lørdag den 17. april 2010

Mit forhold til gyser-spil

Jeg har altid haft det lidt specielt med gyser-genren, både hvad angår film og bøger, men i særdeleshed videospil.

Her i går sad jeg og spillede Silent Hill: Shattered Memories sammen med min lillebror. Det er et Wii-spil, som faktisk lader til at være ganske udmærket med et spændende psykologisk twist. Som de fleste ved, er serien kendt for sine survival-horror elementer, og jeg må da indrømme, at spillet allerede inden for den første time bliver ret skummelt.

Når jeg nu tænker over det, har mit forhold til gyser-spil længe været ambivalent. Uden at ville kalde mig selv en kylling føler jeg mig ofte utryg i selskab med disse spil - men det sjove er, at dette ingenlunde betyder, at jeg prøver at undgå dem, faktisk tværtimod.

Jeg har altid synes, at det er lidt finurligt, at folk af egen fri vilje opsøger noget, som er så ubehageligt. Det virker ulogisk, at man går med til at opleve disse uhyggelige ting. Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi i forholdsvis faste og trygge rammer alligevel kan udsætte os for en risikofri fare, hvor vi inderst inde godt ved, at der ikke kommer til at ske noget - at det bare er et virtuelt spil, en fiktiv film eller en masse sorte bogstaver på et stykke papir. Vi kan godt lide at udfordre os selv ved at blive udsat for noget, som i det virkelige liv kunne være rigtig farligt, men som vi i eksempelvis et spil hurtigt kan overstå ved at slukke for maskinen.

Jeg har tidligere skrevet om min frygt for heksen i N64-spillet Banjo-Kazooie. Faktisk tror jeg, at denne oplevelse har været med til at forme mit ubehag over for gyserspil. Sagen er den, at jeg sjældent har lyst til at spille titler som Dead Space, Resident Evil eller Silent Hill alene en mørk aften. Min hjerne har det nemlig med altid at forestille sig de allerværst tænkelige ting - at der om lidt springer et eller andet frygtindgydende monster ud og giver mig verdens største chok. Rationelt ved jeg godt, at som regel bare handler om lidt skrig og lys-flasheri, som hurtigt er overstået igen, men det er mere forløbet op til, som kan psyche mig helt ud. Det interessante er dog, at når jeg sidder sammen med andre mennesker foran skærmen, forsvinder disse tanker og forestillinger prompte.

Efter at have tænkt lidt over, hvad et gyserspil skal indeholde, for at jeg ikke tør/har lyst til at spille det alene, er jeg kommet frem til tre ting:

  • Man er alene (altså i selve spillet) og isoleret fra omverden og møder kun sjældent andre levende mennesker (som ikke er onde mutanter, dræberdværge eller vrede spanske zombie-bondemænd).
  • Spillets verden er generel mørk, og der lurer ukendte væsener i skyggerne. Man er aldrig sikker på, hvad man ser og ikke ser.
  • Lyden er et ekstremt vigtigt element, for der er ofte her at chok-effekten virker allerbedst. Op til selve chok-momentet pisker musikken en intens stemning frem.
Hvis ikke alle tre er til stede, har jeg ingen problemer med at spille alene. Selvom man som Samus Aran er fuldstændig Palle Alene i Verden i Metroid-spillene, vil jeg ikke kategorisere disse som uhyggelige, da hverken den visuelle eller auditive side gør noget for at skræmme spilleren. Omvendt er man altid sammen med sin partner i Resident Evil 5, og kombineret med den bagende afrikanske sol forekommer dette spil ikke spor skræmmende for mig. Eller tag Left 4 Dead-spillene, hvor man altid er sammen med tre andre kammerater: Selvom spillet indeholder zombier og andre gyser-elementer (så som en fremragende lydside og god brug af lys/mørke), er dette spil på ingen måde uhyggeligt.

Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Nogle vil måske dømme mig som en bangebuks, men det mener jeg ikke selv. Jeg har det bare sådan, at jeg i nogle tilfælde ikke bryder mig om at være alene, da jeg har det med at frembringe ret så paranoide tanker, selvom jeg udmærket er klar over, at der reelt ikke kommer til at ske mig noget. Jeg er ikke mørkeræd, men når jeg går hjem en mørk aften, har jeg det med at finde på de mest grusomme ting i mit hoved. Jeg elsker et godt gys, men dette skal helst opleves i samvær med andre mennesker.

Hvordan har I det med gyser-genren? Opsøger I på eget initiativ disse oplevelser, eller undgår I dem fuldstændigt?

3 kommentar(er):

Ulrik sagde ...

Kan nikke genkendende til alle de ting. Bortset fra at jeg ikke rør gyserspil overhovedet :P

danielbentien sagde ...

Hej Gustav

Jeg elsker at spille gyserspil, så man kan sagtens sige, at jeg opsøger denne genre for at få de thrills, som du ikke er så vild med.

På den anden side kan jeg udmærket følge tankerne bag dit indlæg. Et spil som 'Dead Space' fandt jeg rigtig fint og vellykket, men kunne ikke spille det i længere tid af gangen. Det skyldes, at spillet i sin skildring af vold og uhygge ofte bliver en tand for meget af det gode.

De høje lyde og blodige kampe er ikke nødvendigvis med til at fremme en uhygge, som man oplever i stemningsbetonede spil som 'Silent Hill', men nærmere en intens, men også ret trættende oplevelse i længere tid. Jeg bliver slet og ret træt af at høre på skrigende monstre i længere tid af gangen.

Ellers et fint og ærligt indlæg. God læsning.

Mange hilsner
Daniel

Gustav Dahl sagde ...

Tak for din kommentar :)

Dead Space handler utrolig meget om lyden, ja, og nogle gange kan det måske blive for meget i længden med skrig og lignende.

Dog havde jeg ingen problemer med, at det er så voldeligt - det giver snarere en følelse af, at man virkelig, virkelig bliver slået ihjel, når man taber, hvilket gør, at man passer ekstra godt på sig selv, synes jeg.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)