tirsdag den 29. december 2009

LittleBigPlanet [PS3] - Love N Hate

2009 har været et utrolig spilfyldt år for mit vedkommende. Jeg har aldrig nogensinde haft fat i så mange forskellige titler, selv ikke da jeg var anmelder for Gamers-Globe. Sammen med en helt ny konsol, PlayStation 3'en, og download-formatets hastige udbredelse, har jeg virkelig spillet mange videospil i år. Faktisk er antallet så stort, at jeg nu har svært ved at huske tilbage på dem alle.

Derfor har jeg besluttet fremover at skrive en mindre blogpost om de spil, som har snurret rundt i mine maskiner. Udover at fungere som en lille notits om, hvad jeg har gang i i øjeblikket, vil jeg benytte anledningen til at knytte et par ord om de gode og dårlige ting ved den enkelte spiltitel. Det skal derfor ikke ses som en decideret og fyldestgørende anmeldelse, men mere mine umiddelbare mening om det givne spil.
[Hvad er Love N Hate?]


lørdag den 26. december 2009

Flere billeder af vores bernerhvalp, Cognac

Trods snevejret lykkes det os at køre op til Brønderslev for at hente vores nye berner sennenhvalp i tirsdags. Hun vejer nu hele ni kilo og er en meget livlig hvalp, som farrer rundt hele tiden. Hun elsker også at hoppe i sneen. I går fik hun endda besøg af sin søster, Coco, da vores naboer ikke kunne modstå Cognac og selv blev nødt til at købe en hvalp fra samme sted.

torsdag den 24. december 2009

Glædelig jul, folkens

I dag er det som bekendt den 24. december, og herfra skal lyde et rigtig glædelig jul, og må I have et godt og sikkert nytår!

Som I måske har lagt mærke til, er jeg for alvor begyndt at blogge aktivt, og det glæder mig, at jeg modtager så mange dejlige kommentarer fra jer. Jeg håber, I fortsat har lyst til at kigge forbi min blog [:

Nedenstående billede fandt jeg i en gammel mappe på min computer. Det stammer fra en konkurrence på det daværende NintenDome.dk, hvor det gjaldt om at kreere et julebillede, der havde noget med Nintendo at gøre. Mine Photoshop-skills er ikke særlig gode, men kan I gætte, hvad der er gemt i pakkerne på billedet?


onsdag den 23. december 2009

Give os nu ordentlig split screen, for helvede!

Noget, jeg har lagt mærke til, er, at mange nyere videospil prioriterer online-multiplayer frem for lokal-multiplayer, hvor man spiller på samme fjernsynskærm. Det er en tendens, som i takt med at online-funktionaliteterne bliver bedre og bedre på konsollerne, der er blevet en meget vigtig købsfaktor for folk. Mange gider ikke at spendere ~500 kr. på et nyt spil, hvis det ikke indeholde en eller anden form for multiplayer, som kan spilles over nettet. Det samme gør sig gældende med Downloadable Content (DLC), som for alvor er blevet det helt store buzzword inden for spilindustrien.

Det synes jeg ærlig talt er synd. Hvor meget jeg end elsker at spille online i Modern Warfare 2 og Team Fortress 2, så er og bliver det nu altså en bedre oplevelse at spille i samme rum med nogle, man kender, frem for fremmede tyske børn, som sidder og skriger i deres Xbox-headset. Dette er især Nintendo bevidst om, og det er ikke så mærkeligt, hvis man tænker tilbage på de mange gode stunder, man har haft sammen med vennerne foran Nintendo 64'eren. At spille Mario Kart imod hinanden, fysisk face-to-face, er noget helt andet end at spille med en flok ukendte mennesker på internettet.

Det er en sørgelig tendens, som desværre lader til at blive mere og mere markant. Noget, der imidlertid irriterer mig endnu mere, er når udviklere så endelig giver mulighed for at spille lokal co-op, og at de så vælger at dele skærmen op på en fuldstændig åndssvag måde. Tag nu et eksempel som Resident Evil 5, der blev udgivet til Xbox 360 og PlayStation 3 sidste år:

Resident Evil 5

Kan du se de store sorte områder omkring skærmen? Sådan kommer det til at se ud, hvis du beslutter dig for at spille sammen med en kammerat på samme maskine. Selvom du har været ude at investere i en hammerdyr 42" FULL HD-fladskærm, er du tvunget til ikke at udnytte hele skærmen, men i stedet at skulle kigge på disse to små billeder. Det kræver nærmest en lup at læse teksten på billedet, medmindre man sidder MEGET tæt på fjernsynet.

Capcom har længe himlet op om denne co-op del, hvor man sammen med en ven kan stryge igennem det zombiefyldte Afrika (som i øvrigt slet ikke er særlig uhyggeligt). Faktisk kan man ikke engang slå Sheva (den kvindelige hovedperson) fra; enten kontrolleres hun af en menneskespiller, eller også overtager computeren styringen. Ergo er co-op et ekstremt vigtigt element i denne titel, så hvorfor fanden skal vi pines med dette tåbelige skærmspild? Jeg har observeret samme dumme opdeling af skærmen i blandt andet Call of Duty: World at War og Modern Warfare 2, som begge har råbt og skreget om deres fantastiske co-op funktioner.

Call of Duty: World at War

Det er hinsides min fatteevne, at man har sprunget over der, hvor gærdet er lavest. Selvfølgelig ser udviklerne helst, at vi alle køber en udgave af spillet hver, så vi kan sidde i hvert vores hjem med hver vores Xbox, som vi har betalt hver vores abonnement for at komme på Xbox Live, for at spille med vores venner over internettet. Men når de nu tillader os at spille på samme skærm, hvorfor så ikke bare gøre det ordentligt? Det har sikkert noget at gøre med det skærmformat, som spillet er udviklet i, men når titler som Army of Two og Left 4 Dead uden problemer kan udnytte HELE skærmen, hvorfor skal andre så ikke kunne gøre det samme? Jeg har i over et årti haft sjov med at spille titler som Bomberman, Super Smash Bros. og Mario Party med mine venner på samme fjernsynskærm uden nogle problemer overhovedet, så hvorfor skal tingene pludselig ændres? Jeg mener - teknologien bliver kun bedre og bedre, så hvorfor skulle det være et problem at udnytte vores superdyre hi tech-fladskærme?


Army of Two

torsdag den 17. december 2009

EDGE - et magasin med kvalitetsjournalistik om videospil

Lige så længe jeg kan huske, har jeg elsket at læse i magasiner. Jeg har været en stor tilhænger af Anders And & Co. i mange år, men er nu mere eller mindre vokset fra historierne om Andeby. Da jeg stoppede mit abonnement for efterhåndende en del år siden, følte jeg, at kvaliteten var faldet væsentligt, og at de nye historier ikke var nær så spændende som de gamle klassikere af de store mestre som Carl Barks og Don Rosa (som jeg i øvrigt mødte for nogle år siden, da han gæstede Danmark, og fik autograf af!). Udover tegneserier, som jeg desværre har alt for lidt tid til at læse længere, elsker jeg at kigge i diverse blade om teknologi og gaming. I mange år fik jeg størstedelen af min viden om computere og internettet gennem Komputer For Alle, men på et tidspunkt blev det så banalt og ligegyldigt, at jeg stoppede. Komputer For Alle var ærlig talt blevet under mit niveau og henvendte sig mere til typen, der kunne finde på at tage et PC-kørekort (føj!). Senere begyndte jeg at samle på de gratis Gamereactor-magasiner, samtidig med at jeg i ny og næ opstøvede spilblade fra England og USA i diverse DSB-kiosker. Disse var og er dog temmelig dyre, så min samling dér er ikke ligefrem overvældende.

Gamereactor er fint nok til overfladisk læsning på toilettet og i bilen, men er generelt spækfyldt med alverdens former for fejl, hvilket irriterer mig noget så grusomt. Jeg ved godt, at bladet er 100% gratis, men alligevel ... kvaliteten er tilmed blevet ringere med årene, og især sprog- og kommafejl skærer i mine øjne. Trods dette har jeg formået at anskaffe mig alle udgivne numre i de seneste tre-fire år, for jeg kan godt lide at læse i sådanne magasiner og kigge på billeder af kommende spil. Det er også ret sjovt at gå tilbage og kigge på gamle numre og læse om den hype, der var på det tidspunkt.

For nogle år siden begyndte jeg så at læse magasinet >pcplayer. Dette blad beskæftiger sig mestendels med spil til computer, som navnet antyder, men også en smule om konsolspil og gaming generelt. I modsætning til Gamereactor er der her masser af spændende og dybdeborende artikler at finde, og derfor har jeg nu haft et abonnement i snart tre år, på trods af at jeg aldrig spiller computer, men hellere vil sidde foran mine tre konsoller.

For nyligt faldt jeg over det britske magasin EDGE. Jeg kendte godt til det før (og har endda postet et par pæne forsider fra EDGE her på bloggen), men det er først nu, at det er gået op for mig, hvor godt det blad egentlig er. Jeg har været på biblioteket og lånt en række magasiner fra 2007 og 2008, og jeg er ganske imponeret over de mange interessante tiltag, som bladet byder på. Deres anmeldelser, previews og artikler om alverdens emner er rigtig spændende at læse, og det er sjovt at læse om udviklernes tanker om spillene dengang, som jo for længst er udkommet i dag. Derfor har jeg nu besluttet mig for at tegne et abonnement (det er sjovt, at man "tegner" et abonnement). Selvom det er en smule dyrt, lidt under 600 kr. for et år, er det stadig væsentlig billigere end at købe dem til ~100 kr. pr. styk her i Danmark. Jeg glæder mig meget til at modtage januar 2010-nummeret, hvor de kigger tilbage på gameråret, der gik.

Jeg elsker at modtage post, uanset om det er pakker, breve eller magasiner (dog ikke regninger). Jeg kender ikke noget bedre end at at vide, at der ligger et eller andet derhjemme i postkassen, som bare venter på at blive åbnet. Efter at jeg fik mit eget VISA-kort har jeg været en ret heftig shopper på nettet, og så sent som i går modtog jeg Fight Club på Blu-ray fra Amazon. Interwebs, I love you!

tirsdag den 15. december 2009

Så skal vi til at danse lanciers

Der er mange traditioner forbundet med dét at blive student. Lanciersdansen er en af disse, og i dag er vi begyndt på at træne denne i mine øjne ret komplekse dans i idræt. Vi skal nemlig allerede holde skolefest i slutningen af januar, så nu er det bare om at lære trinnene.

Jeg er normalt ikke meget for at danse, men i dag var faktisk ret sjovt. Pigen, jeg danser med, er nogenlunde lige så god som jeg selv, og til sidst fungerede det ganske godt. Vi nåede at øve de to første runder ud af de fem i alt. Nu håber jeg bare, at jeg kan huske det hele til efter juleferien, da vi ikke har idræt inden da ...

lørdag den 12. december 2009

Flower - en poetisk og emotionel oplevelse på PS3

For nyligt spillede jeg downloadtitlen Flower igennem på min PlayStation 3, og det slår mig, hvor markant anderledes dette spil er. Det er faktisk ikke engang et spil i traditionel forstand, men snarere en poetisk stemningsoplevelse ulig noget andet, jeg har prøvet tidligere.

Noget af det mest unikke ved "spillet" er dets tilgang til grundelementerne, som vi elsker at at benytte os af, når vi taler om digitale spiloplevelser: grafik, gameplay, historie, lyd osv. Flower handler nemlig ikke i særlig stor grad om disse elementer, men i stedet noget langt større og mere udefinerbart, ja nærmest filosofisk. Ligesom et poetisk digt åbnes der op for en individuel fortolkning. Der sættes nogle tankre i gang hos én, og jeg er sikker på, at alle får noget forskelligt ud af Flower - om de er hardcore gamere eller personer, som aldrig nogensinde har haft et joypad mellem hænderne; er ligegyldigt.

Sådan som jeg tolker min cirka to timer lange oplevelse med Flower, tegner thatgamecompany et dystert billede af vores verden, hvori mennesket længe har forpestet naturen med dets forurerende byggerier. Alting skal bare gå så pokkers hurtigt, og ingen tager sig rigtig tid til at stoppe op og fundere over nogle af de større spørgsmål i livet. Vi lever overfladisk og egoistisk uden egentlig at tænke over, hvilke konsekvenser vores handlinger har på planeten - meget apropos klimakrisen som alle himler i øjeblikket.

I Flower starter man som et enkelt lille blad fra en skrøbelig blomst. Dette blad bevæger sig forsigtigt ud i den store verden, hvor den møder andre farverige blomster. Hver især "donerer" de et blad til gruppen, og pludselig kontrollerer man en nærmest fiskeagtig stime af flyvende blomsterblade. Sammen hjælper de hinanden med at kurere landskabet for det onde mørke, som mennesket har bragt med sig. Hvad der startede ud som en lille bevægelse af nogle få blade bliver til sidst en kæmpe hær af blomster, der alle besidder en urokkelig viljestyrke og et håb om forandring. Enkeltvis kan de ikke gøre nogen stor forskel, men står de sammen, bliver deres kræfter uendelige store. Det svarer til billedet af en pil: Alene kan den knækkes uden besvær, men hvis hundrede pile sættes sammen, kan selv verdens stærkeste mand ikke knække dem alle samtidig. Dette budskab står som et lysende fyrtårn for enden af Flower. Har du viljen og modet, kan alting lade sig gøre, hvis blot du er villig til at kæmpe hårdt og tappert.

Flower er noget ganske unikt, og bevæger sig på flere planer samtidig. Selvom gameplayet er ret simpelt (du styrer de flyvende blade ved at tilte Sixaxis-controlleren), giver det en dejlig følelse af frihed. Du er ikke tvunget til at følge en bestemt rute, der er ingen tidsgrænse, og ej heller et definitivt mål at nå. Du er fri til at stoppe op og blot observere, hvis det er, hvad du ønsker, og bare slappe af stille og roligt. Det er samtidig et utrolig flot spil, som arbejder med rigtig meget med farver og kontrasten mellem lys og mørke. Dette går igen i lydsiden, som er virkelig følelsesladet. Tilsammen skaber Flower en yderst forfriskende og anderledes oplevelse, der er ikke er bundet til samme firkantede struktur, som de fleste almindelige videospil er underlagt. I stedet vækker Flower en række følelser frem og fortæller et yderst vigtigt budskab om, hvordan vi som mennesker behandler Jorden. Jeg kan faktisk ikke lade være med at tænke på Pixars WALL-E, der kører på mange af de samme temaer.

Alt i alt er jeg meget tilfreds med at have spenderet 60 kr. på Flower. Det er dejligt at se, at spiludviklere tør prøve noget anderledes uden at være bundet til de mange regler og begrænsninger, som er at finde i de fleste andre spil. Man får virkelig følelsen af, at alting går op i en højere enhed, når man spiller Flower. Det er et eller andet magisk ved denne titel, som er svært at sætte fingeren på, og jeg tror og håber, at dette spil kan være med til at ændre folks opfattelse af, hvad mediet kan bruges til. Spil er ikke udelukkende et stykke legetøj -- bevares, spil er et underholdningsmedie -- og underholdning er ikke altid lig med overfladisk sjov og ballade. Spil kan, på højde med andre medier, være med til at fortælle spændende historier og vække dybe følelser frem, og de kan give én helt unikke oplevelser, som man ikke finder andre steder. Jeg elsker at tænke på hvert enkelt spil som en ny oplevelse, der bare ligger og venter på mig, og Flower er bestemt med til at skubbe denne opfattelse i den rigtige retning. Tænk bare - vi har opfundet oplevelser på dåse!

torsdag den 10. december 2009

Spiljulekalender med indie-titler fra bibliotekerne

Gennem Thomas Vigilds Klik-blog opdagede jeg, at de danske biblioteker har sammensat en hyggelig julekalender, hvor man hver dag åbner en låge med et nyt indie-spil til download.

Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ, så derfor linker jeg hermed videre til bibliotekernes spiljulekalender på Spilgruppen.dk

tirsdag den 8. december 2009

Vi skal have en berner sennenhund

Min lillebror har i mange år ønsket sig sin egen hund, selvom vi allerede har en gammel ni-årig hankat, vi alle holder meget af.

For et stykke tid siden fik en ven af min mor et kuld hundehvalpe, og efter nøje overvejelse har vi nu besluttet os for at slå til - vi skal altså have en hund. Denne var vi oppe at besøge i sidste uge, hvor de blot var fem uger gamle. Min lillebror har udset sig en tæve, som kommer til at hedde Cognac, og vi skal hente hende den 22. december.

Selv har jeg altid haft en lille frygt for (store) hunde. Jeg bryder mig ikke om deres gøen og knurren, og når de (for det meste af glæde) hopper op af éns ben. Omvendt var jeg ikke særlig fortrolig med dyr, før vi fik vores kat, men efter at have lært Dino at kende og set, at han overhovedet ikke er farlig (udover når det gælder om at tigge rejemadder), er jeg blevet meget mere rolig over for dyr generelt. Derfor glæder jeg mig til at møde og opdrage på Cognac. Det bliver uden tvivl hårdt, men heldigvis har min mor stor erfaringer med hunde, især schæferhunde hos politiet Det eneste, som jeg er lidt mistænkelig ved, er hvordan Dino vil opføre sig over for dette fremmed væsen. Forhåbentligt kommer han til at acceptere hunden som et gyldigt medlem af familien, selvom han nok fortsat vil være herren på området..

Vi glæder os alle meget til denne noget anderledes juleferie. Jeg tror, det er godt at få hunden, imens vi alle er hjemme i ferien, så den kan nå at vænne sig til det hele. Nu er det bare om at vente - og ventetiden føles ekstrem lang for min bror, kan jeg godt sige jer (hvilket min nye PS3 heldigvis hjælper lidt på). Ejeren har fortalt, at hvalpene tager omkring et kilo på om ugen, så det går stærkt. Cognac er lige nu den største af flokken med en vægt på hele 6,2 kilo. Jeg tør slet ikke tænke på de 40-50 kilo, som en fuldvoksen berner sennenhund kommer til at veje ...

torsdag den 3. december 2009

Så fik jeg omsider en PS3 Slim



Her i tirsdags modtog jeg min længe ventede PS3 Slim fra Wupti til en pris á 2180 kr. Jeg har længe gerne ville have en PlayStation 3, men det er først nu, at den for for alvor er blevet pengene værd med spil som Uncharted og snart Heavy Rain, som jeg ser meget frem til.

Jeg havde på forhånd købt tre spil, nemlig det første Uncharted, Metal Gear Solid 4 og LittleBigPlanet - alle til en pris på omkring 150 kr. per styk.

Uncharted: Drake's Fortune var det første spil, som jeg kastede mig over, og faktisk fik det mig til at blive hængende helt frem til slut. Jeg gennemførte nemlig spillet samme dag, som jeg fik min maskine, og nu glæder jeg mig blot til at få fat i fortsættelsen.

Men hvad er det, der gør Uncharted så fantastisk unikt? Tja, først og fremmest er det muligvis det største og flotteste spil, jeg nogensinde har oplevet. Junglen, som hovedpersonen Nathan Drake begiver sig ud i, er virkelig godt lavet. Den føles nærmest levende, og hele atmosfæren er tyk af Indiana Jones-magi. Udover en fantastisk billedeside (baseret på motion capture) er hele konceptet om et eventyr meget forfriskende i forhold til de stereotypiske skydespil med space marines, som lige nu domminerer spilmarkedet. Og måske vigtigst af alt er historien og karakterne sat sammen på en utrolig overbevisende måde; de er rigtige levende mennesker, som man kan relatere til, og især Nate er virkelig en hovedperson, som man ikke kan andet end at holde af. Han er ikke en superhelt, men snarere blot manden i de forkerte sko på det forkerte tidspunkt. Han er ikke et overdimensioneret muskelbundt - han er ikke perfekt - men han gør alt, hvad der står i hans magt, og dette ses især igennem de flotte animationer. Han lægger alle sine kræfter i hver eneste hop, som hvis det kunne blive det sidste.

Alt i alt er jeg meget fascineret over Uncharted. Rent gameplay-mæssigt er der ikke meget nyt at hente, men hele pakken er så gennemført og poleret, at det svært ikke at måbe op til flere steder af Naughty Dogs værk. Desværre er der lagt lidt for meget fokus på skydedelen, som ikke er voldsomt interessant, men faktisk en smule ensformigt, men jeg har ladet mig fortælle, at der er blevet rådet bod på dette i fortsættelsen, som ifølge manges mening er det et af de bedste spil, som er blevet udgivet her i år 2009.

Nu er jeg så hoppet videre til Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots. Eller nej, ikke helt. Jeg har nemlig kun brugt de cirka otte minutter på at installere spillet på harddisken, og så venter jeg ellers med at røre det, til at jeg er blevet fuldstændig færdig med min SRP-opgave (som jeg selv synes er blevet ret god). Allerede nu er jeg dog ret skuffet over spillet, der som bekendt har fået rigtig meget omtale på grund af sine ekstremt lange cutscenesekvenser. Derfor undrer det mig meget, at det bedste, Kojima og co. kunne finde på at vise spilleren, imens han venter på, at der bliver installeret på harddisken, er en kort animation af Snake, som ryger en cigaret, mens der kommer tåbelige heldbredstips frem på skærmen i stil med dem, der bliver vist på Nintendo Wii ("husk at holde 15-minutters pause én gang i timen", "lad vær med at spille, når du er træt", "det er usundt at ryge" osv.). Idéen er da meget sjov - men helt ærlig, hvorfor skal jeg sidde og se på den samme animation, der bare looper over og over igen? Man kunne da have brugt tiden på noget mere fornuftigt, på eksempelvis at sætte spilleren ind i, hvordan spillet fungerer, med en introduktion til universet og måske historien fra de foregående spil. Jeg fatter ikke, hvorfor man har valgt at spilde otte minutter af gamerens tid på sådanne ligegyldigheder. Oh well, nu glæder jeg mig bare til at prøve selve spillet, hvilket i øvrigt er mit første bekendtskab med serien.

Hvis nogen er interesseret i at tilføje mit PSN ID, så skal I blot sende en besked til WikzoDK.

tirsdag den 1. december 2009

Glæd jer til Max & the Magic Marker!

I oktober slog en ven og jeg et smut forbi det danske spilstudie Press Play i København for at playteste deres kommende WiiWare-titel Max & the Magic Marker, udviklet via den (nu gratis) også danske Unity game engine.

Officielt må jeg ikke udtale mig om spillet, men kort fortalt går det ud på, at man styrer en lille fyr ved navn Max rundt på nogle ret traditionelle platformbaner. Det unikke ved spillet er, at for at hjælpe Max forbi de mange forhindringer, skal man ved brug af Wii Remoten tegne forskellige figurer, som på den ene eller den anden måde kan udnyttes til at forcere kløfter, fjender og deslige. Catchen er, at det er op til éns egen fantasi at udforme de nødvendige figurer. Det kan være alt fra trapper og bokse til kroge og bolde, og hvad man nu ellers kan finde på. Holdet bag fandt det sjovt at se os spille, fordi vi havde nogle helt andre løsningsforslag end dem selv, og de håber på, at spillet for alvor kommer til at slå igennem for folk, der gerne vil prøve at klare spillet på alternative måder, lidt i stil med Nintendo DS-spillet Scribblenauts, og at det kommer til at ende ud i et hav af sjove walkthrough-videoer på YouTube.

Spillets koncept forklares uden tvivl bedst ved at se det i aktion, så her får I to trailere, der viser, hvordan det hele fungerer:





Max & the Magic Marker holdes i en klassisk og charmerende 2D-stil med hyggelig og irørehængende baggrundsmusik. Det er en interessant hybrid af action-platforming og puzzle-solving, og på trods af det ret harmløse look, skal jeg love for, at nogle af de senere baner bliver ret så svære, både hvad angår at regne ud, hvad man skal gøre, men også i lige så høj grad hvordan man gør det med timing osv. Desuden vandt holdet i oktober prisen for bedste spil i Unity Award show i San Fransisco og i november prisen for bedste game design til European Independent Game Awards i Frankfurt, hvilket må siges at være rigtig flot.


Selvom vi fandt en del mindre fejl og mangler, da vi spillede det omkring fem timer lange spil igennem, er det ganske tæt på at få release. Da vi testede det for omkring en måned siden var det som sådan et forholdsvis færdigt produkt, der blot manglede en del tweaking og den sidste polish. Især sværhedsgraden var ikke altid jævn, hvor jeg kan nævne en slutboss, som var noget nær umulig at klare - selv for folkene bag spillet. Ikke desto mindre glæder jeg mig rigtig meget til at prøve den endelige udgave (hvor jeg i øvrigt figurerer i rulleteksterne) og håber ligeledes, at det kan hjælpe danske spiludviklere lidt fremad. Det er rart at se, at nogen har mod til at prøve noget nyt og kreativt, og jeg tror på, at der er en god fremtid for danske spil distribueret gennem downloadformaterne i stedet for de konventionelle AAA-Hollywood-produktioner, som IO Interactive indimellem spytter ud.

Held og lykke, Max!