torsdag den 27. maj 2010

Indie Game: The Movie

Trods den lidt paradoksale titel gemmer der sig et interessant koncept bag - en dokumentarfilm om spil og spilskaberne.

Indie Game: The Movie er navnet på en kommende dokumentarfilm, som vil kigge nærmere på, hvordan videospil bliver til, og i særdeleshed hvilke slags mennesker der står bag, i håbet om at få en bedre forståelse for spilmediet. Filmen vil fokusere på den kreative skabelsesproces og forbindelsen mellem spillet og spiludvikleren.

Indie Game: The Movie regnes færdig i begyndelsen af næste år, og hvis man føler sig lidt godhjertet, kan man støtte projektet på Kickstarter.

Herunder ses en klip, hvor Edmund McMillen, manden bag den kommende (og ret groteske) platformer Super Meat Boy, fortæller om, hvordan han som barn havde det med at tegne makabre monstre, og at skolen mente, at der var noget galt med ham.

Hans historie minder mig om en artikel, som jeg tidligere har linket til, men gerne gør igen: Truth in Game Design. Kort fortalt handler det om, at vi skal bidrage med en del af os selv, når vi kreerer spil. Hvad enten det er éns fascination for at udforske huler (Shigeru Miyamoto: Zelda), en pirrende nysgerrighed over for evolutionsbegrebet (Will Wright: Spore) eller mødet med storbylivet (Jenova Chen: Flower), så ender de gode spil altid med at indeholde en del af os selv i en eller anden form. Sandheden, der her refereres til, er éns egen unikke forståelse/oplevelse af verden, som man kan viderebringe igennem eksempelvis et videospil.

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)