fredag den 10. oktober 2008

Øvelse gør mester

Øvelse slår talentet, hvis talentet ikke øver sig.
Citatet er fra en anmeldelse af en bog med titlen "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" af Mikkel Hvid. Bogen lyder rigtig interessant, men desværre er den endnu ikke at finde på Bibliotek.dk. Når den engang bliver købt hjem, vil jeg låne den og se, om den kan hjælpe mig med at skrive bedre, hvilket ifølge bogen bør være muligt, da det at skrive blot er et håndværk, man skal øve sig i.

[Journalisten]

torsdag den 9. oktober 2008

M: Flot solopgang


Jeg havde helt glemt min mobilfunktion. Her er et gammelt billede, jeg tog på vej til skole i februarmåned.

onsdag den 8. oktober 2008

Nice program til at huske og lære nye ord

Forleden fandt jeg et rigtig smart program ved navn Anki. Det er et gratis program, som ved hjælp af statistiske undersøgelser kan hjælpe én med at huske ord eller sætninger - fx i forbindelse med at man lærer et nyt sprog. Det gør brug af den velkendte flashcard-metode, hvor du får ordet på det nye sprog, og så skal du tænke på dets betydning. Det helt smarte ved Anki er, at det er et intelligent program, som holder styr på, hvornår du skal træne dig i dine ord for at opnå den mest optimale udnyttelse af hukommelsen (se billedet). Jeg har i en længere periode forsøgt at lære mig lidt af det japanske sprog, dog uden held, men nu har jeg tænkt mig at give den en ekstra skalle med det her program, som virker som skabt til opgaven.

Jeg har ikke tænkt mig at skrive en helt masse om Anki, idet personen bag det har sammensat en række gode og forklarende screencasts. Hvis du har den miste interesse for Anki, vil jeg varmt anbefale dig at se den første introduktionsvideo. Programmet kan downloades på samme hjemmeside.

tirsdag den 7. oktober 2008

Lommeregner i LittleBigPlanet

Jeg ejer ikke en PlayStation 3, men hvis jeg gjorde, skulle jeg uden tvivl have fat i det meget omtalte LittleBigPlanet, som er et sandkassespil, hvor du stort set kan kreere alt. Det ser utrolig sjovt og omfattende ud, og allerede nu ligger der en masse spøjse kreationer på YouTube, hvor folk fremviser, hvad de har kunne få ud af spillets værktøjer.

Her i dag faldt jeg over en helt speciel video, hvor en franskmand har formået at skabe en lommeregner i spillet. Det vilde ved det hele er, at der ikke er nogen funktion til dette indbygget på forhånd, og derfor har personen skulle sammensætte et netværk af flere hundrede ledninger. Resultatet er en lommeregner, der kan foretage addition og subtraktion. Imponerende!



Hvis du som jeg ikke har råd til en SpilleStation 3, så vil jeg varmt anbefale Phun, som er et gratis pc-program, der kan nogenlunde det samme. Det er faktisk et rigtig sjovt spil med masser af muligheder.

[PlayStadium]

mandag den 6. oktober 2008

Mit forhold til musik

Jeg har aldrig lyttet særlig meget til musik. Nogle mennesker undrer sig over dette og spørger mig, hvordan jeg kan leve uden musikken. Af en eller anden grund har mediet bare aldrig rigtig fænget mig, og derfor lytter jeg stort set ikke til noget i min dagligdag, som jeg ved, at rigtig mange andre gør. Det er ikke fordi, jeg ligefrem savner noget; jeg er bare mere til andre medier så som videospil, film og bøger. Jeg hører selvfølgelig musik rundt omkring, til fester, i skolen, i radioen, og jeg er da også glad for rytme-/musikgenren, når det gælder spil (Guitar Hero og Elite Beat Agents), men ellers spiller musikken ikke nogen særlig stor rolle i mit liv. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan nogle mennesker kan have flere tusinde sange på deres iPods. Man får jo aldrig lyttet alle igennem, og hvis man gør, bliver det sikkert blot noget overfladisk og tilfældigt lytteri. For mig skal musik indeholde følelser, og derfor er jeg ikke så glad for alle de popsange, der indeholder ligegyldige tekster. Hvis det endelig skal være, er jeg ret glad for instrumental temamusik i forskellige spil og film (nogle af mine yndlingsstykker findes i Zelda- og Phoenix Wright-spillene). Trods det faktum, at jeg stort set ikke lytter til musik i dagligdagen, var jeg på et tidspunkt ved at købe en iPod, simpelt hen på grund af at det jo er et lækkert stykke isenkram trods den megen hype og mode-omtale. Apropos iPods, så er jeg ved at være godt og grundigt træt af den almene forståelse, der siger, at en iPod er synonym med en musikafspiller. Bevar mig vel, men nogle tror rent faktisk, at der ikke findes andet end de hvide gadgetdimser fra Apple, og folk har svært ved at indse, at iPod'en blot er én slags MP3-spiller. Lidt på samme måde forholder det sig inden for gaming, hvor folk associerer det at spille videospil med PlayStation; dette er heldigvis ved at ændre sig, i takt med at Nintendo Wii vinder mere og mere fremdrift.

I stedet for at bruge mange penge på en hvid iAfspiller, købte jeg for et halvt års tid siden en lille Creative Zen Stone til 250 kr. Det er en lille rund sten med "sølle" 2GB plads, hvilket er mere end rigeligt til mig. Sagen er nemlig den, at jeg lytter til en hel del podcasts, når jeg cykler til og fra skole. Her er det hovedsageligt teknologi- og spilrelaterede podcasts, jeg downloader og lytter til. Det er en rigtig god måde at få ny viden på, mens man alligevel er på farten. Jeg er især rigtig glad for GoNintendos podcast, som udkommer hver søndag. Ugentligt sætter RawmeatCowboy sig sammen med sine venner for at snakke om Nintendo-nyheder, udgivelsesdatoer, svarer på spørgsmål og gætte spilmusik. Sidstnævnte er rigtig skægt, fordi brugerne får lov til at sende musik ind, som på et eller andet tidspunkt har floreret i et Nintendospil. Det er så meningen, at de skal gætte, hvor musikken kommer fra, hvilket er rigtig sjovt. Gruppen er oppe på 164 afsnit, og de har endnu ikke misset én eneste uge. Selv startede jeg med at lytte ved nogle og 60, og har været med stort set hver uge. Ellers lytter jeg som regel også til Harddisken, som udgives af DR P1. Det er et slags radioprogram, som omhandler alt inden for computerverdenen, og ofte er det nogle rigtig interessant emner, der bliver bragt på banen.

fredag den 26. september 2008

Genial sovedragt

Dette spøjse instrument lader dig sove overalt - også selvom du for eksempel står og venter på bussen. Smart!

Læs mere om dragten på Engadget.

torsdag den 25. september 2008

Sjov med amerikanske småører

Spilsiden Kotaku kører lige nu en konkurrence, hvor man kan vinde en masse lækre goodies fra den nyligt overståede PAX-messe. Reglerne lyder, at man skal kreere et eller andet fra spilverdenen ved brug af pennies - I ved, de amerikanske småmønter. Indtil videre er der blevet offentliggjort to billeder; et af den altid kække advokat Phoenix Wright, og et af verden 1-1 i Super Mario Bros. Begge ganske imponerende! Måske man selv skulle lave noget lignende, nu hvor 25-øren udgår i næste måned? Nå, nej, jeg glemte lige, at jeg allerede har doneret mine småpenge (15 kr. i alt) til en konkurrence mod Sclerose afholdt af Danske Bank ...



[Go Nintendo]

tirsdag den 23. september 2008

Parkour er sgu da for fedt

I sidste uge sendte DR1-programmet "Ha' Det Godt" et indslag omkring den stadig mere og mere populære ekstremsport parkour. Det handler basalt set om at komme igennem sine omgivelser så hurtigt og flydende som muligt, og nogle af de rigtig dygtige får det til at se ud som den vildeste akrobatik.

Jeg er dybt imponeret over de gutter/gutinder, der formår at dyrke denne særlige sportsgren. Det ser drøngodt ud og er faktisk så interessant, at flere og flere computerspilsproducenter gør brug af det (Prince of Persia, Assassin's Creed og snart Mirror's Edge). Det kunne være rigtig fedt at lære det en dag, men spørgsmålet er bare, om jeg har tid, evner og mulighed for det. Jeg kan altid starte med at øve mig med lidt hopperi fra stamme til stamme i skoven, ligesom de gør i indslaget (der er filmet i skoven lige over for mit hus).

Nedenstående film fandt jeg som en af de øverste på YouTube, når man søger på ordet "parkour". Det ser godt nok vildt ud!

mandag den 22. september 2008

Nyt sted for bogorme

En ny webside forsøger at blive, hvad Digg er for internettet. Siden hedder WEbook og giver enhver med kløen i fingrene mulighed for at skrive deres egne bøger og få andre til at læse og vurdere dem. Det smarte er selvfølgelig, at man på den måde kan få kritik direkte, og hvis det viser sig, at man skriver exceptionelt godt, lover hjemmesiden at printe bogen og udgive den.

Jeg har endnu ikke læst nogle af de tekster, der er lagt op på sitet, men jeg synes rigtig godt om idéen. Jeg kommer nok ikke til at skrive så meget derinde, men det er da en rigtig god service, hvis man lige keder sig en dag og har lyst til at læse noget anderledes. Jeg vil hvert fald give siden en chance og se, hvordan det fungerer i praksis.

[Lifehacker]

søndag den 21. september 2008

Colfer skal skrive den sjette bog i HHGTTG-trilogien

For ikke så længe siden blev det offentliggjort, at Eoin Colfer, manden bag Artemis Fowl-bøgerne, har fået lov til at skrive bog nummer seks i triologien over The Hitchhiker's Guide To The Galaxy (og nej, det er ikke en fejl, man kalder det en triologi i fem dele). Douglas Adams døde som bekendt ganske uventet og pludseligt og nåede derfor aldrig at skrive en ordentlig slutning til serien, idet "Næsten Ufarlig" stoppede meget brat. Hans død er selvfølgelig meget tragisk, især fordi han lovede og håbede på at skrive en masse flere bøger i fremtiden. Han døde af et pludseligt hjerteanfald i et træningslokale - heldigvis sammen med sit elskede håndklæde ...! Men nu har Colfer altså fået rettighederne til at skrive en ny bog, og det sker med Douglas' enkefrues samtykke.

I et interview med The Guardian fortæller Colfer, hvordan det er pludselig at få tildelt denne gave af guderne. Han ved, at der er lagt et hårdt pres på ham, men han vil ikke forsøge at skrive som en wannabe-Adams. Nej, han vil sætte sit eget præg, mens han stadig bevarer den store respekt for de geniale bøger.

Jeg har tidligere skrevet om HHGTTG, og lige nu går jeg og overvejer at bruge den første bog i mit kommende Dansk-Historie forløb i skolen. Sagen er nemlig den, at vi skal skrive en større opgave om noget, der enten har med dansk eller historie at gøre - eller begge dele på én gang. Jeg har stadig en masse andre idéer, men jeg kan rigtig godt tænke mig at få lov til at skrive om den første bog; at vælge hele serien bliver nok en tand for meget, for jeg har kun ti sider til rådighed. Jeg glæder mig naturligvis meget til at læse den nye bog, som bliver udgivet til næste år. Jeg har læst alle Artemis Fowl-bøgerne pånær den nyeste, og jeg synes rigtig godt om dem. De er langt fra på samme høje niveau som Adams' bøger, men de er alligevel ganske spændende at læse. I øvrigt er jeg netop i dag gået i gang med en anden bog af Douglas Adams, nemlig "Dirk Gentlys Holistiske Detektivbureau, som jeg læste en anbefaling af her den anden dag.

Forresten fandt jeg et sjovt easter egg. Prøv at skrive følgende ind i Googles søgebar:

the answer to life, the universe, and everything
Ganske skægt, ikke?

[Newz]

Zelda-melodi ved malaysisk PS3-udgivelse

Sony har op til flere gange snuppet idéer fra Nintendo, men nu går de da for vidt ...

Ved udgivelsen af PlayStation 3'en i Malaysia benyttede de nemlig af en ret velkendt melodi. Se (og hør) mere i følgende video.



[Go Nintendo]

fredag den 19. september 2008

Ole Henriksen i "Rejsen til Saturn"

Jeg fandt lige denne video på en anden dansk blog, og den er så hysterisk morsom, at jeg blev nødt til at dele den videre. Som I nok ved, har filmatiseringen af tegneserien "Rejsen til Saturn" snart præmiere, og den er skabt af de samme som stod bag den succesrige "Terkel I Knibe"-film. En masse kendte skuespillere lægger stemmer til filmen, som rammer de danske biografer på næste fredag, og sørmer om ikke vores alle sammens Ole Henriksen også har sneget sig med. Se hans debut i følgende video, hvor han giver gode råd til de astronauterne. I love it!



[Juniorama]