torsdag den 14. april 2011

Det går stadig godt på højskolen

Det slår mig, at jeg ikke har opdateret Wikzo-bloggen i meget lang tid. Når man er på højskole, er det som om, at hele omverden lukkes ude, og at man lever i sin egen lille bobbel. Jeg har slet ikke haft tid eller idéer til at skrive noget herinde, fordi der hele tiden sker noget på Vallekilde.

Hvis I har fulgt med på min anden blog, Gustav Dahl @ Vallekilde Game Academy, vil I kunne læse om mange af de ting, vi har foretaget os i løbet af de sidste par uger. For eksempel havde vi for nyligt om historiefortælling, hvor vi fandt på spillet Storyteller. I denne uge har vi om 3D-modellering i 3ds Max. Det er forholdsvis simpelt, men er alligevel ret glad for min dino.

Hvad ellers er der sket siden sidst? Tja, jeg har fået købt mig en ny iPad (den første model), da den gamle jo blev stjålet. For tiden spiller jeg et spil, som hedder Superbrothers: Sword & Sworcery EP. Det er virkelig en unik og synæstetisk oplevelse ulig noget andet, jeg har prøvet før. Et abstrakt adventure-spil med en utrolig mystisk historie, holdt i en lækker og charmerende retro-stil, hvor der konstant gøres hyldester til gamle 8-bit klassikere. Hvis du ikke har prøvet spillet endnu, men ejer en iPad, skylder du dig selv at købe spillet!

Ellers har vi spillet meget Amnesia: The Dark Descent. Vi sidder og spiller det i en mørk biografsal, og vi er næsten færdige, tror vi. Det er en rigtig god gyser-oplevelse med masser af suspense, selvom jeg må indrømme, at sidste del er en anelse puzzle-tung og minder meget om Penumbra, hvis opgaver var fuldstændig tåbeligt skruet sammen.

I dag har jeg forresten fremlagt om bogen MEMO foran hele skolen. Det var en stor succes, og mange kom bagefter og fortalte mig, at det var et rigtig fedt oplæg.

Hvis jeg skal sige en ting, som jeg ikke har været så glad for på mit højskoleophold, er det, at jeg slet ikke har haft tid til at fordybe mig i decideret spiludvikling endnu. Det eneste der har været er en lille weekend, hvor en ven og jeg forsøgte at lave et simpelt platformspil i Unity. Ellers har vi slet ikke haft tid til at programmere endnu, men jeg ved, at vi snart skal undervises i Unity af Tim Garbos, og at der inden længe bliver afholdt Exile Game Jam på skolen.

Nå, men bliver nødt til at smutte. Sidder til valgfaget "Crazy writing", hvor vi skal skrive en makaber historie om en person, som befinder sig på grænsen mellem det normale og det sindssyge. Er ikke noget særlig langt med min historie, og har kun lidt over 10 minutter tilbage ...

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)