mandag den 6. oktober 2008

Mit forhold til musik

Jeg har aldrig lyttet særlig meget til musik. Nogle mennesker undrer sig over dette og spørger mig, hvordan jeg kan leve uden musikken. Af en eller anden grund har mediet bare aldrig rigtig fænget mig, og derfor lytter jeg stort set ikke til noget i min dagligdag, som jeg ved, at rigtig mange andre gør. Det er ikke fordi, jeg ligefrem savner noget; jeg er bare mere til andre medier så som videospil, film og bøger. Jeg hører selvfølgelig musik rundt omkring, til fester, i skolen, i radioen, og jeg er da også glad for rytme-/musikgenren, når det gælder spil (Guitar Hero og Elite Beat Agents), men ellers spiller musikken ikke nogen særlig stor rolle i mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogle mennesker kan have flere tusinde sange på deres iPods. Man får jo aldrig lyttet alle igennem, og hvis man gør, bliver det sikkert blot noget overfladisk og tilfældigt lytteri. For mig skal musik indeholde følelser, og derfor er jeg ikke så glad for alle de popsange, der indeholder ligegyldige tekster. Hvis det endelig skal være, er jeg ret glad for instrumental temamusik i forskellige spil og film (nogle af mine yndlingsstykker findes i Zelda- og Phoenix Wright-spillene). Trods det faktum, at jeg stort set ikke lytter til musik i dagligdagen, var jeg på et tidspunkt ved at købe en iPod, simpelt hen på grund af at det jo er et lækkert stykke isenkram trods den megen hype og mode-omtale. Apropos iPods, så er jeg ved at være godt og grundigt træt af den almene forståelse, der siger, at en iPod er synonym med en musikafspiller. Bevar mig vel, men nogle tror rent faktisk, at der ikke findes andet end de hvide gadgetdimser fra Apple, og folk har svært ved at indse, at iPod'en blot er én slags MP3-spiller. Lidt på samme måde forholder det sig inden for gaming, hvor folk associerer det at spille videospil med PlayStation; dette er heldigvis ved at ændre sig, i takt med at Nintendo Wii vinder mere og mere fremdrift.

I stedet for at bruge mange penge på en hvid iAfspiller, købte jeg for et halvt års tid siden en lille Creative Zen Stone til 250 kr. Det er en lille rund sten med "sølle" 2GB plads, hvilket er mere end rigeligt til mig. Sagen er nemlig den, at jeg lytter til en hel del podcasts, når jeg cykler til og fra skole. Her er det hovedsageligt teknologi- og spilrelaterede podcasts, jeg downloader og lytter til. Det er en rigtig god måde at få ny viden på, mens man alligevel er på farten. Jeg er især rigtig glad for GoNintendos podcast, som udkommer hver søndag. Ugentligt sætter RawmeatCowboy sig sammen med sine venner for at snakke om Nintendo-nyheder, udgivelsesdatoer, svarer på spørgsmål og gætte spilmusik. Sidstnævnte er rigtig skægt, fordi brugerne får lov til at sende musik ind, som på et eller andet tidspunkt har floreret i et Nintendospil. Det er så meningen, at de skal gætte, hvor musikken kommer fra, hvilket er rigtig sjovt. Gruppen er oppe på 164 afsnit, og de har endnu ikke misset én eneste uge. Selv startede jeg med at lytte ved nogle og 60, og har været med stort set hver uge. Ellers lytter jeg som regel også til Harddisken, som udgives af DR P1. Det er et slags radioprogram, som omhandler alt inden for computerverdenen, og ofte er det nogle rigtig interessant emner, der bliver bragt på banen.

2 kommentar(er):

BonusNinja sagde ...

Sjovt :) Tror aldrig, jeg har hørt om en, der aldrig har lyttet særlig meget til musik! Jeg er opvokset i en musikalsk familie, og ja, jeg sidder endda og høre musik lige nu. Hører musik mange timer hver eneste dag.

Jeg finder dit forhold til musik MEGET interessant, heh ... :)

BonusNinja sagde ...

hører* :|

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)