mandag den 8. februar 2010

Seriøse billeder af hardcore gamere - du tror ikke dine egne øjne!

Mainstreamindustrien har det med at portrættere spilverdenen på en meget stereotypisk måde. Ganske vidst er det blevet bedre med årene, men vi kommer ikke uden om de mange klichéer, hvor bebumsede teenagerdrenge sidder oplyst i det svage skær fra computerskærmen med pizza og cola ud over det hele.

Det siger sig selv, at man ikke kan udstille denne såkaldte typiske gamer i reklamerne. En bleghvid nørd med briller sælger ingenting. Tværtimod handler det om at finde smukke mennesker med det pureste Colgate-smil. Når man kigger på den måde, Nintendo har markedsført deres Wii-konsol på, er det tydeligt, at glade mennesker sælger produktet godt. Jeg mener: Hvordan kan man IKKE få lyst til at købe sig en Wii med dertilhørende Wii Sports, når man ser, hvor glade disse mennesker ser ud?

Skide være med at de kigger i tre komplet forskellige retninger. Der er der jo ingen, som lægger mærke til. Og skide være med at disse mennesker sandsynligvis aldrig nogensinde har prøvet at SPILLE de spil, som de skal reklamere for - de skal jo bare se godt ud, ikk'?

Især i forbindelse med Wii'ens udgivelse gik Nintendo amok med deres "it's a lifestyle!"-kampagne, hvor det ene perfekte menneske efter det andet skulle stå model for den nye spillekonsol. Indimellem er der dog nogle ret kiksede billeder af finde, som hjemmesiden Infendo på fineste vis demonstrerer.

Nintendos billeder er dog langt fra de værste. GameSpy har for nyligt sammensat en liste over 25 af de mest åndssvage forsøg på at fremvise en gamer i sit eget miljø. Det er faktisk ret skræmmende, hvor lidt reklamefolkene egentlig sætter sig ind i deres ting. Hvordan i alverden kan man ellers finde på at fremvise en flok dreng, som sidder med en controller og stirrer på en blank fjernsynsskærm? Seriøst, kom da ind i kampen!

Der er sgu nogle bommerter indimellem. Danmark har også været gode til det med at sætte videospil ind i højest besynderlige kontekster. Så sent som i efteråret husker jeg at have set adskillige reklamer for chokoladen After Eight, hvor man af uforklarlige årsager havde smuglet en Xbox 360-controller med på billedet under sloganet "After 8 Game Overs". Sjovt nok manglede der dog det velkendte krydslogo på midten af controlleren. Photoshop-magi for at undgå en retssag fra Microsoft, maybe?

1 kommentar(er):

Benjamin Nicholas Overgaard sagde ...

Så prøv at se, hvad jeg kom forbi engang, da jeg var i en elektronik forretning i USA ved navn "Target":

http://img365.imageshack.us/img365/962/controllerfail.jpg

Billedet var på kassen til en "Gamer stol". Læg mærke til deres controllers :D

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)