tirsdag den 20. januar 2009

Jeg har omsider forstået begrebet "videospil"


Jeg har altid været lidt usikker på, hvordan jeg har skulle introducere min hobby over for nye mennesker. Jeg har brugt en del forskellige ord, men har aldrig været rigtig konsekvent. Altså - jeg spiller, men det lyder nu lidt mere cool at sige det på engelsk: "Jeg gamer". Men hvad spiller jeg? Spil, selvfølgelig, men der findes jo masser af forskellige slags spil: brætspil, kortspil, ordspil etc. Nej, jeg spiller elektroniske spil, sådan noget på en skærm. Computerspil, konsolspil, videospil - you name it. Jeg har for det meste tyet til det første ord, "computerspil". Selvom jeg sjældent spiller på min nu aldrende pc, syntes jeg bare ikke om ordet "videospil". Det har en barnlig klang i sig og leder mine tanker over på en gammel VHS-maskine eller de små bip-bip spil. Ordet virker kort sagt dated.

Nu jeg har imidlertid fået en ny forståelse af ordet. Jeg er nemlig i gang med at læse bogen "The Video Game Theory Reader". Jeg er ikke nået så langt i den endnu, men den lader til at være rigtig god og informativ. Én ting jeg dog ikke kan holde ud er dens akademiske skriveform med henvisninger, fodnoter, navne, citater og alt det andet hurlumhej. Da jeg i efteråret skrev min store danskopgave i skolen om livssynet i "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy", skulle vi gøre brug af hele måletjavsen, og jeg blev ærlig talt lidt træt af det hele til sidst. Jeg synes, alle de hersens ting, som gør det muligt at tjekke kilderne, er en smule overvurderet - og så er det ærgerligt, når formen trækker fokusset væk fra indholdet. Nå, men jeg er altså i gang med den her bog, der i indledningen bruger rigtig meget tid på at definere de forskellige elementer i et videospil. Noget af det første, den gør, er at definere selve ordet "video game". Selvom "video" i sin oprindelige form refererede til den CRT-skærm, det blev afspillet på, har det i dag en lidt anden betydning. Ordet er egentlig græsk og betyder noget i retning af "Jeg ser". Ergo noget visuelt. Denne tankegang har jeg ikke hidtil haft; på den måde betyder det jo snarere, at videospil er noget visuelt i stedet for noget fysisk som et skakbræt. Det er så på ingen måde særlig barnligt eller gammeldags. Tværtimod. Det er selvfølgelig noget svære at definere "game", hvor bogen fortæller, at dette kan opdeles i en række kategorier: algorithm, player activity, interface og graphics.

Nu har jeg således endelig fundet ud af, hvordan jeg fremover vil betegne det, jeg laver. Jeg spiller videospil. Dette får mig til at tænke på noget helt andet, nemlig tegnefilm. Jeg kender mange (især voksne), som per automatik tror, at en tegnet film er noget for børn, og derfor vil de ikke have noget som helst med det at gøre. Det behøver det nødvendigvis ikke at være. Jeg er faktisk ret træt af denne fordom. Godt nok er der mange tegnefilm for børn, men der er da også tegnefilm for voksne. Det samme kan siges om ikke-tegnede film; der er både noget for de yngre og de ældre. Det samme gør sig gældende for begrebet "tegneserier", som blandt den almene befolkning anses som noget før børn. At nogen for eksempel putter Disneys film eller tegneserier ned i en skuffe, der hedder: "Det her vil jeg ikke beskæftige mig med, det er under mit niveau" finder jeg problematisk. Disneys fortællinger er naturligvis først og fremmest tiltænkt børn, men de har da helt klart en masse andre kvaliteter gemt i sig. Firmaet er geniale til at fortælle historier på en unik måde, og så kan de bringe liv i selv de mest døde karakterer og objekter, som ingen andre formår. Jeg mener, at man ikke skal bedømme et medie på forhånd ud fra dets genre eller stil. Man skal lade være med at se ned på det, før man har givet det en chance og set, hvad det er for en slags fætter, man har med at gøre. Hvem ved, måske bliver man overrasket.

3 kommentar(er):

BonusNinja sagde ...

På et scart-stik står der jo også video og audio, og da audio betyder lyd, kan man regne ud, at video betyder billede eller rettere sagt det, man ser. Men lige i forbindelse med selve ordet videospil, har jeg ikke rigtig skænket ordets betydning en tanke.

Du kan også bare sige, at du spiller video games :P

Mht. tegnefilm og -serier, så tror jeg, grundopfattelsen langsomt er ved at ændre sig.

Marcus sagde ...

Den her akademiske skrivemåde du omtaler er jo en nødvendighed uanset hvad man skriver af faglitteratur. Det kan selvfølgelig hurtigt blive irriterende, hvis det er lavet på en forstyrrende måde, har fx en Michael Moore bog hvor 1/3 af de fleste sider er proppet med fodnoter. Jeg skrev 80 siders førstesemestersprojekt i efteråret, og det var sgu også et helvede med krydsreferencer, fodnoter, referencer til bibliografien, osv.

Mht. tegnefilm er det vel mange år siden det egentlig gik væk fra at være tegnefilm. Nu om dage laves alt på computer, og selvom de bruger Tablets osv. er det sgu ikke helt det samme. :)

Jonas sagde ...

Enig med Marcus. En rigtig tegnefilm er godt håndværk, og det kan helt bestemt beundres af både børn og voksne ;)

Med hensyn til videospil, så har jeg det også svært ved at fortælle folk, hvad min største fritidsinteresse er. Jeg synes jo ikke selv, at der er noget galt i at spille videospil, det bliver tit anset som noget tidsfordriv, man ikke kan dedikere særlig meget af sin fritid til, hvis man har noget andet at lave.

Jeg er vel bange for fordomme.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)