mandag den 3. januar 2011

Tilbageblik på spilåret 2010

I disse dage er det svært ikke at støde på "game of the year"-lister allevegne. Sådanne lister har aldrig rigtig sagt mig noget; uanset hvad vil den være sammensat ud fra en række subjektive kriterier, og bare fordi nogen mener, at Game X har udmærket sig med ditten og datten, betyder det jo ikke, at jeg personligt finder spillet interessant. Derudover indeholder de fleste lister mange af de samme mainstream AAA-titler, hvorfor de som regel er forudsigelige og kedelige.

Jeg har ikke tænkt mig at lave min egen liste over de bedste spil anoo 2010. I stedet vil jeg forsøge at huske tilbage på alle de spil, som jeg stiftede bekendtskab med i årets løb. Jeg vil ligeledes knytte nogle ord til hver titel. Jeg har forsøgt at holde listen i den rækkefølge, hvori jeg har spillede de enkelte titler. Here it goes:

Heavy Rain [PS3]


Et enormt hypet spil, som umuligt kunne leve op til alle forventninger. Alligevel lykkedes det at skabe en interessant og spændende krimihistorie med troværdige figurer (sådan da). Heavy Rain er dybere og mere nuanceret end det meste andet på markedet, og på trods af visse flaws fungerede spillet som en rigtig god whodunnit-fortælling. Et godt skridt på vejen inden for interaktiv historiefortælling. Og så var det med til at give folk et mere seriøst billede af videospil som et medium, der kan måle sig med eksempelvis film.

Husker især: At jeg spillede det samtidig med to drenge fra min klasse. Jeg var nået en del længere end de to andre, og på et tidspunkt fortæller den ene, at det er tydeligt, at figur X er morderen i spillet. Vennen havde nok spillet i et par timer på daværende tidspunkt. Da jeg så gennemførte Heavy Rain over weekenden, måtte jeg sande, at han havde gættet rigtigt! Det var efterfølgende meget svært for mig at holde masken og ikke komme til at afsløre slutningen. Senere var det spændende at høre, hvilke clues der havde gjort det muligt for ham at gætte morderen så tidligt inde i historien.

Battlefield: Bad Company 2 [X360]

Fint skydespil med god følelse af storkrig. Det er blevet lidt mere meningsfyldt at smadre bygninger/mure/osv., end det var tilfældet med det første spil. Spiller mangler dog stadig en rød tråd i multiplayer-delen, som ofte er ufrivillig kaotisk og forvirrende. Føltes som en lite-udgave af Battlefield 2 til pc, som i mine øjne er det bedste spil i serien.

Singleplayer har jeg kun spillet i en halv time. For mig vil Battlefield altid handle om multiplayer, og det, som jeg nåede at se i campaign-delen, virkede ligegyldigt.

Dette spil fik mig også til at indse, at mit behov for storslåede og bombasdiske tripple-A skydespil er skrumpet væsentligt ind. Tidligere var jeg stor fan af krigsspil som Battlefield og Call of Duty, men nu er det som om, at de ikke rigtig har mere nyt at byde på for mig. Been there, done that ... and bought the t-shirt, y'know?

Husker især: de utallige Call of Duty-småbørn som ikke fattede det samarbejdsbaserede gameplay, men i stedet sad på en ø og snipede i hele runden.

Left 4 Dead 2 [PC]

Computerspillets svar på Skak: masser af dybde og strategi. Og så er der altid nogen derude, som er bedre end én selv, hvilket medfører et nærmest uendeligt gameplay. Jeg spiller det stadig jævnligt og finder konstant nye taktikker og finesser. Nok noget af det mest velfungerende og underholdende spildesign jeg længe har set.

Husker især: de utallige sjove multiplayer-seancer med/mod folk online.

Borderlands [X360]

Et sandt looting-paradis for folk med kløen på aftrækkerfingeren. Sindssyg humor og sjov co-op multiplayer. Ellers et meget overfladisk spil uden større substantielt indhold.

Husker især: Da jeg viste min lillebror spillet. Hans øjne lyste op som små julelys, da jeg forklarede ham, at "det er ligesom Diablo, bare som skydespil". Han blev helt vildt opslugt af Borderlands og har i dag spenderet flere hundrede timer på pc-versionen.

Splinter Cell: Conviction [X360]

God dynamik mellem lys og mørke. Spillet gav en fin følelse af at være badass eks-agent, som arbejder undercover for at finde sin forsvundne datter. Dog en anelse "casual-iseret" i forhold til de tidligere spil i serien, som er berygtet for at være temmelig svære.

Poleret og velstøbt actionspil, men kunne sagtens have haft gavn af endnu flere fede gadgets og game mechanics. Jeg har dog svært ved at se, hvordan man kan komme igennem hele spillet uden at blive opdaget én eneste gang -- hvilket må være den ultimative udfordring i et stealth-spil.

Husker især: skuffelsen over de meget omtalte interrogation-scener, som viste sig at være utrolig statiske med ganske få valgmuligheder.

Trials HD [XBLA]


Et perfektionisk trial-and-error spil - en sand guldgrube for folk med OCD. En tidsrøver af værste skuffe, som i den grad sætter spillerens tålmodighed på prøve. Fantastisk simpelt og fantastisk vanedannende.

Husker især: de gakkede minispil med gigantiske hamsterhjul og raketdrevne motorcykler.

Alan Wake [X360]

Jeg har tidligere skrevet om Alan Wake, som er noget af et tveægget sværd. Spillets setting og præmis var god, men historien og uhygge-effekten skuffede mig grufuldt: Spillet var ikke skræmmende, og de monstre, som skulle være uhyggelige, blev blot reduceret til irriterende "åh nej, nu skal jeg kæmpe igen, og jeg har ikke flere batterier til min lommelygte"-momenter. Spillet føltes for game-y i sin opbygning, hvor alt var meget forudsigeligt.

Samtidig var det tydeligt at se, at den lange udviklingstid havde sat sine spor. Spillet havde nemlig svært ved at afgøre, om det ville være sandbox eller lineært. Det endte med at blive et ambivalent actionspil, hvor der kun var én vej frem. Havde man lyst til, kunne man dog gå en smule off-road for at lede efter termokander. Nok nogle af de mest malplacerede og ligegyldige collectables siden flagene i Assassin's Creed.

Husker især: Jeg havde op til spillets release holdt spil-sabbat i en måned. Mit første spil efter denne lange pause var Alan Wake, som jeg naturligvis ventede til om aftenen med at spille (det blev dog sent mørkt, for det var om sommeren). Selvom spillet langtfra levede op til forventningerne, var det rart endelig at sidde med et joypad mellem hænderne igen.

Demon's Souls [PS3]

Dette spil trodser virkelig alle tendenser om, at alting skal være så brugervenligt som muligt, og at vi skal holdes i hånden hele vejen. Nej, her er et vaskeægte rollespil, hvor det ikke handler om abstrakte tal og statistikker, men om ren og skær spillerevne. Et minutiøst action-RPG hvor man selv er herre over kampen. Timer du dine angreb forkert, risikerer du den visse død.

Spillet er svært, og der er ikke megen hjælp at hente in-game (heldigvis følger der en tyk manual og guidebog med i boksen), men det er ikke urimelig svært. Tværtimod er spillet faktisk meget fair. Det handler bare om, hvor god tålmodighed du som spiller har. Rusher du igennem det hele, har du tabt på forhånd. Hvis du derimod griber sagen mere kløgtigt an, og gradvist arbejder dig fremad, vil du få succes.

Demon's Souls er et prægtigt eksempel på, at den rigtige kombination af handling og konsekvens kan lede til ekstrem triumf/nederlag. Der er intet så hårrivende irriterende som at dø i en svær bosskamp og miste sine 70.000 souls (spillets valuta og XP). Men omvendt NÅR man så dræber denne boss, er sejrsfølelsen ulig noget andet. Efter at have spillet Demon's Souls føles alle andre spil som om, at man kunstigt holdes i live af en respirationsgenerator. Som at leve med skyklapper på og aldrig opdage den virkelige verdens væld af udfordringer.

Husker især: mine mange multiplayer-sessioner, hvor jeg sammen med en gruppe fremmede personer kæmpede mig dybere og dybere ned i en grotte. Fordi der var så meget på spil, så meget at tabe, var stemningen intens, da det mindste fejltrit kunne komme til at koste os allesammen dyrt.

Lego Harry Potter: Years 1–4 [X360]

God rekonstruktion af det magiske univers. Plat, men sjov, humor. Ensformigt gameplay. Hvis man ikke kender til Potter-universet på forhånd, vil man fatte nada, men ellers var det en god genopfriskning af de fire første bøger.

Husker især: De mange gange min lillebror og jeg drillende skød besværgelser i hovedet på hinanden.

Monkey Island 2 Special Edition: LeChuck's Revenge [XBLA]

I sommeren 2009 stiftede jeg for første gang bekendtskab med Guybrush Threepwood, Mighty Pirate™, og siden da har jeg været stor fan af Lucas Arts slapstick-piratspil. 2'erens historie var måske ikke helt på højde med det første, men spillet var alligevel rigtig, rigtig sjovt. Tidligere vat jeg lidt bange for point and click-genren, men det er jeg ikke længere. Monkey Island-spillene er ganske enkelt noget af det sjoveste, jeg nogensinde har spillet, og jeg ser frem til endnu flere remakes af de klassiske spil.

God implementering af hint-system.

Husker især: spytte-konkurrencen på Booty Island. 'Nuff said ...

LIMBO [XBLA]

Et af de mest gennemtestede og mest polerede spil jeg længe har prøvet. Alting passer perfekt sammen, og alle objekter i spillet har et formål og føles betydningsfulde. Ikke siden Portal har et spil føltes så gennemarbejdet. LIMBO er sit eget lille lukkede univers: Alting fungerer bare, og tingene går på vidunderlig vis op i en højere enhed.

Husker især: Spillet er ganske kort og kan gennemføres på under fem timer. Dette har givet mig mulighed for at overvære mange af mine venner spille LIMBO. Faktisk har jeg været med til at gennemspille fra start til slut med fire forskellige venner, hvoraf nogle af dem sjældent spiller videospil. Det gav virkelig en god oplevelse at se, hvordan de spillede og greb gåderne an, men det bedste af det hele var, at de alle hver især havde lyst og motivation til at gennemføre spillet på egen hånd, stort set uden min hjælp.

Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots [PS3]

Jeg har aldrig spillet et Metal Gear-spil i mit liv, men da jeg købte mig en PlayStation 3, tænkte jeg, at det kunne være interessant at lære mere om den kære Snake. Guns of the Patriots er noget af en japansk pærevælling, og der leges hele tiden med spilkonventionerne. Kojima elsker at bryde med normerne, og spillet byder konstant på noget uventet.

Selvom jeg havde svært ved at følge med i historien, følte jeg ikke på noget tidspunkt, at de kontroversielle cutscener var til gene. Tværtimod var det fascinerende at opleve et spil, som gav sig selv tid til at fordybe sig i mere intellektuelle og filosofiske emner om krig, alderdom og spørgsmålet "hvem er jeg, og hvad er mit mål i livet?" Et mærkeligt, men ikke desto mindre underholdende, spil, fyldt med hjerteblod.

Husker især: nævekampen mod Snakes tvillingebror Liquid i slutningen af spillet. På den ene side var den akavet, men på den anden side føltes det passende: en sidste kraftanstrengelse fra den udkørte Snake, som igennem de sidste mange timer er blevet udsat for ikke så lidt.

Mass Effect 2 [X360]

Jeg var meget fascineret af det første spil. Især dets tilsyneladende uendelig store scope fik mig til at tabe pusten. Desværre var gameplayet ikke videre spændende, og mange ting føltes lettere akavet - ville Mass Effect være et RPG eller et cover-baserede skydespil? Med Mass Effect 2 hælder man klart mest til sidstnævnte, hvilket for mange nok er en god ting.

Set fra et overordnet perspektiv var spillet ganske storslået, flot og episk. Men på minut-til-minut basis var gameplayet ikke ligefrem ophidsende, men faktisk temmelig ensformigt, fladt og statisk. Historiens røde tråd var også svær at finde, og overblikket blev nemt druknet i sidemissioner. Banerne var designet som typisk for third-person shooter genren og føltes til tider klaustrofobisk lineære. Det fremlagte univers er kæmpestort, men hvad nytter det, når jeg kun får lov til at udforske en brøkdel af verdenen?

En ting, som virkelig gik mig på, og som jeg aldrig rigtig har forstået, hvorfor rollespil gør, er den måde, éns crew bliver sammensat på: Man får en besætning på nogen og ti mand, som ledsager Shepard på den enkelte missione, men man kan kun have to personer med ad gangen, så man er nødt til at prioritere. På den måde udelukker jeg en stor del af figurgalleriet, hvilket medfører, at jeg aldrig får chancen til at lære dem allesammen ordentligt at kende. Dette er ærgerligt, for figurerne virker spændende, men i stedet blev de (for mit vedkommende) reduceret til arketyperne "soldaten", "teknikeren", "den gnavne øglefyr", "den religiøse lejemorder" osv. Eksemplet er selvfølgelig sat på spidsen, men ikke desto mindre var jeg ked af, at et så historie-tungt spil ikke giver mig mere tid til at lære min besætning bedre at kende. Jeg forsøgte mig med nogle af de forskellige karakter-baserede sidemissioner, men opgav halvvejs, fordi de virkede ret sløve og ligegyldige.

Jeg havde dog nogle glædelig gensyn med figurer fra Mass Effect 1. Konceptet med at viderebringe sine savefiler fra det første spil er genial og er med til at give en mere personlig oplevelse. Jeg var især glad for at møde quarianen Tali'Zorah igen, som var min yndlingsfigur i det første spil. Rumpiloten Jokers figur blev også udforsket mere, og han viser sig at være en ganske interessant person.

Husker især: en del småfejl og glitches som fik mit spil til at fryse, eller slet og ret gjorde det umuligt for mig at komme videre. Eksempelvis kunne jeg ikke komme til spillets sidste boss, fordi en af de flyvende platforme, som jeg skulle bruge, pludselig standsede og nægtede at bevæge sig frem eller tilbage.

Super Metroid [VC]

Dette har været et langtidsprojekt for mig, lige siden at jeg spillede Shadow Complex for nogle år siden. Jeg nåede aldrig rigtig at stifte bekendtskab med Super Nintendo'en i sin tid, men takket være Wii'ens bagkatalog af onlinetitler på Virtual Console har jeg fået mulighed for at spille nogle af klassikerne. Og Super Metroid siges at være en af de største overhovedet, hvilket jeg sagtens kan forstå.

Jeg var vild med stemningen, styringen, grafikken og musikken. Spillet var dog en anelse for hardcore til mig, som var vant til at få rigelig med hjælp fra kort og hints i Shadow Complex. Ofte var det svært at finde ud af, hvor man skulle hen, hvorfor jeg blev nødt til at ty til en walkthrough en del gange undervejs. Alligevel var det en rigtig god oplevelse, og følelsen af isolation på en fremmed planet var perfekt.

Husker især: den sidste kamp mod Mother Brain. Damn, hvor var den bitch svær!

BioShock 2 [X360]

Det første BioShock var noget af en mavepuster med sit fantastiske undervandsunivers, som man ikke kunne gøre andet end at blive forelsket i. Men en stor del af oplevelsen var selve mødet med Rapture, hvilket gjorde det svært for en fortsættelse at give samme wauw-følelse. BioShock 2 er helt sikkert et godt spil, men jeg havde alligevel svært ved at ryste déjà vu-fornemmelsen af mig. Det dragende ved Rapture var pludselig ikke så spændende mere, og selvom man forsøgte at variere det med nye fjendetyper og våben, stod BioShock 2 aldrig ud som noget unikt.

Selvom jeg ikke nåede at spille multiplayer særlig meget (folk er hurtige til at flytte fra det ene online-spil til det næste), fungerede det overraskende godt. Meget kaotisk, men det var vel også meningen.

Husker især: I det første spil bekæmpede man Big Daddy, nok en af de mest hårdføre spilbosser i nyere tid. I efterfølgeren spiller man selv som Big Daddy, og når den første begejstring for den fornyede styrke havde lagt sig, blev det hurtigt tydeligt, at Subject Delta var overpowered i forhold til sine omgivelser (i hvert fald på Normal sværhedsgrad). Sjældent har jeg følt mig så stærk i et videospil, hvor udfordringerne aldrig gik mig til mere end knæhøjde. Selv de nye Big Sisters var den rene barnemad, da jeg fik fat i en Ice-plasmid. Dette gjorde spillet utrolig let, men sørgede samtidig for, at jeg begyndte at eksperimentere mere med spillets mechanics for at undgå kedsomheden.

Silent Hill: Shattered Memories [Wii]

Jeg har allerede skrevet en længere afhandling om dette spil. Kort sagt var præmisset uhyrt spændende med en god brug af interaktiv historiefortælling. Desværre var spillets opbygning meget rigid, hvilket førte til, at det aldrig blev særlig skræmmende. Temamæssigt har spillet masser af dybde, men gameplay-mæssigt haltede oplevelsen.

Husket især: de mange aftener hvor jeg spillede sammen med en ven. Vi sad konstant og tolkede og gættede på historiens plot, symboler og psykologiske finesser.

Super Meat Boy [XBLA]

Har kun tre ord at sige: World's. Best. Platformer. Ever. Okay, det var så fire ord, men I ved, hvad jeg mener. Ligesom LIMBO er produktionsværdien i Super Meat Boy uendelig høj inden for deres respektive genrer, og udviklernes kærlighed til mediet skinner virkelig igennem hele vejen. Man har brændt for at lave det mest ultimative 2D-platformspil nogensinde, og efter min overbevisning er det lykkedes dem. Især spillets level design er fremragende og leger i den grad med min hjernes rumlighedsopfattelse.

Ja, Super Meat Boy er et svært spil, men ligesom det var tilfældet med Demon's Souls, er det hverken urimelig eller kunstigt svært.

Husker især: den boblende sejrsfølelse, som man fik efter at have brugt halve og hele timer på at gennemføre en enkelt bane - for derefter at se en replay med hundredvis af Meat Boys hoppe febrilsk rundt på skærmen.

Ace Attorney Investigations: Miles Edgeworth [NDS]

Jeg er stor fan af Ace Attorney-serien og kunne sagtens pløje mig igennem et spil på få dage. Men med Investigations var der slet ikke samme gnist, og det tog mig op mod et halvt år at blive færdig med spillet.

Investigations føles virkelig som et slatten spin-off produkt uden den samme sjæl og varme, som de første spil osede ad. Historien og figurerne virker ligegyldige, og de nye gameplay-elementer rummer ikke samme dybde, som de tidligere kapitler gjorde. Miles Edgeworths historie er ganske enkelt ikke særlig spændende, og udeladelsen af retssals-kampe har jeg svært ved at begribe. Jeg mener, det bedste i serien var da netop at slynge "OBJECTION!" i hovede på sin modstander i retssalen og den evige kamp om at overbevise det kvajhoved af en uduelige dommer om sin klients uskyld!

Husker især: de snørklede og lange cases i sidste del af spillet. Det var svært at bevare overblikket, og til sidst blev historien nærmest ligegyldig for mig.

Vanquish [PS3]

Japanernes tag på Gears of War - og så endda et vellykket actionspil. Følelsen af frihed og kontrol er perfekt, og når man virkelig kommer i flow, føler man sig uovervindelig.

Husker især: De mange timer jeg spillede demoerne op til det fulde spils release. Jeg blev desværre en smule skuffet, fordi der intet nyt var i spillet i forhold til indholdet i demoerne. Især ærgerde boss-designet mig, hvor man genbruger de samme fåtal af bosser mange gange igennem spillet.

Epic Mickey [Wii]

En spøjs cocktail af børnevenligt platformeri, dystre Disney-afskygninger og et gameplay, som lægger op til moralske valg. En blanding som synes urealiserbar, men som takket være Warren Spectors kærlighed til Disney-universet endte med at blive en meget unik og charmerende oplevelse.

Spillet oser af potentiale og har høje ambitioner, hvor desværre en stor del ikke indfries tilstrækkeligt. Nostalgien og charmen er i top, men gameplay-mæssigt er der visse problemer. I sidste ende var det dog sjovt at møde den kække mus igen; som at støde på en kær, gammel ven man ikke har set i årtier.

Husker især: de gamle sort-hvide tegnefilm, som man kunne låse op for. Spillet er et sandt skattekammer af Disney-materiale, hvis blot man finder sin indre legebarn frem.

Sot Shoot Shoot [iPad]

Et vellykket multiplayer-spil, hvor man sidder to spillere ved iPad'en og fyrer missiler i hovedet på hinanden. En slags intensiv blanding af Skak og Dam, som kun tager få sekunder at forklare.

Husker især: De utallige gange jeg har banket min lillebror i spillet.

Cut the Robe [iPad]

Et simpelt, men vanedannende, fysik-baseret spil. "Less is more"-mantraet passer perfekt på Cut the Robe, som også leder mine tanker hen på det fremragende World of Goo. Her er man udmærket klar over, at selvom man starter med små og enkle game mechanics, er der intet, som forhindrer én i at bygge videre på fundamentet.

Den charmerende og minimalistiske stil holder, og så er der god brug af iPad'ens store multitouch-skærm. Virkelig catchy musik.

Husker især: tudse-væsenets triste blik, når slikkuglen rammer forkert og bliver smadret.

Infinity Blade [iOS]

Er dette et spil eller en techdemo for iOS? Uanset hvad er det et interessant indspark i mobil-gamingens verden, og selvom oplevelsen er kortvarig, er den god, så længe det varer. Design-mæssigt er spillet ikke et vidunder, men teknisk er det noget af det mest imponerende, jeg har set på en håndholdt maskine.

Husker især: Da jeg ENDELIG overvandt The God King efter mange fejlslagne forsøg.

Mirror's Edge for iPad [iPad]

Det originale Mirror's Edge fik aldrig den succes, som spillet fortjente. iPad-udgaven forsøger nu at råde bod på dette, men denne gang er perspektivet holdt i 2D, og styringen er blevet ekstremt forsimplet.

Spillet fungerer overraskende godt og giver indimellem samme flow-følelse, som var så karakteristisk i konsol-udgaven. Desværre er leveldesignet ikke nær så godt i iPad-versionen: gentagelse på gentagelse, og ofte er banerne sat meget ulogisk sammen. Man har forsøgt at gøre spillet mere åbent, således at man selv kan vælge sin rute frem, men det fejler indimellem fatalt.

De første ti minutter er spillet sjove, men bliver så hurtigt temmelig ensformigt. Der var potentiale i multiplayer-delen, men heller ikke her har man gjort noget særligt. Alt i alt føles det som en nedskrumpet udgave af Mirror's Edge - et spil, som havde chancen for at blive noget stort, men hvor der er for mange ting, som ikke er gennemarbejdet.

Husker især: slutningen. Efter en mere eller mindre tilfældig bane dukker teksten op: "Nu er spillet slut!", og jeg bliver smidt ud til menuskærmen. Say whaaat? Magen til akavet og brat afslutning skal man lede længe efter.



Her følger en liste over de spil, som jeg har haft fingrene i i 2010, men som jeg ikke har spillet tilstrækkeligt til at ville udtale mig om på nuværende tidspunkt:
  • God of War Collection [PS3]
  • Pokemon SoulSilver [NDS]
  • WarioWare: D.I.Y. [NDS]
  • Far Cry 2 [PS3]
  • Batman: Arkham Asylum [X360]
  • Dragon Age: Origins [X360]
  • Far Cry 2 [PS3]
  • Left 4 DeadD [PC]
  • Gary's MOD [PC]
  • LocoRoco Cocoreccho! [PSN]
  • Tales of Monkey Island [PC]
  • Professor Layton and the Diabolical Box [NDS]
  • Machinarium [PC]
  • VVVVVV [PC]
  • Frozen Synapse [PC]
  • Sleep is Death [PC]
  • Minecraft [PC]
  • Bayonetta [X360]
  • Army of Two: The 40th Day [X360]
  • Final Fantasy XIII [PS3]
  • Halo 3 [X360]
  • Diverse iOS-spil
Det var så de spil, som jeg spillede i det forgange år .. eller i hvert fald dem, som jeg lige kan huske ud fra hukommelsen, for jeg har sikkert glemt et par stykker hist og her. 2010 har været et rigtig godt spilår, og jeg har spillet en del forskellige spil til en bred vifte af forskellige formater. Jeg glæder mig til at se, hvad 2011 har at byde på. Lige nu ser jeg allermest frem til LittleBigPlanet 2, Portal 2 og Kirby's Epic Yarn, som alle udkommer her i foråret.

Derudover står Ico/Shadows of the Colossus-bundlen, The Last Guardian, Journey og Uncharted 3: Drake's Deception højt på min ønskeliste. Jeg er endnu ikke helt blevet hooked på The Legend of Zelda: Skyward Sword, men mon ikke det kommer?

0 kommentar(er):

Tilføj en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)