lørdag den 10. juni 2006

Anmeldelse: Beyond Good & Evil

Jeg købte dette spil, som er nærmest umuligt at opspore i Danmark til GameCube, for blot sølle 150 kr i en Elgiganten-butik for en måned siden, og nu er jeg endelig kommet hele vejen igennem. Efter lidt over 10 timer (jeg har dog spillet mere, men tiden starter forfra, hvis man dør; den tæller altså ikke det hele med) kan jeg stolt sige, at det var noget af et eventyr.

For kort at fortælle om spillet, ja, så er du en ung pige ved navn Jade. Jade lever i en fantastisk verden, der er meget skummel med en masse teknologiske vidundere. Selve miljøet og verdenen er utrolig fantastisk veludført i en science-fiction stil, og alle personer i spillet har en ånd og sjæl - efter min mening bedre end hvad Zelda: The Wind Waker kan præstere.
Mange sammenligner nemlig dette spil med Zelda til GameCube, og jeg vil straks indrømme, at der er visse ligheder.

Spillet er i fuld 3D, og man skal løse gåder lidt ala Zelda. Men her adskiller BG&E sig. Det er nemlig 100% originalt og indeholder masser af stof, der aldrig er set før. Det har sin helt egen stemning, som er meget speciel. Humoren er også virkelig genialt lavet, og banedesignet er meget nær perfekt, efter min mening.

Jade er en smidig pige med atletiske egenskaber, og i starten i spillet bliver hendes onkel, en sej gris ved navn Pey'J, kidnappet af en organisation, der kalder sig selv Alpha Sections. Disse folk påstår, at de vil beskytte byen mod onde rumvæsener. Noget går dog galt, og Jade får mistanke til denne gruppe. Hun bliver ansat af det hemmelige IRIS, hvis mål er at finde sandheden. Under et dæknavn begiver Jade sig ud på nogle af Alpha Sections' baser for at tage billeder med sit kamera, så hun kan samle bevismateriale nok til at afsløre deres onde planer.

Beyond Good & Evil er som sagt bygget op lidt ligesom The Legend of Zelda, men der er ikke nær så meget kamp i spillet. Ofte skal man snige sig forbi vagter, hvilket er meget fantasifuldt fundet på, og det udføres på masse forskellige måder. Nogle gange skal man skyde deres luftflasker i stykker, men hvis der er for mange på én gang, er det bedre at kravle forbi uden at blive opdaget. Dog er deres kunstige intelligens ikke så høj, men dette er nødvendigt for at det smarte vagtsystem skal fungere ordentligt.

Igennem hele spillet skal man tage fotografier af diverse hemmeligheder, og man kan også blive belønnet ved at tage billeder af sjældne dyr. Hele vejen igennem har man en slags luftpudebil, der opgraderes i løbet af spillet, og dette fungerer rigtig godt.

Bag på spillets æske er der et citat fra IGN.com, der påstår, at spillet er de voksnes Zelda. Igen vil jeg sige, at det er to ret forskellige spil, men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk bedre om dette her end The Wind Waker. Måske er Wind Waker større og mere detaljeret end BG&E, men selvom at det er hurtigt gennemført, er det som om, at BG&E er bedre designet.
Franske Michel Ancel (Rayman) fra Ubisoft har designet et spil med magiske evner helt ud af den blå luft, og det er så nyskabende, at man kun kan elske det.

Jeg kunne sagtens skrive meget mere om spillet, men det vil ikke være til meget gavn. Beyond Good & Evil skal opleves og ses med de blotte øjne, og stemningen kan slet ikke beskrives med ord. Det hele virker så gennemført, mens det eneste negative er holdbarheden. Spillet er som sagt ikke specielt langt, men der er virkelig underholdning for pengene hele vejen, i modsætning til hvad jeg synes om Zelda: The Wind Waker. I Wind Waker der en masse dungeons og ekstramissioner, som er fine nok, men mange af dem er ikke ret interessante, fordi de er så små og ligegyldige.

Som du sikkert har lagt mærke til i denne anmeldelse, er jeg ret glad for dette spil. Stemningen, humoren og ikke mindst den flotte, søde og rå pige, Jade, er virkelig godt skruet sammen, og jeg kan reelt set ikke finde flere dårlige synspunkter i spillet end det lidt ulogiske kort, man bruger, og at underteksterne nogle gange ikke følger med replikkerne. Og måske også den lidt for nemme sværhedsgrad, men det gør ikke så meget ...

Alt i alt er det helt klart et must-have for alle, men det er desværre ret svært at opspore nu, fordi det blev ret ukendt bl.a. pga. for lidt reklame. Dette er virkelig en perle, en strålende perle, fra Ubisoft's skattekammer, og hvis du på nogen måde kan anskaffe dig dette spil - så gør det!
Historien er rigtig godt fundet på, og jeg ville være blevet meget glad for en efterfølger, som faktisk var på tale, men der desværre blev droppet grundet det dårlige salg, hvilket egentlig er syndt, når man sammenligner med spil som Prince of Persia, der har fået tre kapitler i 3D.

Slutningen lægger nemlig SÅ meget op til en efterfølger, men det er droppet nu. Dog går jeg stadig og håber på en Nintendo Wii-only udgave lidt ligesom Red Steel er :D

Det er helt klart et af de bedste og mest gennemførte spil jeg har oplevet i mange år, og det ligger, efter min mening, meget tæt på en perfekt karakter. Derfor giver jeg det 5 bloppers, selvom det måske snarere skulle have haft 4.7 ud af 5. Men med mit karaktersystem findes der intet mellem 4 og 5, så derfor runder jeg op til det højeste.
Måske vil du tænke, at det er en lidt høj karakter at give et spil, men meningen med en anmeldelse er jo netop, at forfatteren, dvs. mig, skal bedømme spillet ud for sin egen mening - og det har jeg så gjort.

Men hov, jeg har jo glemt alt det tekniske ...
Jeg vil lige runde af med at sige, at grafikken bestemt er ganske nydelig, og dette gør det flotte design på ingen måde dårligere. Lyden er også rigtig god og indeholder nogle meget iørehængende melodier, som man kun kan nyde.

Det var så det; nu er vi nået til vejs ende i denne korte anmeldelse, der snilt kunne beskrive meget mere om dette spil, og nu er du hermed blevet anbefalet Beyond Good & Evil!
... men hvis du stadig mangler det sidste kick, inden at du bestemmer dig til at købe dette spil, så kan en kort demo til pc hentes her. Desværre er spillet ret dårligt udført på computer, da menuerne ikke rigtig virker optimalt, men det kan dog stadig give et lille indblik i, hvad du kan forvente.

7 kommentar(er):

Søren sagde ...

"og at underteksterne nogle gange ikke følger med replikkerne."

... Det er da et stort minus vil jeg mene.
God anmeldelse. Jeg kunne godt tænke mig at prøve spillet, men gider ikke gå på en kæmpe jordomrejse som du gjorde for at få fat i et eksemplar :P

Gustav Dahl sagde ...

Man kan godt slå dem fra, og måske har det noget at gøre med, at min GC loader på en ret underlig måde :-\

Søren sagde ...

Ok.

"...og alle personer i spillet har en ånd og sjæl - efter min mening bedre end hvad Zelda: The Wind Waker kan præstere."

Spillet har mere sjæl end du har --D

...

Anonym sagde ...

Fin anmeldelse. Det er dog lidt mærkeligt, at du inde midt i teksten forsvarer den karakter, du gav.
Skal denne anmeldelse op på Dome, eller er det "LTWW's Blog-only"? :P

En af mine venner har spillet til PS2, men han har egentlig ikke spillet det. Det er noget med, at hans lillesøster har købt det/fået det (han deler den med sin lillesøster af økonomiske årsager), men hun har sådan set heller aldrig spllet det...

Gustav Dahl sagde ...

Jonas: Nej, tror jeg ikke. Det her er min blog :P

Mikkel: Spillet låner lidt fra Rayman, men det er ikke meget.

Anonym sagde ...

En fin, dybdegående, relativt nuanceret og velskrevet anmeldelse. Jeg er stort set enig med, hvad du skriver her; Beyond Good and Evil er et overflødighedshorn af god histore, knivskarp dialog og fremragende design og teknik.

Dog føler jeg mig nødsaget til at udbasunere, at jeg ikke er enig i at PC-versionen er ringe udført. På trods af at undertegnede er relativt engageret Nintendo-spiller, synes jeg at BG&E teknisk fungerer bedst på PC - og det ser uendeligt lækkert ud med højeste detaljegrad.

Igen, god anmeldelse. Jeg vil se frem til flere skriblerier af denne kaliber.

Gustav Dahl sagde ...

Mange tak for rosen :)

Som sagt har jeg ikke prøvet andet end en kort demo til pc, og af det vil jeg sige, at jeg synes bedre om konsol-udgaven.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)