et vennesystem i Battlefield 2, og dette laver Dice nu om på. I 2142 kan man tilføje sine venner på en buddy-liste, hvor man kan sende små beskeder eller tilslutte sig til hinandens server. I alt sin enkelthed fungerer dette godt, og generelt er browseren i menuen blevet kraftigt forbedret. Leaderboardet er også blevet mere avanceret, hvor man fx kan se sin udvikling i status over tid.

Det eneste jeg savner, er en klankampsfunktion. Det ville være rigtig fedt, hvis man på en eller anden måde kunne skabe et system til arrangere kampe mellem klaner. Det har altid været en noget roddet affære at stable en kamp på benene i Battlefield 2, og det lader til at blive nogenlunde det samme i Battlefield 2142.

Knife kill = Dog tag
En sjov lille ekstrafunktion er dog tags. Som i mange andre skydespil er det en stor bedrift at dræbe en fjende med kniv. I Battlefield 2142 belønnes du med fjendes navnehalskæde (bliver ofte kaldt "dog tag", fordi hunde altid har halsbånd med navn på), hvor du så kan hovere over for ham. Nogle synes det er sjovt at samle på disse, og jeg kan da også indrømme, at jeg synes, det er ret blæret at tage andre med kniven.

Orkestermusik
I de tidligere Battlefield-spil lagde udviklerne ikke særlig stor vægt på musikken, men dette er nu ændret: Hver bane har nemlig fået komponeret sin egen musik, som er er meget iørehængende. Ganske rart at lytte til, mens man sidder og venter på den næste bane.

Afrundingen
Alt i alt er Battlefield 2142 et mere færdigt produkt end Battlefield 2. Der er langt fra så mange fejl i spillet, der er dog stadig enkelte bugs tilbage, og helhedsoplevelsen er rigtig god. Dette spil er sjovt, fordi det er så anderledes end alle andre FPS-spil. De nye fartøjer er vildt fede at drøne rundt i, men stadig er spillet ikke FOR fremtidsagtigt.
Dice har formået af holde benene solidt plantet på jorden, mens de har udviklet et nyt spilkoncept med Titan mode.

Hvis du godt kan lide skydespil, eller du bare interesserer dig det mindste for Star Wars-serien, vil jeg varmt anbefale dig at søge på Google efter "Battlefield 2142 demo". Filen fylder lidt over 1GB og burde give dig et billede af, hvad du kan forvente, hvis du ender med at købe spillet.



"Sjov oplevelse med både nye aspekter, og dem man kender i forvejen. Bibeholder charmen fra Battlefield-serien."

Anmeldelse: Superman Returns

Manden af stål er tilbage efter næsten 20 år
Superman er endelig vent hjem efter fem lange år ude i rummet, men har han mistet tavet siden sidst? Hvordan går det nede på Jorden, har folk stadig brug for ham? Eller er manden af stål måske blevet lidt for super?

Af alle de mange superhelte der findes rundt om i verdenen, er Superman nok den figur jeg mindst synes om. En usårlig helt med røde underbukser og en forklædning som en hver idiot kan gennemskue - nogle briller og en tumpet opførsel i form af Clark Kent. Men sådan har det jo været i mange år, og det bliver nok ikke lavet om forløbigt. Jeg gik ind i biografen ganske neutral - selvom jeg nu glæder mig mere til Spider-Man 3 - og allerede fra start skete der noget mindre godt, efter min mening.

Først kommer der en hel klump tekst op på skærmen med forhistorien. Superman har åbenbart været på besøg på sin hjemplanet Krypton for at se, om der er nogen overlevende ... hvilket der ikke er. Bagefter denne tekst, som står der i et par minutter, tvinges man til at se en Star Wars look-alike rulletekststart. Kameraet flyver ganske enkelt rundt i det store univers fra planet til planet, mens man ser en masse navne komme flyvende med en effekt, der minder mig om noget man kan lave i Power Point eller Flash. Efter lidt under fem minutter starter selve filmen, og man ser superskurken Lex Luthor bestikke en gammel dame for at få fat i hendes hus.

Ganske forvirrende, synes jeg, og også temmelig ubrugeligt senere. Efter dette træder Superman endelig ind i billedet, og han modtages på mange forskellige måder på sit arbejde ved avisen Daily Planet. Hans gamle kæreste Lois Lane har stiftet familie, siden Superman/Clark Kent har væk, og hun har åbenbart vundet en pris for en artikel om, hvorfor verdenen ikke har brug for Superman. Allerede her tænker jeg - hvordan fanden kan en kvinde, som har elsket Superman så meget og er blevet reddet af ham hundredvis af gange, finde på at skrive sådan en artikel? Svaret får man senere, selvom jeg stadig synes, det er ret urealistisk.
Lois er blevet sur på Superman, fordi han ikke fortalte hende, at han drog afsted til sin hjemplanet for at få flere oplysninger om sig selv.

Selve historien er også lidt "bob-bob": Lex Luthor vil have hævn over Superman. Derfor bruger han nogle Krypton-krystaller til at lave en ø af Kryptonit, som Superman ikke kan betræde uden at blive svag. Siden sidst er Lex blevet en del ondere og mindre komisk, og dette er i sig selv ok. Dog er det lidt ærgerligt, at figuren Kitty (Luthors blondinedumme håndlanger) ikke udnyttes lidt mere for at få noget komik med i det hele ligesom i de gamle film.

Effekterne i filmen er fine, dog ikke overvældende, og der mangler ligesom en 'wauw-scene'.
En anden lille detalje, jeg lagde mærke til, er, at den samme trompetmusik, Supermans tema, bliver spillet en hel del gange, og at den er lavet om i forhold til den gamle film. Selv synes jeg ikke om musikken, den er lidt for overvældende.

Alt i alt er det en ok film, dog lidt middelmådig, og Superman er måske en smule poppet. Han har tid til at redde hele verdenen, imens at han lige skal vinke i fjernsynet. Han har næsten ingen svagheder, hvilket gør filmen lidt kedelig.
Superman Returns prøver på at indeholde det hele, men dette resulterer i, at den næsten intet har. Den er uden sjæl, og de fleste katastrofer er for unaturlige, til at folk gider tro på dem. Skuespilleren bag Superman, Brandon Routh, gør det godt, men sådan er det desværre ikke med Kate Bosworth, der spiller Lois Lane, da hun virker alt for ung og ikke rigtig passer til rollen, synes jeg.

"Mangler sjæl og varme og tager sig selv lidt for seriøst. Der findes bedre superheltefilm."

Anmeldelse: Sony Ericsson K800i

Indtil videre vil jeg blot vise jer nogle billeder taget fra telefonen og sammenligne det med vores eget digitale kamera. En anmeldelse vil sandsynligvis komme i løbet af dagen, men indtil videre må I nøjes med disse billeder:

Sony Ericsson K800i vs. Olympus Digital Kamera

Telefon:


Digital kamera:


Bedøm selv kvaliteten. Selvfølgelig er mobilens billeder lidt mere grumset, men ellers synes jeg, at den gør det meget godt. Den har autofokus, blitz og en funktion, der kan tage 9 hurtige billeder i sekundet, og så kan man bagefter vælge det bedste billede; fx af en bil der kører forbi.

Jeg har også uploadet en kort film, som viser lidt af min have:




Som sagt kommer der flere oplysninger senere i dag, tror jeg :)

Opdatering:

Jeg lovede, at jeg ville anmelde telefonen, og her kommer det så;

Rent fysisk ligger den rigtig godt i hånden, og de forskellige sideknapper er rigtig gode og logiske. Skærmen er tilpas stor, er knapperne også, og bagpå er det rigtig lækkert med en lille klap for at beskyttet kameraet.
I menuerne går det for det meste rigtig hurtigt, og K800i virker som en stærk telefon. Den har mange muligheder, og det er alt sammen nemt at finde rundt i.

Den kan afspille musik, videoer og høre radio. Sidstnævnte ting har overrasket mig en del i til den positive side, men selvfølgelig er de andre ting også gode. En anden lækker feature er RSS Feed-nyheder og den indbygget browser, som fungerer stort set ligesom på computeren - og så går det endda ret hurtigt!

På selve telefonen er der knap 70 MB plads, og man kan sætte små memory kort i med over 1 GB. Jeg regner selv med at købe 256 MB en af dagene.

Man kan også lave sine egne afspilningslister lidt ligesom i iTunes eller Windows Media Player. Dette virker ok, men der sker dog nogle gange fejl, hvis du ændrer filnavnet ét sted, mens de ligger i en afspilningsliste.
Lyden, fra selve telefonen, er også acceptabel. Den skratter dog en lille smule, hvis du skruer for højt op.

Og mht. kameraet er der absolut ingen nykker. Sony har lagt deres 'berømte' Cyber Shot i denne mobiltelefon, og det betyder, at kameraet nærmer sig de rigtige digitale kameraer, hvilket også kan ses på mine billeder lidt højere oppe. Billederne ser utrolige flotte ud på telefonen, men det eneste minus er, at når du går ind i menuen "Kamera" og vil se billederne, så er de ret grumset i starten. Efter 2-3 sekunder ændrer de sig til højopløsningsbilleder.

I kamera-menuen er der også en del ekstra-ting så som portrætter af en ængel, en rummand, en stak papir osv. samt en del effekter til at lave ansigterne sjove. Alt i alt meget finurligt, og videooptageren er også i okay kvalitet i forhold til, at det er en lille mobiltelefon.

Som du sikkert har lagt mærke til, er denne mobiltelefon proppet med lækre ting, som jeg synes rigtig godt om. Jeg har faktisk ikke rigtig nogle negative ting at sige om telefonen, og det er et kæmpestort spring for mig at gå fra en gammel T630 til en K800i. Denne telefon er nok noget af det bedste på markedet lige i øjeblikket, men derfor er den også en smule dyr. Hvis I har spørgsmål, skal I bare stille dem i en kommentar.

Nu har jeg vist ikke mere at sige om dén mobil, så her kommer karakteren, som er meget tæt på at være perfekt.

Anmeldelse: Pirates of The Caribbean 2

I torsdags var jeg inde i biografen og se den nye Pirates of The Caribbean: Dead Man Chest, og her kommer en kort anmeldelse.

Den første film kom, for mig, bare ud af den blå luft. Den var nyskabende, sjov, godt lavet og havde tilmed en god og innovativ historie. Dog havde den ét problem, synes jeg, nemlig at den virkede for kort. Med disse ord havde 2'eren kort sagt en del at leve op til, og det synes jeg, at den har gjort rigtig godt.

Man kunne fristes til at tro, at Disney bare ville leve videre på de Gyldne Laurbær, men sådan er det heldigvis ikke. De har skruet en endnu bedre historie sammen, og der er kommet en del mere humor i. Alle skuespillerne og personerne er næsten de samme som i den første film, heldigvis.

Dét, der gør denne film bedre end forgængeren, er efter min mening, at der sker en del mere i denne film. I 1'eren gik hele komplottet ud på, at de skulle rejse til en grotte og finde en stor skat. I Dead Man Chest er det lidt mere kompliceret, fordi de både havner på en ø med en masse indfødte, som tror, at Kaptajn Jack Sparrow er en gud, der skal ofres på bålet (her sker nogle rigtig sjove episoder, som alle i biografen sad og grinede af), og de skal op på en uhyggelig båd med fiskemonstre. I slutningen af filmen er der også en actionfyldt fægtekamp på et møllehjul, hvor de tre "helte" Will Turner, Jack Sparrow og en eks-kommandør, der er blevet en bums efter at han ikke fik fanget Jack i sidste film.

Kort sagt synes jeg, at der er en del mere fyldt på denne film, og at den helt klart er bedre end den første. I slutningen af filmen sker der noget, som helt klart betyder, at der kommer en efterfølger, hvor Jacks besætning skal sejle til verdens ende ... hvorfor siger jeg ikke, men jeg glæder mig i hvert fald meget til 3'eren, selvom jeg ikke har hørt nogle bekræftelser af den.

Hvis du kunne lide Pirates of The Caribbean, så vil du elske Død Mands Kiste. Derfor giver jeg denne film et stort, stort 5-tal.

Anmeldelse: Beyond Good & Evil

Jeg købte dette spil, som er nærmest umuligt at opspore i Danmark til GameCube, for blot sølle 150 kr i en Elgiganten-butik for en måned siden, og nu er jeg endelig kommet hele vejen igennem. Efter lidt over 10 timer (jeg har dog spillet mere, men tiden starter forfra, hvis man dør; den tæller altså ikke det hele med) kan jeg stolt sige, at det var noget af et eventyr.

For kort at fortælle om spillet, ja, så er du en ung pige ved navn Jade. Jade lever i en fantastisk verden, der er meget skummel med en masse teknologiske vidundere. Selve miljøet og verdenen er utrolig fantastisk veludført i en science-fiction stil, og alle personer i spillet har en ånd og sjæl - efter min mening bedre end hvad Zelda: The Wind Waker kan præstere.
Mange sammenligner nemlig dette spil med Zelda til GameCube, og jeg vil straks indrømme, at der er visse ligheder.

Spillet er i fuld 3D, og man skal løse gåder lidt ala Zelda. Men her adskiller BG&E sig. Det er nemlig 100% originalt og indeholder masser af stof, der aldrig er set før. Det har sin helt egen stemning, som er meget speciel. Humoren er også virkelig genialt lavet, og banedesignet er meget nær perfekt, efter min mening.

Jade er en smidig pige med atletiske egenskaber, og i starten i spillet bliver hendes onkel, en sej gris ved navn Pey'J, kidnappet af en organisation, der kalder sig selv Alpha Sections. Disse folk påstår, at de vil beskytte byen mod onde rumvæsener. Noget går dog galt, og Jade får mistanke til denne gruppe. Hun bliver ansat af det hemmelige IRIS, hvis mål er at finde sandheden. Under et dæknavn begiver Jade sig ud på nogle af Alpha Sections' baser for at tage billeder med sit kamera, så hun kan samle bevismateriale nok til at afsløre deres onde planer.

Beyond Good & Evil er som sagt bygget op lidt ligesom The Legend of Zelda, men der er ikke nær så meget kamp i spillet. Ofte skal man snige sig forbi vagter, hvilket er meget fantasifuldt fundet på, og det udføres på masse forskellige måder. Nogle gange skal man skyde deres luftflasker i stykker, men hvis der er for mange på én gang, er det bedre at kravle forbi uden at blive opdaget. Dog er deres kunstige intelligens ikke så høj, men dette er nødvendigt for at det smarte vagtsystem skal fungere ordentligt.

Igennem hele spillet skal man tage fotografier af diverse hemmeligheder, og man kan også blive belønnet ved at tage billeder af sjældne dyr. Hele vejen igennem har man en slags luftpudebil, der opgraderes i løbet af spillet, og dette fungerer rigtig godt.

Bag på spillets æske er der et citat fra IGN.com, der påstår, at spillet er de voksnes Zelda. Igen vil jeg sige, at det er to ret forskellige spil, men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk bedre om dette her end The Wind Waker. Måske er Wind Waker større og mere detaljeret end BG&E, men selvom at det er hurtigt gennemført, er det som om, at BG&E er bedre designet.
Franske Michel Ancel (Rayman) fra Ubisoft har designet et spil med magiske evner helt ud af den blå luft, og det er så nyskabende, at man kun kan elske det.

Jeg kunne sagtens skrive meget mere om spillet, men det vil ikke være til meget gavn. Beyond Good & Evil skal opleves og ses med de blotte øjne, og stemningen kan slet ikke beskrives med ord. Det hele virker så gennemført, mens det eneste negative er holdbarheden. Spillet er som sagt ikke specielt langt, men der er virkelig underholdning for pengene hele vejen, i modsætning til hvad jeg synes om Zelda: The Wind Waker. I Wind Waker der en masse dungeons og ekstramissioner, som er fine nok, men mange af dem er ikke ret interessante, fordi de er så små og ligegyldige.

Som du sikkert har lagt mærke til i denne anmeldelse, er jeg ret glad for dette spil. Stemningen, humoren og ikke mindst den flotte, søde og rå pige, Jade, er virkelig godt skruet sammen, og jeg kan reelt set ikke finde flere dårlige synspunkter i spillet end det lidt ulogiske kort, man bruger, og at underteksterne nogle gange ikke følger med replikkerne. Og måske også den lidt for nemme sværhedsgrad, men det gør ikke så meget ...

Alt i alt er det helt klart et must-have for alle, men det er desværre ret svært at opspore nu, fordi det blev ret ukendt bl.a. pga. for lidt reklame. Dette er virkelig en perle, en strålende perle, fra Ubisoft's skattekammer, og hvis du på nogen måde kan anskaffe dig dette spil - så gør det!
Historien er rigtig godt fundet på, og jeg ville være blevet meget glad for en efterfølger, som faktisk var på tale, men der desværre blev droppet grundet det dårlige salg, hvilket egentlig er syndt, når man sammenligner med spil som Prince of Persia, der har fået tre kapitler i 3D.

Slutningen lægger nemlig SÅ meget op til en efterfølger, men det er droppet nu. Dog går jeg stadig og håber på en Nintendo Wii-only udgave lidt ligesom Red Steel er :D

Det er helt klart et af de bedste og mest gennemførte spil jeg har oplevet i mange år, og det ligger, efter min mening, meget tæt på en perfekt karakter. Derfor giver jeg det 5 bloppers, selvom det måske snarere skulle have haft 4.7 ud af 5. Men med mit karaktersystem findes der intet mellem 4 og 5, så derfor runder jeg op til det højeste.
Måske vil du tænke, at det er en lidt høj karakter at give et spil, men meningen med en anmeldelse er jo netop, at forfatteren, dvs. mig, skal bedømme spillet ud for sin egen mening - og det har jeg så gjort.

Men hov, jeg har jo glemt alt det tekniske ...
Jeg vil lige runde af med at sige, at grafikken bestemt er ganske nydelig, og dette gør det flotte design på ingen måde dårligere. Lyden er også rigtig god og indeholder nogle meget iørehængende melodier, som man kun kan nyde.

Det var så det; nu er vi nået til vejs ende i denne korte anmeldelse, der snilt kunne beskrive meget mere om dette spil, og nu er du hermed blevet anbefalet Beyond Good & Evil!
... men hvis du stadig mangler det sidste kick, inden at du bestemmer dig til at købe dette spil, så kan en kort demo til pc hentes her. Desværre er spillet ret dårligt udført på computer, da menuerne ikke rigtig virker optimalt, men det kan dog stadig give et lille indblik i, hvad du kan forvente.