Her er mit spil-portfolio

Som den opmærksomme læser måske har lagt mærke til, har jeg for nyligt tilføjet et link ude i højre side til min portfolio-blog, som omhandler spildesign.

Tanken med siden er, at jeg vil forsøge at skabe mit eget "CV", hvori jeg viser forskellige spilrelaterede ting, som jeg har lavet. Det kan enten være fulde spil, så som de to jeg var med til at udvikle på Game Development Camp '08 og '09, men i lige så høj grad forskellige idéer til spilkoncepter. Snart modtager jeg også UnrealED, som er en level editor. Hvis jeg da ellers kan finde ud af det, vil jeg poste nogle billeder og lignende fra de baner, som jeg forhåbentligt kommer til at designe.

Jeg har bevidst valgt at holde min private blog og mit portfolio adskilt, men selvfølgelig skal I være velkomne til at kigge forbi. Jeg har i øvrigt fået motivationen til at blogge tilbage, så forvent mere herinde inden ikke alt for længe (det rimer endda).

Alle spil burde have et resumé-system ligesom bøger

Her den anden dag fik jeg overtalt mig selv til at spille Okami på min Wii. Det er flere måneder siden, at jeg sidst spillede det, og faktisk mere end et år siden at jeg købte det. Grunden til at det har stået på hylden i så lang tid, skyldes, at det kræver en vis tid og energi at fordybe sig i den dragende og magiske historie. Tid, som jeg desværre sjældent har.

Anyways, da jeg bootede spillet op, havde jeg glemt, hvor jeg var kommet til. Historien er ret kompleks i spillet, især hvis man ikke kender så meget til den japanske mytologi, som rammefortællingen er baseret på. Fysisk er spillet forholdsvis stort, og man rejser meget rundt i Solens Rige og besøger folk, der trues af forskellige ondskabsfulde væsener. Figurgalleriet er ret omfattende, så det er svært at holde styr på, hvem der er hvem, og hvad de forskellige personer står for.

Denne følelse af ikke at kunne genskabe historien, som er blevet fortalt op til nu, har jeg også oplevet, når jeg læser tykke romaner med lange pauser imellem. Sagen er den, at man dagligt bliver fodret med historier fra det ene og det andet medie (nyheder, tegnefilm, anekdoter, etc.), så hvis man ikke er vaks og koncentrerer sig netop om dén bog eller dét spil, så glemmer man en del af den foregående handling. I en bog er det dog ret ligetil at bladre tilbage og kigge lidt i det forrige kapitel. Ofte er det nok, til at man kan sætte sig ind i situationen, også selvom man sidste gang læste i bogen for flere uger eller måneder siden.

Sådan forholder det sig ikke med særlig mange videospil. Faktisk kan jeg kunne komme på tre spiltitler, som virkelig forsøger at hjælpe spilleren til at sætte sig ind i historien.

I Pokémon Diamond og Pearl til Nintendo DS introducerede udviklerne et smart genkaldelsessystem, som, når man starter spillet op, viser en lille film af éns direkte bevægelser fra før man gemte spillet sidst. På den måde kan man få et hurtigt flashblack, som viser, hvad man gjorde, sidste gang man spillede det pågældende spil.

Noget lignende har jeg set i gådespillet Professor Layton and the Curious Village. Når man indlæser sit spil, kommer der et lille resumé, ”Our story so far”, som gør rede for, hvad man indtil nu har oplevet på sin færd i St. Mystere. Et tilsvarende system fandt jeg i Wii-spillet Another Code R: A Journy Into Lost Memories, som i loading-skærmen brugte nogle sekunder på at forklare historiens forløb op til nu.

Det slår mig, at alle spil burde have sådan et system, som giver én mulighed for at holde en lang pause fra spillet for efter et stykke tid at tage det op igen og stadig kunne følge med i historien. Man kan argumentere for, at historien sjældent er særlig god i videospil, men ikke desto mindre begynder den at fylde mere og mere i visse typer af spil. Se bare på det kommende Heavy Rain til PlayStation 3, hvor den fortalte historie bliver prioriteret højere end selve gameplayet. Uanset hvor godt en historie er skrevet i et videospil, kommer vi ikke uden om det faktum, at mange spil i dag er ret komplekse i deres figurgallerier. Det betyder ikke nødvendigvis, at karaktererne er særlige dybe eller emmer af oceaner af personlighed, men bare dét, at der er femogtres forskellige figurer at holde styr på i et japansk rollespil, burde være nok til understrege nødvendigheden i at holde et flow i historien. Det behøver ikke at være noget kæmpestort. Et par enkelte linjers tekst om slagets gang indtil nu er mere end rigelig, til at spilleren kommer i tanke om, hvad han lavede, inden han kort tid forinden slukkede for spillet. Det kan da umuligt være særlig svært at implementere, kan det?

Har du brug for hjælp til computeren?

Husk at læse alt-teksten på xkcd.

Just wondering ...

A person who tells lies is called a "liar". Why isn't a person who speaks the truth called a "truther"?

What is the difference between a "stepladder" and a "ladder"?

Hvorfor har ordet "lide" så to komplet modsatte betydninger? At lide en person - En person lider.

Et innovativt spil med kun én bane

Jeg faldt over et rigtig skægt Flash-spil på Klik-bloggen, som jeg bare blev nødt til at dele med jer.

Spillet hedder This Is The Only Level, hvilket er en yderst velvalgt titel, for det er simpelthen dét, spillet går ud på. Der er kun en enkelt bane, men trods dette formår udvikleren at skabe nogle rigtig interessante scenarier, hvor man virkelig skal tænke ud af boksen. Spillet demonstrerer elegant, at et godt gameplay og en god idé langt overskygger fancy grafik og lyd (selvom melodien nu er meget catchy). Less is more. Faktisk vil jeg sige, at dette spil innovativationsmæssigt nærmest kan måle sig med det kritikerroste Braid. Prøv det!

Jeg keder mig lidt for meget ...

Mit frie fald i Tivoli

I dag var jeg i Tivoli Friheden sammen med en kammerat. Jeg havde på forhånd planer om at prøve det såkaldte Sky Tower, som er et 50 meter højt tårn, man kan få lov til at springe ned fra. ”Springe” er måske så meget sagt; man bliver snarere sluppet løs fra en slags snor højt oppe. Jeg har mange gange været i Århus’ tivolipark, men aldrig den i København. Jeg har nærmest prøvet alle forlystelserne, så derfor ville jeg prøve noget nyt denne gang. I øvrigt kender jeg én, som til sin 18-års fødselsdagsgave fik et faldskærmsudspring, hvilket jeg utrolig godt kunne tænke mig at prøve engang. Det er dog temmelig dyrt, og jeg har ikke tid til det i øjeblikket, så derfor måtte jeg ”nøjes” med det store tårn i Friheden.

Jeg har altid godt kunne lide at prøve noget, som er lidt ud over det sædvanlige og kræver, at man tør at overskride sine egne grænser. Jeg har på ingen måde højdeskræk, men alligevel er det svært ikke at miste pusten, når man befinder sig i et tårn i omkring 50 meters højde. Der gik dog ikke længe, før jeg pludselig hang og dinglede dér. Manden sagde: ”God tur” og trak så ellers sikkerhedssnoren væk, og før jeg kunne nå at svare, faldt jeg ned, ned, ned. Jeg nåede nærmest ikke at opfatte det, for allerede efter omtrent tre sekunder var jeg faldet de 30 meter ned i et stort net. Vupti, jeg havde nu oplevet et frit fald med over 100 km/t og 4G-påvirkning!

Det var rigtig fedt – men som sagt meget hurtigt overstået, hvorfor jeg gerne vil prøve det igen snart, gerne hvor jeg hænger i luften i lidt længere tid. Desuden var det meget begrænset, hvad man kunne se. Jeg hang nemlig i sådan en stilling, at jeg kun kunne kigge op, hvilket måske er meget godt, så man ikke pludselig ombestemmer sig, fordi man optager, hvor langt ned der egentlig er. Det var der op til flere, som gjorde i løbet af dagen, og folk måtte med skammen malet i ansigtet tage elevatoren ned igen (hvilket tog en del længere tid end at lade sig falde ned).

Ellers var det en rigtig hyggelig tur i Tivoli, selvom jeg godt kan mærke, at jeg er ved at vokse fra alle de dersens karruseller og rutschebaner. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, at dét at opbygge en fed forlystelse egentlig svarer meget til at designe et level i et videospil. Man har en helt masse fede værktøjer til rådighed, men når alt kommer til alt, handler det om at kunne placere dem på interessante og usete måder, således at forbrugeren får en unik oplevelse. Da jeg var på Game Development Camp 2008, var der en IO Interactive-leveldesigner (dem bag Hitman og Kane & Lynch), som fortalte om noget lignende: I forlystelsesparker handler det nemlig om at strukturere opbygningen, således at der langsomt bliver skabt en pacing, som får én til at glæde sig til den næste store rutschebane. Udover at tjene en praktisk grund, så er der nemlig mening med de lange stier op til forlystelserne; det skaber en spænding, og man får samtidig lov til at opbygge en forventning, imens man ser på de personerne, som netop er i gang med den forlystelse, som man selv skal til at prøve lige om lidt. Smart!

Så er det snart game time

Jeg vil blot lige understrege, at jeg ikke har i sinde at lade denne blog sive fuldstændig ud i sandet. På lørdag skal jeg til Aalborg på Game Development Camp, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. Især fordi Ron Carmel fra 2DBoys (World of Goo) og Karl-Magnus Troedsson fra Dice (Battlefield) kommer med og holder forskellige oplæg. Især førstnævnte glæder jeg mig ekstremt meget til at møde. Ovenstående billede er fra sidste år med et spil, som jeg var med til at lave, kaldet Gravity. Jeg skulle spille det igennem til præsentationen (som blev filmet af den lokale udgave af TV 2), mens min ven Kristian Hedeholm fortalte om tankerne bag konceptet.

But anyways - når jeg kommer hjem, regner jeg med så småt at begynde at blogge igen. Nu har pausen stået på længe nok, og jeg er ved at få kløen i tastaturfingrene. Forresten har jeg netop sat nogle Google-reklamer mellem indlæggene, da jeg fyldte 18 forleden. Jeg håber ikke, at de irriterer jer, men det kunne da være lidt fedt, hvis jeg kunne tjene en håndører eller to via min blog (selvom de pt. er rimelig irrelevante i forhold til mine indlæg).

Er bloggen døende?

Som I uden tvivl har lagt mærke til, er det ved at være længe siden, at jeg for alvor har været rigtig aktiv med mine skriblerier herinde.

Dette skyldes, at jeg hverken har særlig meget tid eller lyst i øjeblikket. Det betyder dog på ingen måde, at jeg vil lade min blog visne hen. Jeg har nærmere sat den på midlertidig dvale.

Lige for tiden har jeg nemlig gang i en masse projekter. I går startede jeg på at tage kørekort, og forleden var jeg med til at optage et gaming-podcast på N-Gamez.com. Derudover har jeg en masse bøger om spil design, som jeg gerne vil have læst her i sommerferien, og så er jeg i øvrigt i gang med "Pigen der legede med ilden", fortsættelsen til Stieg Larssons "Mænd der hader kvinder". Den 17. juli fylder jeg 18, og det skal selvfølgelig også fejres, og en uges tid efter skal jeg til Aalborg på Game Development Camp, som jeg også var sidste år.

Som I kan se, er der masser af ting, som jeg skal nå i ferien, og derfor bliver jeg nødt til at holde en pause med bloggen. Jeg finder ej heller nogen motivation til at skrive for tiden, men den kommer forhåbentligt igen på et tidspunkt.

Indtil vi ses igen: Ha' en god sommerferie!

Pingviner kan faktisk flyve!

[Rockland]

Sjov fra Microsofts E3-konference

You ever wonder what the bottom of an Avatar shoe looks like? Well, BAM, there it is!

Project Natal er i sandhed revolutionerende ...

Jeg har lidt travlt for tiden

I øjeblikket har jeg en del at se til, hvilket er årsagen til, at bloggen står lidt stille for tiden. I sidste weekend var jeg på besøg hos mine bedsteforældre for at forberede mig til eksamen (det er svært at koncentrere sig herhjemme, fordi vores hus er ved at blive renoveret, og det larmer en del), og i den kommende weekend skal jeg besøge en ven, som holder et mindre gaming-arrangement. Og så går de efterfølgende uger med eksamen, ja, I kender nok rutinen.

I disse dage er der som bekendt E3 i USA, hvor mange nye spil bliver vist frem. Jeg har set alle tre konferencer live (Microsoft, Nintendo, Sony) og er ikke i tvivl om, at Microsoft holdt det bedste show. Der er ikke sket særlig meget nyt på messen, for vi kendte til det meste i forvejen, men det er altid sjovt at følge med og lære nyt om de mange spil, som vi alle ser frem til. En af mine mest ventede titler i 2009 er uden tvivl Modern Warfare 2, men i lige så høj grad ser jeg frem til nichespillene WarioWare: DIY og Scribblenauts til Nintendo DS. Der er også andre spil, men de er umiddelbart ikke must-haves for mig. Dog må jeg indrømme, at jeg utrolig godt kunne tænke mig at prøve Heavy Rain: The Origami Killer til PlayStation 3 (som jeg desværre ikke har), da jeg for nyligt købte og gennemspillede Fahrenheit til den originale Xbox. Det spil er simpelthen fantastisk på mange punkter, og Quantic Dreams nye spil ser fabelagtigt ud.

Nå, men det her er egentlig bare en lille statusrapport. Jeg ved ikke, hvornår jeg begynder at blogge for alvor igen, men det kommer nok på et eller andet tidspunkt. Nåja, husk at tilbede din kat mindst fem timer om dagen! Hej på jer [: