Playing now - april '09

Jeg har en dum tildens med ikke at blive fuldstændig færdig med et spil, før jeg går i gang med det næste. Faktisk har jeg slet ikke tid til at spille i øjeblikket, men alligevel sniger de sig ind bagfra. Her er en liste over de spil, jeg er i gang med i øjeblikket, og hvad jeg synes om dem.

Grand Theft Auto: Chinatown Wars [NDS]

Da jeg var på studietur i Spanien, købte jeg Chinatown Wars til min DS, så jeg havde noget at slå tiden ihjel med under flyturen. Jeg kendte ikke særlig meget til det på forhånd, og normalt er jeg ikke specielt interesseret i serien. Jeg elskede toeren, og jeg var dybt imponeret over det første 3D-spil, men efterfølgende har serien aldrig rigtig fanget mig igen. Jeg blev glædeligt overrasket over Chinatown Wars, som er en nostalgisk blanding af de første GTA-spil, som man så oppefra, og det nyeste IV-kapitel. Lad mig sige det med det samme: Dette spil er hele vejen igennem et fuldbyrdes GTA-spil.

Trods de mindre skærme og den simplere grafik har udviklerne formået at bibeholde charmen og stemningen. Som altid går det ud på at køre/gå rundt i en stor verden med et hav af missioner. På den måde fungerer spillet som alle de andre. Noget nyt er drug-dealing, hvor man ved hjælp af sin smarte PDA skal fræse rundt og finde de bedste købere og sælgere af stoffer for at få størst mulig profit. Noget andet nyt er små minigames, som man skal løse, når man fx stjæler en låst bil. Her skal man lirke låsen op på forskellige måder, inden at alarmen går i gang. Man kommer også ud for at skulle blande sine egne molotov cocktails ved at pumpe benzin ned i en flaske. Alt sammen sker ved hjælp af touchskærmen. Det balancerer på kanten til at være en gimmick, men det fungerer ganske fint og giver i den lange ende serien et nyt friskt pust. Grafisk er spillet noget af det flotteste på maskinen, ja, det overgår endda The Legend of Zelda: Phantom Hourglass.

Spillets største minusser er historien, og især dialogen, som sker gennem kedelige tekstbokse og cutscener uden det mindste spor af animation. Styringen kan også godt være lidt træg, men efter en smule tilvænning er den til at døje med. Et absolut anbefalelsesværdigt spil med god holdbarhed. Jeg har endnu ikke gennemført det, og jeg har stadig til gode at prøve multiplayer-delen.

Alien Homonid HD [XBLA]

Jeg elsker Castle Crashers, så da jeg så, at udviklernes første spil var sat ned til halv pris på Xbox Live Arcade (normalprisen er 800 Microsoft Points), slog jeg til. Jeg har desværre ikke nået at spille det særlig meget, da min Xbox for nyligt gik død med Red Ring of Death, men af hvad jeg fik prøvet, minder det meget om førnævnte spil. Den største forskel er, at man kun kan spille to samtidig, hvor man i Castle Crashers kunne være fire venner sammen. Derfor er der ikke så stort et fokus på teamwork. Alien Homonid er også en hel del sværere og føles lidt mere hardcore. I stil med fx Ikaruga (som er ekstremt fedt og ekstremt svært) kan man nemlig kun tage imod én kugle fra fjenderne, før at man mister et liv. Det kan godt blive temmelig irriterende i længden, men så må man bide tænderne i sig og prøve igen. Spillet er meget Flash-agtigt, men det gør ikke noget for mig. Jeg er helt vild med Dan Paladins stil, som rummer enormt mange skægge detaljer. Alien Homonid er et forholdsvist simpelt spil, men ikke desto mindre rigtig sjovt.

MadWorld [Wii]

Jeg har købt dette spil af tre grunde: For det første vil jeg gerne støtte spil på Wii'en, som er mere henvendt det voksne publikum. Hvis det sælger godt, er der en chance for, at andre udviklere/udgivere tør at komme med lignende spil til den ellers meget børnevenlige spillekonsol. For det andet står mange af udviklerne fra det fænomenale Okami bag MadWorld. For det tredje ser spillet bare helt vildt fedt ud, og det må jeg konkludere, at det også er.

Spillet er tankevækkende simpelt; man skal nemlig ”bare” smadre sine modstandere på den mest voldelige måde overhovedet muligt. Til hjælp har man forskellige objekter, skilte, tønder, pigge og lignende, til at lave de mest bizarre kills, der nogensinde er set i et videospil. Yderligere groft bliver det, at hele spillet er i sort-hvid (dog også lidt gullig) med det meget fremtrædende røde blod. Den visuelle side minder på mange måder om Sin City, hvilket kun er en god ting.

Desværre bliver gameplayet meget hurtigt trivielt. Man skal lave combos (stik en pind igennem fjenden, sæt et bildæk over ham og hæng ham så op i en skarp krog) for at tjene points, der så lukker op for mere af banen, samt nogle ganske sjove minispil (der i øvrigt kan spilles i multiplayer). Efter nogle baner har man lært rutinen at kende, og så er oplevelsen ellers meget den samme resten af vejen. Der introduceres ikke særlig mange nye objekter at lege med, og mange af kills-animationerne bliver til sidst en smule kedelige at se for 27. gang i træk. Det er ærgerligt, at udviklerne ikke har turde tage springet og være en tand mere kreative i de måder, man kan slå folk ihjel på. Fx kunne det være interessant med flere våben end den motorsav, spillets protaganist bærer rundt med på sin arm. Ikke desto mindre er spillet dejlig forfriskende. Trods en lidt stram styring og lidt for få variationer, er spillet klart værd at tage et blik på. Især kommentatorerne til spillet, som foregår i et reality-program kaldet Death Watch, skal have stor ros.

The Legend of Zelda: Majora's Mask [N64 ~ GCN]

Jeg har ikke tænkt mig at gå særlig meget i dybden med dette spil, som jeg har brugt mange timer på at skrive om rundt omkring på nettet. Kort sagt er det et af de mest dybe og mørke spil i serien, og persongalleriet er helt unikt. Spillet gør brug af et særligt tidssystem; historien er nemlig den, at Skull Kid bringer dommedag over landet Termina ved at få månen til at styrte ned mod jorden. Link har nu tre dage til at redde verden fra dens grufulde skæbne, og dette gør han med sin trofaste okarina, som har evnen til at manipulere med tiden. Tiden er nemlig et meget vigtigt element i spillet, da de tre dage hurtigt forsvinder, før man har set sig om - medmindre man kender til en særlig melodi, som får den til at gå langsommere, eller man kan sågar spole tiden tilbage til den første dag.

Det tidslige aspekt skaber en række meget intelligente gåder og historier, som alle og enhver bør opleve. Mange finder spillet stressende, men det stiller jeg mig uenig med. I starten kan det godt virke som et irritationselement, at man skal skynde sig, inden at de tre dage er gået, men efter at have forstået systemet, kan man vende tiden til sin egen fordel. Spillet er som sagt meget dystert, ja sågar en smule filosofisk og eksistentialistisk, og så er det propfyldt med side-quests. Et stort omdrejningspunkt er nemlig masker, som giver Link forskellige evner. Der er masker, som transformerer ham om til andre racer, og så er der masker, som giver mindre kræfter, der benyttes til at løse specifikke opgaver. Ved første øjekast kan spillet forekomme ret småt i forhold til forgængeren Ocarina of Time - Majora's Mask har nemlig ikke så mange hovedtempler - men hvis man virkelig vil have fuldt udbytte af historien og samle alle 24 masker, kan det godt gå hen og tage mange, mange timer.

Spillet blev for nyligt udgivet på Virtual Console til Wii. Dette gav mig incitament til at begynde forfra i min Collector's Edition til GameCube, som indeholder en emulator af det gamle spil. Jeg blev nemlig aldrig færdig med det, da jeg spillede det for nogle år siden, og derfor syntes jeg, at det var på tiden at gøre et nyt forsøg. Desværre er emulatoren meget ustabil, hvilket resulterer i forringet lydkvalitet, og at spillet indimellem fryser. Fx har jeg oplevet at være midt i et tempel, hvorefter skærmen pludselig gik helt amok, og jeg blev nødt til at slukke. Lidt irriterende, men dog overkommeligt. Heldigvis er Virtual Console-versionen en del bedre, har jeg hørt. Hvis du endnu ikke har prøvet Majora's Mask, men er vild med de andre Zelda-spil, forlanger jeg, at du med det samme smutter ind på din Wii og downloader denne titel. Dét skylder du virkelig dig selv! Sammen med The Wind Waker er det uden tvivl et af mine yndlingsspil i serien, måske endda et af mine mest elskede spil overhovedet.

Sin and Punishment: Hoshi no Keishōsha [N64 ~ Wii]

Jeg manglede noget at spendere mine 2000 Wii Points på, så efter længere tids research faldt valget på et af Treasures mest hyldede spil til dato. Det har aldrig været udgivet uden for Japan før nu, men takket være Virtual Console kan det nu købes til den nette pris af 1200 Wii Points. Spillet er en intens shooter, hvor man styrer en løbende person, som bliver angrebet af alverdens fjender. Det er meget farvestrålende, heftigt og til tider svært. Grafikken er noget af det bedste, den gamle Nintendo 64 kunne præstere. Historien er en smule forvirrende, men det vejer det gode gameplay op for. Jeg har kun spillet det i få timer, men ifølge anmeldelser er spillet ikke meget længere end dét. Ellers har jeg ikke noget dårligt at sige om spillet. Har man lyst til noget hurtig action, kan Sin and Punishment anbefales.

Rhythm Heaven [NDS]

I går modtog jeg en pakke fra Videogamesplus med Nintendo DS-spillet Rhythm Heaven, som blev lanceret i sidste uge i USA. Spillet blev oprindeligt udgivet til Game Boy Advance, og efter at spillet er blevet langet over disken i stort omfang i Japan, er det nu endelig blevet oversat til engelsk.

Hvis du har spillet WarioWare før, har du et meget godt billede af, hvad Rhythm Heaven er for en størrelse - både hvad angår grafikken, styringen og til dels også musikken. Spillet er nemlig ekstremt simpelt i sin visuelle form, hvor mange måske vil mene, at det er decideret grimt. Inden at I drager forhastede konklusioner, må jeg dog sige, at dette spil på ingen måde kan bedømmes ud fra screenshots! Det skal prøves selv, for at man skal kunne forstår det geniale koncept.

Som titlen antyder, handler spillet om musik og rytme. Man holder maskinen lodret som en bog, og på den ene skærm ses det reelle gameplay, mens touchskærmen er helt tom. Der er dog en mening med dette, da du skal bruge den som et instrument til at udføre forskellige handlinger i takt til musikken. Der er tre grundbevægelser, du kan gøre med pennen, nemlig at trykke, at holde i bund, og at skubbe/gnide pennen hurtigt afsted. Det er ret svært at forklare ved hjælp af ord; man skal selv prøve det på egen hånd. Selvom styringen er latterlig simpel, fungerer den, og det er imponerende, hvor stor variation der er i de over 50 minigames.

Alle spillene indeholder en meget surrealistisk og typisk japansk humor. I det ene øjeblik fylder man benzin i en robot, og i det næste skal man styre en samling aber, som står og klapper til en koncert. Det lyder skørt - og det er det også - men spillets egentlige essens ligger i musikken og rytmen, som du med tungen lige i munden skal forsøge at følge. Noget ekstraordinært ved Rhythm Heaven er, at du, hvis du har en god rytmesans, kan lukke øjnene og stadig klare dig udmærket i spillet. Se, dét er blæret!

Da jeg først fik spillet i går, er det begrænset, hvor mange af minispillene jeg er kommet igennem på nuværende tidspunkt. Spillet er nemlig temmelig svært - i hvert fald for en rytmeløs gut som mig - og derfor bevæger jeg mig langsomt igennem de enkelte spil. Dog kan jeg allerede nu se, at der er rimelig stor kvalitetsforskelle på hvert spil. Nogle føles meget intuitive, mens andre nærmest er umulige, fordi musikken enten skifter for hurtigt eller ikke indeholder en særlig naturlig rytme. Uh, jeg tør slet ikke tænke på de specielle Remix-baner, hvor spillene bliver blandet sammen i én stor og forvirrende pærevælling …

Selvom nogle af spillene ikke fungere så godt og ofte giver en dårlig feedback på, om man gør noget rigtigt eller forkert, er min helhedsoplevelse af spillet yderst positivt. Jeg er selv ret vild med WarioWare-serien og musikspil som Elite Beat Agents og Guitar Hero, og dette virker som det perfekte mix af alle tre. Spillet rummer tilsyneladende meget værdig for pengene, da der er masser af bonusmateriale at efterstræbe. Dette gør man ved at klare et spil perfekt, hvilket er lettere sagt end gjort. Alt i alt er jeg ovenud tilfreds med dette spil, som er en genistreg inden for spildesign, men jeg bliver lige nødt til at nævne dets boxart her på falderebet. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan gøre brug af så grimt et cover. Det siger absolut intet om spillets indhold, og den bæbrune baggrund er slet ikke til at holde ud. Jeg mener, Rhythm Heaven er noget af det mest farverige, jeg har set længe, så hvorfor vælger man at klistre én af de allergrimmeste farver på spillets boks? Ikke ét sekund ville jeg overveje at købe spillet, hvis jeg stod med det i hånden i en butik uden at vide det mindste om det.

En nuttet Big Daddy-dukke

I den første teaser til BioShock 2 så man en Little Sister stå med en primitiv - men faktisk ret sød - dukkeudgave af den overvældende Big Daddy-figur. Nu har en fan lavet den i virkeligheden, og resultatet er rigtig godt. Jeg har på fornemmelsen, at udgiverne af BioShock 2 måske vil lave noget lignende, som man kan købe i samlerudgave ligesom med det første spil, hvor man kunne købe en 15 cm høj figur af metal.

Uanset hvad glæder jeg mig ekstremt meget til BioShock 2 på trods af den nye trailer, som viser et spil, der nærmest set identisk ud med det første. Det skal dog nok blive spændende at spille som Big Daddy, og især undervandsscenen ser interessant ud.

TinEye - find ud af hvor billedet stammer fra

Kender du det, når man har downloadet et billede fra internettet og så på et senere tidspunkt gerne vil finde kilden til det igen? Selvfølgelig har man glemt, hvor man fandt billedet henne, og man er naturligvis for doven til at gå gennem alle Googles søgeside bare for at finde et enkelt billede.

Lad mig præsentere TinEye. Denne webservice har en særlig magisk evne til at gøre netop dette; nemlig at søge nettet igennem for at finde alle de sider, hvor et billede befinder sig. Hvordan det fungerer, skal jeg ikke kunne sige, men det er nu ret imponerende og ganske nyttigt.

TinEye is a reverse image search engine. You can submit an image to TinEye to find out where it came from, how it is being used, if modified versions of the image exist, or to find higher resolution versions. TinEye is the first image search engine on the web to use image identification technology rather than keywords, metadata or watermarks. For some real TinEye search examples, check out our Cool Searches page.

En messe fuld af sjove dimser

I søndags var jeg med en ven inde og besøge NEXT-messen. Den lignende mig sig selv fra sidste år, men denne gang var der et overordnet større fokus på lysende himstregimser.

Da vi ankom, gik vi straks hen mod et særligt hologram-agtig lysshow. En projektor lyste op på nogle specielle snore, som hang i loftet, og ved hjælp af en Wii Remote-lignende controller kunne vi bevæge en tredimensional kugle rundt i luften. Det var meget flot at se på, men havde vist ingen reel praktisk anvendelse. Manden ved standen fortalte dog, at lysene var tiltænkt diskoteker og barer..

Bagefter begav vi os over til en lille indhegnet bane, hvor der kørte en robotkanin rundt på gulvet. Der var forskellige "fjender" og gulerødder, man skulle samle op. Vi fik hver et joypad i hånden, og ved hjælp af en indbygget motionsensor i controlleren skulle vi samarbejde for at styre kaninen. Sagen er nemlig den, at min ven kun kunne køre frem og tilbage, mens jeg kunne styre fra side til side. Derfor krævede det god koordination for at køre dyret rundt på banen. Det er en meget skæg idé, men desværre var styringen lidt ufølsom.

Så kom vi til en stor krystal-agtig kugle, som viste vores blå planet. Jeg havde godt læst om den på forhånd og vidste derfor godt, hvad denne globus kan. Kort sagt er det en slags fysisk virkeliggørelse af Google Earth, hvor man kan dreje Jorden rundt og se forskellige informationer så som vejr, seismisk aktivitet og pladetektonik. Det var rigtig spændende, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi får sådan en fætter i geografilokalet.


Herefter gik vi forbi messens hovedattraktion: Microsoft Surface. Det var første gang, at den blev vist offentligt frem i Danmark, så derfor var der en stor mængde mennesker rundt om bordet. Vi fik desværre aldrig prøvet det selv, men det så ganske interessant ud. Det er et slags bord med en touchscreen, som gør, at man på en social måde kan lege med computeren. Vi så, hvordan skærmen importerede billeder fra en mobiltelefon påført et lille RFID-chip, og hvordan en gruppe børn spillede et Asteroids-lignende spil. Jeg kan rigtig godt lide tanken om dette bord, men desværre er det bare alt for dyrt på nuværende tidspunkt til, at en privatperson så meget som kan overveje at investere i det. Det koster nemlig omkring 100.000 kr., og bordet er i sig selv ikke særlig stort; jeg skønner, at det er mest optimalt for fire eller fem personer.

Efter at have set Microsofts intelligente bord kom vi forbi en slags tagwall, hvis mål var at sætte fokus på den globale opvarmning. Ved hjælp af nogle kameraer i loftet kunne vi med vores kroppe fange ord. Når vi bevægede os, flyttede vi rundt på ordene på væggen, og på den måde kunne vi sammensætte sætninger. Det var lidt svært på grund af den trange plads, men en dame fortalte mig, at man allerede nu gør brug af teknologien ved Ridehuset i Århus.

Dernæst bevægede vi os ind i et andet rum, som indeholdt meget af det samme som sidste år. Mest spændende var dog et Wii-hack, hvor man ved hjælp af en Wii Remote kan skabe sit eget smartboard (en sammensmeltning af skoletavle og computer). Vi mødte også et Sony OLED-fjernsyn, som jeg i sidste uge så en anmeldelse af i DR2-programmet So Ein Ding. Skærmen var ekstremt tynd, men ellers synes jeg ikke, at der var noget særligt ved billedkvaliteten. Fjernsynet findes endnu kun i køkkenstørrelse, og priserne er skyhøje på grund af den nye teknologi, der adskiller sig fra de almindelige LCD- og plasmaskærme.

Vi så også noget leg med Lego-robotter, hvor man byggede og programmerede robotterne til at køre på en forhindringsbane. I folkeskolen var vi med til en konkurrence, hvor vi skulle programmere en robot til at køre på en bane med forskellige objekter, som den skulle forcere. Det er rigtig sjovt og meget lærerigt, selvom programmeringsdelen er meget drag 'n drop-baseret.

Et andet stort højdepunkt ved var de små diodelamper. På et bord lå der hundredvis af små lamper og batterier, som publikum frit kunne tage og sætte på fx tøjet. Ganske simpelt, men stadig meget sjovt.

Alt i alt var messen i mine øjne en succes. Folk blev fascineret og morede sig. Der var mange spændende tiltag, men måske var der ligeledes lidt for mange gengangere og lidt for få nye avantgarde opfindelser, som stadig er på prototypestadiet. Fx havde Philips opsat en del fjernsyn med deres lysende aurora-paneler. Dette finder jeg er en smule kedeligt, da fjernsynet har været på markedet i flere år. Alligevel var det meget lærerigt at besøge NEXT no. 6, og jeg glæder mig allerede nu til næste år.

Billederne er fra LabConfidential. Jeg havde svært ved at tage gode billeder med min mobiltelefon, fordi det var så mørkt derinde.

NEXT no. 6 - en fremtidsmesse

I den kommende weekend bliver der afholdt en såkaldt fremtidsmesse i Filmbyen i Århus. Jeg var derhenne sidste år og skal selvfølgelig med endnu en gang. Der bliver fremvist et hav af forskellige teknologiske dimser, som på den ene eller anden måde forsøger at gøre vores hverdag lettere og sjovere. Opfindere fra hele verden fremviser deres idéer, både i form af simple prototyper, men også produkter som er meget tæt på at komme ud på markedet. Sidste gang så jeg alt fra en smart paraply, som via en wifi-forbindelse kunne hente oplysninger fra Google Earth, til et særligt anlæg, der gjorde det muligt at holde lydklip i sin hånd ved hjælp af en speciel handske. Jeg så også det meget kontroservielle Optimus Maximus keyboard, og jeg fik tilmed lov til at lov til at prøve en segway!

Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at se, hvad de mange innovative tænkere har at byde på år. Jeg håber på at få lov til at prøve disse tre ting: Amazon Kindle 2, en Google Android-mobiltelefon og Microsoft Surface-bordet.

Hvis du er interesseret, kan du læse meget mere på Innovationlab og LabConfidential, som ligeledes dækker hele messen.

Hjemme igen fra studieturen i Spanien

Nu er jeg langt om længe kommet hjem fra Spanien og er ved at have fundet den gamle rytme igen. Da jeg kom hjem lørdag aften, havde jeg over 50 ulæste e-mails og flere tusinde nyheder liggende i Google Reader.

Nå, men kort og godt var det en rigtig god tur til San Lorenzo og Madrid. Jeg havde, som nævnt tidligere, mange bange anelser for udvekslingsdelen af turen, hvor vi skulle bo hos en spanier og vedkommendes familie. Heldigvis viste det sig slet ikke at være så farligt, som jeg havde frygtet. Tværtimod havnede jeg hos en flink dreng, hvis far var rigtig god til engelsk, fordi han har rejst meget rundt i verden - deriblandt Danmark. Vi havde det rigtig hyggeligt sammen og var på forskellige udflugter med deres skole. Min spanske familie var ret uformel og utraditionel, hvilket vil sige, at alt det med kæmpe madbord og kindkys var nedtonet meget i forhold til nogle af de andre familier, som mine klassekamerater boede hos. Vi fik alle en stor indsigt i den spanske kultur, hvoraf døgnrytmen helt klart har været noget af det største chok for os. Det bliver nemlig meget sent mørkt i Spanien, så derfor er det normalt at spise aftensmad ved 11-12 tiden om aftenen. Det var ligeledes sjovt at se, at alt bliver synkroniseret i medierne. Fx sad vi klokken 02 om natten og så Braveheart med spanske stemmer! Selv noget som The Simpsons har de synkroniseret. Jeg blev imponeret over, hvor gode de egentlig var til mundtlig engelsk, taget i betragtning af at de hører det så lidt i modsætning til os, plus at de kun har skriftlig engelsk i skolen. Jeg havde hvert fald ingen problemer med at snakke med min spanier, selvom han sommetider manglede et ord eller to.

Det med at bo hos en spansk familie gik overraskende godt. Der var stort set ingen problemer på nær en enkelt spanier, som havde røget et eller andet snask og derfor blev smidt ud af udvekslingen. Selvom de fleste var yngre end os, havde vi det skægt sammen. De var utrolig gavmilde og havde nærmest svært ved at tage et initiativ; de ville have, at vi skulle bestemme alting.

Vejret var helt perfekt med en temperatur på 15-30 grader. Det svingede nemlig meget, alt efter om vi befandt os oppe i bjergene (nogle af dem har sne på toppen) eller nede i byen. Vi var på en del ture. Vi var eksempelvis i Segovia for at se en gammel romersk akvædukt. Vi var også i landets gamle hovedstad, Toledo, som er en by, der er bygget på et mindre bjerg med en stor flod rundt om. Den helt store turistattraktion dér var våben, især sværd, som det bugnede med overalt. Faktisk var byen én af leverandørerne til filmatiseringen af Ringenes Herre. Det var temmelig vildt, fordi sværdene rent faktisk var ægte. Man behøvede ingen våbentilladelse; man kunne bare købe, hvad man havde lyst til!

Efter at have taget afsked med vores spaniere - som i øvrigt kommer til Danmark til september - drog vi mod Madrid. Da vi kom op ad metroen, havde vi alle det samme ord på læberne: stort! Fra at være kommet fra en mindre landsby og så til hovedstaden var noget af en omvæltning for os. Det vrimlede med mennesker overalt, og de enorme huse lignede noget fra New York. Vi blev indlogeret på et meget beskendt hotel, som en del af pigerne selvfølgelig brokkede sig over. Heldigvis skulle vi ikke tilbringe megen tid dér, fordi vi hele tiden skulle ud og kigge på forskellige seværdigheder, museer, parker, butikker og lignende. De sidste dage af rejsen fik vi lov til at gå rundt i byen selv, hvilket var meget spændende. Jeg blev især imponeret over det yderst velfungerende metronetværk.

Alt i alt gav studieturen en ordentlig én på opleveren. Det er en rejse, jeg sent vil glemme, og den har helt sikkert givet mig større indsigt i Spaniens kultur og sprog. Som klasse er vi også blevet godt rystet sammen. Samtidig har turen fået mig til at tænke mere på vores eget lille Danmark, som sammenlignet med Spanien og alle dets høje bjerge får vores land til at ligne et kedeligt og fladt landskab, hvor de eneste seværdigheder er Himmelbjerget og Rundetårnet. Alligevel glæder jeg mig til at, at de kommer til Danmark og skal bo hos os. Det skal nok blive sjovt!

Jeg drager sydpå mod Spanien

Kender I det, når man glæder sig til noget, men at man samtidig frygter det en lille smule? Sådan har jeg det, for på torsdag flyver jeg og min klasse nemlig til Spanien. Studieturen varer 10 dage, hvoraf torsdag-tirsdag er som udveksling, hvor vi skal bo hos spanske elever. Sådan noget har jeg aldrig prøvet før og er derfor temmelig nervøs - især fordi mine spanskkundskaber ikke er noget, jeg går og praler med. Jeg skal bo hos en 15-årig dreng, som jeg har skrevet en smule med over MSN. Han virker rigtig flink, men jeg er stadig meget spændt.

Vi skal bo i noget en lille by, der hedder San Lorenzo de El Escorial, hvilket ligger omkring 50 km. fra Madrid. Vi var derfor inde at se teaterforestillingen "Don Carlos" for nogle uger siden, da den foregår i det enorme palads, som kongen af Spanien boede i. Efter at have boet med de spanske elever tager vi til Madrid og indkvarterer os på et hotel. Vi skal selvfølgelig besøge en helt masse museer og lignende, og vi skal ligeledes lave spørgeundersøgelser, fordi vi rejser med fagene spansk og samfundsfag.

Jeg glæder mig naturligvis enormt meget til rejsen. Jeg har været på Mallorca og Gran Canaria, men aldrig i Spanien. Jeg regner med at tage en masse billeder med vores nye Canon Powershot A2000 IS, som jeg så vil uploade til Google Picasa.

Nå, men jeg er så småt ved at pakke og har derfor ikke tid til at blogge længere.

¡Hasta luego!

Amazon Kindle = The Hitchhiker's Guide

Dette er indlæg nummer 500 på min blog. Hurra, hurra, hurra!

Jeg har tidligere skrevet om Amazon Kindle, som jeg glæder mig utrolig meget til at få fingrene i, når den en dag udkommer i Europa. Det ville undre mig meget, hvis ikke Amazon snart begynder at sælge den, hvert fald i England, som jo er et kæmpestort bogmarked. Jeg tror, grunden til, at den endnu ikke er at finde på disse breddegrader har noget at gøre med mobilnettet, som gør det muligt at surfe på nettet helt gratis i USA ved hjælp af Whispernet. Der er sikkert en masse partnerbøvl med at få det til at fungere i hele Europa.

Mens vi venter, kan vi jo altid bruge tiden på at se de heldige amerikanere lege med deres Kindles. Fx er der ham her, som har fået laserindgraveret "Don't Panic!" bag på sin Kindle 2. Nørdede læsere vil straks fange referencen til Douglas Adams' fremragende bøger, nemlig den misvisende trilogi kaldet The Hitchhiker's Guide to The Galaxy. Kindle minder ekstremt meget om den elektroniske guide, hovedpersonerne gør brug af i bøgerne, som jeg for øvrigt skrev Dansk-Historie opgave om. Jeg fik et beskedent 7-tal, hvilket jeg blev en smule skuffet over. Havde virkelig lagt meget arbejde i opgaven, hvor fokusset lå på livs- og verdenssynet i den første roman.

Se en video af processen herunder + en sjov tegneserie fra xkcd.

Jeg er begyndt at kvidre

Jeg har besluttet mig for at afprøve den meget kontroversielle Twitter-tjeneste, som er en såkaldt micro-blogging service, hvor man med 140 tegn skal beskrive sin nuværende situation. Det er ekstremt populært i USA og er så småt begyndt at komme til Europa lidt á la Facebook.

Hvis I har lyst til at følge mit twitteri, kan I gøre det på Twitter.com/wikzo. Jeg har forbundet Twitter med min mobiltelefon, så jeg kan twitte, uanset hvor i verden jeg befinder mig. Ligeledes har jeg tilføjet et statusfelt i højre side af bloggen, som viser mine updates, lige under mine yndlingsblogs.

Hvad synes I om Twitter? Bruger I det, og i så fald til hvad? Jeg vil meget gerne høre jeres erfaringer og have fat i jeres brugernavne, så jeg kan follow'e jer.

En strålende film om hverdagen i Indiens slumkvarterer

I lørdags var jeg i biografen sammen med min lillebror for at se den meget roste film Slumdog Millionaire. Jeg kendte stort set intet til den på forhånd, udover en kort trailer og de mange gode anmeldelser. Jeg vidste også, at den har vundet hele otte Oscars, hvilket jeg ikke har svært ved at forstå hvorfor.

Jamal Malik is one question away from winning 20 million rupees. How did he do it? A) He cheated, B) He's lucky, C) He's a genius, D) It is Written (which could mean either the show is predetermined by destiny or that the show is scripted)
Filmen handler meget kort fortalt om to brødre, der lever i et fattigt kvarter i Mumbai, Indien. De oplever en hulens masse ting. På et tidspunkt møder de en pige, og tilsammen er de De Tre Musketerer. Gruppen er ustoppelig - ikke engang et grumt børnehjem, som forsøger at udnytte dem på en temmelig makaber måde, kan holde dem fanget. I takt med at de vokser op, kommer de to brødre længere og længere væk fra hinanden, og til sidst skilles de helt. Der er imidlertid problemer med pigen, som bliver omdrejningspunktet for hovedpersonen. Han bruger lang tid på at lede efter hende, og til sidst er hans eneste udvej at gå på landsdækkende tv, nemlig i det verdensberømte program "Hvem Vil Være Millionær?" (med 9 millioner seere). Jeg skal ikke røbe alt for meget, men filmen handler i høj grad om, hvordan knægten klarer sig igennem programmet og svarer på alle spørgsmålene. Essensen er, at han har ikke brugt sit hele sit liv på at lære trivialviden udenad, men i stedet har kæmpet for at overleve ved at tage én dag ad gangen.

Filmen er rigtig, rigtig god. Historien er meget rørende og anderledes, idet den tager udgangspunkt i en ret fjern kultur for os europæere. Den viser Indien på både godt og ondt, og her skal den britisk-danske kameramand have stor ros for at komme helt ned, hvor fluerne summer over affaldet på gaderne. Jeg læste i en gratisavis, at mestendels er blevet optaget med et kompakt digitalkamera, således at han har kunne gebærde sig rundt i byen som en almindelig turist uden at vække for meget opsigt. På samme måde er lydsporet imponerende med sine orientalske toner, der sætter stemningen rigtig godt.

Jeg kan varmt anbefale Slumdog Millionaire. Det er en intelligent film med mange lag og flashbacks, som får én til at tænke meget over handlingen og vilkårene for de forskellige personer. Jeg har indtil videre kun været i biografen to gange i år, hvor jeg for en måneds tid siden så The Curious Case of Benjamin Button, som også er en god film (dog kan jeg bedre lide Forreste Gump). Jeg håber desuden på at kunne nå ind og se Mænd Der Hader Kvinder, men vil først være færdig med bogen, som jeg er lidt over halvejs i. Slumdog er en vidunderlig film, som kan og bør ses af alle; den kan meget vel gå hen at blive en af årets bedste. Det var i hvert fald en meget positiv overraskelse for mig, og filmen er uden tvivl en af de bedste, jeg har set længe.

Readability - en nemmere måde at læse tekster på nettet

Internettet er et massemedie med oceaner og atter oceaner af forskelligt indhold. På en hjemmeside gælder det om at have det mest eye catchy design, samtidig med at man bliver nødt til at tjene lidt profit ved at vise bannere. Derfor kan det for læseren ofte være irriterende at læse længere tekster på en side, hvor diverse Flash-applikationer blinker og spiller lyde. Oven i købet er der stor forskel på skrifttyper, farver og meget andet, hvilket ikke altid sikrer et optimalt læsemiljø.

Readability er et forsøgsprojekt, som gerne vil gøre det nemmere at læse i ro og fred, mens man surfer. Med denne bookmarklet fjernes alt unødvendig indhold, så kun selve teksten står tilbage. Det er uhyre simpelt og virker ganske effektivt - ikke på alle hjemmesider, men en hel del. Fx fandt jeg det rigtig nyttig, da jeg læste nogle anmeldelser af bærbare computere på Wired.com. På den anden side virker Readability ikke særlig godt her på min blog, men det kan være, at det kommer.

Det er hvert fald et rigtig godt initiativ, som jeg i fremtiden vil benytte mig meget af. Jeg føler, at det giver mig et bedre incitament for at sætte mig ned og fordybe mig i en tekst, når det visuelle ser rent og indbydende ud. Jeg håber, at de fremtidige webbrowsere vil indbygge sådan en funktion, således at man bliver fri for alt den støj, som der findes rundt omkring på nettet. Se nedenstående video for at lære mere om servicen.

[Lifehacker]

Verdens sejeste Lego-tank i aktion

Jeg kan huske at have lavet noget lignende i midten af Folkeskolen, hvor vi var med i en konkurrence om at bygge en robot af Lego-klodser, som så skulle igennem en række forhindringer på en specialbygget bane. Det var helt vildt sjovt, fordi man blev tvunget til at tænke alternativt hvad angår selve bygningen og programmeringen af robotten.

Denne overgår dog alt, hvad jeg har set tidligere. En rå robottank, der automatisk kan skyde efter sit mål. Pas på alle katte og andre husdyr, for her kommer Ogre!



[Gizmodo]