torsdag den 7. januar 2010

Maestro! Jump in Music [NDS] - Love N Hate

[Hvad er Love N Hate?]
Love
  • Dets forsøg på at tilføje noget nyt til rytme-/musikgenren. Alle kender i dag Guitar Hero og Dance Dance Revolution, men rent faktisk findes der mange flere musikspil end blot disse. Genren går mange år tilbage, men dét synes at være glemt i dag, hvor der årligt bliver spyttet det ene guitarspil ud efter det andet. Derfor er det dejligt at se, at udviklerne bag Maestro tør at blande musikgenren med noget platforming. 
  • De små tekstbeskeder som bliver skudt ind fra sidelinjen i ny og næ. Uden at være noget særlig specielt, er de dog stadig sjove at læse og minder mig en smule om the Sign Painter fra World of Goo.
Hate

  • Spillets mangel på at være intuitivt. Der er simpelthen for mange forskellige game mechanics samtidig, som forvirrer mere, end de gavner. I bund og grund handler det om den her lilla pingvin, som konstant bevæger sig mod højre. Ved at svirpe nogle tråde, får man ham til at hoppe. Fair nok, det er rimelig ligetil. Hvor det bliver svært er, når man skal trykke på snorene, selvom pingvinen ikke befinder sig på dem. Det er hensigten, at musikkens takt og rytme skal hjælpe én til at vide, hvornår dette skal gøres, men det forekom mig ofte svært at ramme dem præcist. Jeg er ikke den mest rytmefyldte person i verden, men ikke desto mindre finder jeg det lidt for tilfældigt, om jeg rammer rigtigt eller ej.
  • Skal jeg kigge eller lytte? Udviklerne synes at have svært ved at beslutte, om den afgørende faktor skal være rytmen i musikken, eller det visuelle. I andre musikspil plejer musikkens rytme at passe med de bevægelser, man skal udføre, men det gør sig ikke altid gældende i denne titel. Derfor er det ofte svært at time sine "strings" ordentligt.
  • Feedbacken er elendig. Det er utrolig svært at høre og se, om man har udført handlingen korrekt, for sent eller for tidligt. Det er simpelthen fatalt for et spil som dette, at man ikke kan høre, om man har spillet rigtig i forhold til musikken, som kører i baggrunden.
  • Mærkelige specialudgaver af musikken. I Maestro er der 24 musiknumre, som mestendels spænder over klassiske symfonier. De lyder såmænd udmærket og er forholdsvis kendte, men det irriterer mig, at man har ændret på mange af dem, så de passer til den enkelte verdens tema. Det ødelægger virkelig oplevelsen, at høre numre, som er blevet påtvunget et spacy-feel bare for at passe til en bane med rumvæsener og aliens.
  • Bosskampene. For det første er bosskampen ekstrem simpel og går kun ud på at gentage en given rytme nogle gange, indtil den store edderkop overvindes. Og ja - jeg skrev "bosskamp" i ental. Det gør jeg, fordi det egentlig er den samme bosskamp, man skal igennem en fem-seks gange, bare med et andet skin lagt på edderkoppe-skurken for at passe til banens tema. Det er ganske enkelt for ringe, at man skal spille den samme slags bosskamp igennem så mange gange, når den i første omgang hverken er underholdende eller udfordrende.
  • Generel forvirring grundet de mange elementer som dukker op på skærmen. Det gør ikke noget, at man skal tænke hurtigt, men indimellem smides der lige én tand for mange ting i hovedet på spilleren samtidig.
  • Man låser først op for Normal og Hard efter at have gennemført spillet på Easy. Idéen er egentlig lidt interessant, idet man først spiller igennem korte versioner af sangene på den nemmeste sværhedsgrad. Efterfølgende, når man har set rulleteksterne, får man lov til at spille på de højere sværhedsgrader i sangenes fulde længde, samtidig med at man får mulighed for "at synge med" (hvilket ikke fungerer særlig godt). Problemet er bare, at spillet er klart sjovest og mest udfordrende på Normal/Hard, og derfor skyder udviklerne sig selv i foden ved ikke at give mulighed for at vælge disse som udgangspunkt.
Final thoughts
Jeg er generelt rigtig glad for den rytmetiske spilgenre. Der er bare et eller andet ved disse spil, som tiltaler mig. Jeg kan godt lide, at mine handlinger på skærmen tydeligt har indflydelse på musikken, og at jeg gennem god feedback altid ved, hvor godt jeg klarer mig. Det handler ofte om udenadslære, hvilket jeg slet ikke har noget imod, og samtidig giver DS'en god mulighed for pick-up-and-play sessioner. Derfor er spil som Elite Beat Agents og Rhythm Heaven nogle af mine absolutte favoritter på konsollen.

Maestro! Jump in Music kommer dog på intet tidspunkt bare det mindste i nærheden af ovenstående to spil. Konceptet bag er spændende, men i praktisk fremstår spillet meget middelmådigt. Jeg savner en bedre struktur og en større følelse af, at jeg har indflydelse på musikkens progression. God feedback er strengt nødvendigt i en genre som denne, og da Maestro mangler finesse hér, bliver helhedoplevelsen simpelthen kedelig og kort. Det tog mig i øvrigt under to timer at spille sangene igennem på Easy, hvilket heller ikke bidrager til den positive ende af skalaen. Der er ganske enkelt ikke nok substans i dette spil til at gøre det anbefalingsværdigt, om end det bliver spændende at se, hvad udviklerne i fremtiden finder på. Idéen er ikke helt dårlig, men der mangler klart bedre udførsel.

 

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)