tirsdag den 7. april 2009

En messe fuld af sjove dimser

I søndags var jeg med en ven inde og besøge NEXT-messen. Den lignende mig sig selv fra sidste år, men denne gang var der et overordnet større fokus på lysende himstregimser.

Da vi ankom, gik vi straks hen mod et særligt hologram-agtig lysshow. En projektor lyste op på nogle specielle snore, som hang i loftet, og ved hjælp af en Wii Remote-lignende controller kunne vi bevæge en tredimensional kugle rundt i luften. Det var meget flot at se på, men havde vist ingen reel praktisk anvendelse. Manden ved standen fortalte dog, at lysene var tiltænkt diskoteker og barer..

Bagefter begav vi os over til en lille indhegnet bane, hvor der kørte en robotkanin rundt på gulvet. Der var forskellige "fjender" og gulerødder, man skulle samle op. Vi fik hver et joypad i hånden, og ved hjælp af en indbygget motionsensor i controlleren skulle vi samarbejde for at styre kaninen. Sagen er nemlig den, at min ven kun kunne køre frem og tilbage, mens jeg kunne styre fra side til side. Derfor krævede det god koordination for at køre dyret rundt på banen. Det er en meget skæg idé, men desværre var styringen lidt ufølsom.

Så kom vi til en stor krystal-agtig kugle, som viste vores blå planet. Jeg havde godt læst om den på forhånd og vidste derfor godt, hvad denne globus kan. Kort sagt er det en slags fysisk virkeliggørelse af Google Earth, hvor man kan dreje Jorden rundt og se forskellige informationer så som vejr, seismisk aktivitet og pladetektonik. Det var rigtig spændende, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi får sådan en fætter i geografilokalet.


Herefter gik vi forbi messens hovedattraktion: Microsoft Surface. Det var første gang, at den blev vist offentligt frem i Danmark, så derfor var der en stor mængde mennesker rundt om bordet. Vi fik desværre aldrig prøvet det selv, men det så ganske interessant ud. Det er et slags bord med en touchscreen, som gør, at man på en social måde kan lege med computeren. Vi så, hvordan skærmen importerede billeder fra en mobiltelefon påført et lille RFID-chip, og hvordan en gruppe børn spillede et Asteroids-lignende spil. Jeg kan rigtig godt lide tanken om dette bord, men desværre er det bare alt for dyrt på nuværende tidspunkt til, at en privatperson så meget som kan overveje at investere i det. Det koster nemlig omkring 100.000 kr., og bordet er i sig selv ikke særlig stort; jeg skønner, at det er mest optimalt for fire eller fem personer.

Efter at have set Microsofts intelligente bord kom vi forbi en slags tagwall, hvis mål var at sætte fokus på den globale opvarmning. Ved hjælp af nogle kameraer i loftet kunne vi med vores kroppe fange ord. Når vi bevægede os, flyttede vi rundt på ordene på væggen, og på den måde kunne vi sammensætte sætninger. Det var lidt svært på grund af den trange plads, men en dame fortalte mig, at man allerede nu gør brug af teknologien ved Ridehuset i Århus.

Dernæst bevægede vi os ind i et andet rum, som indeholdt meget af det samme som sidste år. Mest spændende var dog et Wii-hack, hvor man ved hjælp af en Wii Remote kan skabe sit eget smartboard (en sammensmeltning af skoletavle og computer). Vi mødte også et Sony OLED-fjernsyn, som jeg i sidste uge så en anmeldelse af i DR2-programmet So Ein Ding. Skærmen var ekstremt tynd, men ellers synes jeg ikke, at der var noget særligt ved billedkvaliteten. Fjernsynet findes endnu kun i køkkenstørrelse, og priserne er skyhøje på grund af den nye teknologi, der adskiller sig fra de almindelige LCD- og plasmaskærme.

Vi så også noget leg med Lego-robotter, hvor man byggede og programmerede robotterne til at køre på en forhindringsbane. I folkeskolen var vi med til en konkurrence, hvor vi skulle programmere en robot til at køre på en bane med forskellige objekter, som den skulle forcere. Det er rigtig sjovt og meget lærerigt, selvom programmeringsdelen er meget drag 'n drop-baseret.

Et andet stort højdepunkt ved var de små diodelamper. På et bord lå der hundredvis af små lamper og batterier, som publikum frit kunne tage og sætte på fx tøjet. Ganske simpelt, men stadig meget sjovt.

Alt i alt var messen i mine øjne en succes. Folk blev fascineret og morede sig. Der var mange spændende tiltag, men måske var der ligeledes lidt for mange gengangere og lidt for få nye avantgarde opfindelser, som stadig er på prototypestadiet. Fx havde Philips opsat en del fjernsyn med deres lysende aurora-paneler. Dette finder jeg er en smule kedeligt, da fjernsynet har været på markedet i flere år. Alligevel var det meget lærerigt at besøge NEXT no. 6, og jeg glæder mig allerede nu til næste år.

Billederne er fra LabConfidential. Jeg havde svært ved at tage gode billeder med min mobiltelefon, fordi det var så mørkt derinde.


0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)