søndag den 7. marts 2010

En fantastisk bog om at være kreativ

For et stykke tid siden læste jeg et indlæg på Game Producer, hvor bloggeren bag skriver om sine ups og downs i forbindelse med et privat hobbyspilprojekt. I indlægget refererede han til en bog, Ignore Everybody: and 39 Other Keys to Creativity, som jeg fluks bestilte fra Amazon - og hvilken bog!

Som titlen antyder, handler denne kompakte, lille bog om, hvordan man som menneske udnytter sit kreative potentiale. Igennem 40 forskellige punkter beskriver forfatteren, hvad det vil sige at skabe noget - være kreativ - for sin egen fornøjelses skyld i stedet for at have et indsnævret billede af, hvad markedet gerne vil have og så starte derudfra.

Forfatteren, Hugh MacLeod, tager udgangspunkt i sit eget liv: Igennem hans ungdom flød han rundt i den ene og den anden branche, indtil han fandt ud af, hvad han virkelig brænder for, nemlig at tegne små tegninger på visitkort, akkompagneret med to-tre linjers tekst, der på en eller anden obskur måde beskriver verden:


Han tegnede dem ikke for andres skyld, men udelukkende fordi han fandt det sjovt og interessant. Det var løsningen for ham, en måde at komme ud med al den kreativitet, hans krop rummede, og han var fuldstændig ligeglad med, hvad andre syntes. Dette resulterede i flere tusinder tegninger.

Efter nogle år gik det dog op for ham, at folk faktisk var interesseret i disse visitkort. Igennem hans blog, Gapingvoid, mødte han en enorm interesse, som sidenhen har medført bogen Ignore Everybody.

For mig rammer bogen fuldstændig plet og sætter ord på en række følelser og tanker, som jeg længe har siddet inde med. Mange af de ting, han skriver om, har jeg oplevet og funderet meget over. Noget af det, som jeg fandt allervigtigst i bogen, er hvordan man som kunster skal balancere mellem formålet, midlerne og budskabet. Kort sagt skriver han, at hvis man skaber noget med intentionen at blive en supersællært (det være sig en bog, et maleri, et videospil, en film, etc.), er man ganske forkert på den.

Hvis man blot tænker som alle andre og kun arbejder hen mod at blive anerkendt af verden, har man misforstået sig selv som person. Det er ikke sikkert, at man vil få den fortjente anerkendelse for sine værker lige med det samme, men hvis man ligger hårdt knofedt i og fortsat arbejder videre på det, som stimulerer én, vil man i sidste ende blive belønnet for sit arbejde. Det kan godt være, at man havner et helt andet sted, end hvad man havde forventet, men netop dette er med til at gøre livet spændende: Livet er et eventyr.

Det er som at skrive en blogpost udelukkende med det formål at få høje placeringer på diverse keywords på Google. Hvad man egentlig skriver er praktisk talt ligegyldigt, da det kun handler om at rangere højest på søgemaskinerne for i sidste ende at tjene ekstra cash. MacLeod mener, at hvis man brænder for at skrive en blog, og bliver ved længe nok, vil nogen derude eventuelt finde frem til én, også selvom man måske ikke skriver tekster, som direkte relaterer til den nuværende zeitgeist.

Personligt tager jeg mig selv i situationer, hvor jeg er i gang med at se en film/spille et spil/læse en bog/whatever, hvor jeg i stedet for at være fokuseret på det, jeg netop er i gang med, spekulerer over, hvorledes jeg kan nedfælde et eller andet omkring det givne emne på min blog. Denne holdning er naturligvis ikke videre optimal.

Tillad mig at hive et uddrag ind, som jeg fandt meget sigende for bogen (læs flere uddrag her):

10. The more talented somebody is, the less they need the props.

Meeting a person who wrote a masterpiece on the back of a deli menu would not surprise me. Meeting a person who wrote a masterpiece with a silver Cartier fountain pen on an antique writing table in an airy SoHo loft would SERIOUSLY surprise me.

Abraham Lincoln wrote The Gettysberg Address on a piece of ordinary stationery that he had borrowed from the friend whose house he was staying at.

James Joyce wrote with a simple pencil and notebook. Somebody else did the typing, but only much later.

Van Gough rarely painted with more than six colors on his palette.

I draw on the back of wee biz cards. Whatever.

There’s no correlation between creativity and equipment ownership. None. Zilch. Nada.

Actually, as the artist gets more into his thing, and as he gets more successful, his number of tools tends to go down. He knows what works for him. Expending mental energy on stuff wastes time. He’s a man on a mission. He’s got a deadline. He’s got some rich client breathing down his neck. The last thing he wants is to spend 3 weeks learning how to use a router drill if he doesn’t need to.

A fancy tool just gives the second-rater one more pillar to hide behind.

Which is why there are so many second-rate art directors with state-of-the-art Macinotsh computers.

Which is why there are so many hack writers with state-of-the-art laptops.

Which is why there are so many crappy photographers with state-of-the-art digital cameras.

Which is why there are so many unremarkable painters with expensive studios in trendy neighborhoods.

Hiding behind pillars, all of them.

Pillars do not help; they hinder. The more mighty the pillar, the more you end up relying on it psychologically, the more it gets in your way.

And this applies to business, as well.

Which is why there are so many failing businesses with fancy offices.

Which is why there’s so many failing businessmen spending a fortune on fancy suits and expensive yacht club memberships.

Again, hiding behind pillars.

Successful people, artists and non-artists alike, are very good at spotting pillars. They’re very good at doing without them. Even more importantly, once they’ve spotted a pillar, they’re very good at quickly getting rid of it.

Good pillar management is one of the most valuable talents you can have on the planet. If you have it, I envy you. If you don’t, I pity you.

Sure, nobody’s perfect. We all have our pillars. We seem to need them. You are never going to live a pillar-free existence. Neither am I.

All we can do is keep asking the question, “Is this a pillar” about every aspect of our business, our craft, our reason for being alive etc and go from there. The more we ask, the better we get at spotting pillars, the more quickly the pillars vanish.

Ask. Keep asking. And then ask again. Stop asking and you’re dead.
Jeg kan varmt anbefale bogen til alle, som gerne vil have mere ud af deres liv, både kreativt men også helt nede på det dagligdags plan. Den beskriver på en humoristisk måde, hvordan vores samfund er bygget op på en række abstrakte idealer, og hvordan vi alle til en vis grad lever i en illusion. Det er dog - heldigvis - muligt at bryde med denne, hvis blot man aktivt og engageret er villig til at sætte tid og energi af til, hvad der beskrives som "vores allesammens Mount Everest vi gerne vil bestige her i livet".

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)