tirsdag den 17. marts 2009

Jeg drager sydpå mod Spanien

Kender I det, når man glæder sig til noget, men at man samtidig frygter det en lille smule? Sådan har jeg det, for på torsdag flyver jeg og min klasse nemlig til Spanien. Studieturen varer 10 dage, hvoraf torsdag-tirsdag er som udveksling, hvor vi skal bo hos spanske elever. Sådan noget har jeg aldrig prøvet før og er derfor temmelig nervøs - især fordi mine spanskkundskaber ikke er noget, jeg går og praler med. Jeg skal bo hos en 15-årig dreng, som jeg har skrevet en smule med over MSN. Han virker rigtig flink, men jeg er stadig meget spændt.

Vi skal bo i noget en lille by, der hedder San Lorenzo de El Escorial, hvilket ligger omkring 50 km. fra Madrid. Vi var derfor inde at se teaterforestillingen "Don Carlos" for nogle uger siden, da den foregår i det enorme palads, som kongen af Spanien boede i. Efter at have boet med de spanske elever tager vi til Madrid og indkvarterer os på et hotel. Vi skal selvfølgelig besøge en helt masse museer og lignende, og vi skal ligeledes lave spørgeundersøgelser, fordi vi rejser med fagene spansk og samfundsfag.

Jeg glæder mig naturligvis enormt meget til rejsen. Jeg har været på Mallorca og Gran Canaria, men aldrig i Spanien. Jeg regner med at tage en masse billeder med vores nye Canon Powershot A2000 IS, som jeg så vil uploade til Google Picasa.

Nå, men jeg er så småt ved at pakke og har derfor ikke tid til at blogge længere.

¡Hasta luego!

5 kommentar(er):

Anders sagde ...

Min studietur til Barcelona sidste år var en fantastisk sjov tur, som jeg nok aldrig vil glemme. Barcelona har i forvejen en særlig betydning for mig, så det at opleve byen sammen med alle de andre var en kæmpe oplevelse.
Jeg håber, at I får en god tur (også selvom den går til Castilien ;)), og at dit personlige ophold bliver godt. Jeg kan godt sætte mig ind i dine tanker
omkring udveksling, men på den anden side har jeg kun sjældent hørt fra folk, at det ikke har været en stor oplevelse.

Gustav Dahl sagde ...

Vi skal faktisk ind på stadion og se Real Madrid vs. Almaneria (eller noget i den dur). Desværre er kampen komplet udsolgt, så det er svært at få nok billetter til alle.

Derfor valgte jeg at springe fra, således at klassens fodboldtosser kunne komme til i stedet. Det hele er dog ikke tabt endnu; måske man kan købe billetter ved indgangen ... det håber jeg, for det skulle vist være noget af en oplevelse med over 80.000 tilskuere! Og jeg har aldrig nogensinde set en rigtig fodboldkamp live :P

Søren sagde ...

Lyder som en rigtig fed tur du har i sigte. Udveksling er sjovt. Jeg fik personligt lov til at snuse lidt til det i 9. klasse, hvor jeg i 10 dage boede hos en familie i Californien. Det var virkelig noget af en oplevelse, som jeg stadig tænker tilbage på som en rigtig god oplevelse. Det var virkelig godt.
Selvfølgelig bliver dit det også :-)

Og med hensyn til det med at tale spansk. Er det så ikke okay at skifte over i engelsk hvis man ikke lige kan sige en sætning eller to på spansk?

Gustav Dahl sagde ...

Ja, jeg regner da også med at snakke mestendels engelsk med ham. De har ikke mundtlig engelsk i skolen, så derfor vil han gerne træne sine kundskaber i sproget.

Det er nok meget sundt for mig både at styrke mit spansk og engelsk. Jeg har nemlig aldrig rigtig brugt sprogene i praksis for alvor, altså sådan ude i "the real world".

Søren sagde ...

Ja, det styrker virkelig ens sprog når man kommer ud, hvor man er nødt til at bruge det. Da jeg var i USA havde jeg i løbet af få dage fuldstændigt vænnet mig til at tale sproget (sådan følte jeg det hvertfald), og kan endda huske hvordan jeg begyndte at tænke kun på engelsk! Nu klumrer jeg igen i sproget, når jeg snakker og kan godt mærke hvordan mit verbane engelsk burde 'trænes' noget mere :P

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)