mandag den 22. februar 2010

Jesse Schell til DICE: Fremtidens game designere er psykologer

Det er altid spændende at høre kloge folk holde foredrag på de mange spiludviklingskonferencer, som med årene er blevet ganske populære rundt omkring i verden. For nyligt blev DICE afholdt, hvor spændende personligheder kom fra nær og fjern for at tale og spå om fremtiden inden for spilmediet.

En af dem var Jesse Schell, som om nogen kender noget til dét at udvikle spil. Han ejer sit eget firma, Schell Games, er universitetsunderviser i game design, har arbejdet sammen med Disney i mange år, og i 2008 skrev han en fremragende bog, som jeg tilfældigvis har nedfældet en anmeldelse over: Min boganmeldelse af The Art of Game Design: A Book of Lenses på Unge Spiludviklere.

D.I.C.E. Summit (Design, Innovate, Communicate, Entertain) er en årlig spilkonference, som bliver afholdt i Las Vegas, Nevada. Her mødes en række af spilindustriens mest innovative folk for at tale om, hvad fremtiden kommer til at byde på i denne heftigt forandrende branche.

Fremtidens game design - kig blot på Facebook og Achievements
Schells forelæsning omhandler hans tanker om fremtidigt game design, som efter hans opfattelse kommer til at blive meget påvirket af de psykologiske processer i menneskehjernen. Han taler om uventede succeser som FarmVille og Mafia Wars, som har taget Facebook med storm. Dermed slår han et slag for micropayment-forretningsmodellen, som i dén grad har taget røven på folk og vist sig at være en gigantisk indtjeningskilde på flere milliarder. Han snakker ligeledes om, hvorfor spil som Guitar Hero og Wii Fit er blevet så populære, som de er, hvorpå hans argument lyder, at spillene har grobund i noget virkeligt. I dag er alt blevet digitaliseret og virtuelt, så derfor er det et logisk skridt, at folk nu gerne vil have, hvad der er naturligt, ægte og autentisk.

Han taler også om fænomener som Achievements, hvor han forudser, at hele vores verden kommer til at handle om at optjene abstrakte point. I vores hverdag vil alle vores handlinger blive belønnet med experience points, som kan og vil blive udnyttet af glubske investorer. Det er faktisk et ret skræmmende fremtidsscenarie, han tegner, men det virker på ingen måde urealistisk. Tendensen bliver således, at alt i fremtiden kommer til at være en del af et slags meta-game, hvor en belønning for enden af ruten er vores motivation til at blive ved med at arbejde som en hamster i et bur.

Jesse Schell er en rigtig god taler, og han har nogle meget tankevækkende pointer. At psykologi bliver et langt større del af game design ser jeg meget plausibelt, og det får mig til at overveje at begynde at blive mere kendt inden for dette felt. Det har altid fascineret mig, hvordan menneskets dybere kognitive processer fungerer, og hvorfor vi tænker opfører os, som vi gør. Jeg har dog aldrig rigtig gjort noget ud af det, hvilket ærgrer mig en smule.

På vores skole skulle vi sidste år vælge et ekstrafag, hvori psykologi var tilgængeligt. Jeg fandt dog matematik på B-niveau mere passende, især hvis jeg skal videre igennem uddannelsessystemet, men det skal ikke forhindre mig i at lære noget om psykologi på andre måder. Mon ikke der findes nogle gode kurser derude, som man kan tage?

Du kan se Jesse Schells 28-minutter lange lecture i nedenstående video eller ved at klikke her: Is Your Life Just One Big RPG? -- Mind-Blowing Speech From DICE 2010. G4tv har desuden oprettet en dedikeret side, hvor man kan se meget mere fra spilkonferencen.



Tak til Thomas Vigild og Klik-bloggen for at gøre opmærksom på dette foredrag.

0 kommentar(er):

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)