lørdag den 7. august 2010

Et nostalgisk kig tilbage på et spil om vind og venskab

Selvom min bunke af ikke-gennemførte spil mildest talt er pinlig stor, har jeg det indimellem med at hive nogle af mine gamle titler frem for at genopleve den dejlige nostalgi. I dag spillede jeg et af mine allerstørste yndlingsspil, nemlig The Legend of Zelda: The Wind Waker, som udkom til GameCuben tilbage i 2003.


Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg var ude at købe spillet. Dette var mit allerførste Zelda-spil nogensinde, og jeg var meget i tvivl om, hvad der ventede mig, da jeg cyklede hjem fra Fætter BR den lune sommerdag. Jeg havde tidligere oplevet Ocarina of Time ganske kort hos en kammerat, som havde lejet det i Blockbuster. Dengang sagde det mig absolut intet, hvilket heldigvis har ændret sig siden da.

Som mange ved, er Zelda-serien ekstremt konservativt og rigidt opbygget, og hele formularen bliver gentaget i alle de nyere 3D-spil. Det hele startede med Ocarina of Time, hvorfor mange mener, at de efterfølgende spil mere eller mindre har været dobbeltgængere af den store Nintendo 64-klassiker. Men for mig var alt det med Zelda helt nyt, og derfor kom jeg til serien med helt friske øjne.

Det tog mig dog lang tid at finde ud af, hvad The Wind Waker var for en størrelse, for allerede kort inde i spillet sad jeg fast, fordi jeg ikke kunne læse engelsk og dermed ikke forstod, hvor jeg skulle bevæge mig hen i verdenen. Der er nemlig et tidspunkt i spillet, hvor man skal sejle hen til Dragon Roost Island, og hvis man sejler i den forkerte retning, får man et hint om, hvilken vej man skal -- hvilket jeg dengang helt missede.

For mig står The Wind Waker som noget helt unikt i mit livs "spilkarriere". For det første er spillet, den dag i dag, fænomenalt på alle måder. Den grafiske stil er virkelig noget for sig selv. Personligt elsker jeg tegnefilms-looket, selvom mange hadede det dengang. Konceptet med at sejle rundt i en gigantisk eventyrverden i en lille sejlbåd appellerede også enormt meget til mig. Men udover spillet i sig selv var det mest selve den omkringliggende oplevelsen, der betød og betyder noget for mig. På grund af dets størrelse og kompleksitet var The Wind Waker nemlig et spil, jeg brugte rigtig lang tid om at gennemføre, og mange venner og skolekammerater var med indenover for at hjælpe den lille, grønklædte helt på vej.

Især spillede jeg The Wind Waker sammen med en rigtig god ven (selvsamme som jeg prøvede Ocarina of Time ved), som jeg har kendt lige siden børnehaven. Vi lavede alting sammen og var konstant på besøg hos hinanden. Vi havde virkelig meget glæde af at udforske den store og livagtige verden og knække de til tider hårde puzzles. Alt dette var før jeg begyndte at bruge internettet, hvilket gjorde det ekstra fedt, når man så endelig regnede en gåde ud. Man kan sige, hvad man vil, men GameFAQs har på en eller anden måde taget noget fra spilglæden i dag. Dengang kunne vi bruge oceaner af tid på at spille og diskutere, hvordan tingene bedst skulle gribes an - hvor vi skulle sejle hen, hvilke side-quests vi skulle begive os ud på, etc.. Vi spillede til langt ud på natten og havde det bare smadderhyggeligt sammen. Det var en episk oplevelse, i ordets bogstaveligste forstand.

Efter at have gennemført The Wind Waker opstod der dog en mindre dødvandsperiode, hvad angår mit spilleri. Jo vist spillede vi stadig masser af Super Smash Bros. Melee og diverse andre titler, men højdepunktet i min GameCubes levetid har uden tvivl været The Wind Waker. Efterfølgende har jeg så givet mig i kast med de tidligere spil i serien, men ingen af disse formåede ligesom at give samme magiske oplevelse, som The Wind Waker gjorde. For eksempel var (og er) jeg dybt fascineret af tidsmekanismerne i Majora's Mask, som er et spil, jeg sidenhen har fordybet mig meget i. Men fordi jeg mest spillede dette spil alene, fik det aldrig samme gennemslagskraft, hvilket jeg var ked af.

Tiden gik, og omkring 6.-7. klasse begyndte tingene at forandre sig. Den dag i dag er jeg ikke klar over, hvad der helt præcist skete, men min ven og jeg begyndte langsomt at glide længere og længere væk fra hinanden. Det gjorde mig faktisk ret trist, for pludselig havde jeg ikke ham til at dele de mange gode oplevelser med foran skærmen. Jeg havde (og har) heldigvis stadig min lillebror, men det var aldrig helt det samme.

Nogle år senere skete der dog noget: Et nyt Zelda-spil blev annonceret under Nintendos pressekonference! Jeg øjenede en mulighed for at genetablere kontakten til min ven. Det nye spil så fantastisk ud, og hvis bare det kunne blive udgivet hurtigst muligt, havde jeg måske en chance for at dele endnu en Zelda-oplevelse sammen med min ven. Men, men. Tiden gik, og Nintendo blev gang på gang ved med at udskyde spillet. Med en trist fornemmelse i maven kunne jeg kun se til, indtil Nintendo omsider fortalte, at spillet (nu døbt Twilight Princess) ville blive udgivet sammen med den nye Wii i slutningen af år 2006. På daværende tidspunkt havde jeg stort set ingen kontakt til min ven længere; vi havde tidligere gået til svømning sammen to gange om ugen, men et halvt år forinden havde han meldt sig ud, fordi han ikke havde lyst længere.

Da det så endelig blev den 8. december 2006, stod jeg i kø ved morgenåbningen hos EB Games for at hente min nye, hvide spillekonsol. Jeg havde længe talt ned til denne dag, og nu stod jer der så -- helt alene. Min ven og jeg havde været de største Nintendo-fans i mange år, og jeg havde set meget frem til, at vi to skulle smutte hjem til mig og lege med den nye maskine. Men det skete bare ikke. I stedet endte jeg med at sidde og spille Twilight Princess mutters alene, indtil at min bror kom hjem fra skole. Man kan mene, hvad man vil om Twilight Princess, men et dårligt spil er det i hvert fald ikke. Alligevel sad de fleste, inklusiv jeg selv, med følelsen af at have set den samme film to gange. Det viste sig nemlig, at Twilight Princess var lige netop det, fansene havde skreget efter: mere af det samme. Til trods for den Ringenes Herre-inspirerede fantasy-stil havde spillet bare ikke samme charme som The Wind Waker, der med sin cel-shading virkelig føltes som et friskt pust, hvorimod Twilight Princess mere lignede en ny udgave af Ocarina of Time.

Møjsommeligt kæmpede jeg mig igennem Twilight Princess, og hen imod slutningen får jeg endelig overtalt min ven til at komme på besøg for først gang i lang tid. Jeg viser ham spændt det nye Zelda-spil, hvor jeg på nuværende tidspunkt befinder mig ved den tåbelig boss Zant, der springer rundt som en forvirret kylling. Selvom intet bliver sagt herom, sidder vi begge med følelsen af, at gnisten er væk. Tiden er løbet fra Nintendo, og vi er begge to på et eller andet punkt vokset fra Zelda ... og måske endda også hinanden. Man kan måske endda sige, at den fjollede Zant står som et ironisk billede på vores venskab.

Efter den dag begyndte vi at ses sjældnere og sjældnere, og i dag mødes vi stort set kun, når en fælles ven holder fødselsdagsarrangementer. De sidste tre år har det været en all-night tur til netcaféen Boomtown (hvor vi har tæsket os igennem Left 4 Dead-spillene), men nu hvor netcaféen er gået konkurs, er jeg i tvivl om, hvorvidt min ven og jeg overhovedet kommer til at ses igen.

Hvad har jeg så lært af dette? At hvis man har en god ven, skal man virkelig passe på, for sådan et venskab kan være yderst skrøbeligt. Man er også nødt til at overveje, hvilket fundament dette hviler på. I vores tilfælde var det videospil. Jo vist har vi også lavet masser af andre ting sammen, men når alt kommer til alt, var vores helt store fælles interesse gaming. Kald det sørgeligt, hvis du vil, men sådan var det nu en gang, og jeg ærgrer mig i dag over, at jeg ikke indså disse ting noget før. Så ville jeg måske have haft muligheden for at skride ind i tide og bevare vores venskab.

Desværre har jeg oplevet dette flere gange; at nogen, man synes, man har haft så meget sammen med, pludselig ændrer sig markant, og at man pludselig finder sig selv i den situation, at man ikke har det til fælles længere, som man havde engang. Nye interesser og omgangskredse skabes, og man får ikke lige taget sig sammen til at gøre, hvad der er nødvendigt, for at man skal blive ved med at holde kontakten. Nogle gange føler jeg mig en smule ensom.

I dag har jeg dog fået lagt disse ting forholdsvist bag mig og accepteret, at man ikke altid kan bevare tingene, som de engang var. Man bliver ganske enkelt nødt til at bevæge sig videre. Alligevel er det svært for mig ikke at føle mig nostalgisk trist, når jeg anno 2010 tænder min Wii og loader min oprindelig savefil fra The Wind Waker. For mig vil dette spil altid have en særlig plads i mit hjerte, og jeg vil, lige så længe jeg lever, huske tilbage på de glade stunder, jeg havde i forbindelse med Links eventyr i Hyrule. Spillet rummer et virvar af anekdoter, som jeg aldrig får igen. Det var en tid, hvor man blot gamede, fordi det var sjovt at dele oplevelser sammen med sine venner, og hvor ting som HD-opløsning og online endnu ikke eksisterede. Dengang udforskede man The Great Sea ganske enkelt på grund af, at det var sjovt, og ikke for at få fat i en samling abstrakte gamerscore-points, der kan pynte på éns virtuelle potensforlænger.

Det var også en tid, hvor spillene ikke fyldte så meget af mit liv, som de gør i dag; hvor jeg glædede mig til jul og til min egen fødselsdag, hvor jeg som regel fik et nyt spil i gave. I dag køber jeg flere spil om måneden og har dårlig nok tid til at fordybe mig ordentligt i dem. Men det værste er, at jeg savner nogle andre mennesker at dele disse spil med. At skrive og læse om spillene på nettet er kun en ringe trøst for dét at have en rigtig god ven, som man kan sidde sammen med i sofaen og bare leve sig ind i den magiske verden, der fremtrylles på skærmen.

Uanset hvor fantastisk det nye Skyward Sword end bliver, skal der et mirakel til, for at genskabe samme oplevelse, som jeg havde med The Legend of Zelda: The Wind Waker. Som desmerdyret Timon så polisk formulerer: Det handler om at lægge fortiden bag sig. Også selvom det til tider kan være svært.

8 kommentar(er):

Tøjza sagde ...

Super flot blogindlæg må jeg sige. Kan godt relatere til en del af det.. Ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde :p

Jeg tror, at mange der har gaming som interesse, har oplevet det dér med at vokse fra deres forhenværende gode venner. Da man gik i de små klasser var det mainstream at snakke løst og fast om Nintendo-klassikerne.

De, jeg som lille har delt min Pokémon-interesse med i skolen, har jeg ingen kontakt til overhovedet. Jeg flyttede væk fra skolen i 7. klasse, og siden da har jeg ikke haft nogen nævneværdig kontakt med nogle fra min gamle skole. Jeg tænker af og til på, at det kunne være interessant at få kontakt til nogle fra klassen igen, og så få brudt isen, og snakke om de gode gamle tider. Men det er også bare en tanke, for det er simpelthen så mange år siden, og det ville være totalt mærkeligt at gøre uanset hvad.

Man kan godt sige, at der er et hul i min tid før 7. klasse, når jeg kigger tilbage - for min bedste veninde, jeg delte mange interesser med, viste sig også at opføre sig virkelig åndssvagt over for mig, og beskylde mig for nogle virkelig absurde ting, nok til at jeg ikke ville se hende mere. Og de år hvor jeg virkelig følte mig en del af klassen, var de år hvor man samlede sig om Pokémon og andre diller (eller, for dem var det en dille, for mig hang det ved lige siden). Ellers havde de ikke rigtig noget tilfælles med mig.

Så jeg kan godt følge dig i, at man skal overveje, hvorfor man egentlig er venner... om det er et solidt grundlag, og ikke blot over en interesse. For en interesse kommer og går.. desværre. Det tænkte man jo slet ikke på, da man i 3. klasse lykkeligt uvidende troede man var verdens centrum, fordi man kunne lide Pokémon lige som alle de andre, og så var man alles ven. Men hey, det var da fedt så længe det varede.

.. det er lidt rodet, det her indlæg, men det var lige for at give nogle eksempler på det jeg kan relatere til. Jeg føler jeg har meget mere at kommentere på, men min hjerne kan ligesom ikke mere for i dag - er træt :P Vender måske stærkt tilbage senere.

Gustav Dahl sagde ...

Tak for din kommentar. Kan udmærket nikke genkende til det, du beskriver.

Jesper sagde ...

Meget smukt (og en smule sentimentalt) blogpost,og jeg kender alt for godt til følelsen. Da jeg var helt lille (som i meget lille) var jeg på spejdertur, og skulle køre med en af mine klassekammerater hjem fra turen. På den tur faldt jeg i snak med hans storebror der lige havde købt den nye Nintendo 64, hvilket var sådan en størrelse jeg også ønskede mig. Jeg havde en snes, men denne kunne præsentere grafik i 3D! Vi aftaltes derfor at mødes.

Jeg kom hjem til ham, og gennemførte efter mange, mange måneder spillet. Måske gik der et helt år, hvem ved. Det samme gjorde vi med Zelda OoT og Banjo Kazooie. Begge spil er faktisk ret svære hvis man ikke kan engelsk, i sær det sidste, da der er en quiz der virkeligt kræver engelsk kundskaber.

I dag ser jeg ham ikke mere, det er årevis siden vi sidst var sammen. Da han var nogle år ældre end mig, skulle han på efterskole og videre i gymnasiet, og vi var således ikke sammen mere. Jeg ved at han bor i Aalborg og kunne virkelig godt tænke mig at gennem føre det nye spil med ham. Bare os to og en weekend. Rørstrømsk og følelsesladet, men det er ganske sandt.

Brock Petersen sagde ...

Jeg tror alle, vi har disse nostalgiske øjeblikke, vi længes efter. Sådanne perioder, tidspunkter og øjeblikke er nok svære at genskabe. Det har noget at gøre med tiden, alderen og vennerne. Men når det er sagt, så spørger jeg tit mig selv, om det ikke har noget at gøre med spillene også? Spilindustrien er stor i dag, og der bliver pumpet masser af spil ud. Mange af dem er da meget gode. Men er magien der stadig? Jeg synes det ikke. Jeg keder mig, og køber næsten aldrig spil mere. Ikke fordi jeg ikke vil, men når jeg går ind i GameSpot nu om dage, er det ikke længere en verden fuld af mange muligheder, som det var i slutningen af 80'erne og 90'erne. Jeg synes ikke, der er nok kvalitet - magien er forsvundet.

Gustav Dahl sagde ...

Tak for din kommentar, Alexander :)

Du har delvis ret; mange spil i dag indeholder ikke samme magi, som de gjorde tidligere. Men jeg tror i lige så høj grad, at det har noget med os mennesker at gøre - jo mere vi vænner os til noget, desto kedeligere bliver det. Derfor er det vigtigt, at nogen fortsat arbejder på at skubbe mediet fremad og i nye retninger, for at tingene kan blive ved med at være spændende.

Nintendo er på én og samme tid en synder og befrier i denne situation. Ofte er deres spil meget konservative og bygger på samme gamle formler (især Zelda-serien), men på den anden side er det også dem, der kommer med det helt nye og gakkede, som ingen regnede med, men som alligevel ender med at være blive de facto standarden.

Brock Petersen sagde ...

Nå, men svar blev for langt til at den ville acceptere det her i kommentarsystemet, så har smidt min kommentar på min egen blog. :)

http://playbrockplay.wordpress.com/2010/09/04/svar-til-wikzos-blogindlæg-om-zelda/

Gustav Dahl sagde ...

Fedt. Tak for at dele dine meninger i form af et helt nyt blogindlæg!

playbrockplay sagde ...

Jeg behøver skam ingen tak. ;) Jeg håber dog, du synes, nogle af mine tanker om Zelda er interessante. Jeg ved ikke, om de stemmer overens med, hvordan du opfatter seriens essens - og hvordan du ser spiludvikling mere generelt? Du kom jo først med omkring TWW.

Det er sjovt. Når jeg snakker med andre gamere om, hvad der skal ske med Zelda, efterspørger mange endnu mere "story" og narrativitet. Det er så her, jeg er uenig. Jeg ønsker ikke flere kedelige og lange mellemsekvenser. Jeg ønsker en verden, der er fyldt ud med interessante objekter, væsner og bygninger - ting, der gør verdenen troværdig, og ting gør, at man kan leve sig ind i den. Jeg føler mig fx meget mere grebet af verdenen i Zelda II eller A Link to the Past end fx Twilight Princess på trods af at det er sidstnævnte spil, der forsøger at fortælle 'en historie'.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)