søndag den 4. juni 2006

Min fobi overfor videospil

Siden jeg var helt lille, har jeg ikke været særlig glad for at spille alene. Det er altid rarest at være flere, der sidder og kigger på skærmen, eller når der inde i spillet er en eller flere hjælpere.

Det hele startede for en del år tilbage, jeg gik vist i 1. eller 2. klasse, da jeg juleaften fik Nintendo 64-spillet Banjo & Kazooie (jeg fik faktisk to, fordi både min mor og moster købte det til mig...).
I starten virkede spillet fint nok og meget sjovt, men en dag fik en ven det samme spil. Han kom en del længere end mig i spillet, og ved titelskærmen startede han ved at klikke på bjørnen, der spiller Game Boy. Dette lød rigtig sejt, så derfor prøvede jeg også at trykke på ham.

Men så lige pludselig kom der en ond heks frem, som jeg blev rigtig bange for. Da filmen med heksen var slut, var jeg startet forfra. Helt fra begyndelsen.
Jeg blev naturligvis meget ked af det, fordi alt før var væk, og jeg gik faktisk lidt i panik. Derfor fik jeg min ven til at tage mit spil med hjem til sig selv og komme længere i det.


Senere fandt jeg så ud af, at jeg ikke havde slettet mit spil, men blot valgt en anden savedata >_<
I en del år havde jeg mareridt over denne heks, selvom jeg jo havde set hende før, da jeg startede spillet første gang. Dette kunne jeg bare ikke huske, og siden da har jeg altid haft det lidt skidt med at spille alene.

Når man tænker på dette nu, virker det helt til grin, men dybt inde i mig har jeg stadig minder derfra, men heldigvis er det næsten gået over nu. Det er derfor, at jeg foretrækker party- eller onlinespil, hvor man altid er sammen med andre.

Jeg har for resten aldrig fået gennemført spillet, selvom det er suverænt godt. Måske jeg skulle hive min gamle 64'er frem igen, når nu det ikke kan hentes ned på den kommende Wii...?

5 kommentar(er):

Jonas sagde ...

Hehe... Kender det egentlig godt.
Fra barnsben spillede jeg Wolfenstein 3D, og jeg havde det ret skidt med at spille det på grund af alle de her farlige nazister, der hele tiden truede med at gøre kål på en. Min far spillede det også rigtig meget, og jeg nød at se på.

Det virker egentlig ret latterligt, for når jeg spiller det i dag, synes jeg, at det er vanvittig sjovt at springe frem fra et hjørne og nakke alt og alle på den højeste sværhedsgrad. Det er bare lidt ærgeligt, når man dør ;)

Under alle omstændigheder er det sjovest at spille sammen. Jeg har gennemført God of War, Resident Evil og andre sammen med en ven på hans PS2. Jeg føler lidt, at jeg nasser, men han siger bare, at han er glad for at have én at spille sammen med :)

jonas sagde ...

Med "Resident Evil" hentydes der til 4'eren ;)

Anonym sagde ...

heh, minder mig om super mario land 2 hvor at jeg ikke vidste hvad det var som at der skete nå at man var en bombe nå at man skulle vælge save fil, så jeg slettede alting som at jeg havde brugt så lang tid på >_<

Anonym sagde ...

I'm impressed with your site, very nice graphics!
»

Mr. Røses sagde ...

Ja mand, hende der heksen er herre spooky O.o min far skulle altid spille for mig når man så den der heks... med det resultat at jeg hele tiden tabte ._. Yus... &?¤%#¤"

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)