søndag den 9. maj 2010

Ugens kloge spilord #6: please finish your games

Game jams er en rigtig god måde at udforske det fascinerende spiludviklingsmiljø. Men er det nok "bare" at udvikle spil på 48 timer og så hoppe videre til næste projekt, eller skal der mere til?


Jeg har efterhånden deltaget til en del små game jams rundt omkring i landet. Konceptet går ud på, at man sætter sig ned med en meget snæver deadline (eksempelvis 48 timer eller en uge) og så mere eller mindre fra bunden af udvikler et spil. Senest deltog jeg til Indie9000 i Aalborg, hvor jeg var med til at udvikle Flash-spillet Bunny Catchers.

Game jams er på mange måder enormt udbytterigt. Man lærer naturligvis om de rå kompetencer så som programmering, grafik, lyd og design, men ligeledes kommer man til at opleve, hvordan det er at arbejde sammen som et hold, og hvor stressende hele udviklingsprocessen faktisk er. Kommunikation er nøgleordet, og dette er noget man bliver nødt til at lære på den hårde måde, for der vil på et eller andet tidspunkt opstå gnidninger imellem gruppemedlemmerne, som alle gerne vil trumfe hver deres idé igennem.

Ikke desto mindre kommer man sjældent videre med sine spil, når game jam'et er slut, og i det lange løb ender de små spil med helt at blive glemt, fordi man ikke gjorde mere ud af dem.

Her den anden dag så jeg en video, hvor en mand ved navn Chris Hecker holder en præsentation til Game Developers Conference 2010 med titlen Please Finish Your Game. Han er programmør og hyppig kommentator inden for indespil-kulturen og har arbejdet på pc-spillet Spore.

I sin talk kommer han ind på et stigende problem: At alle gerne vil udvikle spil, men at de ofte ikke dedikerer den nødvendige tid og arbejdskraft til at fordybe sig og skabe et færdigt produkt, hvilket resulterer i ufuldstændige spil, som i sidste ende ikke får nogen indflydelse på spilmarkedet, men blot hober sig om som ligegyldigt shovelware. Han sammenligner bl.a. Braid med svenskeren Jonatan "Cactus" Söderström; en fyr, der bogstavelig talt spytter det ene indie-spil ud efter det andet. Sagen er den, at han som regel ikke bruger meget mere end nogle få dage eller timer på det enkelte spil. Dette mener Hecker er ærgerligt, da spillene dermed ikke får den rette polish, som de fortjener. De mange game mechanics bliver ikke udforsket tilstrækkeligt, og spillene ender med at blive overfladiske og med masser af spildt potentiale.

Chris Hecker har en del gode pointer, om end han måske overdriver en smule. Det er altid godt at få praktisk erfaring, også selvom man måske ikke udvikler det næste AAA-spil. Prototyper er gode til at give én følelse for, hvordan et spil kommer til at fungere, men har man ikke tid/lyst/evner til at komme videre, står man til aldrig rigtig at blive til noget inden for spilverdenen. Man skal tage bolden - og så løbe med den!

We need more depth and understanding. We don't need more wacky ideas and shallow games shipped on time. Please finish your games.
- Chris Hecker, spilprogrammør og kendt bidragsyder inden for indie-verdenen

Se optagelsen af Heckers præsentation herunder. Han har efterfølgende fulgt op med en kort tekst på sin hjemmeside, hvor han bl.a. har offentliggjort en række e-mails, hvori han korresponderer frem og tilbage med Cactus omkring emnet. Ganske interessant læsestof. Begge virker til at være mægtig spændende fyre, som ved, hvad de taler om. Den unge svensker er sgu noget for sig selv - hvis bare jeg havde halvt så meget af hans kreativitet og gåpåmod, ville jeg være ovenud tilfreds. Han har sågar sin helt egen Wikipedia-artikel.

2 kommentar(er):

indigostatic sagde ...

Pretty pictures! =D

Gustav Dahl sagde ...

Hehe, thank you.

You could at least watch the move, which is in English! :P

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)